KV21: Storbyskepsis, magtmistro og presseflugt

Storbyhistorien

Den store historie om KV21 kan meget vel blive storbyvælgernes afvaskning af Socialdemokratiet (A) og Venstre (V), der i årevis har konkurreret om at spille op til udkanten med udflytninger, leverpostej og folkelighed.

Begge partier har forsøgt at sone deres nedprioritering af storbyerne. V havde en længere periode med storby-darlingen Tommy Ahlers. A har de seneste måneder ført kampagne for København og storbyerne med boligudspil og flotte kongrestaler.

Lige lidt hjalp det. Den store historie er, at storbyerne – København, Aarhus, Aalborg og Odense – lægger afstand til de to store (lands)partier. De mere grundlæggende årsager og løsninger skal analyseres meget dybere, men jeg vil alligevel forsøgsvis drage en kommunikativ læring.

Den kommunikative læring er klicheen om, at det faktisk er svært at blæse og have mel i munden. Som nationalt parti er det meget vanskeligt at bygge bro mellem land og by og bevare populariteten begge steder. De steder, hvor det lykkes, skyldes det lokale forhold og kandidater, der fuldt kan og vil stå på egne ben og sætte egen dagsorden. Ahlers gav faktisk i en periode medvind til V, og der findes socialdemokratiske kandidater i mellemstore byer, der trækker gode valgresultater hjem.

Hvis A og V vil vinde frem i storbyerne, er de formentligt nødt til at stemple mere rent ind i de dagsordener, der rører sig blandt storbyborgerne, vælge kandidater, der appellerer til byboerne, og ikke mindst kommunikere og lede på en måde, der giver mening for disse grupper. Det bringer ikke bare klima- og naturdagsordenen i spil, men leder også videre til næste læring.

A har op til valget søgt at vinde opbakning fra storbyvælgerne med dagsordenen om “flere boliger du har råd til at bo i”. Foto: Hæstorps valgreklamer.

Det er ikke det, du gør, men…

Et centralt nationalt tema under valgkampen var Mette Frederiksens SMS-sletninger og minksagen. Begge dele spiller på en underliggende mistillid til socialdemokrater som magtfuldkomne paternalister. Den dagsorden har oppositionen hele vejen gennem coronaforløbet forsøgt at spille op, men det har ikke vundet genklang i befolkningen, der strengt taget var glad for en beslutsom leder.

Allerede tidligt i coronaforløbet blev Mette Frederiksen kritiseret for at være egenrådig, måske endda magtfuldkommen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Men det ser ud til, at coronakrisen nu er så meget under kontrol, at danskernes naturlige skepsis mod egenrådige ledere samt den almene mistænksomhed over for socialdemokratiske formyndere, nogle medier og vælgere har, er ved at vinde over ønsket om beslutsomhed. Dette godt hjulpet på vej at minksagen og slettede SMS’er.

Et klart symptom på denne nye kommunikative udfordring, Mette Frederiksen står overfor, er hendes forhold til sygeplejerskerne. Under forårets strejke havde danskerne meget lidt sympati til overs for sygeplejerskerne. Men nu går de sociale medier amok, fordi Mette Frederiksen opfordrer sygeplejerskerne til at tage en ekstra tørn, mens man finder en langsigtet løsning.

Kommunikativt er læren, at kriseledelse og kommunikation hører, ja, kriser til. Det er vigtigt i tide at omstille kommunikation og dialog til normalsituationen, ellers skubber man samarbejdspartnere og modtagere fra sig.

Den 10. november var sygeplejerskernes fagforening til møde hos statsministeren, der den 8. nov. var kommet for skade at tale alvorsord til sygeplejerskerne samtidig med en anerkendelse af deres udfordringer. Noget, der få måneder før ville være blevet tolket aldeles anderledes. Foto: Grete Christensens Facebookside

Ordentlighed på Frederiksberg

Et helt særligt kommunalt valgopgør var på Frederiksberg. Det er en 112 år gammel konservativ højborg, men har længe været under pres af en ændret beboersammensætning og i denne valgperiode også – for at sige det rent ud – af en rigtig møgsag. Den siddende borgmester, Simon Aggesen, har harceleret mod boligspekulanter, men har selv været usædvanligt heldig på Frederiksbergs boligmarked. Den er svær at kommunikere sig ud.

Aggesens strategi i slutfasen af valgkampen var flugten. Han forlod DR lige før et program, hvor de insisterede på at ville spørge om boligsagen, og han flygtede fra Ekstra Bladets journalister. Alt sammen tilsyneladende dårlige kommunikationsstrategier, men måske ikke helt uden succes. For boligsagen kom faktisk til at fylde meget lidt i slutfasen af valgkampen, selvom de andre partier forsøgte at kommunikere den indirekte op med fokus på ordentlighed. Og vi skal huske på, at Konservative rent faktisk gik frem, selvom de endte med at miste borgmesterkæden i deres hidtidige højborg.

Frederiksberg: Konservative Aggesen flygtede fra pressen for at undgå at tale boligsag, og socialdemokratiske Vindfeldt kommunikerede ordentlig, social ansvarlighed. Vindfeldt vandt borgmesterkæden, men Aggesens Konservative gik frem. Foto: @KristofferMiles via Twitter samt billede af valgplakat.

Sociale medier i sammenhæng

Langt de fleste kandidater i KV21 havde Facebookprofiler og hjemmesider. “Alle” deltog i valgtest, og en større andel reklamekroner – i hvert fald i mindre kampagner – blev brugt på sociale medier. Desuden trænede de fleste partier deres kandidater i digital reklame og SoMe-debat.

Valgforskning fra Roskilde Universitet viser, at internettet og sociale medier er blevet en integreret del af den politiske kommunikation, men også, at det har fundet et leje som en del af det samlede mediebillede. En forsigtig hypotese er, at denne tendens er fortsat ved KV21. Men det bliver spændende at se kommende analyser af, om niveauet er ændret, og om effekten måske reelt er aftagende. Facebook bliver mindre og mindre socialt, og spørgsmålet er, om vi begynder at nærme os en situation som med valgplakater: Man skal være der for ikke at blive overset, men det er meget svært at få en særlig fordel ud af kommunikationsindsatsen.

Denne problemstilling forstærkes også af Facebooks nye regulering af politiske reklamer, der rummer betydelige daglige begrænsninger. Reguleringen har desuden haft den uheldige effekt, at nogle kandidater slet ikke har kunnet promovere deres materiale for vælgerne på Facebook, fordi de måske ikke har haft styr på deres godkendelser og profilsider.

Så måske bliver Facebook mere og mere et “hygiejnespørgsmål”, altså noget, man er nødt til at gøre for at undgå problemer, men som ikke i sig selv er nok til at sikre en positiv forandring. Man skal være der, men kan ikke vinde valget der. Indsatsen på sociale medier skal ses i sammenhæng og samspil med den samlede indsats, og intet kan slå personlig kontakt.

Den SoMe-kommunikative læring af KV21 må derfor være: Få styr på logistik og tilstedeværelsen. Overvej desuden et gimmick, der giver mere omtale end selvstændig effekt som eksempelvis dette års Tinder-profiler eller sidste valgs “gokke med Jokke”-reklamer.

En sidste SoMe-anbefaling er at bruge de sociale medier som bro til meningshavet. Dels kan man selv dykke ned i kaninhullet og møde vælgere, kunder eller bagland, dels kan man ved at overvåge og analysere debatterne på de sociale medier få helt ny viden om understrømmene i meningshavet.

Kan I sætte rammen for valget?

Alle partier og kandidater søger naturligvis at få valget til at handle om de dagsordener, hvor de tror, de er stærke. Men de er ikke alene. En lang række organisationer har op til og under valgkampen ligeledes søgt at sætte rammerne for valget.

Nogle har søgt at hæve stemmeprocenterne ud fra en bred demokratisk ambition (se eksempelvis KL og DUF). Andre har søgt at hjælpe vælgere til bestemte perspektiver, når de stemmer. Helt klare eksempler er de selvudviklede valgtests som eksempelvis ALT for damernes “Kend din kvinde” og FH’s “Stem for fællesskabet”. De sætter en klar ramme. I ALT for damerne er der kun medtaget kvindelige kandidater, da rammen er “hvis du vil vælge en kvinde”, og i FH’s er fokus alene på arbejdsmarkedsrelaterede spørgsmål. Det er klart og enøjet, men det er netop den kommunikative pointe: Hvis du har denne ramme, så kan du bruge vores test. Og omvendt, med vores test er det nemmere at få denne ramme.

Fotos: ALT’s og FH’s hjemmesider.

Endelig er der en lang gruppe af organisationer, der søger at presse deres emner op på den politiske dagsorden og nudge vælgerne med at bruge deres emner som målestok, når de skal stemme.

BUPL har igen fundet børnebrillen frem for at markere, at man skal se verden fra børnenes perspektiv, når krydset sættes. Det er flot og enkel kommunikation der trækker tråde tilbage til kampen for minimumsnormeringer op til sidste folketingsvalg. Mødrehjælpen sætter trygge fødsler på valg-dagsordenen og Danmarks Lærerforening fokuserer på Folkeskolen. Fotos: @BUPLformand via Twitter, Danmakrs Lærerforening via Facebook & @Moedrehjaelplen via Twitter.

Her er en række eksempler fra organisationernes sociale medier, og de har typisk også presse- og organisatoriske aktiviteter som led i indsatsen. Alt sammen gode kommunikative tiltag, men for at få rigtigt gennemslag kræver det et langt indløb. I slutfasen skal man være meget heldig for at skabe en ramme for valget på det niveau som BUPL lykkedes med ved seneste folketingsvalgs minimumsnormerings-dagsroden. Men man kan alligevel godt spille en vigtig rolle. Man kan bygge rammen op, så den bliver en platform for politiske kandidater og partier, der så kan tage den til sig i deres kampagner. Jacob Mark og SF tog fx minimumsnormeringer fuldt til sig ved seneste Folketingsvalg, men mindre kan også gøre det.

Det bliver spændende at se i kommende valgundersøgelser, om disse emner er kommet højere op på KV21-dagsordenen og i sidste ende har flyttet stemmer. Jeg vil dog allerede nu vove et øje og konkludere, at det kommunikative takeaway er: Brug tiden mellem valgene til at definere næste valgkamps temaer og selve valgkampen til at hjælpe politikere med at profilere sig på jeres emner.

Kampen om sejren

Netop nu er den sidste hårde kommunikationskamp om om KV21 i gang. Det er kampen om at definere, hvem der tabte og hvem der vandt. Nederlaget ligger hos DF og ikke mindst Kristian Thulesen Dahl, der har taget nederlaget på sig. Men hvem andre skal have nederlag og sejre? De konservative tabte deres højborg, men vandt på mange andre fronter. Er Pape så en sejrherre? Hvad med Mette Frederiksen? A gik massivt tilbage i de største byer, men bevarede borgmesterkæderne og er stadig Danmarks største kommunale parti.