Formand, farmand, Ellemann

Ironi og lune er noget, som Jakob Ellemann i betydelig grad har til fælles med sin far, Uffe Ellemann. Både far og farfar, Jens Peter Jensen, var mænd, der var kendt for et gemytligt lune og for altid at have en humoristisk bemærkning, også i den ærgerligste modgang. Hvem husker ikke, at Uffe efter nederlaget i EF-afstemningen 2. juni 1992 og den efterfølgende sejr ved EM i fodbold sagde: ”If you can’t join them, beat them”?

Jakob Ellemann er en mand, der råder over sproglig opfindsomhed og elegance på en helt anden måde end andre ledende venstrefolk (undtagen Bertel Haarder). Da han f.eks. som miljø- og fødevareminister skulle optræde som ordstyrer ved en samtale om ”Naturen som ressource” ved Folkemødet på Bornholm i 2018, kunne han slet ikke lade være med at agere den Hugh Grant-agtige toastmaster med bl.a. en introduktion som denne:

”Velkommen til jer som publikum, der ikke nåede at stikke af, da der var en kort pause. Det var elskværdigt af jer at blive siddende – eller også hænger jeres tøj bare fast i pallerne omme bagved. … Jeg har fået muligheden for at være Niels Højlund, og den har jeg grebet med fråde om munden”.

Den slags smalltalk kommer fra ham som mild forårsregn, og i den pågældende debat fik han faktisk paneldeltagerne til at smile. Hvor anderledes er det ikke end f.eks. Løkke og hans hitman, Claus Hjort, disse to firskårne, menneskelige kamphunde, som ikke kan prøve at sige en morsom sætning uden at falde over deres egne kødfulde ben. Jo, også de er intelligente og højtuddannede, men hos typer som dem, mærker man, at det hele tiden gælder det dyrebareste af alt, magten, og de sætter tænderne i, til det knaser, hvis de tror, at det sikrer magten bedst.

Eller tænk på Inger Støjberg, der med gennemført intuition systematisk signalerer antielite, selv når det gælder hendes morgenmad (cola og hvidt brød med pålægschokolade), og som automatisk langer ud efter muslimer med samme pålidelighed som en talende dukke på Duracell-batterier.

”Jeg kan simpelthen ikke udtrykke med ord, hvor vild jeg er med bacon” - Jakob Ellemann-Jensen

Eller tænk på Troels Lund Poulsen, og overvej så, om man kunne forestille sig en Jakob Ellemann, der blærede sig med et Rolex-ur og gik oprigtigt op i traktortræk. Uffe Ellemann var en mand, der uden blusel kunne erklære sin kærlighed til Wagners operaer og anden suspekt finkultur, og man må have Jakob mistænkt for noget i samme retning. Uffe kunne finde på en velrettet munter bemærkning til enhver lejlighed, hvis han anså det for relevant, og den evne har Jakob arvet.

Da en meget pågående aktivist fra Veganerpartiet i hans ministertid angreb ham verbalt foran et rullende kamera med et spørgsmål om ”griseunger, der bliver slået ihjel i laderne, og hanekyllinger, der bliver blendet”, parerede Ellemann (helt irrelevant, men effektivt) med dette: ”Jeg kan simpelthen ikke udtrykke med ord, hvor vild jeg er med bacon”.

Den slags kan i manges øjne tage luften helt ud af, hvad en selvhøjtidelig modpart siger. Det har en lethed, der er alt for få politikere givet, og det er utvivlsomt en egenskab, mange vælgere efterhånden savner – dels den lethed, de har ved at finde på det, dels den lethed i tonen, der kastes ind over hele sagen.

Det kan da godt være, at Jakob Ellemann faktisk er vild med bacon – omend hans militærtrænede slimlinefigur med tilhørende dyre jakkesæt sender det modsatte signal. Men så er det, fordi han har en bredde, der både omfatter det folkelige, usunde og de uddannede, elitære segmenters særlige kode.

Den kode behersker Jakob til hver en tid. Således i en debat med Morten Messerschmidt om EU i efteråret 2015. Et enkelt lille eksempel på den lette tone, Jakob Ellemann tvangfrit anslår, kom da han talte om, at ” vi pludselig så flygtende mennesker med pakkenelliker på ryggen og børn på armene gå på de danske motorveje. Der var nogle, der begyndte at tale om udvidelsen af E45 og kæde de ting sammen”.

En Støjberg ville aldrig i livet omtale disse folk som ”flygtende mennesker” eller i denne sammenhæng vælge et ord som ”pakkenelliker”, der er lettere bedaget og småkomisk og signalerer, at man bevidst kaster et gemytligt og forsonende skær over emnet – og over sig selv.

Det gælder også, når Ellemann falder tilbage på den traditionelle Venstrestrategi: at anklage den socialdemokratiske regering for løftebrud. Selv her er der et glimt i øjet, som nu i dette tweet fra 18. august:

”Det drøftes fra tid til anden, om vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, brudte løfter eller dårlige undskyldninger. Uanset hvilken, så har brolæggeren god tid, for hverken han eller Arne kommer på pension foreløbig.”

Det drøftes fra tid til anden, om vejen til helvede er brolagt med gode intentioner, brudte løfter eller dårlige undskyldninger. Uanset hvilken, så har brolæggeren god tid, for hverken han eller Arne kommer på pension foreløbig. https://t.co/BXSTZT3E0X
— Jakob EllemannJensen (@JakobEllemann) August 18, 2019

Hvor totalt anderledes end f.eks. Trumps tweets, når han håner sine modstandere. Hos ham er det bare plump, humorforladt aggression. Hos Jakob Ellemann får vi en allusion til et gammelt fyndord, og henvisningen til regeringens løfte, der ikke er indfriet, sker indirekte: Brudte løfter og dårlige undskyldninger nævnes lige, men uden eksplicit adresse – de fleste kan jo godt selv regne adressen ud, og det gør effekten på én gang mere elegant og mere stikkende.

Det hele handler selvfølgelig om den kendte socialdemokratiske valgannonce med brolæggeren Arne, der mente, at det nu var hans tur – som nedslidt – til at få tidlig pension. Og det lille kreative scoop ligger så i, at mundheldet om helvede lige så henkastet kædes sammen med Arnes nedslidende håndværk. Det er da fint fundet på. Eliten på stenbroen kan værdsætte det, selvom nogle af Troels Lund Poulsens kernetropper måske lige skal have det forklaret.

Inger Støjberg er den type, som man ”ikke sætter på en opgave – man slipper hende bare løs”

Men farmand, Uffemanden, kunne også være sammenbidt med stål i blikket, stift nedadvendte mundvige og hørbare spændinger i struben, når det gjaldt sager, han stod fast på. Det var ikke spøg det hele. Fodnotepolitikken og de baltiske landes befrielse var alvor. Noget i den retning mangler vi endnu at se fra Jakob. Har han det i sig? Der er noget afvæbnende, men også noget lidt bekymrende for en kernevælger i at se på en leder, der næsten konstant smiler – men kun i den ene side.

Nu siger han f.eks., at han sagtens kan se Inger Støjberg som en egnet næstformand. Første spørgsmål: Mener han virkelig dét? Både den kosmopolitiske venstrevælger på Østerbro og Støjbergs egne følgere i hendes kerneland kan have god grund til at stille sig det spørgsmål – den førstnævnte med bekymring for, at han virkelig mener det, de sidstnævnte med bekymring for, at han faktisk ikke mener det.

I skrivende stund er Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg favoritter til at blive henholdsvis formand og næstformand. (Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix)

I begge tilfælde – andet spørgsmål: Kan han styre partiet og være formand af andet end navn med hende som næstformand? Med et citat fra filmene om Dirty Harry, så er hun den type, som man ”ikke sætter på en opgave – man slipper hende bare løs”. Hun kan, så vidt vi hidtil har erfaret, én ting.

Hvis Ellemann siger til hende, at partiet og dermed også hun skal omtale og behandle udlændinge fra bestemte lande som mennesker og udvise en vis grad af mildhed og proportionssans, vil det så ske?

Jakob Ellemann har været kaptajn, udsendt til Bosnien m.v. Han må da have en evne til at kommandere, når det gælder. Kan han også demonstrere den i det civile, politiske liv, hvor tropperne ikke bare slår hælene sammen?

Og selvom det skulle være tilfældet, er det så en gangbar politisk profil: Én fløj, der er berejst, beleven og belæst (i hvert fald fagligt) – og så en anden fløj, der ser muslimer som Danmarks største problem og er parat til at få magten med stemmer fra Vermund og konsorter?

Løkke, der nu er ude, mente vistnok ikke, at en sådan profil kan hænge sammen. Hvad mener Ellemann? Kan man sælge også dén profil med et skævt smil?