Uendeligt spild af tid at være på LinkedIn

Tobias Emme Høgsberg er 9. gæst i Kforums K&A. Læs om, hvorfor AI kommer til at være den største revolution nogensinde i menneskets historie, hvorfor et stabilt og lykkeligt hjemmeliv gør dig bedre på jobbet, og hvorfor han gerne vil se mindre LinkedIn.
Tobias Emme Høgsberg genfortolket i gammel portrætstil af en AI-generator. Foto: portraitai.app
Tobias Emme Høgsberg genfortolket i gammel portrætstil af en AI-generator. Foto: portraitai.app
Velkommen til 9. udgave af K&A.
 
Hver uge beder vi en interessant kommunikatør om at lægge svesken på disken og svare åbent på fem spørgsmål. 
 
Denne uges K&A-profil er Tobias Emme Høgsberg, kommunikationsdirektør i WWF Verdensnaturfonden og tidligere CEO og grundlægger af bureauet Eiffel.
 
Læs om, hvorfor AI kommer til at være den største revolution nogensinde i menneskets historie, hvorfor et stabilt og lykkeligt hjemmeliv gør dig bedre på jobbet, og hvorfor Tobias gerne vil se mindre LinkedIn.
 
 
Hvad vil du gerne se mere OG mindre af i kommunikationsfaget?
Jeg vil rigtig gerne se mere originalitet og kreativitet i kommunikationen – både når det angår strategierne og løsningerne.
 
Vi arbejder i en verden, hvor der ikke er mangel på historier og content.Det vælter ud med indhold, og det enkelte menneske eksponeres for langt langt mere, end de overhovedet kan kapere på daglig basis.
 
Tid er en mangelvare for de fleste, og jeg vil gerne have, at vi kommunikationsfolk minder os selv om det hver dag og gør os umage.  
 
Mindre LinkedIn. Det er nærmest kun fyldt med endeløse skulderklap- og selvpromoveringsopslag. Jeg er selv faldet i fælden. Set med livskvalitetsbriller er det så uendeligt spild af tid at være på LinkedIn.
 
Hvad er det seneste, du har læst eller set, som har ændret din mening eller dit udsyn?
Det er næsten for ligetil at sige, men det er uomtvisteligt de nye muligheder med AI og værktøjer, som for eksempel ChatGPT. Når man ser, hvor meget det kan allerede nu, og prøver at forestille sig, hvad det mon kan om to, fem og ti år. Mindblowing!
 
Det er nærmest uden for vores fatteevne. Det bliver den største revolution nogensinde i menneskets historie. Både enormt fascinerende og meget skræmmende. Set med kommunikationsbriller bør det allerede på den korte bane være en alarmklokke for enhver, der kun ser kommunikationsfaget som et håndværk. 
 
ChatGPT kan allerede nu producere bedre pressemeddelelser og SoMe-opslag end de fleste.
 
Hvad er dit k-hack? 
Det er ret enkelt. Stabilitet og glæde på hjemmefronten.
 
Det at have et familieliv og parforhold, der er i harmoni, giver mig tryghed og den ballast, jeg har brug for til at være den bedste udgave af mig selv på jobbet. Det frigør så meget energi og livskraft, når man med god samvittighed kan fokusere og ikke behøver bekymre sig.
 
Din største fejl, og hvad du har lært af den?
Min største fejl er, at jeg nogle få gange har valgt ikke at stole på min egen intuition. Jeg oplevede for år tilbage en medarbejder, hvor jeg bare kunne fornemme, at personen ikke havde det godt, men ikke reagerede i tide, før personen gik ned med stress. Det fortryder jeg virkelig meget.
 
Hvem gør det godt og hvorfor?
Jeg har en lang historik på bureausiden og i reklamebranchen, så det må blive Netto og deres samarbejde med bureauet Brandhouse.
 
De har i de seneste år fået bygget en stærk kommunikationsplatform, lavet stærke reklamefilm og små intelligente nedslag med stor deleværdighed og kæmpe PR-effekt. Her tænker jeg blandt andet på deres Nørreport-bannerreklame, hvor de driller Irma.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også