De seneste år har tendensen på arbejdsmarkedet været… ja, at forlade det. Enten helt konkret eller mentalt i kraft af manglende engagement.

 

Trenden er, at vi vil have work-life-balance – underforstået, at vores liv først rigtigt begynder, når vi har fri. 

På sociale medier skriver vi #endelig ferie og #endelig fredag en masse. Sjældent lyder det, at vi glæder os til mandag ved samlebåndet, fordi det trods alt er her, vi bidrager til samfundsøkonomien, og det er her, vi gør os fortjent til fritid. At vi er taknemmelige for at have et arbejde, uanset om det er kedeligt i ny og næ, er ikke et supermoderne statement. Ligesom de fleste vel ville sige jobbet op, hvis de vandt den store Eurojackpot.

 

Da Mette Frederiksen udtalte, at ”vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet”, så blev hun rullet i sarkasmens sorteste tjære og fjer på Twitter.  

 

 

Vi debatterer lystigt, hvorfor arbejdsugen absolut skal være hele 37 timer. Og når vi er på job, så ser vi helst, at enhver opgave er meningsfuld og spændende. 

 

Men hvad blev der egentlig af gammeldags arbejdsmoral og bare sådan stille og roligt at passe sit rugbrødsarbejde, yde før nyde og i øvrigt spørge, hvad du kan gøre for din arbejdsplads, ikke hvad din arbejdsplads kan gøre for dig? Hvad blev der af at sætte en ære i at passe sit arbejde, bare sådan stille og roligt?

 

De kildne spørgsmål rejser CEO inden for lederudvikling Adam Bryant på netmediet Strategy + Business i en artikel, der bærer overskriften "In defense of ”quiet working”.

 

Grundlaget for Bryants artikel – og bekymring - er en nyere Gallupundersøgelse, hvor næsten halvdelen af amerikanske arbejdere svarer, at de er aktivt uengagerede i deres job. 

 

Hans bud på, hvorfor vi i stigende grad er uengagerede, er, at hjemmearbejdet under corona svækkede de følelsesmæssige bånd til arbejdspladsen. Desuden har vi været pressede og stressede over at leve i en verden, der hver dag forekommer mere usikker. Problemerne står i kø, som Peter Sommer messer, og måske får det folk til ganske enkelt at kapitulere til meningsløsheden. For hvem prioriterer at bruge livet på at knokle i stilhed hver dag, når klimakrise, pandemi eller krig alligevel kan rykke tæppet væk under dig any day…?

 

Vi kommer ikke på job, før verdens problemer er løst.

 

En anden forklaring, som Bryant kommer med, er, at de yngre generationer gentænker den rolle, som arbejde spiller i deres liv. De ønsker ikke at ofre det samme på arbejdets hellige alter, som deres forældre gjorde. De vælger lønkroner fra til fordel for fri- og familietid. Hellere hygge på shelterferie i Danmark iklædt genbrugstøj end kun have kvalitetstid med familien på den årlige luksusrejse.

 

Og selvom Bryant på sin vis værdsætter, at vi i stigende grad sætter grænser og ikke blindt løber rundt i hamsterhjulet, så ønsker han at skabe balance ved at genetablere arbejdets blakkede ry. 

 

Desuden kan arbejdsmoral meget vel blive hot igen, eftersom vi står over for økonomisk recession og ikke kan tage for givet, at der fortsat vil være masser af job at vælge imellem. 

 

Ifølge amerikanske Recruiter.com's September 2022 Recruiter Index Results var september den første måned, hvor der blev skruet ned for ansættelser. 

 

Der tales lige nu om ”the great hesitation” i virksomhederne. Begrebet dækker over, at mange arbejdspladser med tilbageholdt åndedrag ser tiden an i forhold til, om de skal fyre medarbejdere på grund af den økonomiske afmatning. Andre virksomheder overvejer at hyre talent, som de grundet manglende arbejdskraft ikke tidligere kunne komme i nærheden af.

 

Uanset hvad the great hesitation munder ud i, så føler Bryant sig kaldet til at forsvare flid, ansvar for fællesskabet og arbejdsmoral. Han erkender blankt, at holdningen kan tolkes som gammeldags.

 

Den opvakte læser kunne påpege, at Adam Bryant mangler etos. Han er selvbestemmende direktør, og dermed er det hult, når han bifalder, at vi bør engagere os mere i og værdsætte rutinearbejde. 

 

En anke, som han kommer i forkøbet ved at rulle et imponerende CV ud med job som avisbud, opvasker, fabriksarbejder, grøftegraver og så videre. 

 

For at bekæmpe kedsomheden tog han selv et ansvar. Han gav sig selv udfordringer, som kunne gøre selv den mest trivielle og slidsomme tjans interessant. Han kommer ikke med konkrete eksempler fra sit eget liv med skovl og opvaskebørste i de ru næver, men lad mig træde ud af den mere anonyme rolle som skribent, lægge ansigtet i alfaderlige folder og supplere med egne erfaringer med at gøre kedelige job spændende. Da jeg var yngre, gjorde jeg rent på DFDS’ skibe. Og i stedet for at fokusere på det ydmygende og slidsomme i at gøre rent efter andre menneskers heftige fest, ikke mindst på toiletterne, så besluttede jeg mig for at være verdens hurtigste og bedste rengøringsdame. Jeg fokuserede på, hvor meget motion og store muskler, det kedelige, lidt ulækre arbejde gav. Et andet eksempel er, da jeg flyttede hjemmefra som 16-årig og fik en form for ungdomsydelse, så jeg kunne betale husleje. Reglen var, at dét, jeg kunne tjene ved siden af i mit job som pølsemand på travbanen, ville blive modregnet ydelsen 1:1. Og ja, tilgiv mig for min selvfedme, men det understøtter artiklens pointe: Jeg beholdt naturligvis mit job og var stolt over, at jeg bidrog. Jeg forfinede min sennep- og ketchupteknik på ristet pølle til perfektion. Jeg blev pølse-connaisseur, ikke for at please de ofte ubehøvlede kunder, men fordi det var nøglen til personlig arbejdsglæde.

 

Adam Bryant forklarer essensen af arbejdsmoral ved at henvise til sin ven, da han skulle hyre en ny medarbejder. Medarbejderen havde ingen fritidsinteresser, og hans eneste reference var til ”Sam’s Diner”. Det viste sig, at dineren var et familieforetagende, som han havde knoklet al sin fritid i. Det overbeviste arbejdsgiveren om, at han havde en stærk karakter – og jobbet var hans. Ikke blot på grund af de mange timer, han uselvisk havde arbejdet for familien, men fordi han ikke så sig selv som et offer, men var stolt og selvsikker over at kunne hjælpe. Pointen var, at når man tager et job, så kan du enten føle, at det er et stort offer, eller du kan være stolt over, at du gør det rigtige og nødvendige. Arbejdet er det samme, men indstillingen gør hele forskellen.

 

Ret skal være ret. Bryant anerkender, at medarbejdere ikke altid skal slå hælene sammen og finde glæde i kedelige rutineopgaver – og alt for mange af dem.

 

Han nuancerer sin hyldest til den gode arbejdsmoral med, at der findes rigtigt mange dårlige ledere, som dæmper engagementet hos medarbejderne. Ledere skal ligeledes stolt engagere sig i deres arbejde – at lede og inspirere – og dermed sætte en ære i at have klare forventninger, anerkende og udfordre, ikke blot servere samlebåndsledelse, der er drevet af en grundlæggende mistillid til medarbejdernes produktivitet. Den slags ledere beder selv om, at medarbejdernes engagement langsomt siver ud.

Er din chef en dårlig leder? Fem tegn på håbløs ledelse | Ingeniøren

 

Han konkluderer, at det er et fælles ansvar at skabe engagement. Det hjælper ikke at skrive flotte buzzwords om virksomhedens værdier på hjemmesiden eller holde lange skåltaler om en ophøjet strategi, der ligger langt væk fra den konkrete hverdags opgaver.  

Virksomhedsledelser har en opgave i at forstå det nye arbejdsmarked – og begge parter har et ansvar for at mønstre gammeldags arbejdsmoral.  

 

Og her tjener #quietworking-medarbejdere som eksemplet fra Sam’s Diner som forbilleder. 

De formår nemlig at tage ejerskab over deres job – uanset hvad det er.