Balladen om ”virkeligheden”

Først var den en succes – så var den en elitær omklamring af dansk trailerpark-romantik, og til sidst var den en fake dokumentar. Dokumentarfilmen ”Kandis for livet,” der handler om dansktopgruppen Kandis og deres fans, gik en sejrsgang i medierne, indtil den hurtigt løb ind i modvind. 
Dokumentarfilmens instruktør forsøger på den ene side at gengive virkeligheden loyalt og på den anden side at arbejde med en kunstnerisk frihed, som journalisten ikke har, og har dermed mulighed for at anlægge en mere poetisk tilgang. Det er netop, hvad instruktør Jesper Dalgaard benytter sig af i ”Kandis for livet”. Foto: Stroud Rohde Pearce/Camera Film
Dokumentarfilmens instruktør forsøger på den ene side at gengive virkeligheden loyalt og på den anden side at arbejde med en kunstnerisk frihed, som journalisten ikke har, og har dermed mulighed for at anlægge en mere poetisk tilgang. Det er netop, hvad instruktør Jesper Dalgaard benytter sig af i ”Kandis for livet”. Foto: Stroud Rohde Pearce/Camera Film
af Niels Christiansen
Hvad stiller man op med et dansktopband, der har solgt over halvanden million albummer og optræder for fulde huse 200 gange om året med stor succes? Gruppen benytter ikke avancerede jazzakkorder, dybe og gådefulde tekster. Og de revolutionerer på ingen måde musikverdenen. Mildt sagt.
 
Kandis er dansk musiks grimme ælling, der befinder sig under gulvhøjde i kulturhierarkiet og næppe nogensinde får absolution for deres musik. De er stemplet som: fersk rastepladsromantik – banalt udført. En folkelighed, der ikke er velkommen. Case closed.
 
Alligevel valgte den 33-årige instruktør Jesper Dalgaard at bruge tre år på at lave en dokumentarfilm om det succesrige danseband, der spiller dansktop, country og tysk schlagermusik. 
 
Filmen Kandis for livet udkom i september 2021 og fik straks gode anmeldelser. Men da filmen bliver vist på DR i februar i år, opstår der en række kontroverser og anklager om elitær feel good-anmeldelser og om journalistisk uordentlighed. Om eliten er blevet forelsket i den kulturelle underklasses sentimentalitet, og om dokumentarfilmen er uærlig.
 
 

Kandis For livet-trailer fra Det Danske Filminstitut on Vimeo.

”Massiv medvind”

Det begyndte ellers godt. Så godt, at direktøren for brancheforeningen Danske Biografer, Lars Werge, i foreningens nyhedsbrev skrev: “Kandis for livet” i massiv medvind," hvor han gengiver Berlingske Tidende, Ekstra Bladet og filmmagasinet EKKOs anmeldelser.
 
Fra en række af kulturelle Bermudatrekanter i Danmark lød der hurraråb og blev nikket tungt og anerkendende, så de halvfyldte øl fra det lokale mikrobryggeri var lige ved at vælte ned og ødelægge det nye Apple-tastatur. Ikke et øje var tørt på Twitter. Rehabiliteringen af Karl-Ejner og de andre fra langbordene i landets halballer var i fuld gang.
 
Stik et kamera op i snuden på en hjemløs, der roder rundt nede i rendestenen, og du får hele kulturredaktioner landet rundt til at skrige af vellyd.
 
Fra sit hjem i det idylliske Hareskovby nord for København ville den danske statsminister også være med i den nye Kandis-folkelighed.
 
Statsministeren erklærer sig som fan af dokumentaren.
 
Men så sker der det, der også nogle gange sker. I eventyr som i virkeligheden. En eller anden mumler: 
”De har jo ikke noget tøj på.” Eller bare undrende: ”Der er et eller andet galt ved alt det her.”
 

Befamlingen

På de sociale medier begynder en snigende utilfredshed at pible frem. Katrine Daugaard, der er tidligere dansktopsanger i bandet Fede Finn og Funnyboyz, skriver på Facebook
 
”Hvor er det tragikomisk at kultureliten pludselig har opdaget, at der også kan være dybde og mening i Dansktop. I årtier har kultureliten grinet og udskammet dansktopbranchen. Som konservatorieuddannet musiker oplevede jeg selv udskamningen da jeg blev medlem af Fede Finn & Funnny Boyz. Folk spurgte hvordan i alverden jeg kunne holde det ud, og kom med nedladende kommentarer om både publikum, musikken og alle de penge folk forestillede sig der måtte være i det.”
 
Til Berlingske Tidende uddyber hun: 
”Kulturelitens optagethed af »Kandis for livet« lugter langt væk af, at dansktoppen nu bliver taget under deres vinger og skal være en del af »de korrekte holdninger«. Pludselig skal dansktoppen puttes i kategori med udsatte minoritetsgrupper som homoseksuelle og indvandrere, som det er synd for. Der må jeg bare sige ellers tak! Dansktoppen klarer sig ganske godt uden kulturelitens blåstempling. At de pludselig ser dens kvaliteter er på tide og siger altså umådelig meget om deres snæversynethed og fordomsfuldhed.”
 
Katrine Daugaard er ikke alene med sin undren. Efterhåndeden tager kritikken til, og der lyder et hult drøn og en spansk latter på de sociale medier, der har svært ved at tage kulturelitens knusende omklamring af Jyllands perle og paven af de danske tankstationer, Kandis-Jonny og hans fans, alvorlig.
 

Jyllands-Posten – Hvis De vil vide mere

Og det bliver værre. Jyllands-Posten kan i begyndelsen af februar fortælle sine læsere, at instruktøren betalte for at flyve en af de portrætterede Kandis-fans til Costa del Sol, hvilket indgik i dokumentarfilmen. Instruktøren medbragte også selv rekvisitter, herunder Kandis-merchandise, til optagelser hjemme hos de medvirkende.
 
Avisen peger også på, at en scene på en kirkegård, hvor Kandis-fan Henning Hougesen lægger blomster på Johnny Hansens afdøde kones grav og river småstenene på gravstedet.
 
Den scene er af anmelderne fra DR, Berlingske, Politiken, Heartbeats og Ekstra Bladet blevet tolket, som at Henning Hougesen passer graven og kommer der jævnligt. Men han har kun været der et par gange i sit liv.
 
Nu handler krikken altså om, at dokumentaren er iscenesat. Og kan den så være en ordentlig dokumentar?
 

”Vi manipulerer aldrig”

Anders Thomsen, der er dokumentarredaktør i DR og DR's redaktør på Kandis for livet, beklager efterfølgende, at en af de medvirkende i filmen har fået betalt sin flybillet.
 
”Det er en fejl, hvis nogen har fået en flyrejse betalt. Det beklager vi. Når det er sagt, ændrer den fejl i min optik overhovedet ikke ved filmens overordnede fortælling og karaktertegning," siger Anders Thomsen i en mail til Jyllands-Posten. Og i fagbladet Journalisten kalder Anders Thomsen det for ”en ubetydelig fejl.”
 
”Men med det sagt er der tale om en ubetydelig fejl, fordi den ikke ændrer en tøddel ved den overordnede film og karaktertegning – og den medvirkende i filmen ville selv afsted. Så det er en overtrædelse, men en ubetydelig overtrædelse i den her sammenhæng,” siger Anders Thomsen.
 
Jesper Dalgaard, filmens instruktør, peger i Journalisten på, at dokumentaren er stiliseret i sit filmsprog og ikke er en journalistisk film. 
”Vi manipulerer aldrig med de medvirkendes følelsesliv eller vilje,” forklarer han til Journalisten, og han er ikke tvivl om, at filmens publikum godt kan forstå filmens formsprog og stilistik:
 
”De ved, at objektivitet ikke findes, og at alt indhold er kurateret, iscenesat og tilrettelagt. Det kan de sagtens gennemskue. Derfor er det ikke utroværdigt,” siger Jesper Dalgaard.
 

Nanook of the North

Det siges, at dansk dokumentarfilms grand old man Ole Roos engang blev spurgt, hvad han anså for den bedste dokumentarfilm, han kunne komme i tanke om. ”Olsen Banden” svarede han. Han forklarer, at han så Olsen Banden for at gense sin barndoms miljøer: 
 
”Baggrunden, rummet og inventaret var nemlig autentisk. Det unddrog sig instruktørens iscenesættelse: De få biler på motorvejen, de gamle bilmodeller, parcelhuskvarterer.”
 
At indfange præcist, hvad en dokumentar er, er som at forsøge at holde fast på en våd håndsæbe. Og balladen om iscenesatte dokumentarer begynder allerede med den allerførste film i genren for præcist 100 år siden. 
 
Dokumentarfilmen Nannok of the North” fra 1922 bliver i dag i filmhistorien anset som verdens ældste dokumentarfilm. Filmen, der blev til over to omgange, blev optaget efter et detaljeret manuskript, hvilket gav anledning til den konstant tilbagevendende kritik af dokumentargenren, at de ofte er ”iscenesatte”. 
 

Scene fra dokumentaren Nanook of the North, 1922.

Den danske dokumentarist Jon Bang Carlsen har ligefrem gjort det til en egentlig stil at arbejde med det, han kalder ”iscenesat dokumentarisme,” hvor han først researcher og studerer de mennesker og miljøer, han vil beskrive, for derefter at lave et manuskript og bede de involverede sige de replikker, han selv har forfattet.
 

Journalistik og dokumentarisme

Kulturjournalisten Freja Dam peger i kulturtidsskriftet Soundvendue på, at Kandis for livet ikke er et journalistisk program, men en kunstnerisk dokumentarfilm produceret med støttet fra Filminstituttets talentstøtteordning New Danish Screen:
 
”Kritikken er udtryk for en oldnordisk holdning til dokumentarfilm, som man kan undre sig over stadig hersker i mediebranchen. Jeg forstår godt, at diskussionen i øjeblikket fremkalder rullende øjne og ’here we go again’-kommentarer i dokumentarbranchen, hvor det i Facebook-tråde lyder, at skrivende journalister generelt ikke forstår sig på dokumentarfilm.”
 
Freja Dam henviser til, at journalister, der tilstræber objektive fremstillinger, deler genrebegreb med filminstruktører, der har langt mere frie hænder til at forme deres materiale kreativt.
 
Begge grupper forsøger at beskrive ”virkeligheden”, men når derhen ofte på to forskellige måder. Journalisten er forpligtet til at afdække sin historie fra flere sider og tilstræber objektivitet i sin fremstilling, hvor dokumentaristen har en kunstnerisk frihed til at behandle stoffet subjektivt.
 
Dokumentarfilmens instruktør forsøger på den ene side at gengive virkeligheden loyalt og på den anden side at arbejde med en kunstnerisk frihed, som journalisten ikke har, og har dermed mulighed for at anlægge en mere poetisk tilgang.
 
Og det er netop, hvad instruktør Jesper Dalgaard benytter sig af i Kandis for livet.
 

Filmskolen kontra Journalisthøjskolen

Alt i alt var reaktionerne på Kandis for livet dybt forudsigelig. Da kultureliten var færdige med at klappe og igen havde sat sig ned i stolene med et veltilfreds smil, så begyndte kritikken. Intet nyt under solen. Så snart en lavkultur bliver accepteret og befølt af en elite oppe fra Olympen, så er anden elite i gang med pointere det hykleriske i foretagendet. Og sådan kan diverse former for kultureliter jagte hinanden, again and again. På den måde er denne diskussion ikke ny og har begrænsede perspektiver.
 
Ja, det er altid sjovt at se, når PH-lamperne synes, at ryatæpper og askebægere er udtryk for en eller anden folkelighed, de selv ikke tager del i. Men det er langt mere interessant at se, at diskussioner som denne om Kandis for livet ofte ender med et sammenstød mellem forskellige opfattelser af, hvad dokumentarisme er, og hvad instruktører kan tillade sig.
 
Det er tankevækkende, at journalister konstant ønsker at kaste deres egen faglige spindelvæv ned over en genre, som i nu præcis 100 år har bygget på et helt andet fundament end det, der bliver praktiseret på journalisthøjskolen, DMJX.
 
En lille spådom: Dette er ikke sidste gang, at journalister får genren dokumentarisme galt i halsen. Vi vil fremover stadig opleve journalister, der vil optræde som metodepoliti over for det, de opfatter som en genremæssig swingerklub, dokumentarismen, der ifølge dem ofte er kommet på afveje.  
 
Kandis for livet er nomineret til tre Robert-priser i år:
Årets dokumentarfilm
Årets klipper
Årets fotograf

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job