En suveræn humanist

Fredag 15. marts blev 50 mennesker dræbt i to moskeer i Christchurch på Sydøen i New Zealand. Gerningsmanden, en hvid højreekstremist fra Australien, skød mænd, kvinder og børn på klos hold.

New Zealands unge premiereminister, Jacinda Ardern (født 1980), har vakt beundring verden over for sit faste lederskab og sin taktfulde kommunikation. Kort efter terrorangrebet holdt Ardern en pressekonference på nationalt TV, hvor hun kaldte dagen for ”one of New Zealand’s darkest days”, med et ekko af Churcills Darkest Hour-tale fra 1940.

På mindre end tre minutter lykkedes det hende at definere situationen som en uhørt voldsbegivenhed (an extraordinary and unprecedented act of violence), begået af udefrakommende, trøste de efterladte og definere nationens enhed.

"They are us. These persons are not. They have no place in NZ"

Ardern – der på dette tidlige tidspunkt ikke kendte til gerningsmandens eller de dræbtes identitet – sagde, at nogle af de dræbte muligvis var immigranter, der havde valgt NZ som deres hjem, og satte en tyk streg under, at NZ faktisk var deres hjem: It is their home. They are us. These persons are not. They have no place in NZ (man antog, at der var flere gerningsmænd på dette tidspunkt).

Hun sluttede med at tale til familier og redningsfolk (for now my thoughts go to families and people in NZ where the situation might be involving in multiple sites) og viste handlekraft ved at berette om den effektive behandling af de sårede og om sine egne handlinger (møde med regeringen i Wellington og løfte om ny pressekonference).

Klar information, trøst og løfter om tiltag er helt afgørende i nationale krisesituationer. En regeringsleder må også understrege nationens sammenhold og enhed over for fjenden, hvilket Ardern gjorde ved at inkludere alle kiwis, også immigranter og flygtninge, i fællesskabet.

"You might have chosen us but we utterly reject and condemn you"

I pressekonferencen senere på dagen definerede Ardern denne ekstreme voldshandling (fredag eftermiddag var der 40 dræbte og 20 alvorligt sårede) som an act of terrorism. Hun fordømte de fire anholdte australiere med extremist views og slog fast, at they have no place in NZ or in the world (tre blev senere løsladt). Hun viste igen handlekraft ved at fortælle om politiets og hospitalets effektive arbejde og om forhøjelsen af det nationale trusselsniveau til højeste niveau.

Karakteristisk for Ardern sluttede hun fredagens sidste pressekonference med at tale om NZ’s enhed skabt ud af diversitet: Selvom NZ bygger på mere end 200 etniciteter og 160 sprog, er nationen bundet sammen af fælles værdier, hvoraf hun fremhævede medfølelse (compassion) som den vigtigste i situationen. Til slut fordømte hun gerningsmændene med en stærk og utvetydig antitese: You might have chosen us but we utterly reject and condemn you.

Ligesom Jens Stoltenberg efter terrorangrebet på Utøya i 2011 har Jacinda Ardern appelleret til sammenhold og national enhed udmøntet i beslutningen om ikke at ville nævne forbryderens navn, men i stedet prise ofrene. Hun talte i parlamentet tirsdag 19/3, hvor hun afviste terroristens ønske om berømmelse: He sought notoriety and that is why I will never mention his name. Hun opfordrede alle til at følge hendes eksempel og i stedet benævne ofrene fra ”our Muslims communities”:

"On behalf of all New Zealanders, we grieve together. We are one. They are us. Tātau Tātau."

Ardern har i dagene efter angrebet konsekvent forfulgt sin kommunikationsstrategi: at udvise medfølelse, hævde nationens enhed og vise handlekraft i form af hurtig indfrielse af løfter om retfærdighed og om sikkerhed for alle. I spidsen for en enig koalitionsregering fik hun 72 timer senere vedtaget en skærpet våbenlov, og samtidig blev en proces for frivillig indlevering af våben sat i værk.

Hun har besøgt de muslimske menigheder og gymnasiet i Christchurch, hvor nogle af de dræbte var elever, takket og rost redningsfolk og ansatte på hospitalet samt deltaget i begravelser og mindehøjtideligheder. Dertil kommer adskillige interviews med nationale og internationale medier, der har dækket sagen intenst med flere opdateringer dagligt i over en uge (f.eks. The Guardian) og en strøm af billeder.

Hun er blevet en stjerne verden over, beundret for sin handlekraft og fordømmelse af vold frem for at appellere til primitiv hævntrang. Således skrev hun som den første i en mindebog (påbegyndt mandag 18/3): On behalf of all New Zealanders, we grieve together. We are one. They are us. Tātau Tātau.

En syntese af form og indhold

Denne enhedstopos (”NZ står samlet over for en enlig terrorist”) har Ardern bygget sine taler og udtalelser over, hvilket har givet hende en etos som en stærk og kompromisløs leder af landet, en landsfader i en ung kvindes skikkelse.

"He chose us but we reject him; He might have sought notoriety but we will give him none – not even his name; Our hearts are heavy but our spirit is strong"

Hendes retorik har været enkel, bygget på denne fællesskabstopos og variationer over modsætningen mellem we versus they, hvor muslimer og flygtninge indlemmes i det newzealandske we, og terroristen udgrænses som et udefrakommende fremmedelement.

Som det ofte er tilfældet i mindetaler, har hun brugt pointerede antiteser (som i videoerne ovenfor: He chose us but we reject him; He might have sought notoriety but we will give him none – not even his name; Our hearts are heavy but our spirit is strong).

Det giver et indtryk af en suveræn leder, der kan stille problemet skarpt op og levere en løsning, der hæver sig over forbryderens primitive niveau (ligesom Stoltenberg i sin tid appellerede til mere demokrati og frihed, ikke mindre som følge af terrorangrebet).

Arderns sætninger er korte, næsten lapidariske, og skaber en på en gang let messende tone og en intens, beslutsom rytme. Form og indhold går op i en højere enhed, og det understreges af hendes evne til at svare taktfuldt og korrekt på journalisternes spørgsmål. På journalisternes spørgsmål om, hvordan hun selv finder sin styrke, svarede hun, at hun fandt den i sin opgave som regeringsleder, og hvis imamen, der så folk blive skudt, kunne holde ud, kunne hun også.

Foto: Xinhau / Ritzau Scanpix.

Hvor Stoltenberg viste følelser og talte grådkvalt, har Ardern vist sine følelser visuelt ved at iføre sig hijab til mindehøjtideligheder og begravelser, båret en broche med arabisk skrift på sin jakke og frem for alt ved at mødes med alle involverede.

Det er en passende reaktion, for modsat Stoltenberg kendte Ardern ikke ofrene personligt. Hun har heller ikke kunnet nå at sætte sig ind i deres individuelle skæbner, og dermed har hun ikke (endnu) fremhævet enkelte af dem. Det er ellers en velkendt fremgangsmåde, som både Stoltenberg og Obama benyttede sig af; den sidste i talen ved mindehøjtideligheden for ofrene for skyderiet i Tucson, Texas, 2011.

De korte sætninger og skarpe pointeringer kan måske virke lidt for professionelt dygtige, men Arderns suveræne kommunikative evner viser sig i hendes evne til at svare på nærgående spørgsmål (f.eks. angående hendes egen følelsesinvolvering) og tage imod kritik.

Hun har vedgået, at der formodentlig også er højreekstremistisk fremmedfjendskhed i NZ, som skal undersøges (en undersøgelseskommission blev nedsat ugen efter angrebet). Hun har afvist, at den er typisk for NZ, uden at påstå, at den skulle være mere udbredt i Australien, hvis barske immigrationspolitik og isolerede flygtningelejre Ardern ellers har kritiseret ved flere lejligheder.

Hendes retorik har både en verbal og en visuel side, der understøtter hinanden. Den visuelle del er hun delvist selv herre over, og hun har brugt den til at tilføre sin korrekte kommunikation et mere emotionelt præg. Hendes ansigt er udtryksfuldt, og hun valgte at iføre sig hijab, da hun sammen med andre regeringsmedlemmer mindre end 24 timer efter angrebet besøgte en muslimsk menighed i Christchurch. En lokal pressefotograf, Kirk Hargreaves, tog det billede, der er gået verden rundt:

Foto: Kirk Hargreaves / Christchurch city council.

Billedet er lige til en pris ved World Press Photo: Det viser et lidende kvindeansigt i en konfliktsituation, og det trækker på religiøs ikonografi, den sørgende Madonna. Ansigtet er taget i en spejling, hvor en mandlig politiker skimtes i nederste hjørne, hvorved Ardern fremstår som lederen hævet over sine kolleger.

Ardern var ligeledes iført en sort hijab til fredagsbøn ugen efter, hvor flere andre kvinder uden tilknytning til islam fulgte hendes eksempel (#headscarfforharmony på Twitter):

Hun citerede profeten Muhammed i sin korte tale for at sige, at når en del af kroppen er såret, er hele kroppen såret, og hun konkluderede, at hele NZ er med de sørgende.

Med sine ord på arabisk (sallallahu alaihi wasallam ("peace be upon him") fik hun skabt en samhørighed, en konsubstantialitet, med de mange tilstedeværende sørgende, deriblandt nogle sårede i rullestol. Hun bruger ikke selv en religiøs retorik; som erklæret agnostiker nævner hun aldrig Gud (som Obama), men forsvarer til gengæld de religiøses rettigheder, som i et interview til Al Jazeera:

Samtidig har hun klogt undgået at optrappe konflikter ved ikke at kommentere de fremmedfjendske udtalelser fra en australsk senator, der gav muslimerne skylden for angrebet (udover at kalde ham en disgrace), ligesom hun har vendt det døve øre til Erdogans provokationer og lovet en officiel reaktion fra NZ.

Multikulturalismens urokkelige forkæmper.

Alverdens medier har intensivt dækket Arderns færden, og såvel journalister som private har tigget hende om at overtage lederskabet i såvel USA, Australien og England. Hendes ansigt er blevet projiceret op på verdens højeste tårn, Burj Khalifa, i Dubai:

Foto: Sheikh Mohammed bin Rashid Al Maktoum/Twitter.

Ardern inkarnerer en drøm, der ikke vil dø, om en moderne leder, der forener humanistiske værdier med en stålsat autoritet, som har ligget underdrejet siden Obamas første år. Hendes autoritet er bygget op over lang tid. Selvom Jacinda Ardern er verdens yngste regeringsleder, har hun mange års erfaring, idet hun allerede som ganske ung meldte sig ind i Labour. Hun har en BA i kommunikation og har blandt meget andet arbejdet for tidligere premierminister Helen Clark og i Tony Blairs stab i London.

Hun er topprofessionel og virker samtidig ægte og helt uden nervøsitet for, hvordan hun fremstår som offentlig person. Politikere i dag, ikke mindst kvinder, må finde en balance mellem det offentlige og private ved at skabe en persona, der både er personlig og har autoritet. Ardern har valgt at lukke medierne ind i sit liv, der rummer kæresten, TV-værten Clarke Gayford (programmet Fish of the Day), og baby Neve Te Aroha.

Ardern blev premiereminister i september 2017, meddelte, at hun var gravid i januar 2018, og fødte sin baby 21. juni. Hun holdt seks ugers barsel, hvorefter faderen til dele af offentlighedens forundring tog tjansen, ikke mindst da han var med som babysitter til FN’s generalforsamling i New York forgangne september.

Hun blev ikke udvist, ej heller ”the first baby” (ingen sammenligninger med danske forhold intenderet)! Tværtimod, en talsmand for FN, Stéphane Dujarric, udtalte, at Ardern havde bevist, at ingen kan repræsentere sit land bedre end en mor, og at de fem procent kvindelige toppolitikere må støttes på alle måder. Hendes lange og velformede tale, den første hun holdt ved FN, var et indlæg for fred og handling for at stoppe de klimaforandringer, der i stillehavsregionen er synlige for det blotte øje.

Hun stillede NZ’s lidenhed og fjerne beliggenhed op mod landets humanisme og internationalisme, som kaldte på et forsvar for FN i kampen mod klimaforandringerne. Som sædvanligt indledte hun med ord på maori, faktisk et længere citat, ligesom hun også omtaler NZ ved dets maori-navn, Aotearoa.

Arderns brug af maori bidrager til respekten for det oprindelige sprog, der har haft fremgang siden 2015, hvor man erkendte, at sproget faktisk var truet. Hendes citater og hilsner på arabisk, understreget af hendes klædedragt, performer hendes multikulturalisme. Den er udtryk for flertallets holdning i NZ, som opbakningen til hende har demonstreret de sidste par uger.

Ardern er en stolt kiwi, der har fremvist sit lands tro på alle menneskers værdighed og rettigheder uanset tro, hudfarve eller religion. Det officielle NZ anerkender sine mange etniciteter og sine mange forskellige kulturelle traditioner. Traditionelle maori-riter, haka’er, bruges ved officielle lejligheder, festlige som sørgelige.

Der blev givet flere haka’er i NZ og især i Christchurch, f.eks. uden for moskeen for rituelt at rense området. Imamen takkede for denne haka (efter muslimsk tradition skal ligene begraves hurtigt, hvilket ikke var muligt pga. efterforskningsarbejdet). Skolekammeraterne ved gymnasiet ærede deres døde kammerater med en haka:

Muslimske skoleveler i Auckland opførte også en ka mate haka.

Haka’erne er nok det mest iøjnefaldende udtryk for NZ’s sammensatte nationalidentitet – et synligt bevis på dette multikulturelle samfunds styrke.

Ardern og flertallet af kiwis med hende er hævet over den snæversynede nationalisme, som Marie Krarup luftede i Berlingske efter et besøg i NZ i 2013.

Hun var chokeret over de ”primitive” ritualer, der blev opført som del af den officielle velkomstceremoni, og mente afgjort at kunne se, at de hvide officerer var stødt af al den vilde råben og næsegniden. En storm af kritikere revsede hende, men hun forsatte ufortrødent med at sammenligne maorier med de brune, islamiske krigere, der ridder mod Vesten og indvarsler dets undergang:

NZ er et afsides land, mange timers rejse fra den vestlige civilisations udspring, men Ardern har vist, at Vestens bedste værdier trives her – og endda bedre end i mange europæiske lande. Ardern har formatet til at være en samlende skikkelse, der giver håb og tro på humanismens gangbarhed i en tid, hvor strømningerne er imod det.