Er danske virksomheder altid skurke?
Over det seneste årti er danske virksomheder blevet meget bevidste om deres eksterne kommunikation i takt med, at omverdenens forventninger til virksomhederne er steget. Virksomheder forventes i dag at have styr på deres produkter og priser, men de skal også være gode samfundsborgere i forhold til f.eks. skat, underleverandører, miljøbelastning og arbejdsvilkår. Er de ikke det, risikerer de en shitstorm på sociale medier, en mediekrise eller måske endda politiske indgreb. Virksomhederne bliver kort fortalt fremstillet som skurke i danske medier. Det tror jeg, især skyldes store forskelle i kulturen i virksomheder og medier samt manglende samarbejde.
af Martin Barlebo
Medierne spiller en vigtig rolle i forhold til at afsløre brodne kar overalt i samfundet, også i erhvervslivet.
De spiller imidlertid også en vigtig rolle i forhold til at gøre offentligheden, os alle sammen, klogere på samfundsudviklingen. Men ofte er det skurke-vinklen, der får overtaget, når medierne fortæller om virksomheder. Især i de brede medier.
Det blev illustreret meget overbevisende, da DR Nyheder for nylig søgte en erhvervsreporter og i jobopslaget gav følgende eksempler på erhvervshistorier: ”Blackstone og andre investorer skruer prisen på lejeboliger i vejret, kviklånsfirmaer pumper penge ud af forgældede danskere, byggeprojekt i Nordhavnen ramt af bestikkelsesskandale, mens danske virksomheder slipper for CO2-afgifter.” Læs evt. hele opslaget her
Helte eller skurke
Er det virkelig sådan, man i et stort landsdækkende (public service-) medie ser på erhvervslivet? Som uærlige skurketyper? En sådan vinkling understreger en opfattelse af, at virksomheder og journalister lever i to adskilte verdener og meget forskellige kulturer:
Store virksomheder opererer globalt, medarbejderne omfatter mange forskellige uddannelsesbaggrunde og er dybt nede i hver deres faglige speciale. På medierne arbejder journalister med mange meget forskellige emner, de har korte deadlines og prioriterer og vinkler historierne, hvor der er klare ”helte” og ”skurke”.
Opdelingen i ”helte” og ”skurke” forstærkes ofte af journalisternes arbejdsmetode. Når journalister henvender sig til virksomheder, er det ofte med meget konkrete spørgsmål til en historie, som journalisten har arbejdet på et stykke tid og nu vil have virksomheden til at forholde sig til.
I virksomheder er der sjældent én medarbejder, der sidder med alle svarene i en bestemt sag. Derfor er der ofte behov for at undersøge sagens faktuelle forhold blandt virksomhedens eksperter inden for produkter og teknologi, jura, finans, CSR mv. Det får mange virksomheder til at foretrække at svare skriftligt på journalisters spørgsmål for at sikre, at svarene er præcise og afspejler alle nuancer i sagen.
At svare skriftligt kolliderer imidlertid med mediernes ønske om at få ’ansigter på’ og mulighed for at stille opfølgende spørgsmål. At lave det afslørende interview.
Det kan virke frustrerende for journalister, som oftest ikke selv har erfaring med, hvordan store internationale virksomheder fungerer internt.
Fordi journalistens vinkel på en historie ofte er fastlagt, ender virksomhedens skriftlige kommentar ofte i bunden af artiklen eller indslaget og fremstår ofte som en reaktion på den vinkling, mediet har valgt. Selv i de tilfælde, hvor virksomhedens bidrag burde ændre historiens vinkling, sker det ikke altid.
Denne tendens forstærkes af, at journalister skal dække stadig større stofområder og producere stadig mere indhold til flere platforme. Den redaktionelle proces, hvor journalistens vinkling, dokumentation og kildevalg udfordres internt, bliver dermed ofte svagere, fordi der er mindre tid og færre ressourcer til den enkelte historie.
I mit daglige arbejde har jeg også kontakt til de store internationale medier, og jeg kan se, at denne udvikling i mindre grad gør sig gældende her.
Hvordan får vi et mere konstruktivt samspil mellem virksomheder og journalister?
Først og fremmest mener jeg, at virksomheder og journalister skal erkende de store kulturforskelle, der er mellem medier og virksomheder, og begge parter skal blive bedre til at samarbejde konstruktivt – tidligt i journalisternes researchfase og i fortrolighed.
Det kræver, at journalister skal blive bedre til at inddrage virksomheder tidligt i researchfasen. Og virksomhederne skal blive bedre til at indgå i en ligeværdig, konstruktiv og fortrolig dialog med journalister og tage sig tid til at hjælpe journalister, også selvom researchen ikke handler om deres virksomhed, men bredere om branchen.
At etablere et konstruktivt samarbejde mellem virksomheder og journalister betyder ikke, at virksomheden skal videregive fortrolige oplysninger om virksomheden, eller at journalisterne ikke skal lave kritiske historier, for det er i sagens natur en vigtig rolle for medierne. Men det kan bidrage til, at vinklingen og dækningen bliver til på et stærkere og mere oplyst grundlag – og forhåbentlig kan journalister derved opdage historier, som kan give en mere kompetent og kvalificeret mediedækning af dansk erhvervsliv.
Danmark har masser af spændende virksomheder, store som små, og der er masser af ufortalte historier, som journalisterne kunne få øje på, hvis de ikke havde fastlagt vinklen, inden de går til virksomhederne. F.eks. historier om, hvordan danske virksomheder kan klare sig i en stadig mere intens global konkurrence og fortsat skabe danske arbejdspladser i Danmark; hvordan virksomhederne arbejder med at nedbringe klimabelastningen fra deres aktiviteter, eller hvilken rolle dansk kultur har i danske virksomheder med flere og flere internationale medarbejdere.
Hvis erhvervsjournalistikken kun fokuserer på skandaler og skurke og ikke også på at fortælle om den virkelighed, de fleste virksomhederne arbejder i, så mister vi som samfund en helt afgørende brik i at forstå samfundsudviklingen, og hvordan Danmark også i fremtiden kan være et af verdens bedste og mest velstående samfund.
