Vi kommer ikke altid 100 pct. i mål med løsningerne

Astrid Gade Nielsen er ugens gæst i K&A. Læs om, hvordan man ikke altid kan nå 100 pct. i mål, hvorfor droneoptagelser skal stoppe, og hvordan en seniorforsker har givet hende "indsigter i russisk tankegang, som er så ulig den danske".
Astrid Gade Nielsen genfortolket i gammel portrætstil af en AI-generator. Foto: portraitai.app
Astrid Gade Nielsen genfortolket i gammel portrætstil af en AI-generator. Foto: portraitai.app
Velkommen til ugens udgave af K&A.
 
Hver uge beder vi en interessant kommunikatør om at lægge svesken på disken og svare åbent på fem spørgsmål. 
 
Denne uges K&A-profil er Astrid Gade Nielsen, kommunikationschef i Danish Crown. Hun har tidligere været kommunikationschef i Arla og har tidligere meldt sig ind i debatten om klima og grøn omstilling.
 
Læs om, hvordan man ikke altid kan nå 100 pct. i mål, hvorfor droneoptagelser skal stoppe, og hvordan en seniorforsker har givet hende "indsigter i russisk tankegang, som er så ulig den danske".

 

Hvad inspirerer dig?

Voldsomt inspirerende at opleve det ukrainske folk, der kæmper med alt, hvad de har lært. Det er et helt ufatteligt mod, de viser under beskydninger og droneangreb. Deres ukuelighed er en inspiration til ikke at give op, når vi har sager, vi vil kæmpe for.
 
Det samme gælder de iranske kvinder, der går på gaden og protesterer mod undertrykkelse og forfølgelse. De tør sætte eget liv på spil for at udfordre magthavere. Hvornår har jeg sidst vovet noget???
 

Hvad er det seneste, du har læst eller set, som har ændret din mening eller dit udsyn?

Det seneste år har seniorforsker Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier igen og igen gjort mig klogere på krigen i Ukraine og givet mig indsigter i russisk tankegang, som er så ulig den danske.
 
Krigen i Ukraine har den indbyggede fortælling om de gode og de onde. Og jeg har brug for at forstå nuancerne, og det giver Splidsboel mig med sit dybe kendskab til Rusland.
 

Hvad vil du gerne se mere af i kommunikationsfaget?

Vi skal klare mange ting i løbet af en uge, og hånden på hjertet, så kommer vi ikke altid 100 pct. i mål med løsningerne. Men når jeg så tuner ind på Genstart og lytter til velforberedte Anna Ingrish’ programmer, så tænker jeg: mere af det.
 
Lyt bare til dette blændende interview med Søs Marie Serup om Lars Løkke Rasmussen fra oktober 2022 her. Min lære er, at vi også har brug for refleksion i vores organisationer og virksomheder, hvor vi dykker ned i et emne og giver tid til fordybelse og en nuanceret formidling.
 

Hvad vil du gerne se mindre af i kommunikationsfaget?

Færre droneoptagelser i virksomheders præsentationsvideoer. Der er for mange af dem, og de ligner hinanden. Dronernes indtog har gjort meget godt for, hvad der er muligt på billedsiden, men vi bruger dem alle sammen, og så bliver det ligegyldigt.
 
Dronen glider hen over landskabet, og filmen signalerer noget storladent, men skøjter samtidig i overfladen. Vi vil tættere på, vi vil se landskabet, som det er.
 
Jeg lægger selv hånden på kogepladen her i kompagniet, for vi har også brugt droneoptagelse i kornmarker, men nu må det være slut.
 

Hvem gør det godt og hvorfor?

Det er ikke god skik at pege en af vores kunder ud frem for andre, men jeg vil alligevel rose REMA 1000 for, hvor meget de får ud af deres kommunikation, og de blev også i år kåret om Danmarks mest bæredygtige brand. Jeg tænker ikke, der er store budgetter bag, men til gengæld er der meget handling.
 
Det er en norskejet detailkæde, som formår at være supernærværende og til stede i kommunikationen til forbrugerne og har god timing og enkle, konkrete budskaber, som også afspejles ude i butikkerne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også