En god leder skal ikke være den klogeste i rummet

Nanna Bernth er 11. gæst i Kforums K&A. Læs blandt andet om, hvordan det kan være livsfarligt for et brand, hvis ledelse og medarbejder opfatter kerneværdier forskelligt.
Nanna Bernth genfortolket i gammel portrætstil af en AI-generator. Foto: portraitai.app
Nanna Bernth genfortolket i gammel portrætstil af en AI-generator. Foto: portraitai.app
Velkommen til 11. udgave af K&A.
 
Hver uge beder vi en interessant kommunikatør om at lægge svesken på disken og svare åbent på fem spørgsmål. 
 
Denne uges K&A-profil er Nanna Bernth, selvstændig kommunikationsrådgiver, tidl. program director, Bauer Media, og kreativ leder, DR.
 
Læs om, hvorfor der er brug for mere diversitet på arbejdspladserne, hvordan det kan være livsfarligt for et brand, hvis ledelse og medarbejder opfatter kerneværdier forskelligt, og hvordan virksomhedskommunikation flyder over med opulent nonsens.
 

Hvad vil du gerne se mere og mindre af i kommunikationsfaget?

Mere:
Mere diversitet, tak. Vi er nødt til at få flere perspektiver ind i kommunikationsarbejdet, hvis vi vil skabe forandringer og værdi af vores arbejde. Det handler ikke kun om større spredning i alder og køn, men også om at bryde med cirkelrekruttering, så der bliver plads til nye tanker og metoder. Når arbejdspladser foretrækker kandidater, der tilfører kendt stof fra tilsvarende stilling i tilsvarende virksomheder, får vi de her lukkede ekkokamre, hvor de samme personer går på skift i de samme arbejdspladser. Vi bliver nødt til at gøre sektor- og brancheskift nemmere. Det er i mødet med det ukendte, at virksomheden lærer nyt – også om sig selv.
 
Mindre:
Mindre corporate bullshit, tak. Særligt virksomhedskommunikation flyder over med opulent nonsens. Jøsses, hvor bliver der sagt meget, som ingen forstår, og færre tør bede om at få forklaret. Om det skyldes dårlige vaner eller behov for at lyde klogere, end man er, kan jeg ikke sige. Men det fremmer helt sikkert ikke kommunikationen. Tag ansvar for budskabet, stå på mål for det, og sig tingene, som de er. Eller ti stille.
 

Hvad er det seneste, du har læst eller set, som har ændret din mening eller dit udsyn? 

Magnus Barsøes kronik i Politiken, der beskriver kløften mellem medarbejdere og topledelse, er et virkelig godt eksempel på, hvor vigtig ledelseskommunikation er. Kronikken peger bl.a. på, at der ikke er enighed om, hvorfor man går på arbejde: Laver Politiken indhold for at tjene penge, eller tjener avisen penge for at lave indhold? Det har forretningskritisk betydning for driften og udviklingen af en arbejdsplads, at alle ved, hvorfor de er der, og hvad de bidrager til. På Politiken er der åbenbart forskel på, hvad medarbejdere og topledelse opfatter som kerneforretning og kerneværdier. Den slags er livsfarligt for et brand, og et eksempel, jeg fremover tager med mig i min egen rådgivning.
 

Hvad er dit k-hack?

Jeg giver mig selv tid til at deltage i alle mulige morgenmøder, webinarer og oplæg om emner, jeg ikke aner noget om. Jeg er god til at se mønstre og forbinde forskellige tendenser. Så når jeg præsenteres for noget nyt, giver det inspiration til at koble det til en sammenhæng, som mine kunder eller samarbejdspartnere kan få noget godt ud af. Der er meget læring at hente fra andre brancher eller sektorer.
 

Din største fejl, og hvad du har lært af den?

I mit første lederjob var jeg desværre bedre til at instruere end til at motivere. Jeg troede, at jeg skulle være den klogeste i rummet. Det var en kæmpe fejl. Heldigvis var der gode medarbejdere, der fortalte mig, at den dér håndholdte ledelse kunne jeg godt pakke sammen. Det var slet ikke det, de havde brug for. Jeg lærte i stedet at lede gennem mennesker, der var dygtigere end mig. Og jeg forstod, at ledelse handler om at skabe en ramme, mennesker kan udvikle sig i, sikre en kultur med tryghed til at spørge om hjælp og udstikke en klar retning for den fælles opgave.
 

Hvem gør det godt og hvorfor?

Advice har ansat sin egen marketingchef. Det er altså godt tænkt, selvom det lyder skingrende banalt. Tænk, hvis flere bureauer gjorde mere ud af at se sig selv om kommerciel virksomhed, der ligesom alle andre har et behov for at markedsføre sine produkter og kommunikere om sig selv.
 
Poul Madsen imponerer med sin nye karriere som kommunikationsrådgiver. Efter ti minutter som ny i job var han alles foretrukne kommentator. Det er sgu meget godt gået.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job