Tænketank ansætter tidligere k-chef fra fagbevægelsen

Simon Egebæk Eliasson, der kommer fra en stilling som kommunikationschef i de luftfartsansattes fagforbund, Flyvebranchens Personale Union (FPU), bliver ny kommunikationskonsulent i en tænketank. 
Tænketanken Demokratisk Erhverv har ansat Simon Egebæk Eliasson som ny kommunikationskonsulent. 
 
Han kommer fra en stilling som kommunikationschef i de luftfartsansattes fagforbund, Flyvebranchens Personale Union (FPU), og har tidligere arbejdet som politisk rådgiver for Socialdemokratiet i Bruxelles, skriver tænketanken i en pressemeddelelse. 
 
”Vi er glade for at få Simon ombord. Han skal være med til at holde det brede politiske flertal bag anbefalingerne til ilden, og så skal han bidrage til, at endnu flere danskere kender til de gevinster, vi som samfund får af demokratiske selskaber,” siger Magnus Skovrind Pedersen, direktør for Tænketanken Demokratisk Erhverv i meddelelsen. 
 
Organisationen blev etableret af blandt andre Coop, Forenet Kredit, LB Foreningen og andre medlems- og forbrugerejede virksomheder i 2018. I dag er over 50 virksomheder tilknyttet tænketanken.
 
"I lyset af de udfordringer vores samfund står overfor, ser jeg det som en af de vigtigste tænketanke og erhvervsorganisationer i Danmark. Jeg glæder mig til at fremme de demokratiske selskabers position og bidrage til at bringe Danmark tilbage som et erhvervsdemokratisk foregangsland," siger Simon Egebæk Eliasson i meddelelsen. 
 
Tænketanken Demokratisk Erhverv arbejder for at styrke erhvervsdemokrati i Danmark gennem analyse- og vidensproduktion, facilitering af netværk samt opinionsarbejde. 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også