Kløften mellem journalister og kommunikatører er for stor

Kasper Elbjørn er 7. gæst i K&A. Læs om, hvordan kløften mellem journalister og kommunikatører er blevet større, hvordan et frækt svar fra et rejseselskab ramte helt rigtigt, og hvorfor man ikke kan gøre alt på én gang.
Kasper Elbjørn genfortolket i gammel portrætstil af en AI-generator. Foto: portraitai.app
Kasper Elbjørn genfortolket i gammel portrætstil af en AI-generator. Foto: portraitai.app
Velkommen til 7. udgave af K&A.
 
Hver uge beder vi en interessant kommunikatør om at lægge svesken på disken og svare åbent på fem spørgsmål. 
 
Denne uges K&A-profil er Kasper Elbjørn, kommunikationschef i Danfoss, der tidligere har været i Carlsberg og Saxo Bank.
 
Læs om, hvordan kløften mellem journalister og kommunikatører er blevet større, hvordan et frækt svar fra et rejseselskab ramte helt rigtigt, og hvorfor man ikke kan gøre alt på én gang.
 

Hvad inspirerer dig?

De unge. Dem, der er født efter 2000, som nogen kalder Generation Z. Det er den generation, der kæmper lige nu i Ukraine og Iran, og deres jævnaldrende hepper på dem. De er født med internettet, der har givet dem indblik i terrorisme, finanskrise, klimaforandringer, krig og vild stor viden om både historie, rettigheder og det frie marked.
 
De er super inspirerende. De vil ikke finde sig i, at alle ikke har lige rettigheder og lige adgang til markedet eller at vi ikke passer på ressourcerne, og efterlader verden i bedre stand end vi overtog den. De opmærksomme, lydhøre, flittige og minder mig faktisk om generationen, der er født før 1945, og byggede vores frie samfund.

 

Hvad er det seneste du har læst eller set, som har ændret din mening eller dit udsyn?

Krigen i Ukraine. Ligesom de fleste andre, men især fordi jeg i de glade 90’ere for en stund troede på tesen om, at historien var slut, og efter terrorangrebet på USA i 2001 mente jeg verden skulle gøres Safe for Democracy, som Woodrow Wilson havde spået.
 
Jeg må bare erkende, at historien ikke var slut, og uvirkeligt mange lande og kulturer ikke anerkender grundelementerne i det vestlige, liberale demokrati. Selv vores verdensorden er udfordret nu.

 

Hvad vil du gerne se mere af i kommunikationsfaget?

Nuancer og facetter. Generelt er der respekt for virksomheder, der bruger Science-based targets for at afrapportere på den grønne omstilling, men forståelsen for, man ikke kan gøre alt på én gang, mangler. 
 
Det samme gælder de andre store kriser, vi har haft tæt inde på livet i de sidste år. Coronakrisen og krigen i Ukraine. Virksomhederne skulle tage store beslutninger på kort tid, der i sidste ende kunne koste arbejdspladser, og den der hetz, der opstod overfor nogen virksomheder, var ret pinlig.

 

Hvad vil du gerne se mindre af i kommunikationsfaget?

For mange år siden sagde den tidligere vært på TV-avisen Kurt Strand, at medierne skal være samfundets vagthunde og ikke jagthunde.
 
Jeg vil så tilføje, at os der sidder på den anden side af bordet også skal huske, at langt de fleste journalister bare ønsker at gøre deres arbejde godt. Men alle de her skriftlige kommentarer til journalister er udtryk for den kløft, der er kommet imellem de to håndværk.

 

Hvem gør det godt og hvorfor?

Lige i disse dage har jeg ret meget respekt for kommunikationsafdelingen i Atlantis Rejser. To gæster, der vist er radioværter, var på en rejse med selskabet, og brokkede sig på Instagram, selvom de var blevet behandlet kongeligt.
 
Det er ikke bare det frække svar fra selskabet, som var godt, men også dybden i svaret, som tydeligvis ramte den målgruppe, som Atlantis Rejser gerne vil i dialog med. Kombinationen af at kende sin målgruppe og turde sige fra, når noget bliver pinligt eller helt tosset, kræver man kender sin forretning og kan sit håndværk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også