K&A: Lise Agerley Kürstein
Vi k-folk skal være mindre selvfede

Lise Agerley Kürstein genfortolket i gammel portrætstil af en AI-generator. Foto: portraitai.app

Skrevet af

Luke Brown
Journalist

268 artikler

0 indlæg

Indimellem har kommunikationsfolk en lidt nedladende holdning over for andre fagspecialister, mener Lise Agerley Kürstein, kommunikationschef i Københavns Lufthavne, i 16. udgave af K&A.
Velkommen til 16. udgave af K&A.
 
Hver uge beder vi en interessant kommunikatør om at lægge svesken på disken og svare åbent på fem spørgsmål. 
 
Denne uges K&A-profil er Lise Agerley Kürstein, Head of Corporate Communication and Media Relation i Københavns Lufthavne.
 
Læs om, hvordan fake news har medført, at lufthavnen har genbesøgt hele sin krisemanual, hvorfor ens dømmekraft kan være ens bedste ven, og hvorfor man ikke skal love mere, end man kan holde.
 

Hvad vil du gerne se mere og mindre af i kommunikationsfaget? 

Jeg vil gerne se mere fornuft og fakta. Jeg er oprigtigt bekymret for den stigende grad af misinformation og fake news. Pludselig bliver usandheder til virkelighed.
 
Et eksempel er, at 71 procent af republikanerne mente, at Joe Bidens valgsejr i 2020 ”helt bestemt eller sandsynligvis” var illegitim. Samme tendens har vi set med antivax-bevægelsen, både under COVID og med HPV-vaccinen. Vi skal være ekstra opmærksomme på, hvilke historier vi udgiver eller deler, og huske at bruge vores sunde fornuft.
 
Jeg arbejder i lufthavnen, hvor vi hele tiden træner kriser. Det faktum, at der med lynets hast kan opstå fake news via Twitter eller andre SoMe-kanaler, har medført, at vi har genbesøgt hele vores krisemanual for at imødekomme spredning af fake news. Alle kan i dag udkomme på SoMe, og ofte bruger pressen SoMe-opslag som kilder. Derfor skal vi være hurtigere i kapløbet om at nå ud med sandheden.
 
Vi k-folk skal være mindre selvfede. Indimellem har vi en lidt nedladende holdning over for andre fagspecialister, og det bryder jeg mig ikke om. Nok er kommunikation vigtigt, men vi skal også anerkende, at der er andre ting i en virksomhed, som kan være langt vigtigere. Vi må gerne være lidt ydmyge over for andre fagpersoner.
 

Hvad er det seneste, du har læst eller set, som har ændret din mening eller dit udsyn? 

I skrivende stund er jeg, som mange andre, fascineret af ChatGPT. Det er jo vanvittigt, hvor meget potentiale der er – også for k-folk. 
 
Noget andet, der virkelig inspirerede mig, var Niels Lundes interview med Legos topchef, Niels B. Christiansen, forleden i Børsen. Det er helt fantastisk, hvordan Lego har formået af udvikle deres univers til at forblive aktuelt og forstå befolkningens behov på tværs af verdensdele. At blive ved med at udvikle sig og lytte til omverdenen er noget, jeg vil tage med mig.
 

Hvad er dit k-hack? 

Der er to ting, som er et mit k-hack:
 
Min dømmekraft. Den bygger på mange års erfaring, og den er min ven, for jeg ved, at jeg (næsten) altid kan stole på den. Det gør det nemmere for mig at rådgive og træffe de rigtige beslutninger.
 
Det andet er min evne til at se tingene fra forskellige perspektiver. Det hjælper mig, når jeg skal forberede en kommunikationsindsats eller forbygge en krise. Det er godt at forstå sine stakeholders og vurdere, hvem der kan blive modstandere, og hvilke argumenter de vil bruge. 
 

Din største fejl, og hvad du har lært af den?

At love mere, end jeg kan holde. Jeg er desværre typen, der gerne vil please, og jeg har flere gange prøvet at love mere, end jeg kan levere. Det skaber skuffelser og frustrationer. Jeg synes, det er en rigtigt kedelig approach at sige nej, for det går ud over mange, gode initiativer.
 
Men i dag bruger jeg tid på at prioritere benhårdt, og jeg er blevet bedre til at sige nej – men jeg kan godt blive endnu bedre.
 

Hvem gør det godt og hvorfor?

Jeg synes, det er så fantastisk at se en topchef som Søren Schou hos Mærsk bringe diversitet ind i Mærsk og samtidig lykkes med at sætte det på danskernes dagsorden. Jeg har beskæftiget mig meget med CEO-aktivisme, og det er enormt inspirerende at iagttage, hvordan han sætter sig selv i spil på diversitetsdagsordenen.
 
Jeg kan huske, da Mærsk stillede en stor regnbuefarvet container op på Esplanaden, og Søren Schou trak i regnbuefarvet T-shirt og kickstartede debatten. Han er heldigvis flankeret af andre topchefer som Lars Fruergaard Jørgensen i Novo Nordisk og Nicolai Moresco i Dell, der også arbejder aktivt for diversitet.
 
De gør det, fordi deres virksomheder har brug for alle talenter, og talent findes blandt alle køn og farver. Og de gør det, fordi vi nu har en ung generation, der virkelig går op i diversitet og vurderer, hvordan virksomheder opfører sig, hvis de skal have lyst til arbejde for dem. 

Relaterede artikler

Præmisserne skal være tindrende klare. Altid. - Jakob Elkjær er 8. gæst i Kforums K&A. Læs om, hvordan at holde sig ung med de unge forbedrer ham fagligt, hvorfor indsl...
Uendeligt spild af tid at være på LinkedIn - Tobias Emme Høgsberg er 9. gæst i Kforums K&A. Læs om, hvorfor AI kommer til at være den største revolution nogensinde i...
Vi skal passe på vores omdømme - Ann Lykke Davidsen er 10. gæst i Kforums K&A. Læs om, hvorfor hun forbereder sig meget mere på kriser end for bare fire ...
En god leder skal ikke være den klogeste i rummet - Nanna Bernth er 11. gæst i Kforums K&A. Læs blandt andet om, hvordan det kan være livsfarligt for et brand, hvis ledelse...
Alt over 30 sekunder er IKKE en dødssynd - Lars Mejer er 12. gæst i Kforums K&A. Læs blandt andet om, hvorfor discount-kædernes positioneringskamp bliver utroligt ...
Vi har en forbandet pligt til at gå foran - Louise Brincker er 13. gæst i Kforums K&A. Læs blandt andet om, hvorfor musik har gjort hende en bedre kommunikatør, og ...
Vi skal ikke bare fylde internettet op med crap - Uffe Lyngaae fortæller i 14. udgave af K&A, hvorfor man skal kende sine svagheder som virksomhedsleder.
Gentagelsens kraft er undervurderet - Man skal turde kommunikere sine fejl, mener Mads Byder, stifter og adm. direktør for Help PR, i 15. udgave af K&A.

Kommentarer

Få nyhedsbrev

38 JOB

Presse- og Kommunikationsrådgiver

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.