Vi har en forbandet pligt til at gå foran

Louise Brincker er 13. gæst i Kforums K&A. Læs blandt andet om, hvorfor musik har gjort hende en bedre kommunikatør, og hvordan man kan have ret uden at få ret.
Louise Brincker genfortolket i gammel portrætstil af en AI-generator. Foto: portraitai.app
Louise Brincker genfortolket i gammel portrætstil af en AI-generator. Foto: portraitai.app
Velkommen til 13. udgave af K&A.
 
Hver uge beder vi en interessant kommunikatør om at lægge svesken på disken og svare åbent på fem spørgsmål. 
 
Denne uges K&A-profil er Louise Brincker. Hun har arbejdet med kommunikation på Slotsholmen både i Udenrigsministeriet og Kulturministeriet, ligesom hun har en fortid som kommunikationschef i DR og adm.direktør i Danske Medier. P.t. er hun på vej ind i en ny stilling fra stillingen som kommunikationsdirektør i Koda. 
 
Læs om, hvorfor musik har gjort hende en bedre kommunikatør, hvordan man kan have ret uden at få ret, og hvorfor kommunikationsfolk har en forbandet pligt til at gå foran og vise, hvornår og hvordan man laver opslag, der tilfører værdi for andre.

Hvad vil du gerne se mere og mindre af i kommunikationsfaget? 

Mere diversitet blandt kommunikationsfolket. Vi ligner hinanden i en grad, der er problematisk for vores evne til at nå andre med vores budskaber end dem, der ligner os. Det begynder allerede med rekrutteringen til kommunikationsuddannelserne og fortsætter efterfølgende på bureauerne, blandt de særlige rådgivere mm.
 
Mindre ananas i egen juice på LinkedIn. Vi kommunikationsfolk bør tage vores faglige briller på, når vi selv laver opslag. Vi har en forbandet pligt til at gå foran og vise, hvornår og hvordan man laver opslag, der tilfører værdi for andre.
 

Hvad er det seneste du har læst eller set, som har ændret din mening eller dit udsyn? 

Katrine Emme Thielke og Henriette Ralds nye bog Influenter – når mennesker er medier giver nye og tankevækkende perspektiver på influencerrollen og indfører bl.a. begrebet ”selvfluenter”.
 
Koblet til hele debatten om opmærksomhedsøkonomien bliver det for alvor spændende. Vores opmærksomhed er som bekendt en højt skattet valuta, der kan omsættes til traditionel valuta. Som "selvfluenter" kan vi så omsætte den opmærksomhed, vi generer på os selv, til traditionel valuta. Ikke uinteressant. 
 

Hvad er dit k-hack?

Musikken! Som en habil amatørviolinist har jeg siden barnsben spillet i utallige orkester- og kammermusiksammenhænge. Den måde vi kommunikerer på i f.eks. en strygekvartet, trækker jeg på i kommunikationsfaget.
 
Det handler om at lytte. Om at give plads til den, der har melodien på et givent tidspunkt, og akkompagnere vedkommende for derefter selv at overtage melodien og lade de andre akkompagnere sig. Dér skabes både musikken og den gode kommunikation. Men det kræver evnen til at lytte.
 

Din største fejl, og hvad du har lært af den?

At indse, at man kan have ret uden at få ret. Det var jeg i en konkret situation for lang tid om at erkende. At forstå, at en sag ikke vil kunne vindes, uanset hvor godt og meget man kommunikerer, og så lægge strategien og taktikken derefter. 
 
Det kræver, at man holder fast i sit udefra-og-ind-blik. Også når man er "grown local" i organisationen, kender bagtæppet for alle beslutningerne og har tabt kompasset i 24/7-krisekommunikationscirkusset.
 

Hvem gør det godt og hvorfor?

Volodymyr Zelenskyj! Unødvendigt at sige, at hans ageren, fremtræden og kommunikation og har sat nye standarder for, hvad det vil sige at være statsleder i det 21. århundrede.
 

Læs tidligere udgaver af K&A herunder:

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også