PR supreme: Lex Lagkagehuset

Breaking News: Lagkagehuset har hverken fjernet kagemænd eller -koner! Overrasket? Klør trangen til en kæk/rasende/opgivende bemærkning om en ”kageperson” stadig lidt i fingrene? Jamen, så velkommen i karavanen, der har bidraget til et af de mest vellykkede PR-stunts i lange tider. Lær lidt af Lagkagehusets spitzenklasse spin.
Lær lige lidt af Lagkagehusets spitzenklasse spin. Det er The New School inden for produkt-PR. Kilde: Lagkagehuset.
Lær lige lidt af Lagkagehusets spitzenklasse spin. Det er The New School inden for produkt-PR. Kilde: Lagkagehuset.
 
Hvad er det første, der falder dig ind, når du hører et af følgende ord?
 
Bager
Lagkage 
Kagemand
Kagekone
Fødselsdag
Woke
LGBT+
Kønsneutral
Kønsidentitet
Kønsdebat
Krænkelsesparat
 
… Det skulle vel aldrig være Lagkagehuset: Danmarks p.t. mest omtalte bagerkæde?
 
 
 
 
 
A, B, C – 1, 2, 3
PR kan bedrives på mange måder. Og der er mange snubletråde undervejs, hvis man ikke er så erfaren med spillereglerne for interaktion med medierne. En gylden regel, som desværre ikke helt er trængt igennem til hovedparten af erhvervslivet, er, at historier, der sådan set bare er produkt- eller virksomhedspromovering, bliver afvist i døren. Journalister gider ikke agere reklamesøjler, og er man så heldig overhovedet at få et svar, så er det ofte en venlig henstilling til, at man kontakter annonceafdelingen og betaler for skidtet. 

”Jamen, Apple fik da omtale af deres nye smartphone”, lyder det insisterende fra producenten, der netop har lanceret en ny version af sin dims.
 
 – Ja, og de sidder på ca. halvdelen af verdensmarkedet, så det er der en god grund til! Der er et kæmpe publikum.
 
 
 
 
Det er der naturligvis ikke noget nyt i. Det står – som læseren ved – på side 1 i PR-grundbogen:
 
 
 

Vil man trænge igennem lydmuren med sin produkthistorie, der får et skær af validering og objektivitet gennem en redaktionel omtale, må man spille mediernes spil og forstå, at den initiale gevinst skal tilfalde medierne selv. Det er deres behov for flere læsere, seere eller lyttere, der skal tilgodeses.

 

 

 
 
 
Det er hér, det godt kan blive lidt indviklet.
For når det står på side 1, så er det en øvelse, hvor man skal finde den spidse blyant, kreativiteten og modet frem. Der er mange om buddet, og de stakkels journalister bliver bombarderet fra alle sider.
 
 
Lex Lagekagehuset
Alle tre kvaliteter, kombineret med en knivskarp forståelse af, hvordan man kan udnytte en zeitgeist til den størst mulige reach og aktivering, er præcis, hvad Lagkagehuset har formået: Maksimal PR, forklædt som en negativ shitstorm, der giver de clickbait-hungrende medier præcis, hvad de drømmer om, men samtidig ikke opdager, i hvilken grad de bliver spændt for en kommerciel PR-karavane, fordi de bilder sig ind, at de er objektive og kritiske.
 
 
Men det stopper ikke der. For det blev netop lynhurtigt en karavane, eller som englændere siger: en bandwagon. Og med forståelsen af tidsånden er det lykkedes Lagkagehuset at få alle med ombord. Fra boomer-segmentet (Eva Selsing, Pia Kjærsgaard, etc.), der ikke skal bede om mere wokeness og LGBT+-ævl, til deres kernekunder i storby-luksus-latte-segmentet, hvis største angst det i forvejen er at pådutte deres afkom en specifik kønsidentitet.
 
 
 
Så ruller vi!
Tjuhej, hvor det går. På alle kanaler og platforme. Om så de havde tatoveret deres logo i panden på samtlige deltagere i Den store bagedyst, kunne de ikke have opnået større cross channel-medietryk og en impact, der formentlig vil give dem en langvarig topplacering i brand awareness-indekset. En placering, der beviseligt vil påvirke kundernes valg af kæden i positiv retning i forhold til andre bagere, som de ikke umiddelbart kender. Det gælder også, selvom om kendskabet oprindeligt blev etableret i forbindelse med en såkaldt møgsag.
 
 
 

 

Man fristes naturligvis til at citere salig Spies – jeg vil spare læserne for den kliché. I stedet kunne man bruge Trump, der er et levende eksempel på, hvordan man med ytringer, der helt forudsigeligt vil aktivere modstandere såvel som tilhængere i vild debat, kan suge ilten ud af lokalet og effektivt erobre al opmærksomhed og taletid. Konkurrenterne glider lige så stille i glemmebogen, og når det kommer til et valg/køb, slår genkendeligheden igennem.

 
Det er en genistreg, Lagkagehuset har bedrevet. Jeg ved ikke, hvad budgettet for indsatsen har været, men værdien nærmer sig ubetalelig. Specielt, når man påtænker, at det faktisk er en non-historie. For lad os huske at slå fast: Lagkagehuset har hverken fjernet kagemænd eller -koner. Besøg din bager, og se, hvordan begge ligger klar i montren med varierende hårlængder af båndlakrids og kjole eller bukser med knapper i skumfidus. Lagkagehuset har bare indføjet en overordnet kategori i forbindelse med bestillinger online, hvor man efterfølgende selv kan kønsbestemme kagens form.
 

 Så stig roligt ned fra the bandwagon, og giv din lokale Lagkagehuset-ansatte et medlidende blik. Hen må nok døje med en del onkel-morfar-humor de næste par uger kageperson for kageperson.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job