Talibans totale spin-triumf

Taliban holder sit første pressemøde efter Kabuls fald. Bevægelsens mangeårige talsmand fører ordet. Han hedder Zabihullah Mujahid.

Eller det vil sige, vestlige medier er faktisk i tvivl, om det i virkeligheden er Zabihullah Mujahid, der for rullende kameraer præsenterer Talibans planer for deres selverklærede emirat.

Ja, faktisk er der tvivl om, hvorvidt Mujahid overhovedet er en virkelig person, eller om der bag navnet gemmer sig en kollektiv talsmandspersona, betjent af flere talsmænd, som vestlige journalister har kommunikeret digitalt med i årevis.

”Det er umuligt for én person at besvare så mange opkald,” som en analytiker har udtrykt det.

Uanset hvem manden på podiet er, så bliver han på pressemødet præsenteret som Zabihullah Mujahid. Mens han fremlægger Talibans kommende politik, er den fremmødte verdenspresse deltagere i endnu et slag i informationskrigen om Afghanistan.

Associated Press kalder begivenheden et publicity blitz.

Talibans totale triumf

Få dage før pressemødet har Taliban med indtagelsen af Afghanistans hovedstad, Kabul, i store træk fuldendt erobringen af det land, bevægelsen regerede fra 1996 til 2001. Og som de seneste 20 år har været besat af en amerikansk ledet koalition.

Hastigheden, hvormed Taliban næsten uden modstand har indtaget Afghanistan, har rystet Vesten. Forud for Kabuls fald er gået en kort og effektiv militær kampagne, der har indtaget region efter region og by efter by i takt med, at amerikanerne og deres allierede er trukket ud af Afghanistan.

De seneste mange år -– helt tilbage til 2010 –- har Taliban iscenesat sig selv som ”‘regering på standby”’, og den fortælling kulminerer med erobringen af regeringsbyen. Det verdenshistoriske publicity blitz-pressemøde indrammer Talibans totale triumf.

Old news

Det er en ældgammel indsigt, at kampen om informationerne ledsager kampen på slagmarken. Den græske digter Aischylos konstaterede for ca. 2500 år siden, at i krig er sandheden det første offer.

Den kinesiske general Sun Tzu levede omtrent samtidig med Aischylos. Sun Tzu regnes for forfatter til den militærstrategiske klassiker Krigskunsten. Også i Krigskunsten følges militær krig og informationskrig ad. Sun Tzu skriver bl.a.:

”Al krigsførelse er baseret på bedrag. Derfor, når vi er i stand til at angribe, må vi virke ude af stand; når vi bruger vores kræfter, skal vi virke inaktive; når vi er nær, må vi få fjenden til at tro, at vi er langt væk; når vi er langt væk, må vi få ham til at tro, at vi er i nærheden.”

I Krigskunsten fremsætter Sun Tzu også guldstandarden for militær succes: ”Overlegen snilde består i at bryde fjendens modstand uden at kæmpe.”

Sun Tzu ville formentlig nikke anerkendende til den måde, Taliban har overløbet det mest af Afghanistan uden nævneværdig væbnet modstand.

Dødelig brug af SoMe

Talibans pressemøde er dog kun den foreløbige kulmination på en langvarig PR-indsats. Ifølge tænketanken International Crisis Group havde Taliban allerede i 2008 opbygget et professionelt kommunikationsapparat. Og allerede dengang stod Taliban ifølge tænketanken til at vinde kampen om ordene.

Mens Taliban tålmodigt har ventet på, at USA og dets allierede en dag måtte trække sig fra Afghanistan, har bevægelsen bearbejdet befolkningen med letforståelige narrativer.

Taliban har fx gennem de sidste mange år med stor dygtighed sat fokus på civile ofre for krigshandlingerne, herunder for luftangreb med bl.a. droner. De har ligeledes adresseret den amerikanskstøttede regerings ineffektivitet og korruption. Taliban er dygtige historiefortællere.

Først foregik det med pamfletter, kassettebånd og DVD’er og siden med bl.a. sociale medier. “De bruger sociale medier lige så dødeligt, som de bruger snigskytterifler,” som en iagttager udtrykker det.

“They use social media as lethally as they do sniper rifles. They’ve used coercion to pressure local tribal leaders, they’ve used pretty simple but effective text message campaigns to threaten local Afghans working with the U.S. and with other foreign efforts,” siger Kirsten Fontenrose fra tænketanken Atlantic Council.

Kampen om narrativet

Den amerikanske forfatter og professor Thomas H. Johnson udgav i 2018 bogen Taliban Narratives: The Use and Power of Stories in the Afghanistan Conflict. Her skriver han bl.a., at USA’s succes i Afghanistan aldrig har handlet om at sprænge ting i luften, men om at vinde kampen om narrativet. Den med det bedste narrativ vil vinde, da det kan få folk til at forstå begivenheder i et bestemt lys.

Johnson beskriver videre, hvordan Taliban med prædikener i moskeerne og brug af folkelige digte og sange er lykkedes med at fremstille amerikanerne og deres allierede som en besættelsesmagt.

Mens Taliban har haft initiativet, og har handlet proaktivt, så har de vestlige allierede i den samme periode måttet forholde sig reaktivt. USA har desuden i sit forsøg på imødegå Talibans informationskrigsførelse været stærkt hæmmet af manglende kendskab til afghansk kultur.

Alt i alt har de amerikanske informationsoperationer, der skulle imødegå Talibans narrativer, været forgæves. Talibans egen fortælling om de brutale sejrrige befriere har sejret.

Et billede af tomt amerikansk fly på vej ud af Kabuls lufthavn passer ikke ind i det narrativ, som USA forsøger at skabe.

Allerede i slutningen af juli offentliggjorde Taliban et foto, der er svært at se som andet end en parafrase over det ikoniske foto af amerikanske soldater, der rejser Stars and Stripes på et højdedrag under slaget på Iwo Jima i februar 1945.

Veleksekveret pressemøde

På Taliban-pressemødet tirsdag den 17. august lover talsmanden, der måske/måske ikke er Zabihullah Mujahid, at det nye Taliban-styre vil respektere kvinders rettigheder inden for rammerne af islamisk lov. Han lover desuden, at styret ikke vil forfølge dem, der har bekæmpet dem, og at Afghanistan ikke vil huse terrorister.

Budskaberne er målrettet Vesten og befolkningen i Afghanistan og taler ind i en allerede søsat fortælling om, at Taliban i 2021 er mere moderat end Taliban i 1996. Formålet er at berolige og dermed minimere risikoen for hjemlig opstand og fremmede repressalier.

Taliban er tilsyneladende fuldt bevidste om de sorte pletter på deres lokale og globale omdømme og foretager en taktisk konfliktnedtrapning for at neutralisere pletterne.

Budskaberne går – formentlig som planlagt – deres sejrsgang i medier verden over. Kun tiden vil dog vise, om budskaberne på pressemødet har klangbund i virkeligheden eller er tomme, opportune signaler designet til lejligheden.

På et spørgsmål fra en journalist om ytringsfrihed, så svarer Taliban-talsmanden, at det spørgsmål burde rettes til amerikanske virksomheder som Facebook, der censurerer, mens de hævder at forsvare ytringsfriheden.

Det synes bl.a. Donald Trump Jr., var sjovt.

Helhedsindtrykket af pressemødet bliver af vestlige iagttagere bl.a. vurderet som kløgtigt og forsonende. Taliban bestyrker grundlæggende indtrykket af at have helt styr på deres strategiske information.

Ansigtsløse profiler

Det kan forekomme bizart, at der er tvivl om den reelle identitet på hovedpersonen i en verdensbegivenhed, som Taliban-pressemødet var. Det er dog karakteristisk for Taliban, at deres ledere og talsmænd ikke optræder med billede.

Læseren vil måske også have svært ved at genkalde sig ansigtet på mullah Omar – den afdøde leder af Taleban i 90’erne. Forklaringen er i så fald ganske enkelt, at der kun findes få offentlige billeder af ham.

I offentligheden ynder Taliban-figurerne at være navne uden ansigter. Zabihullah Mujahid har således været talsmand for Taliban siden 2007 og ansigtsløs indtil 17. august 2021.

Sun Tzu skriver i Krigskunsten:

”Vær ekstremt subtil selv til formløshed. Vær ekstremt mystisk selv til lydløshed. Derved kan du dirigere modstanderens skæbne.”

Babyer i informationskrigens tjeneste

Men er det kun Taliban, der formår at spinne på de dramatiske begivenheder i Kabul? Nej, amerikanerne er selvfølgelig også optagede at fremstå bedst muligt og af at skabe billeder, der indrammer begivenhederne.

USA kører den i stedet ind med babyer. I en allerede ikonisk videosekvens ser vi en baby blive rakt op til amerikanske soldater, der tager imod barnet og tilsyneladende bringer det i sikkerhed.

Videoen akkompagneres af billeder, der viser et militært område forvandlet til en dagpleje, hvor svært bevæbnede soldater har spædbørn i armene.

Rejsningen af det amerikanske flag på Iwo Jima under 2. verdenskrig er allerede nævnt ovenfor og er vidnesbyrd om mediebevisthed – også under 2. verdenskrig. Mange kender det ikoniske foto, der symboliserer militær triumf, mens færre er klar over billedets tilblivelse.

Flaget på fotoet er nemlig det andet flag, der blev rejst på højdedraget Mount Suribachi den 23. februar 1945. Det første flag, der blev rejst, blev dømt som værende for småt. Det tog sig simpelthen ikke godt nok ud som symbol, og der var brug for endnu et take på det symbolske billede.

Et par timer efter den første rejsning blev seks marinesoldater derfor sendt afsted på endnu en tur til Mount Suribachi – denne gang med et større flag.

Fotografen Joe Rosenthal fra Associated Press forevigede begge flagrejsninger, men det er billedet fra den anden rejsning, der er blevet verdensberømt.

Og således iscenesætter Taliban sin militære triumf ved at parafrasere et i forvejen iscenesat knap 80 år gammelt billede. En slag metainformationskrig kan man vel kalde det.