Karikaturtegninger som eksplosivstoffer
Den dødelige fornærmelse

Skrevet af

Martin Zerlang
Forsker, forfatter

1 artikler

0 indlæg

Streger kan skille, og streger kan samle. Streger kan skille dit og mit, højt og lavt, fint og fælt, men streger kan også samle – som bindestreger. Man slår en streg over gamle regnskaber, og trækker man en streg i sandet, er det skæbnesvangert, hvis nogen træder over den. Jo strammere et samfund er organiseret, jo sværere kan følgerne blive for den, der træder over stregen.
Karikaturtegningen fik sit store gennembrud, da det begyndte at knage i samfundets fuger. I tiden op til den franske revolution i 1789 hvæssede tegnerne deres penne, og også i Danmark blev det en storhedstid for satire i ord og streger. 
 
Svikmøllen 1925. Racistisk karikatur af Staunings regering. Tegning: Chr. Hoff.
 
Da det i 1830 igen trak op til revolution i Frankrig, bidrog det nye blad Le Caricature til opgøret med autoriteterne, og forfatteren Honoré de Balzac skrev, at ”i Frankrig som i England er karikaturen blevet en magt (…), og vores seneste revolution har bevist betydningen af vore tegneres penne”. Karikaturen af kong Louis Philippe som en overmoden pære var med til at berede hans fald – som en politisk nedfaldspære.
 
Kong Louis Philippe som politisk nedfaldspære.
 
I Danmark skabte Meïr Aron Goldschmidt i 1840 det første karikaturblad, Corsaren, og dets respektløse tone var i allerhøjeste grad med til at forberede overgangen fra et enevoldssamfund til et moderne, demokratisk samfund baseret på junigrundloven af 1849. Men omstillingen foregik ikke uden sværdslag. En vis Wilhelm Schorn skrev i Da Voldene Stod (1906), en bog om den sene enevældes København, at karikaturerne virkede som ”Eksplosivstoffer”. Og skuespillerinden Johanne Luise Heiberg minder i sin Et Liv gjenoplevet i Erindringen (1891-92) om, at karikaturerne havde en ”demoraliserende virkning” på ”den del af befolkningen som trænger til at have noget at se op til”. Men hun indrømmer samtidig sin lyst til at hengive sig til karikaturtegningernes ”dræbende satire”.
 
 
 
 
Cosaren var satirens hovedblad i 1800-tallet - og blev kendt for sin fejde med filosoffen Søren Kierkegaard.
 
Noget nyt var undervejs. Man ønskede ikke længere bare at underkaste sig autoriteter. Karikaturen var et af udtrykkene for ønsket om at kunne ytre sine egne meninger. Og et af redskaberne for ytringsfriheden. I 1870 indvarslede Georg Brandes den kulturrevolution, som i Danmark er kendt under betegnelsen 'det moderne gennembrud', og med inspiration fra gamle satirikere som Holberg og Voltaire revsede han alt det, han opfattede som aflægs og overlevet i den danske kultur.
 
Da hans bror Edvard sammen med Viggo Hørup i 1884 gjorde Politiken til ”Organ for den højeste Oplysning”, gjorde de samtidig karikaturen til et vigtigt redskab for denne. I en artikel om ytringsfrihed forsvarede Hørup retten til at bruge muntre paradokser, snertende foragt og alle mulige ”grove eller fine Drilagtigheder” i den politiske debat. I virkeligheden handlede det om at få latteren på sin side. Nu var bønder igennem århundreder blevet behandlet med den mest nedladende foragt af de fine – og derfor var det også nu på tide at bringe selvfølelsen op i bønderne ved at latterliggøre den kultur, der skulle legitimere, at magten lå hos de begavede, de dannede og de rige.
 
Ved århundredeskiftet blev det i højere grad almindeligt at latterliggøre de begavede, de dannede og de rige.
 
Karikaturbladet Punch (1873-1895) blev højrefløjens svar på den radikale satire, men på sin vis tvang selve karikaturgenren det højreorienterede ugeblad til at overtage noget af den realisme, som samlede de radikale. Og omkring århundredskiftet fik den karikatur, som rettede sig mod religiøse, politiske og militære autoriter, fornyet bid. Udenlandske blade som det franske Le Rire og det tyske Simplicissimus var utrættelige og utroligt opfindsomme i deres latterliggørelse af magthavere. Og herhjemme introducerede Gustav Wied en tilintetgørende komik, samtidig med at tegneren Axel Nygaard fortalte, at han under et ophold i Tyskland fik opladt sine øjne for de dybt komiske og stærkt kritisable træk ved det danske samfund: ”Jeg saa hin Aften at Danmark var et meget frugtbart Land for denne Kunst og at de ikke ejer nogen hensynsløs Karikaturtegner derhjemme”.
 
En anden i den nye generation af tegnere, som lærte af de udenlandske eksempler, var socialdemokraten Anton Hansen. I erindringsbogen Ung Kunstner (1954) fortæller han, hvordan der i tiden op til første verdenskrig var hård konkurrence blandt karikaturtegnerne, som ikke mindst fandt en villig aftager i Ekstrabladet, og han fortæller, hvordan studiet af form, farve og komposition lærte ham, hvordan han som tegner kunne gøre nytte i kampen ”mod herskernes magtbrynde, stupiditet, hovmod og grådighed”.
 
Umiddelbart efter første verdenskrig skabte den norske karikaturtegner Ragnvald Blix et blad, Exlex, som skulle videreføre den politiske engagerede karikatur. I bladets spalter debuterede den unge digter Tom Kristensen, som et par år senere i den vildt fabulerende debutroman Livets Arabesk (1921) lod en af sine personer hylde karikaturen som et redskab for revolutionen. ”Men jeg elsker Karikatur. Jeg er led ved Smag og Nuancer og forfinet Æstetik. Kan Kommunisterne udrydde det og som regerende skaffe mig noget nyt, har de min Tilgivelse; men Gud naade og trøste dem, hvis de efterligner os”.
 

Anton Hansens vittige skildring af, hvordan spørgsmålet om pengenes lige fordeling kan løses, flugter fuldstændig med formuleringer i Tom Kristensens Livets Arabest. Exlex, nr. 31, 1919.”
 
I øvrigt skildrer romanen en revolutionær kommunist, Ibald Petersen, som Tom Kristensen synes at have modelleret over en af vennen Anton Hansens tegninger i Exlex: I en fandenivoldsk streg opstiller en lige så fandenivoldsk proletar følgende model for ”Pengenes Fordeling”: ”Først ta’r vi Pengene, saa bruger vi dem. Og saa afskaffer vi dem”.
 
I mellemkrigstiden introducerede avisdigteren Viggo Barfoed sammen med tegneren Herluf Jensenius en mere bedsteborgerlig, men ofte yderst vittig karikatur. Under signaturerne Ærbødigst og Jus kommenterede de dagens store og især små begivenheder – og kunne med et par linjer og én streg punktere dagens store og små personligheder, for eksempel den skarpe, men åbenbart ikke særligt høje kritiker Sven Lange, om hvem det hedder: ”Danmark er lille/ Livet er haardt,/ Kunsten er lang. /Og Sven Lange er kort.”
 
Den kommunistiske karikatur blev taget op af Hans Scherfig og Herluf Bidstrup, mens PH forbeholdt sig retten til en satire, der rettede sig mod såvel den højre som den venstre fløj. I årene efter anden verdenskrig blev Bo Bojesen tidens vigtigste danske karikaturtegner, og selv om han med sin sirlige streg er beslægtet med den spidst-tørre tone i Scherfigs samfundssatire, så havde han også et skarpt blik for svaghederne i det kommunistiske verdensbillede: En af hans tegninger spørger, hvor langt der egentlig er fra Hans Kirks skønmalerier af Stalin til Morten Korchs skønmalerier af den lurmærkede danske bondeidyl?
 
Hans Kirks besyngelse af Lillefar Stalin fik Bo Bojesen til at fare i blækhuset.
 
I 1970'erne og 1980'erne forsøgte Nils Ufer at puste nyt liv i den politiske satire med et blad, som han navngav Corsaren efter det første danske karikaturblad. Blandt bidragyderne kunne man finde Klaus Rifbjerg, Dan Turèll og F.P. Jac samt tegneren Eiler Krag. Men trods de gode navne blev bladet aldrig den store succes, og de hæderkronede gamle karikaturårbøger Blæksprutten og Svikmøllen begyndte også at miste deres gamle publikum – indtil Gyldendal i år simpelthen besluttede at nedlægge Blæksprutten.
 
Blæksprutten 1938: Ikke-indblandings-tanken har sejret. Hans Bendix lavede i 1938 en tegning, der var kritisk over for både kommunismen og fascismen. 
 
Den 30. september 2005 udgav Jyllands-Posten imidlertid de berømte og berygtede 12 Muhammed-karikaturer, og selvom  de langt fra alle var karikaturer, så kom det berømte efterspil til at vise, at karikaturen stadig, med. W. Schorns ord, er et ”Eksplosivstof”.  Inden for en stadig mere sekulariseret og demokratiseret vestlig kulturkreds opleves karikaturen ganske vist nu snarere som en kilde til anerkendelse og stolthed end som en personlig fornærmelse, men i brydningen med mere teokratiske kulturer og diktatoriske stater er karikaturen så sprængfarlig som nogensinde. I en verden, hvor Gud er alt og Mennesket intet, er det en dødelig fornærmelse, hvis gudsbilledet krænkes, mens drab på mennesker er en biting. I en verden, hvor mennesket er altings målestok, er karikaturen et af redskaberne til regulering af forholdet mellem mennesker.                                                                                   
 

Relaterede artikler

Kugleregn versus kuglepen - Prøv at se dig omkring i din nærmeste omgangskreds, og spørg dig selv: Kender jeg nogen, der ikke går ind for ytringsfr...

Giv din stemme

11 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

48 JOB

Studentermedhjælper

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.