Alle livsvejledere elsker autencitet
Da Gud blev erklæret død i slutningen af 1800-tallet, blev et verdensbillede med faste etiske værdier afløst af et dynamisk verdensbillede, hvor det enkelte menneske selv skulle definere sine værdier. I senmodernitetens verden er vi dog ikke overladt til os selv i vores søgen efter meningen med livet. Der har udviklet sig en vegeterende kultur af livsvejledere, terapeuter og selvudviklingsguruer, som for klingende mønt står parat til at supervisere os alle frem mod autenticiteten – det ægte, det sande, det lødige i livet.
Det er mere end 25 år siden, jeg først oplevede autenticitet brugt som buzzword, altså som noget, der har potentiale til at kunne imponere eventuelle modtagere, og dermed også som noget, afsenderen kan bruge til selvpromovering.
I 1990 blev jeg konfronteret med en konsulent, hvis egentlige emne var af administrativ karakter, men som ikke desto mindre indledte hver kursusdag med følsom oplæsning fra Inger Christensens digtsamling: ’Det’. Et lige så gennemgående træk i hans indlæg var en manende pointering af autencitet som en bærende værdi i alt arbejde. Ja, du læste rigtigt: AUTENCITET stod der med flammeskrift på adskillige af de transparenter, der udgjorde hans materiale på OHP’en.
Et vist mål af selvfedme prægede denne konsulents præsentation, så man havde den største lyst til at udsætte ham for en gammeldags klappeøvelse: Kan du sige: au-ten-ti-ci-tet, altså i alt fem stavelser? Men naturligvis gjorde man ikke det; man var jo et pænt menneske.
Ubehersket brug af autencitet
Buzzwords, der kan bidrage til personers branding af sig selv, får uvægerlig mange brugere og bliver altså let modeord. »Jeg kan godt lide ordet autencitet«, skriver en livsvejleder, men så fortsætter hun: »jeg er bange for en opslidning eller devaluering af ordet, fordi mange bruger det ubehersket.«
I form af det citerede bidrager skribenten selv til den ubeherskede spredning af fejlformen autencitet, og da hun efter eget udsagn arbejder som supervisor for kvinder, der føler sig utilstrækkelige, så mangedobles fejlen sandsynligvis via de klienter, hvis selvværd hun måtte hyres til at reparere på. Jeg citerer herefter en mandeterapeut, der er initiativtager til mandegrupper, hvor afkastet for deltagerne angiveligt er: ”mere autencitet og ægte autoritet, i forhold til både kvinder og resten af verden.” Så uanset hvilket køn, der måtte have ondt i selvfølelsen – svaret er autencitet.
Karakteristisk for mange afsendere af fejlformen autencitet er, at de beklæder hverv inden for konsulentbranchen. Konsulent og coach er ubeskyttede titler, så enhver kan slå sig op som den næste omrejsende vækkelsesprædikant. Man kan finde dem på nettet: Én coach har i 14 år guidet ressourcestærke ledere og førende organisationer på basis af en digital præsentation med titlen: Autencitet i det 21. århundrede.
Hvis man klikker videre, ses en anden coach, der poster et indlæg om: Autencitet – et grundlæggende behov. Endelig en strategichef, der konstaterer: Autenciteten skal have magten tilbage. Eksemplerne er faktisk legio. En aktuel søgning på infomedia.dk viser, at såvel autenticitet som autencitet giver rigtig mange hits.
Haplologi
Som konstateret i indledningen, har autenticitet status af buzzword, men vel at mærke et vingeskudt ét af slagsen, når tredje stavelse, ’ti’, falder til jorden. Forklaringen på, at det sker, er ifølge seniorforsker Jørgen Schack i Dansk Sprognævn, at i autenticitet er stavelsen ’ci’ omgivet af to tryksvage nabostavelser, der begge begynder med ’t’. Dem snubler folk typisk over, og hen ad vejen reducerer de ubevidst den ene af dem – et fænomen, der faktisk er så velkendt, at det har et navn: haplologi.
Der findes en del eksempler på, at sproglige fejlformer, som er opstået i folkedybet, senere er blevet anerkendt som autoriserede former. Men en fremtidig anerkendelse af autencitet volder problemer i forhold til det adjektiv, der afledes af substantivet, for skal det så fremover hedde autencisk: Filmen er baseret på autenciske hændelser?
Autencitet er det nyeste skud på stammen af buzzwords .
Autensitet og kaos
Der findes også en variant, hvor man ikke blot misser en stavelse i autenticitet, men yderligere indlægger en konsonantændring, sådan at det bliver autensitet. Denne fejlform, som muligvis skyldes afsmitning fra norsk bokmål, hvor begrebet korrekt staves autentisitet, er mindre udbredt end den første.
Jeg kan dog alligevel citere en dansk journalist, der arbejder med kommunikationsrådgivning, for udsagnet: Autensitet er det nye sort. En dansk foredragsholder, der angiveligt har arbejdet med ledere i mere end femten lande, udbyder kurser med titlen: Autensitet – er du ægte? Ligesom en dansker, der selv har ledererfaringer gennem mange år, rejser rundt med foredraget: Autensitet og kaos.
Tilbage i 1935 gik Socialdemokratiet til valg på en ikonisk plakat med det retoriske spørgsmål: ”Stauning – eller Kaos?” Efter det sidste af ovenstående eksempler, ”Autensitet og kaos”, fristes man til i al stilfærdighed at ændre lidt på det gamle slogan: ”Stavning eller kaos?”.
Med sidstnævnte glidning er autenticitet løftet helt ud af sit oprindelige tilhørsforhold til ord som historicitet og plasticitet, der jo danner adjektiv ved at fjerne endelsen –icitet fra substantivet og i stedet tilføje endelsen –isk. Autensitet ligner snarere et ord som intensitet. Bør vi derfor følge sidstnævntes sprogstruktur, når vi skal danne adjektiv: Filmen indeholdt intense scener, der byggede på autense begivenheder?
Vejledning uden sproglig vildledning
Nej, vel? Tilbage er kun at sige til de mange selvbestaltede vejledere, der leverer sproglig vildledning til deres kunder: Der er en grund til, at autencitet og autensitet konsekvent forsynes med en rød bølgestreg, når I udarbejder jeres slides. Grunden er, at det er fejlformer. Den korrekte form hedder: au-ten-ti-ci-tet – i alt fem klap, hvor svært kan det være?
Man kunne måske også opfordre diverse vejledere til at lodde dybden af deres egen personlige autenticitet. Skeptikere kunne faktisk godt få den kætterske tanke, at det vidner om et vist mål af overfladiskhed, hvis man ikke har dobbelttjekket stavemåden af det kernebegreb, som man hænger alle sine forhåbninger op på. Og hvis man derfor i årevis rejser land og rige rundt med en stavefejl i navnet på sin kæphæst.
