Længe leve luksuskommunismen

Computerkraft og automatisering vil fremover gøre alting så billigt, at markedsmekanismerne bryder sammen, og for første gang i verdenshistorien gør det muligt for alle at yde efter evne og – særligt – nyde efter behov. Det vil sige som dagens milliardærer. Sådan lyder hovedtesen i Aaron Bastanis nye selvproklamerede manifest Fully Automated Luxury Communism. I løbet af bogen kører den digitale britiske mediemand og toneangivende Corbyn-støtte dog lidt sur i både logik og realitetssans. Ikke desto mindre er bogen et tankevækkende og dejligt politisk bundet indspark i en fremtidsdiskussion, der ellers alt for ofte enten ignoreres eller fortaber sig i en disruption-begejstret rus.
Aaron Bastani er manden bag “the slickest of the guerrilla news and opinion operations that have sprung up in Britain”, og nu forfatter til Fully Automated Luxury Communism. Foto: "Fully Automated Luxury Communism's" facebook gruppe.
Aaron Bastani er manden bag “the slickest of the guerrilla news and opinion operations that have sprung up in Britain”, og nu forfatter til Fully Automated Luxury Communism. Foto: "Fully Automated Luxury Communism's" facebook gruppe.
af Jon Lund
Der er noget helt skørt ved at læse Aaron Bastanis tanker om arbejdsudbuddet i den moderne verden. Samtidig med at Mette Frederiksen slås med de radikale om en ny pensionsreform, fordi de radikale skider grønne grise over udsigten til, at alle snart vil være gået på pension, og at der derfor snart ikke længere vil være mennesker nok på arbejdsmarkedet til at sikre, at økonomien fortsat kan hænge sammen, så mener Bastani præcist det modsatte.
 
Ifølge ham er det største problem, at vi ser frem mod et ekstremt overudbud af – ikke mangel på – arbejdskraft med langt, langt flere ledige hænder, end økonomien på nogen måde kan absorbere. Eller det vil sige, sådan er det, men Bastani mener strengt taget ikke, det er et problem. Tværtimod ser han det som en mulighed af de helt store; så stor, at den baner vejen for en samfundsomvæltning, som verden kun har set magen til to gange tidligere.
 
"Kunstig intelligens, maskinlæring, algoritmer og robotter er helt centrale elementer i Bastanis samfundsanalyse – og i hans vision om den kommende, fuldautomatiske luksuskommunisme."
 
Fully Automated Luxury Communism. Udgivet i maj. Køb den direkte hos forlaget. Eller hos saxo.com. Foto: Verso Books.
 
Det er i den nyudkomne bog Fully Automated Luxury Communism – eller bare FALC, Bastani udfolder sine tanker om overdrevet udbud og en overflod af forbrugsmuligheder. Bastanis tanker er særligt interessante på grund af hans rolle i miljøet omkring Labour-lederen Jeremy Corbyn  og som medstifter af  "the ultra Corbynite Novara Media", som Ben Judah beskriver det i en læseværdig gennemgang i Financial Times sidste år.
 
Novara Media er bygget op om lige dele YouTube, Facebook, Instagram og Twitter og er, som Andy Beckett skriver i Guardian, "the slickest of the guerrilla news and opinion operations that have sprung up in Britain". Og Fully Automated Luxury Capitalism er – ifølge John McTernan, der har haft centrale roller i både Tony Blairs og australske Julia Gillards Labour-regeringer – et "ambitious manifesto for a Corbyn-government".
 
Den tredje disruption
Kunstig intelligens, maskinlæring, algoritmer og robotter er helt centrale elementer i Bastanis samfundsanalyse – og i hans vision om den kommende, fuldautomatiske luksuskommunisme.
 
Faktisk bærer de historiens byrde på deres skuldre: Da den moderne transistor og det integrerede kredsløb, altså computerchippen, blev opfundet i 50’erne, ændrede det verden fundamentalt. Det var en opfindelse på fuldstændig lige linje med opfindelsen af dampmaskinen, der som bekendt indvarslede industrialiseringen, og med udviklingen af de landbrugsteknologier, der gav bondesamfundet sejren over jæger-samler-samfundene.
 
Computerchippen og den digitaliseringsbølge, vi stadig står midt i, indvarslede, siger Bastani, den tredje store "disruption" i civilisationens verdenshistorie.
 
Her forklarer Bastani om mulighederne 21. århundrede bringer med sig. Kilde: youtube
 
Moores lov på steroider
Det særlige ved computerchippen som teknologi er den egenskab, som Gud og hvermand kender som Moores lov: At den de sidste 50 år har udviklet sig eksponentielt og meget vel kan blive ved med det et godt stykke tid endnu. Den bliver svimlende meget hurtigere, smartere og billigere for hvert år, der går.

Det er Bastani, mildt sagt, ikke den første, der bemærker. Men han gør det, og han gør det lige så hårdt som de mest optændte Silicon Valley tech-futurister. Computerchippen bærer, mener han, kimen i sig til at skabe et altomfattende overskud af næsten alt det, der skal til for at holde en produktion af snart sagt hvad som helst i luften: arbejdskraft, energi og råstoffer; plus i øvrigt mad og sundhed. Masser af syntetisk dyrket kød og genterapi mm. vil sørge for, at alle på hele Jorden kan leve godt og længe.
 
"Den kombinede effekt af disse teknologiudviklinger er, at alting bliver meget billigere."
 
Fra solceller til Mars-eventyr
Bastani helliger et kapitel til hver af disse fem udviklinger. Argumenterne for de første tre lyder i hovedtræk således: Arbejdskraften vil vi fremover have alt rigeligt af, fordi langt det meste af det arbejde, vi udfører i dag, fremover kan klares af robotter.  Bastani diskuterer her blandt andet, hvordan selvkørende biler erstatter chauffører, smarte supermarkeder butiksansatte og kloge algoritmer kontrakt- og juraforhold. Men også energien, som skal bruges til at holde hjulene i gang, bliver så rigelige, at vi bare kan bruge løs.
 
Det skyldes udviklingen i særligt solcelleteknologien, som jo også er digital og rider på samme udviklingsbølge som chippen, samt de rigelige mængder sol, der rammer Jorden; særligt “the global south” – heroppe nordpå skal der også god varmeisolering og vindmølleteknologi til. Batterier til at opbevare strømmen, når den ikke bruges, bliver også bedre og bedre, og der kommer flere og flere af dem. F.eks. i alle de selvkørende biler, som hver især kun bruger i snit 1/6 af deres batteri hver dag og derfor kan fungere som transportable strømforsyninger.
 
SpaceX’ Falcon 9 under takeoff. Er det Elon Musks første skridt mod minedrift i rummet? Foto: Getty Image
 
Den nye rumindustri, med Elon Musk, Jeff Bezos og alle de andre i førersædet, vil sørge for, at vi bliver oversvømmet med råstoffer: Alene i en enkelt asteroide i bæltet mellem Mars og Jupiter er der for skønnet 10.000 kvardrillioner (!) dollars jern, som bare venter på at blive udvundet – måske allerede fra omkring 2030.
 
Det ekstreme udbud gør alting gratis
Den kombinede effekt af disse teknologiudviklinger er, at alting bliver meget billigere. Særligt, når produktionen af et eller andet først er oppe at stå, vil det nærmest ikke gøre nogen forskel, om du skal producere 1, 10 eller 100 eksemplarer, når der ikke skal betales løn, og når råstoffer og energi er nærmest gratis. Selv for fysiske produkter vil marginalomkostninger derfor blive drevet mod nul, ligesom tilfældet er for en række digitale produkter i dag – det koster nærmest intet for f.eks. Spotify at lade en bruger streame en sang, og ingenting for f.eks. Kforum at lade dig læse denne artikel.
 
Derfor, lover Bastani os, ser vi frem mod en verden, der er defineret af det ekstreme udbud, og hvor vi alle vil kunne leve “som milliardærer”.
 
Massearbejdsløshed giver efterspørgselschok
Som sagt er alt dette ikke rigtigt nyt. Det er f.eks. ikke længere tid siden end i fredags, at Peter Diamandis – Mr. Singularity University himself –  kunne fortælle, at “The Age of Solar Energy Abundance Is Coming in Hot”. Og hvis du ser på emneoversigten på hans site, kan du finde stort set alle Bastanis forudsigelser behandlet grundigt.
 
Det er heller ikke kun Bastani, der kan se, at alt ikke behøver blive lyserødt lige med det første. Det ekstreme udbud af f.eks. arbejdskraft er jo bare en anden måde at sige, at vi står over for en massiv teknologiskabt arbejdsløshed. Det er et problem for alle, der mister deres job og ikke længere tjener nogen penge. Og det er et problem for samfundet, som står over for massiv ulighed og alt, hvad det kan skabe af politiske og andre spændinger.
 
Men massearbejdsløshed er et måske endnu større problem for markedet: Hvis f.eks. halvdelen af verdens forbrugere lige pludselig bliver ludfattige, kan de heller ikke købe noget, og økonomien vil gå i sort.
 
"Markedsøkonomien og kapitalismen, som vi har kendt den siden den industrielle revolution, synger på sidste vers"
 
Borgerløn dur ikke
Og det er her Bastani begynder at mene noget nyt. Han er f.eks. ikke glad for borgerløn – en universel grundydelse, som alle borgere modtager, helt betingelsesfrit, og som på engelsk går under navnet Universal Basic Income. Det peger alle mulige andre, fra milliardærer som Richard Branson og Mark Zuckerberg til SF’ere som Peter Westermann og Lisbeth Bech Poulsen, ellers på som en oplagt løsning.
 
Det er for dyrt, hvis det skal batte, og vil derfor ikke kunne indføres lige her og nu, siger Bastani. I stedet vil han udvide de gratis velfærdsydelser, de såkaldte “Universal Basic Services”: Alle skal have ret til gratis sundhedspleje, uddannelse, transport, bolig og information, forstået som mediebrug.
 
Gratis velfærdsgoder – Universal Basic Services (UBS) – er vejen frem, ifølge Bastani. Billede fra Twitter 
 
En del af hans argumentation er taktisk: Det vil være mere politisk spiseligt at gå denne vej, fordi det lyder som noget, vi kender. Men der er også andre grunde – og det er her, Bastanis marxistiske take stikker hovedet frem. Det ekstreme udbud gør nemlig, at hele den måde, vores kapitalistiske markedsøkonomier er skruet sammen, vil ændre sig, hvilket blandt andet kaster for mig nye argumenter mod borgerlønsbegrebet og for de gratis velfærdsydelser af sig.
 
Kommunisme er luksus – ellers er det ikke kommunisme
Bastanis marxistiske udlægning af tingenes kommende tilstand lyder i sin relative enkelhed således: Når der er nok af alting, og alting derfor er nærmest gratis, skal der ikke længere sælges, men mere bare distribueres, og i sådan en verden giver markedet kun begrænset mening.
 
Markedsøkonomien og kapitalismen, som vi har kendt den siden den industrielle revolution, synger derfor på sidste vers og vil blive erstattet af en ny økonomisk orden. Vi står, mener Bastani, for første gang i historien med muligheden for at skabe et samfund, hvor alle kan få det materielle grundlag for at kunne realisere sig selv. Hvor vi kan kaste arbejdets nødvendighed af vores skuldre, og – og her som flere andre steder citerer Bastani Marx direkte – kun “yde efter evne, og nyde efter behov”.
 
Så længe markedet, der organiserer sig selv efter profit, ikke behov, styrer vores verden, giver frihed – forstået som friheden til selv at bestemme sin egen skæbne og søge sin egen lykke – ingen mening. Men lige nu, hvor den tredje teknologibestemte disruption er ved at finde sin egentlige form, har vi chancen for at skabe en verden, hvor knaphed er erstattet af overflod, og arbejde og fritid, det nyttige og det skønne, umærkeligt glider ind i hinanden. En verden af “fully automated luxury capitalism”. For som Bastani siger det: “Communism is luxurious – or it isn’t communism”.
 
Gratis velfærdsydelser er vejen frem
Med sådan et verdenssyn er det klart, at Bastani ikke er meget for løn, som jo netop er det, vi skal frigøre os fra, og derfor heller ikke for borgerløn alene af den grund, forstår man, at lønbegrebet som retorisk konstruktion hører den gamle verden til.
 
Gratis velfærdsydelser passer derimod som fod i hose til argumentationen – særligt al den stund, at de jo rent faktisk vil være ægte gratis, fordi det ikke, eller næsten ikke, vil koste noget at producere dem. De vil bare være der, og vi vil kunne bruge af dem, ligesom vi lyster.
 
Lokal protektionisme og kontrol med finansmarkederne
Bastani stopper dog ikke ved de gratis velfærdsydelser. Det er hele det globale system med profitdrevne virksomheder, vi har brug for at få ændret, for det er dem, der ifølge Bastani står på den forkerte side af teknologihistorien, og det er dem, der skal afmonteres, hvis det luksuskommunistiske samfund skal blive en realitet.
 
Til fremme af det formål skitserer Bastani to andre tiltag, som vil kunne bane vejen: Offentlige opgaver skal udføres af lokale virksomheder, og de skal helst være  kooperative, arbejderejede. Altså, for guds skyld ikke multinationale og profitdrevne.
 
Og så skal finanssystemet omkalfatres, spekulation skal systematisk undertrykkes, og der skal oprettes statslige og internationale investeringsbanker, der kan og vil låne penge ud, selvom de ikke umiddelbart får dem igen. Igen er koblingen her, at penge – en praktisk bytteenhed – bliver meningsløse i en verden, hvor alting er i overflod og derfor nærmest gratis, og profitbegrebet bliver derfor uden betydning.
 
CGP-grey, et Youtube fænomen, forklarer hvad automatisering kommer til at have af indflydelse på menneskeheden. Videoen har over 11 millioner visninger. 
 
Konen med æggene
Fully Automated Luxury Communism er en veloplagt bog. Med sine 250 sider er den dejlig kort. Den er skrevet i en bevidst populistisk og derfor både underholdende og forståelig tone. Og hovedtemaet er fængende: Teknologien kan måske slavegøre os, men vi kan også – hvis vi vil det – komme til at leve i sus og dus. Endda, og hvordan det så præcist skal ske, er jeg sprunget let hen over ovenfor, på en grøn og bæredygtig planet.
 
Men Fully Automated Luxury Communism er også en spekulation, og Bastani bliver lidt konen med æggene-agtig for mig; han taler for sin syge moster – og gør det godt, men helt overbevist er jeg altså ikke. Det er der to grunde til.
 
"Det er det ekstreme udbud og gratisheden, som hele tesen om luksuskommunismens fremme er bygget på."
 
Glat som sæbe
For det første er Bastanis teknologifremskrivninger glatte som sæbe. Han tager dygtigt fat i teknologiområder, som der åbenlyst er kæmpestore muligheder i. Og han kobler det med det ligeså besnærende eksponentielle verdensbillede, hvor der stort set ingen grænser er, for hvor smarte computere – og dermed alt det, de kan drive – kan blive. Men han snyder på vægten.
 
Til at støtte sin energiudredning – og også sin historie om udviklingen af minedrift i rummet – voldbruger han f.eks. et argument om, at alting skulle blive meget billigere, når man laver meget af det, uden bare tilnærmelsesvist at forklare, hvordan det skulle gå til. Han fremskriver Moores lov med fuld styrke, selvom ingen rigtigt kan forklare, hvorfor ikke computerudviklingen ligesom det meste andet her på Jorden aftager med tiden. Og han diskuterer slet ikke, hvad en smart computer egentligt er, og hvor grænserne er for, hvad sådan en kan gøre eller “tænke”.
 
Resultatet er, at alting bliver ikke bare mere tilgængeligt og billigere, men at udbuddet bliver ekstremt og alting i praksis gratis. Og det gør faktisk en kæmpe forskel, for det er det ekstreme udbud og gratisheden, som hele tesen om luksuskommunismens fremme er bygget på. Uden gratis vil markedet bestå.
 
Markedsignorant
I øvrigt har det, at produktionen af et eller andet er billigt, aldrig forhindret entreprenante foretagender i at producere det og sælge det med profit. Bastani får sådan en operation til at lyde fordækt og som noget, der kun kan finde sted, hvis man på en eller anden måde kan lave en kunstig begrænsning af udbuddet, f.eks. ved monopolagtige konstruktioner. Men hvad med god gammeldags produktudvikling, hvor man lader sine innovationer kæmpe på et frit marked, i en evigt forbedrende spiral? Den slags er ikke noget, Bastani rigtigt har øje for.
 
I det hele taget er Bastani underligt ignorant overfor, hvad det er, der får samfund til at udvikle sig. Han stirrer sig blind på de ulighedsskabende effekter af kapitalismen og hverken ser eller værdsætter den evige udvikling, som profitmotoren driver – eller i hvert fald kraftigt understøtter. Selvom hele hans bog netop paradoksalt nok hviler på et vækst- og innovationsparadigme, som i den grad har markedsøkonomiens fingeraftryk solidt plantet på sig.
 
Bastanis bog er, dens mangler ufortalt, tankevækkende. Og så sætter den nogle virkeligt gode punkter til debat. Ikke mindst spørgsmålet om, til hvad og hvordan vi vil forvandle den teknologiskabte rigdom, som vi som verden, samfund og individer i løbet af meget kort tid vil stå overfor. Enten som dem, der har del i den, eller som dem, der ikke har.
 
Og hvem ved: Hvis de radikale og socialdemokraterne startede her, ville det aktuelle pensionsslag måske glide lettere ned. Og så alligevel, måske ikke.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job