Karismatisk autoritet og accountability

Specialet undersøger, hvilke organisationer der bruger kendte, hvordan de bruger kendte, samt i hvor høj grad disse kan påvirke organisationens kærneopgaver.
Vi ser dem – de ’kendte’ - på TV, når eksempelvis sangerinden Medina besøger en flygtningelejr i Jordan, og vi ser dem i bladene, når de danske prinser, prinsesser, TV-kokke, skuespillere og musikere besøger danske udviklingsprojekter i små landsbyer i afrikanske lande. Kendte personer er blevet meget synlige som dele af danske humanitære og udviklingsmæssige organisationers arbejde.
 
De til specialet foretagne interviews viser, at organisationerne har en stærk tiltro til de kendte - både personligt og effektmæssigt, da flere omtaler de kendte som sympatiske, søde og ’gode mennesker’. Hvilken organisationsmæssig effekt de rent faktisk har, er dog mere uklart.
 
Forskning peger på, at den kendte med sin særlige karisma og status kan påvirke organisationerne og deres arbejde. Nogen peger på, at kendte via deres særlige status kan få adgang til politiske eliter og derved påvirke den humanitære eller udviklingsmæssige situation til det bedre. Andre finder, at de kendte præger bistandsorganisationerne til at sætte fokus på krig og nød frem for langsigtet udvikling.
 
Trods det faktum, at de kendte ofte står frem og fremlægger danske INGO’ers sag, er forskning, der handler om, hvilken betydning de kendte har for det humanitære og udviklingsmæssige arbejde i dansk kontekst meget sparsom. Internationalt er litteratur om kendisser, humanitært arbejde og udviklingspolitik i sin spæde fase, men siden starten af 00’erne har stadig flere bøger og papers taget fat på feltet. Samtidig foreligger der endnu kun få eksempler på forskning, som systematisk undersøger, hvordan denne sammenhæng ser ud i dansk kontekst. Dette speciale undersøger, hvorvidt internationale konklusioner holder stik, når man undersøger brugen af kendte i dansk sammenhæng. 
 
Specialet er skrevet af Mads Ancher Holm ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og blev bedømt til et 12-tal. Læs hele specialet her

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job