Modstå din indre hamstrer

Som for COVID-19’s spredning, findes der to mulige scenarier for dagligvareforsyningen under coronakrisen: et grønt og et rødt.

Kilde: Billedkunstner Niels Valentin, delt på Facebook.

Det røde og det grønne scenarie for dagligvarer

I dagligvarernes røde scenarie hamstrer vi i en grad, hvor indkøb overstiger butikkernes forsyningskapacitet, hvorefter senere kunder mødes med tomme hylder. Visse dagligvarer bliver her en knap ressource. I det grønne scenarie sker dette ikke: Vi handler, som vi plejer, og der er som regel, hvad vi har brug for på hylderne.

Det grønne er det socialt ønskværdige scenarie, hvor senere kunder ikke er blevet frarøvet muligheden for at købe fornødenheder til at holde sig stærke gennem den igangværende krise. Om det skulle være toiletpapir, gær eller rugbrød.

I den nuværende krisetid er begge scenarier realistiske muligheder. Det røde er allerede blevet illustreret i tilfælde, hvor flere supermarkeder har haft udsolgt af basale dagligvarer som gær og mel.

I øjeblikket forsikres vi om det grønne scenarie, fra både dansk detail og fra fødevareminister Mogens Jensen. På et pressemøde torsdag morgen i sidste uge lød budskabet højt og tydeligt: Lad være med at hamstre – der er fødevarer nok til alle.

Køber vi ind med mådehold (læs: Som vi plejer), så kan butikkerne følge med, og vi kan forblive i den ligevægt, vi normalt nyder. Ligeledes lyder meldingen her mandag morgen, at lastbilerne fortsætter i almindelige kvantiteter over den dansk-tyske grænse, og at forsyningsruternes effektivitet er en høj prioritet for de europæiske sundheds- og indenrigsministre.

Det kan måske være svært at undlade at snuppe en ekstra pakke gær eller et kilo mel med hjem, hvis nu muligheden byder sig. Det kan endda være en genetisk kodet panikreaktion på krisesituationen at sikre os selv og vores allernærmeste, udtaler Trine Bilde, professor ved Biologisk institut ved Aarhus Universitet til DR.

Selvom mange af os aldrig har bagt et brød i vores liv, har vi alligevel en indre stemme, der fortæller os, at vi akut har brug for gær.

Ligeledes påpeger hun, at vi også har muligheden for at slå koldt vand i blodet, bekæmpe panikken og lytte til budskabet om, at der er nok til alle.

Kombineres minimalt panikkøb med minimal flokadfærd, kan vi hyrde os selv mod det røde scenarie. Ser vi billeder af overfyldte kurve eller hører historier om tomme hylder og overgreb i supermarkeder, kan det lede til tanken om, at det måske er ved at være på tide selv at følge trop.

"Spilteoretisk er hamstring den eneste rationelle løsning på situationen."

Her begynder snebolden så at rulle. Her havner vi med en knaphed af dagligvarer – på trods af, at der egentlig er nok.

Hvis vi skal undgå det røde scenarie, skal vi slå koldt vand i blodet over for panikken, slå bremserne i over for flokadfærden og lytte til budskabet om, at der er nok til alle.

Men selv med koldt vand i blodet kan hamstring virke som det rationelle valg. For den ubekvemme sandhed er, at hvis alle på Titanic begynder at løbe mod redningsbådene, gør du også, uanset om skibet synker eller ej.

Hamstring som et klassisk Fangernes dilemma

Nærliggende er det at tænke på dagligvaresituationen som en analog til Fangernes dilemma; et simpelt spilteoretisk beslutningsscenarie kendt bl.a. fra økonomi. Rationalet for hamstring kan i det regi kort fremlægges, som følger:

Hvis andre køber ind som vanligt, så er det kun godt for mig at hamstre, for jeg får, hvad jeg har brug for.
Hvis andre derimod hamstrer, så må jeg også hamstre, for ellers er der ingen varer tilbage til mig.
Ergo: Uanset om andre hamstrer eller ej, så bør jeg hamstre.

Tænker alle sådan, så hamstrer alle, og vi havner i stressede supermarkeder med rift om varerne og tætpakkede køer med øget smitterisiko – et ikke-ønskværdigt, rødt scenarie. Værst er, at under denne læsning af situationen er det røde scenarie – på trods af koldt vand i blodet – det eneste rationelle udfald: Ingen har incitament til ikke at hamstre, for alternativet er altid værre.

Fangernes hamstringslogik: Hvis andre ikke hamstrer, så er intet forgjort i, at jeg gør det. Hvis andre hamstrer, så bliver jeg nødt til det. Ergo må jeg hamstre. Kilde: Scanpix

Fangernes hamstringsrationale kan fremstilles i følgende skema:

Fangernes dilemma, skematisk.

Hver har to mulige handlinger, og en kombination leder til en nytteværdi for hver. Egen nytte for en handlingskombination står til venstre og med fed, andres til højre og i kursiv.

I situationen, hvor du hamstrer, mens andre forsøger at foretage almindelige indkøb, vil du få 6 i nytte (varer til to uger), mens de andre vil få -2 (ingen varer og en spildt tur).

Når begge køber almindeligt, deles varerne, og hver får 3 i nytte (de varer, der skal bruges nu), men når begge parter hamstrer, så deles varerne, men under stressede omstændigheder (for hvilket vi trækker 2 fra i nytte).

Understregning viser bedste svar: Hvis andre køber almindeligt, er eget bedste svar at hamstre, og hvis andre hamstrer er eget bedste svar også at hamstre. Således er hamstring det gensidigt bedste svar.

I skemaet ses, at den eneste ligevægtssituation – den eneste kombination af handlinger, hvor begge parter svarer optimalt på den andens handling er der, hvor begge hamstrer.

Spilteoretisk er hamstring altså den eneste rationelle løsning på situationen. Bruger vi Fangernes dilemma som model for dagligvaresituationen, så vil selv koldt, rationelt vand i blodet foreskrive, at vi hamstrer.

Hvis du hamstrer, hamstrer jeg også. Hvis du ikke hamstrer, hamstrer jeg alligevel. Det er Fangernes logik. Kilde: Scanpix

Hjortejagt efter dagligvarer

Fangernes dilemma-analysen passer dog ikke helt pænt på hamstring, påpeger Frederik Wiedemann, underdirektør for kultur i Tivoli, på Facebook. Analysen fejler, idet den antager, at det at hamstre udelukkende er godt – selv når de andre ikke hamstrer.

Antageligvis er dette ikke tilfældet. På trods af rig mulighed, så hamstrer vi jo ikke i hverdagen. Muligvis grundet aspekter såsom fordærvelig kost og madspild eller begrænset privat lagerplads.

Mere passende foreslår Wiedemann koordinationsspillet Hjortejagt (eng.: Stag hunt). Den korte forklaring her er, at vi enten i fællesskab kan nedlægge et stort bytte eller ofre hjortejagten for at handle egenhændigt mod et langt mindre bytte (se Figur 3).

I forhold til indkøb er det store bytte, at vi hver især får, hvad vi har brug for i et supermarked, der ikke er mere proppet eller stresset end normalt. Det lille bytte er, at vi ligeledes alle får, hvad vi har brug for, men under kamp: Vi indgår i et “våbenkapløb” om at stå ved butikkerne først for at købe så meget som muligt.

Det er selvfølgelig mindre ønskværdigt. Skønt vi måske alle får kæmpet os frem til de varer, vi ønsker, så er situationen ubehagelig, og den medfører tilmed øget smitterisiko Ironisk er det da, at folk hamstrede i hundredvis efter statsministerens tale, der både frabad hamstring og forsamlinger på hundredvis.

Hjortejagt, skematisk

Her ser situationen ganske anderledes ud.

Hvis du hamstrer, mens andre forsøger at foretage almindelige indkøb, får du blot 2 i nytte (flere varer, end du har brug for nu), mens andre vil få -2 (ingen varer og en spildt tur).

I Hjortejagt er der to ligevægtstilstande, jf. understregning.

Den slående forskel på Fangernes dilemma og Hjortejagt er, at det rationelle svar i Fangernes dilemma er uafhængigt af, hvad den anden gør (hvorfor det eneste rationelle er at hamstre), hvorimod Hjortejagt er et koordinationsspil, hvor det altid bedst kan svare sig at gøre det samme (hvorfor det er rationelt at undlade at hamstre, når andre ikke gør det).

"Hvis alle gør én ting, så har ingen et incitament til at ændre adfærd, så den samlede adfærd er stabil."

Hjortejagt har to rationelle udfald (ligevægtstilstande): såvel det røde som det grønne scenarie. Står vi i det røde scenarie, hvor alle hamstrer, så er vores bedste svar at gøre det samme: Tag så meget som muligt nu, for ellers tager de andre det.

Står vi i det grønne, hvor andre ikke hamstrer, så er der intet incitament til at gå i gang: Det vil blot lede til overflødige forsyninger – og potentielt social skam, påpeger Wiedemann.

Hjortejagt er således både det røde og det grønne scenaries ligevægtstilstande: Hvis alle gør én ting, så har ingen et incitament til at ændre adfærd, så den samlede adfærd er stabil. Vi vil dog alle foretrække den grønne version som normalt, og vi bør opfatte det som et kollektivt ansvar at blive der.

Et spørgsmål om tillid

Selv når vi alle er bevidste om, at der er dagligvarer nok, og at vi alle ønsker det grønne scenarie, er det ikke ensbetydende med, at vi havner der.

Kan du have tillid til dine medborgere om, at de ikke vil hamstre? (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Om vi vælger at hamstre eller ej, afhænger af, hvilke overbevisninger vi har om, hvad andre vælger at gøre. Har vi ikke tillid til vores medborgere og antager, at nogle vil købe alle de bleer eller alt det toiletpapir, de kan bære, så kan vi få den opfattelse, at vi skrider mod det røde scenarie. Selv i Hjortejagt ville det her være rationelt at handle derefter – at handle meget, at hamstre.

Selvom vores overbevisninger om andres hamstring er forkert, kan vi skride mod det røde. Vores triste fordomme og syn på vores medborgere kan være dråben, der får supermarkedet til at flyde over. På baggrund af falske overbevisninger kan vi ende i den uønskede ligevægt.

"Det er vigtigt, at vi bibeholder tilliden til hinanden og til hinandens evner til at slå koldt vand i blodet samt om muligt forpligter os selv over for andre til ikke at lade sig rive med."

En medvirkende her er pluralistisk ignorance, også kaldet flertalsmisforståelser: En situation, hvor alle ønsker at handle på én vis, men tror, at alle andre handler anderledes. Tror vi, at andre vil hamstre (selvom ingen vil!), så bør vi selv begynde at hamstre. Ergo, en selvopfyldende profeti, der ender i det røde scenarie.

Her har indholdsproducenter såvel på de klassiske som på sociale medier et enormt ansvar Fremstilles hamstring som igangværende, kan det netop være den udløsende katalysator for en hamstringspanik.

Medierne kan altså være med til at piske en stemning op. Ovenstående fra Politiken er et godt eksempel. I overskriften lyder det, at der er “varer nok”. Men billedet fortæller en ganske anden historie – nøjagtig som billederne i denne artikel.

Billeder af tomme hylder skriger nemlig ikke, at der er mad nok til alle. Kort sagt, Politiken efterlader ikke læseren med en ro i maven, men hælder i stedet brænde på bålet.

Foder til den indre stemme, der hvisker i dit øre, at det er nu eller aldrig, hvis du skal have en pakke gær eller toiletpapir med tre lag.

Det er derfor vigtigt, at vi bibeholder tilliden til hinanden og til hinandens evner til at slå koldt vand i blodet samt om muligt forpligter os selv over for andre til ikke at lade sig rive med.

Bør vi så udskamme folk, der hamstrer, som Wiedemann endvidere nævner, vil være konstruktivt for fuldt at vende tilbage til det grønne scenarie? Måske.

Udskammer vi dem, der presser mod det røde scenarie, så sender vi et kraftigt signal om, at vi ikke selv har tanker om at handle på samme vis. Dette vil kunne modvirke opståelsen af en forestilling om hamstring som “the new normal”.

"Hvis vi holder troen på, at vi bliver i det grønne felt, vil vores nabo måske gøre det samme."

Der er dog også andre måder at signalere på, som for eksempel den danske “No Shopping Challenge”-gruppe på Facebook eller simpel god ro, orden og almindelig indkøbsadfærd.

Fra et pluralistisk ignorance-perspektiv er det vigtige her, at vi holder på troen på og tilliden til, at vi hver især køber ind, som vi plejer, for så længe forsyningskæderne holder, så er det i vores bedste interesse, kollektivt såvel som individuelt.

“Keep calm and carry on” lyder det gamle britiske motto. Det er givetvis også den bedste måde at bekæmpe hamstring på. Hvis vi holder troen på, at vi bliver i det grønne felt, vil vores nabo måske gøre det samme.

Hvis forsyningssikkerheden daler

Angående forsyning, så er her tre mulige fremtidsscenarier og deres forhold til hamstring.

Et er, at forsyningskapaciteten forbliver omtrent normal. Jævnfør ovenfor, så er hamstring ikke svaret.

Et andet scenarie er det postapokalyptiske, men når vi derhen, så er det at hamstre nu nok meget langt fra tilstrækkeligt.

Et tredje er moderat og involverer en nedsat tilgængelighed. Her kan hamstring måske melde sig som en tillokkende mulighed, men ikke en, som vi vinder ved.

I stedet kan vi både individuelt og kollektivt indføre modvirkende foranstaltninger.

Ét individuelt tiltag er allerede foretaget af købmand Rasmus Vejbæk-Zerr fra Meny i Rotunden i Hellerup (EB, 15/3/20), hvor den anden håndsprit købt af samme kunde koster 1.000 kr., netop med tanken om at få kunder til at tænke to gange, før de køber mere end deres umiddelbare behov foreskriver. Alternativt kan vi indføre kollektiv rationering, så alle er sikret fornødenheder – uden at have hamstret.

Vi står i en prekær situation, men vi står i den sammen. Det er langt fra det kollektivt bedste, hvis vi begynder at hamstre, og den individuelle vinder ikke ved at hamstre alene. Så lad være med at gå i gang: Modstå din indre hamstrer, så gør jeg det samme.

Slutnote:

For læseren, der er interesseret i mere om pluralistisk ignorance og adfærdsnormer, kan anbefales Christina Bicchieris The Grammar of Society eller på dansk: det gratis undervisningsmateriale om digital dannelse LIKE, der kan downloades eller rekvireres på print på https://digitaluddannelse.org/