DF-kollaps, rocker-DBU og royal exit fra Mobbeborgen

Det har været en action packed k-uge i Danmark. Vi har kunnet følge Dansk Folkepartis spektakulære slowmotion-implosion og Kongehusets sendrægtige beslutning om det indlysende og uundgåelige. Flyselskabet DAT gør sig i grotesk greenwashing, DBU har HA-forbindelser, og dagbladet Journalisten har introduceret det vidunderlige begreb “drøvtygger-strategi”. Her er en gennemgang af bemærkelsesværdige nedslag fra kommunikationsugen.
af Mikkel Skov Petersen

Fredag: DBU’s Hells Angels-forbindelser

Det er dag 1 efter den meget, meget lille overraskelse, at Inger Støjberg har stiftet et nyt parti, der efter et døgn allerede har modtaget 40.000 tilkendegivelser om en vælgererklæring. Partiet hedder Danmarksdemokraterne og er angiveligt inspireret af svenske Sverigedemokraterna. Det er en jo en frisk nok inspirationskilde, det svenske partis historiske baggrund taget i betragtning.
 
Kristian Thulesen-Dahl er fortsat DF’er, men hans broder Jens Henrik smækker fredag med døren. Det samme gør partimedstifter Peter Skaarup senere på dagen. Begge melder sig under Støjbergs faner.
 
“Hvis man har det sådan, at græsset er grønnere i Hadsund, så tag konsekvensen af det og giv baglandet ro,” udtaler Morten Messerschmidt og lufter sit kriserespons: Nogle modarbejder aktivt Dansk Folkeparti.

Ansvaret for nedsmeltningen ligger altså ikke hos duoen Messerschmidt og Kjærsgaard, men hos afhopperne.
 
Og så til sporten:
 
Weekendavisen kan i en veldokumenteret artikel fortælle, at DBU har allieret sig med en flok pulversniffende, voldstruende fodboldfans med HA-forbindelser til at piske stemningen op på Parkens stemningstribune.
 
“DBU har siden efteråret kendt til rockerrelationer hos landsholdets ledende fanfraktion De Danske Rødder. Trods interne advarsler i forbundet og talrige indberetninger fra fans om gruppens aggressive og truende attitude har man fortsat samarbejdet,” skriver avisen.
 
Dokumentationen for den aggressive og truende stemning er solid og består bl.a. af DBU’s egne tilbagemeldinger fra frustrerede tilskuere. Indberetningerne kan læses i dette 11 sider lange Google Doc.
 
DBU ønsker ifølge Weekendavisen ikke at stille op til interview, da man ikke kommenterer på enkeltepisoder. Det er uklart, hvad strategien er her. At ridserne i lakken går væk, hvis man tier stille?
 
DBU står i øvrigt også foreløbigt fast på at deltage i det kontroversielle VM i Qatar til vinter. Kvindefodboldlandsholdsstjernen Nadia Nadim har dog lige taget den et skridt længere og er blevet officiel ambassadør for slutrunden, der indtil videre har kostet i omegnen af 6.000 arbejdere livet.
 
Tidligere på ugen brød Nadim efter pres fra sin landstræner sin medieboykot. Det gik ikke så forfærdeligt godt.
 
Sløj uge for DBU, men så kan de jo prise sig lykkelige over kvindelandsholdet, der fredag vinder over Brasilien og leverer denne hyggelige sag fra omklædningsrummet.
 
Varme moves til kvindelandsholdets EM-slagsang.
 

Lørdag: Presset Messerschmidt til modangreb, og bestyrelsen for Mobbeborgen træder tilbage

Kristian Thulesen Dahl er fortsat medlem af Dansk Folkeparti, men det er Søren Espersen ikke længere. Og heller ikke Dennis Flydtkjær. Dermed er folketingsgruppen skrumpet fra 16 til seks medlemmer.
 
Morten Messerschmidt intensiverer nu sit modangreb på afhopperne.
 
– Maskerne falder nu. Der har været nogle, der har spillet et dobbeltspil igennem lang tid, lyder Messerschmidts reaktion til DR. Han mener, at nogle forsøger at gøre maksimal skade på DF.

–  Mon ikke det her er nøje tilrettelagt, så der også kommer en lille overraskelse i morgen eller i overmorgen, siger han.
 
Vi må vente og se, og i mellemtiden træder den samlede bestyrelse for Herlufsholm tilbage. Dråben er en partshøring fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der ikke bare bekræfter, men skærper kritikken af den sydsjællandske kostskole. 
 
Bl.a. kan brændemærkninger nu føjes til kulturen på det, der i folkemunde er blevet døbt Mobbeborgen.
 

Den tidligere formand for Folketinget, folkestyrets mest fornemme position, flasher formatet. Pia Kjærsgaard har siden slettet sit retweet.
 

Søndag: Tøsedreng og royal exit

Kristian Thulesen Dahl er stadig medlem af Dansk Folkeparti. Ovre på Twitter er der en nordjysk DF’er, der kalder ham en tøsedreng. Det retweeter Pia Kjærsgaard, og således er søndagen ligesom i gang.
 
Men så kommer Kongehuset DF til undsætning og snupper rampelyset for en stund. Kronprinsparret meddeler, at prins Christian forlader Herlufsholm, og at prinsesse Isabella ikke begynder der efter sommerferien.
 
Efter TV 2-dokumentaren i maj gav Frederik og Mary processvaret, at de behøvede mere viden for at træffe en beslutning om deres børns skolefremtid. Deres cue til handling efter pinagtigt lang tid er føromtalte partshøring.
 
Her på Kforum kom beslutningen ikke som en overraskelse. Kun at kronprinsparret lod Marys mobbemareridt slide så meget på deres renommé og almindelige anseelse, før de gjorde det uundgåelige.
 
“For selv som royalt superstjernepar er det en umulig opgave at kæmpe for og imod mobberi på en og samme tid.”
 

Nu har Kongehuset endelig et oplyst grundlag.
 

Mandag: Thulesen Dahl spiller højt spil

Det er blevet mandag, og Kristian Thulesen Dahl er stadig DF’er. Det virker dog ikke på partikammeraterne, som om han er synderligt velkommen.
 
På Facebook adresserer han Pia Kjærsgaards anklager om, at han er en tøsedreng:
 
“(...) øger det danskernes respekt for DF, at vi kalder hinanden for øgenavne? Som var det tilbage i skolegården…”. 
 
Uden i øvrigt at skulle blande sig i partiets indre anliggender, så synes det at være et ganske rimeligt spørgsmål.
 
Ovre hos Berlingske vurderer politisk kommentator Hans Engell, at Thulesen Dahl risikerer at score et stort selvmål ved at trække sin udmelding i langdrag.
 
“Jo længere tid der går, des mere begynder det at ligne et forsøg på at gøre livet surt for Messerschmidt end at bygge sin egen politiske fremtid. Og det tror jeg ikke, vælgerne vil belønne.”
 
Morten Messerschmidt synes dog ikke synderligt påvirket. Han er nemlig til havefest hos DF i Roskilde. 
 
Nede på Herlufsholm har de udpeget en ny bestyrelsesformand, efter at den samlede bestyrelse gik af i weekenden. Hvervet er tildelt tidligere højesteretsdommer Jon Stokholm. Han er 71 år.
 


En kandidat til årets vinder i kategorien “knap så færdigbagte svar på kritik". Screenshot fra borsen.dk


Tirsdag: Det grønne flyselskab og aldersdiskrimination på Herlufsholm

Hos flyselskabet DAT har de desværre ikke læst Lotte Hansens kommentar hos Kforum. Selskabet benytter nemlig sloganet “I fly green” med henvisning til, at kaffekopperne i flyet er genbrug.
 
“Jeg må indrømme, at jeg synes, det bliver en smule pedantisk og akademisk,” lyder blandt andet det spektakulære svar på kritikken fra DAT’s stifter og direktør, Jesper Rungholm, til Børsen.
 
Han kan i øvrigt ikke redegøre for, hvor meget kaffekopperne udgør af selskabets samlede klimabelastning. Umiddelbart har DAT leveret et lærebogseksempel på fænomenet greenwashing.
 
Der er nu to dage til, minkkommisionen offentliggør sin rapport om den ulovlige ordre til at aflive alle landets mink. Det er allerede blevet lækket, at kritikken bliver særdeles krads.
 
Statsminister Mette Frederiksen forsøger i et interview med Berlingske at prime og frame efter alle kunstens regler: Vi fortjener hård kritik, siger hun og lover ændringer i centraladministrationens måde at arbejde på under kriser.
 
Sjællandske Medier kan fortælle, at den nye 71-årige bestyrelsesformand for Herlufsholm, Jon Stokholm, ikke lever op til skolens egen fundats. En bestemmelse fra 2012 sætter nemlig en aldersgrænse på 70 år for skolens bestyrelsesmedlemmer.
 
Stokholm påberåber sig force majeure i forhold til at overholde fundatsen:

“Og i øvrigt er aldersdiskrimination i strid med loven,” siger han til Sjællandske.
 
Så kender vi Herlufsholm igen, og aldersdiskrimination kan nu tilføjes det allerede alenlange synderegister.
 
Tirsdag er Kristian Thulesen Dahl stadig DF’er. Det er en partiets største profiler udenfor Christiansborg, Aarhus-rådmanden Jette Skive, til gengæld ikke længere.
 
“Når hun går ud og siger, at et gruppemedlem fra Dansk Folkeparti er en tøsedreng, så bruger hun Fremskridtspartiets metoder, som hun selv er flygtet fra. Pia Kjærsgaard må have tabt hovedet, når hun kan finde på at sige sådan noget,” siger Jette Skive til DR.
 

Eksklusivt brandslukningsinterview på Marienborg. Det bliver ikke mere statsministerielt. Screenshot fra berlingske.dk
 

Onsdag: Drøvtyggere

Kristian Thulesen Dahl er fra morgenstunden stadig DF’er.
 
Ovre hos Ekstra Bladet giver de den fuld gas oven på tirsdagens Mette Frederiksen-mink-interview hos Berlingske. “Total panik,” erklærer Henrik Qvortrup.
 
Fagbladet Journalisten introducerer udtrykket “drøvtygger-strategi”, der dækker over at trække det forventelige i langdrag. De tre aktuelle cases er Kongehusets exit fra Herlufsholm, Inger Støjbergs partistiftelse og Kristian Thulesen Dahls DF-exit.
 
Ifølge professor Winni Johansen er det af de tre cases kun Inger Støjberg, der vinder på at fastholde langvarig opmærksomhed om sine planer.

”Hun skaber gisninger og spekulationer og får skabt uro i de andre partier, som hun skal ind og hente vælgere fra. Hun får lavet noget uro i andedammen, som gør, at hun kan lave de første analyser af, “hvordan ser det ud, hvad er mine chancer?"”, siger Winni Johansen til Journalisten.
 
Og sent på eftermiddagen er drøvtyggeriet ovre i den sidste case: Kristian Thulesen Dahl er nu ikke længere DF’er. 
 
Nyheden lanceres i et Facebook-opslag, hvor Thulesen Dahl søger “moral high ground”. Han giver udtryk for, at han er blevet presset ud, og appellerer til at mindes de gode tider:
 
“Kære alle,
 
TAK!
 
Jeg har i dag valgt at melde mig ud af DF. Det har været en rigtig svær beslutning, for vi har i partiet haft en fantastisk rejse sammen. Fuld af gode oplevelser. Fuld af gode minder.”
 
Ikke så snart er nyheden ude, før Inger Støjberg som forventet står klar med åbne arme.
 
Disse mink er aflivet MED lovhjemmel. Foto: Getty Images.
 

Torsdag: Minkenes hævn

Alle venter på minkkommisionens rapport, der offentliggøres kl. 13.
 
 
Vi får se.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job