Hvad er dit ikigai?

I Japan findes et begreb, der er både praktisk anvendeligt og indeholder al den eksistentielle abstraktion og mulighed for helikopterperspektiv på det hele, man kunne ønske sig. Det er begrebet ikigai.

Det handler om at indkredse livets goder – eksistentielt set. At finde, se og kende det, der driver en. Det, der rent faktisk får en til at stå op om morgenen. Efter oven i købet at have sovet godt. Og ikke mindst: det, der får en til at leve længe.

Ikigai sat - summen af det meningsfulde liv.

Livsfilosofiens død

For nylig, da jeg arbejdede med et manuskript til en bog, opdagede jeg, at der er en bestemt dimension af tilværelsen, der er forsvundet ud af tilværelsen, og det er tilværelsen selv.

På et eller andet tidspunkt, siden de berømte engelske, romantiske og sværmeriske digtere i 1800-tallet, Wordsworth, Shelley og Byron – eller i det mindste siden Albert Camus og Simone de Beauvoir og Jean-Paul Sartre sad på de parisiske caféer i 1960’erne og røg cigaretter og skrev bøger og drak pastiche, er vi holdt op med at tillægge det at tænke over livet som noget i sig selv en særlig betydning. Det eksistentielle har fortonet sig som selvstændigt tema.

Den franske bevægelse gik ganske rigtigt under navnet eksistentialismen, og det er den sidste litterære bevægelse, hvorfra borgerskabet har modtaget inspiration til også at tænke over livet på en mere principiel måde.

Der har indfundet sig en flygtighed over tilværelsens dimensioner eller en blytung uafvendelighed, som får os til at søge de flygtige behovstilfredsstillelser. Nåh ja, og så ind imellem, sådan lidt henført se naturprogrammer eller hemmeligt beundre folk, der bestiger bjerge, og tale om, at vi burde også tage til Norge og vandre næste sommer. Næste sommer.

Hvorfor er det at tale om selve livet på en perspektiveret måde forsvundet? Og hvad skal vi gøre ved det? Der må være andre løsninger end at skifte et eller flere elementer i tilværelsen ud – konen, jobbet, huset – alt sammen under terapeutisk monitorering og med bidrag fra medicinalindustrien.

Er der plads til andet end blytung uafvendelighed i det moderne liv?

Det er da heller ikke sådan overalt. Der findes højteknologiske kulturer, hvor man har livsfilosofien med inde i billedet, i hvert fald i et vist omfang, som noget man ved, man kan række ud efter. Som noget, der ligger under det hele.

Zen og tai-chi

Det er en kendt sag, at den østlige spiritualitet er lige dele religion og livsfilosofi, og det er derfor, visse arter af buddhistisk meditation på mange punkter passer direkte ind i et i princippet ateistisk, naturvidenskabeligt livssyn, som man for nylig kunne se det beskrevet i en artikel i The New Yorker. Robert M. Pirsigs roman ”Zen og kunsten at vedligeholde en motorcykel” (1974) er et særligt berømt eksempel.

Hvis man er så heldig at gå rundt i Beijing en tidlig morgen, mens de, der holder gaderne rene, arbejder, kan man på pladser og i parker se fortrinsvis ældre mennesker udføre tai-chi. Det går meget langsomt. Man står og holder vejret. Hvad er det, der foregår? Men der er faktisk veje fra tai-chi ind i den eksistentielle refleksion, veje som er mere eller mindre levende og aktiverede for udøverne, dér i parken. På en mere erkendt måde end vores brug af yoga er tai-chi forbundet med livsførelse for udøveren.

Hvad har verden brug for fra dig?

Det japanske Ikigai går på en endnu mere direkte måde ind i, hvordan tilværelsen er skruet sammen på for os, og de vilkår, hvorunder vi selv snedkererer med den. Japaneren, der lever efter ikigai, stiller sig, bevidst eller ubevidst, fire spørgsmål:

Hvad elsker du?
Hvad er du god til?
Hvad har verden brug for fra dig?
Hvad kan du blive betalt for?

Spørgsmålene er overraskende, for de overskrider de grænser mellem livsområder, vi plejer at sætte for os selv. Den, der stiller sig disse spørgsmål, lader spørgsmålet om, hvad man kan bidrage med, få samme vægt i livet som spørgsmålet om, hvad man egentlig godt kan se, man kunne bidrage med, hvis man gad?

Du kan være tilfreds med dig selv, fordi du ved, du er god til det, du gør, men hvis det ikke bidrager med noget i en, skaber det efterhånden en eksistentiel ligegyldighed, et tomrum i livet, som man så desperat forsøger at fylde ud, ofte med vilde idéer og impulsive projekter. Eller den hundske glammen: Lad gardinerne i soveværelset blive nede i dag!

Du tjener måske penge ved et arbejde, du lige kan holde ud, men din passion ligger et helt andet sted. Livet bliver tomt, fordi de to områder aldrig mødes, og du er hverken tilfreds i forbindelse med det ene eller det andet.

Jeg kendte en natportier, som brændte for litteratur, og det, han i virkeligheden var rigtig god til, var at være familiefar. Hvordan får man et sådan liv til at hænge sammen? Spørgsmålet melder sig, også her: Hvad er dit ikigai? Og hvordan finder du det?

Ikigai som redskab

Ikigai er et redskab til den eksistentielle refleksion. Den er ikke blot nogle antagelser, som når vi siger, at yoga eller meditation har en positiv virkning på det og det. Begrebet griber ind i det kontinuum af liv, vi befinder os i, og skaber en dynamisk orden i det hele. Det inddrager så mange livsområder, at vi mærker livet bevæge sig i sin grundvold, men uden at sprække eller bryde sammen.

Fortolkere af ikigai fremhæver, at det ikke handler om at finde en balance mellem de livsområder, de fire spørgsmål er svar på. Men at ikigai er noget, der træder frem gennem en langsom proces.

Det er en bevidstgørelse, der arbejder dimensionerne sammen, hen imod at kunne forvandle det at møde på et arbejde, man ikke lægger noget særligt i og derfor føler er tidsspilde på højt niveau, til også at kunne rumme glæden over, at man har et sigte med livet, nemlig det, man brænder for. Det ligger ganske vist et andet sted, men giver glæde også i nuet, bare fordi man husker, at det findes. Og man ved, at det venter på en.

Ikigai som den kraft, der giver livet kvalitet og sammenhængskraft for den enkelte.

Og fordi man med tanken om at finde sit ikigai ved, at tilværelsen er eller kunne være en proces frem mod en større sammenhæng. Så begynder man at forstå, hvorfor folk mener, at ikigai virker livsforlængende. Det bringer muligheden for en positiv energi ind i en ellers gråtonet tilværelse.

Ikigai er derfor et dynamisk begreb. Det er ikke noget, der ligger fast en gang for alle, som man opnår, og så er det det. Det er i sig selv en indsigtsfuld og smuk tanke. Det er nemlig sådan livet er, det bevæger sig hele tiden, og derfor må ikigai også være i bevægelse.

Penge, magt og forbrug

Det rammer på en underfundig måde direkte ind i svaghederne ved vores ofte ubevidste livssyn. Vores livssyn har det med at være fikseret mod noget bestemt. Penge eller magt. Alle andre kræfter får lov at underordne sig det, vi er fikseret mod.

Spiller man et magtspil i de sammenhænge, man kommer i, for at opnå noget bestemt i forhold til arbejdet, eller fordi det er sådan, alle gør, kommer det langsomt til at forme ens livssyn.

Ser man alting i dets materialistiske aspekt, fordi man har brug for flere penge (hvem har ikke det?) eller synes, det er virkelig sjov at tjene dem, kommer en ”what’s-in-it-for-me”-tankegang uvilkårligt til at sive gennem mange andre livsområder end dem, hvor man tjener de forbistrede penge. Men ifølge en undersøgelse fra 2010 anser kun 31 procent af japanerne deres arbejde for at være deres ikigai. Det kan være mange andre ting:

Dine børn, din kæreste eller din ægtefælle
Dit arbejde eller sågar dit kald som læge, lærer eller brandmand
Et mål, du er fokuseret på at opnå
Din religiøse overbevisning
En hobby, som du hele tiden har lyst til at bedrive

Vi ville næsten altid rangordne disse ting efter princippet ”hver ting til sin tid,” men tanken bag ikigai lader de forskellige sfærer i livet flyde ind over hinanden som livsenergi og derigennem hjælpe den enkelte med at identificere sin ikigai.

Vi ville tale om, hvad det er, der driver os, og kunne udpege et af de ovenstående punkter eller penge eller magt. Som regel mere ubevidst for det sidstes vedkommende, fordi vi tror, det er berømmelse, ære eller position, vi stræber efter, når det reelt bare er magt. Vi ville sågar trække en tredje grundkraft ind, og jeg tænker ikke på sex, men på den kategori, hvortil sex også hører, den flygtige forbrugsmekanisme.

Markedsgørelsen af livet

En af grundene til, at livsfilosofien er trængt bort fra vores nære perspektiv, er netop markedsgørelsen af livet og samfundet, bredt set. Forstået på den måde, at samfundet på stort set alle områder handler via udbud og efterspørgsel, fremfor på, hvad samfundets politiske ledere egentlig mener, borgerne bør tilbydes. Det henviser også til det flygtige, der har fået os til at glemme det livsfilosofiske perspektiv som en grund under det hele eller som kit og mørtel. Vores samfundskontakt består i den momentane service eller tjeneste.

For nylig skrev en samfundsforsker, at borger er ikke noget, man er, det er noget, man bliver, og at det for tiden er sværere og sværere at blive borger. En borger er et menneske, der indgår i og er med til at oppebære et grundlæggende livssyn, man har i det pågældende samfund. Men vi har gjort alle til klienter, kunder, brugere og der ligger ikke noget om vores rolle i samfundet i bredere perspektiv i de tre begreber, som der ligger i ordet borger, hvor der klinger et medansvar med. Klienter, kunder og brugere, de betaler, og bagefter går de hjem til sig selv.

Et af de beslægtede begreber, japanerne placerer sammen med ikigai ifølge Hong Kong-professoren og antropologen Gordon Matthews, der har skrevet en bog om det, kan ligne borgerbegrebet, itaikkan. Det rummer følelsen af at være forpligtet på og samtidig tilhøre en gruppe eller have en rolle eller funktion.

Memento mori

Det nærmeste, vi kan komme en livsfilosofi, der gennemtrængte hele vores kultur, er formentlig memento mori (”Husk, at du skal dø”), den middelalderlige tanke om altid at berede sig på døden – at leve sådan, at man er forberedt på døden, når den kommer. Og kan møde den værdigt og besindigt.

Kraniet og tidsmåleren som det klassiske symbol på memento mori - dødelighedens evige tilstedeværelse.

Det er en livsform, der er genereret af den tydning af det senantikke kristne budskab, der ligger under kirken, historiens største magtinstitution, frem til Oplysningstiden. Det er en verdensfjern, livsfornægtende livsfilosofi, som har som udgangspunkt, at mennesket er født ind i en syndig verden og bestandigt, særligt kropsligt, bør trække sig bort fra den.

Memento mori overtrumfes på et særdeles grundlæggende punkt af ikigai: Den er mere optaget af at huske at leve. Og det giver tilsyneladende resultater.

En amerikansk forsker, Dan Buettner, mener, at den aktive bevidsthed om ikigai tæller med i de elementer i dagligdagen på den japanske ø Okinawa, som er afgørende for, at man her kan mønstre flere mennesker i 100-års alderen end næsten alle andre steder på jorden.

Jeg kan i øvrigt hilse at sige, at jeg ikke blot henført har talt om at vandre i Norge, men steg 845 meter opad i nogenlunde jævn kadence på Færøerne her i begyndelsen af august, på Villingedalsfjall. Der er godt nok stille deroppe.

I 845 meters højde er tankerne noget mere enkle, end de er hernede. De er dybere, højere og længere. Dit ikigai står og blafrer meget tydeligt. Det er sikkert noget med ilt og mælkesyre, men hvad det end er, så virker det.

Jeg er ret overbevist om, at det har været en formentlig ubevidst, udløsende årsag til, at min kone og jeg enstemmigt har vedtaget, at mobiltelefonen er forment adgang til soveværelset. Og at noget af klarheden siden er blevet stående.

Morgenerne har forandret sig en anelse. Sådan lidt fra iPhone til ikigai, if you know what I mean. Nu må vi se, hvor længe det holder.