Klima er nederen
Mange er kørt klimatrætte og har hørt alt for meget om påpasselighed og ansvar på den kedelige måde. Modstand er sjovt. Det er fedt at gå imod strømmen. Så lad os pisse på alt det klimahysteri og fyre op under kedlerne. Det er edgy. Det er dumt. Hurra! Men hvad fanden gør vi, hvis det bliver cool at være ligeglad med klimaet? K-folket må tage udfordringen alvorligt og vende klimadebatten på hovedet.
Hjemme hos os kommer det snigende over bøffen, eller når vi booker fly: Det er en klimasynd, men vi kan ikke være hellige hele tiden. Vi har dårlig samvittighed på klimaets vegne, men det bliver hurtigt til et skuldertræk.
Andre gange kommer det overhovedet ikke snigende, men vælter ud af internettet som en blotter i en park og bliver meget direkte. Fx når sælgeren/anmelderen i denne video pludselig sammenligner købet af en sportsbil med at være en del af modstandsbevægelsen – altså noget modigt, uselvisk og vigtigt, fordi ”det er jo et spørgsmål om, hvor længe vi får lov at have det sjovt i en bil for alle de der elbils-ejende arkitekter oppe i Tisvilde med deres hjemmelavede ravsmykker.”
Med de ord kører han afsted i sin gule Suzuki Swift Sport, mens kameraet står tilbage på en italiensk landevej og fader til sort.
Wow.
Klimaforkæmperne er nu røget i bås med De Politisk Korrekte, Taleban og Indre Mission. Den slags folk, der vil forbyde alting, bare fordi de er sure. Og det gider vi sgu ikke finde os i. Selv den største naturformidler af alle, Sir David Attenborough, stemmen bag de legendariske BBC-naturprogrammer, er træt af al den klima-snak og vil med vilje nedtone miljøproblemerne i sin kommende serie, fordi det er et ”turn off”.
Tre grunde til, at klimaet er på vej ned ad trendbarometret
Hvad er der gået galt med klimadebatten? Det burde jo ikke være cool at skide på klimaet. På den anden side hjælper panik og forargelse heller ikke noget. Jeg har lavet en undersøgelse (det vil sige, jeg har gået søvnløs rundt og været fortvivlet på menneskehedens vegne) og er kommet frem til tre gode grunde til, at miljø og klima er på ved ned ad trendbarometret. Man skal som bekendt identificere problemets årsag, hvis man skal gøre noget ved det. Det sidste har jeg også et forslag til.
1. Den grimme smag af religion
En af de bedste begrundelser for at være døv over for klimabekymringerne er, at ”sådan har de altid sagt.” Det er noget formynderisk og moraliserende over store dele af debatten. Det klinger af religiøst politi og dommedagsprofeter og en generel angst for alting.
Man kan sagtens mistænke koret af anti-vækstere for slet ikke at tænke på miljøet, men inderst inde bare at være dødsensangste for forandringer. Men hvad ved jeg? Problemet er ikke, om de er sådan, men at de virker sådan. Kigger du grimt efter ham med den nye Porsche, fordi den forurener, eller fordi du er misundelig? Vil du forhindre andre i at tage ud at rejse, fordi det forurener – eller er du bare træt af at se på deres fede feriebilleder på Instagram?
Religiøse tosser har brugt årtusinder på at forhindre sjov og nydelse, og de klimahellige lægger sig lige i hælene på dem. Det er ikke smart for diskussionen, for alle ved jo, at det er sjovere at synde.
2. Den grimme smag af løgn og bedrag
En anden grund til at ignorere, hvad alle, der ved noget om klima, siger, er rigtigt, er, at det nok ikke er rigtigt. Og selv, hvis det passer, så er der alligevel helt sikkert nogle, som vil snyde os. Kloge og kritisk tænkende individer er naturligvis mistænkelige over for konsensus.
Når Liu Zhenya, lederen af det største kinesiske elselskab, præsenterer sin nyeste mega-elforsyningsplan som en grøn infrastruktur, der i sidste ende skal trække vindenergi fra polerne og solenergi fra Ækvator og dermed løse alle energiproblemer i verden, og siger, at
”Til sidst bliver vores verden til en fredelig og harmonisk global landsby, et fællesskab med fælles skæbne for hele menneskeheden med tilstrækkelig energi, blå himmel og grønt land.”
Så har du og jeg jo gennemskuet ham. Den tror vi ikke på. Ledningerne kan nok også trække strøm, der ikke er grøn. Og er der overhovedet vindmøller på Nordpolen?
Det er let at affærdige som green washing. Eller kommerciel ønsketænkning. Og det er heller ikke supergodt for miljøbevidstheden, at den får skær af at være noget overfladisk reklamesnak, der alligevel ikke rigtigt betyder noget. Som et badge på skoletasken eller en sympatitilkendegivelse på Facebook er det signalværdi uden indhold.
Det er alt for fristende at afsløre hykleriet. Og pludselig er det den ærlige – ham ,der modigt indrømmer, hvad alle andre skjuler, nemlig, at vi alle forurener hele tiden og ikke gider at have dårlig samvittighed over det – der er helten. Heller ikke konstruktivt i længden.
3. Det er bare for meget
Jorden går under, og alle dør. Det sker jo engang. Så hvorfor overhovedet gøre noget? Miljødebatten er præget af undergangsretorik og billeder af katastrofer. Politikens store temaside har et forsidebillede, der er taget under vandet med et druknet blik mod himlen, som om vi allerede er oversvømmet. Der står opråb med kapitæler, der er en tegning af en planet, der er sort af røg, og flere fotografier af biler, der er blevet kastet rundt af mudrede vandmasser. Det hele synes håbløst.
Men som blandt andre den norske forsker Per Espen Stoknes har forklaret, så gør dommedagsprofetierne os ikke kampparate, men apatiske.
Svaret er det omvendte
Så hvad gør vi? Konkret ligger løsningen på jordens klimaproblemer selvfølgelig ikke i hænderne på kommunikationsfolk, men alligevel: Historier påvirker debatten, der påvirker stemninger, der påvirker beslutninger. Det er vigtigt, hvordan vi fortæller om miljø.
Den klassiske reaktion på klimaudfordringerne
– panik og forargelse – hjælper ingen.
Derfor må alle os, der beskæftiger sig med at fortælle historier på den ene eller anden måde, tage os sammen, holde sammen og vende historien om klimaløsninger på hovedet. Fra at spare til at handle. Fra ikke at gøre noget til at gøre noget. Fra afsavn til action. Det handler om fremgang, ikke tilbagegang. Og dermed handler det altså om vækst, ikke det modsatte (fordi det for øvrigt også er det mest privilegieblinde kyniske pis at mene, at resten af verden skal holdes hen i fattigdom, fordi vi selv er trætte af overforbrug).
Den klassiske reaktion på klimaudfordringerne – panik og forargelse – hjælper ingen.
Det betyder selvfølgelig netop ikke, at man bare skal lade som ingenting og vente på, at det hele nok skal løse sig med en eller anden mirakel-teknologi. Der skal arbejdes for sagen. Der skal grubles. Der skal investeres. Og der skal lovgives.
Det er ikke nok at være klimabevidst med indkøbskurven. Slaveriet stoppede heller ikke, fordi forbrugerne ikke ville købe sukker og bomuld fra kolonierne. Det stoppede, fordi det blev forbudt. Og det blev først forbudt, da handelsbetingelserne ændrede sig.
At komme derhen, hvor det bliver realistisk at forestille sig, at man internationalt forbyder brugen af fossile brændstoffer og andre drivhusgasser, kræver en lang og sej og smuk kamp, som det er værd at kæmpe. Ikke ved at blive hjemme og lade være med at have det sjovt.
Men ved at fortælle de rigtige historier, stemme på de mest konstruktive politikere og hylde de forskere og virksomheder, som arbejder for sagen. Green washing er trods alt ikke hvidvaskning, men kan være et skridt i den rigtige retning og en form for hensigtserklæring. Et velfungerende kinesisk elnet er fx under alle omstændigheder bedre for miljøet end et dårligt. Og hvem ved, måske Liu Zhenya faktisk mener det med den globale energiforsyning.
Så ja, en dag sker det. Vi tager din Suzuki Swift Sport fra dig. Måske kommer der en ny slags motor i. Det klarer du sgu nok.
