600.000 privatansatte kan lande i storkonflikt
I årets første dage er overenskomstforhandlingerne for 600.000 privatansatte skudt i gang. Forhandlere, forskere og kommentatorer tegner et dystert billede. Inflationen er høj. Der mangler hænder. Lønmodtagerne kræver lønkroner. Virksomhederne kvier sig. Industri, byggeri og transport kan lukke ned. Storkonflikten truer. Men hvad er egentlig op og ned? Hvad er sandsynligheden for en storkonflikt? Kforum har samlet argumenter for og imod.
af Jakob Sand Kirk
Det er anderledes denne gang
”Det er en historisk svær forhandling.” Det siger forhandlerne til hver eneste overenskomstforhandling. Således også denne gang. Ofte bliver det fulgt op med: ”Det siger vi hver gang, men denne gang er det rigtigt.” Og denne gang er jeg tilbøjelig til at give dem ret. Alene, fordi der er gået 25 år siden sidste storkonflikt i 1998, hvor de 11 dage, inden Nyrup-regeringen greb ind, især huskes for gærmanglen. Historisk har der været større overenskomstkonflikter med måske 15 års mellemrum, så forhandlingspartnernes forventninger og forhandlingskraft er blevet kalibreret. De faktiske forhold i jernindustrien skal så at sige afklares en gang imellem.
Derudover trækker især to forhold i retning af konflikt. Både inflationen og løntilbageholdenhed under coronaen gør, at lønmodtagerne og deres organisationer forventer mere i lønposen i denne omgang. Det første og vigtigste mål med enhver overenskomstforhandling er at sikre reallønnen. Det er selvsagt svært med en galoperende inflation, der allerede nu gør, at lønmodtagerne har oplevet betydelig reallønsnedgang. Dette kommer oven på en periode, hvor en række fagforeninger mener, at lønmodtagerne har vist løntilbageholdenhed i skyggen af coronaen, på trods af at virksomhederne i samme periode har tjent godt, og direktørlønningerne er steget.
Mangel på hænder
Et tredje forhold, der øger risikoen for konflikt, er manglen på hænder. Der er stort set ikke en branche – hverken privat eller offentlig – der ikke mangler medarbejdere. Det lægger et løbende lønpres. For ”hvis man ikke kan få medarbejdere, så kan man jo tilbyde lidt mere” tilsiger almindelig teori om udbud og efterspørgsel. Udfordringen lige nu er dog, at så mange områder mangler hænder, at det kan skabe en generel opadgående lønspiral, der igen kan øge inflationen og skade jobudviklingen.
Tryghed eller realløn
Der er altså sparet op til lønfest – eller storkonflikt? Ikke nødvendigvis. Der er også nogle forhold, der trækker den anden vej. Forhenværende LO-formand Hans Jensen beskrev i sin tid en klar prioritering for overenskomsterne med ordene ”hellere jobfest end lønfest”. Og spørgsmålet er, hvor lønmodtagerne er på den skala i dag.
Med en omskrivning af Hans Jensens udsagn bliver det afgørende spørgsmål i dag, om lønmodtagerne ønsker ”jobtryghed” eller ”reallønssikring”. Det handler dermed i høj grad om, hvor udbredt krisebevidstheden er. Det kan igen oversættes til to spørgsmål.
For det første: Oplever danske lønmodtagere, at der er så meget krise, at de ønsker en ”tilbageholdende ” eller ”realistisk” tilgang til forhandlingerne, eller kræver de en reallønsfremgang, der kompenserer for de seneste års løntilbageholdenhed og manglen på hænder?
For det andet: Oplever virksomhederne, at de er i krise og skal holde hårdt igen, eller kan de rent faktisk godt give reelle lønstigninger, der kan tiltrække flere medarbejdere?
Der kommer en konflikt, hvis lønmodtagerne og virksomhedernes svar på disse to spørgsmål er for uforenelige – eller mere præcist, hvis deres organisationer ikke formår at finde en fællesmængde mellem svarene, som de kan skabe opbakning til i deres baglande.
Det er svært at spå
Forhandlerne vil gøre alt i deres magt for at finde en fællesmængde, som virksomhederne og lønmodtagerne kan se sig i – om det så bliver acceptabelt for lønmodtagerne, når der skal stemmes om det, afhænger helt utroligt meget af, hvad der sker de kommende måneder. Hvis ledigheden begynder at stige, stiger ønsket om tryghed, og lønforventningen falder. Bliver virksomhederne ved med at råbe efter flere hænder, vil det omvendt trække i retning af, at der kan kræves mere i lønposen. Og hvis ikke arbejdsgiverne vil betale, ja, så truer storkonflikten. Det er dermed i høj grad et forventningsspil – og det er mit bud, at det er meget få, hverken organisationer, virksomheder eller lønmodtagere der reelt ønsker at lukke landet.
I en svær forudsigelig situation som i år vil man normalt søge at lave kortere overenskomstperioder, f.eks. på et eller to år. I 2024 skal det offentlige forhandle en svær runde efter sidste omgangs sygeplejerskekonflikt og en snarlig rapport fra lønstrukturkomiteen. Derfor vil et naturligt bud være, at den private overenskomst denne gang bliver to år, så man ikke skal forhandle med det offentlige i 2024. Men to år er lang tid i det nuværende uforudsigelige klima på arbejdsmarkedet. Derfor kan man måske forestille sig, at der aftales nogle håndtag, der hjælper til i de lokale forhandlinger i løbet af perioden.
Den sidste store joker er store bededag, som regeringsgrundlaget pludselig har bragt i spil. Den vil forhandlingsparterne helt naturligt søge at holde helt ude af denne runde overenskomstforhandlinger – omvendt vil de, der ønsker at køre forhandlingerne i sænk, kunne trække diskussionen ind i manegen. Indskrænkelsen af frihed og fritid er notorisk gift for lønmodtagernes opbakning, hvilket en massiv og meget succesfuld nej-kampagne under sidste præ-corona overenskomstforhandling i 2017 viste. Det er på ingen måde gavnligt for det konkrete forløb, at et sådant forslag kommer ind fra højre lige der, hvor det hele skal starte, og man derfor har brug for ro og klarhed. Til gengæld tror jeg godt, man vil kunne løse også denne gordiske knude i trepartsforhandlinger, hvor lønmodtagere betales reelt for den øgede arbejdstid og fleksibilitet.
Om skribenten
Jakob Sand Kirk (f.1976) er politisk og strategisk rådgiver, stifter af Sand Kirk ApS og har tidligere arbejdet som organisations- og udviklingschef i LO, været stabschef i Sampension samt underdirektør i Pensiondanmark. Samarbejder i dag med organisationer og virksomheder om at styrke organisationen indadtil og sikre dagsordenen udadtil. Underviser blandt andet på Kforum og Altinget og har skrevet Lobbyistens værktøjskasse.
