Pyt med Pyrus

Ugen begyndte med Pyrus-cancelling, men så kom Flemming Jensen pludselig i tv. Hans optræden mindede os allesammen om, hvorfor det var ikke bare vigtigt, men også på tide, at TV 2 gør op med den strukturelle racisme. Det er kun godt, det er Pyrus slut forbudt. Ja, det burde være sket meget for mange år siden. For only white people can dismantle white supremacy.
TV 2’s beslutning om at tage ansvar kommer 25 år for sent, men viser også det vigtigste i forhold til opgøret med den strukturelle racisme, nemlig at acceptere, at ingen ved alt på forhånd, og at man bliver klogere. Spørgsmålet er så, hvordan vil medie- og kommunikationsbranchen tage ansvar for at lytte, lære og blive klogere på racisme og reproduktion af undertrykkelse? Kilde:  Alletiders julemand.
TV 2’s beslutning om at tage ansvar kommer 25 år for sent, men viser også det vigtigste i forhold til opgøret med den strukturelle racisme, nemlig at acceptere, at ingen ved alt på forhånd, og at man bliver klogere. Spørgsmålet er så, hvordan vil medie- og kommunikationsbranchen tage ansvar for at lytte, lære og blive klogere på racisme og reproduktion af undertrykkelse? Kilde: Alletiders julemand.
af kathrine Pedersen

Alletiders julemand slut forbudt

For en uge siden meldte TV 2 ud, at de havde valgt at droppe julekalenderen Alletiders Julemand med begrundelsen, at den indeholder en “forældet skildring af både mennesker og kulturer, og som kan misforstås for især børn, som ikke kan sætte fortællingen ind i en historisk kontekst.” Der gik ikke to minutter, før debatten stak af på sociale medier og i spalterne hos en lang række nyhedsmedier. 

 

Politikere stod i kø for at sole sig i den opmærksomhed, som den slags polariserende debatter giver: “Det er jo sådan en identitetspolitisk kogalskab, som inficerer alt for mange hjerner. Det er en sygdom, der starter ved at gå alt for længe på universitetet,” sagde Alex Vanopslagh i radioprogrammet Det blå hjørne med sin vanlige TikTok-timing, og Inger Støjberg forsøgte sig også: “Hvad er det for noget? Helt ærligt. Fordi der er nogle børn, der er klædt ud som flødeboller. Altså, det her tager jo ingen ende.” Fans, influencers, lokalpolitikere, debattører, journalister, Reddit-tråde, TikTok-explainers, forældre og selv en af de omdiskuterede flødeboller meldte sig i koret: ”Vi var jo bare flødeboller i en dans, i en slikdans”, sagde den 33-årige Nicklas Færch til Aftenradio på Radio4. 
 
Fronterne blev trukket klart og tydeligt op. Som en Reddit-bruger skriver i en tråd, der kritiserer TV 2 for at “koge suppe” på aflysningen: “Vi skal holde polariseringen i gang, ellers skal man til at lave rigtig journalistisk arbejde.” 
 
En af diskussioner foregik i Go’ aften Live: “Diskussionen er ophedet. Modpolerne er trukket op, der er delte holdninger om det her,” konkluderede en af værterne. 
 
I studiet var Camilla Holm, der står bag Underskriftsindsamlingen: “Send Pyrus Alletiders Julemand!!!”, ifølge siden skrivunder.net den mest populære underskriftsindsamling i Danmark lige nu. “Jeg tænker ikke, at de små børn, der ser denne her julekalender, tænker, det her det er blackfacing. Jeg tænker bare, de tænker, det her det er sjov og ballade; det er en flødebolle,” fastslog Camilla Holm. 
 

Nissebanden i Julemandens Land. De racistiske stereotyper gennemsyrer alt i julekalenderen. Godt genudsendelsen er blevet aflyst. Her musical-udgaven. Kilde:  Nissebanden i Julemandens Land. Kilde: pressebillede, fotograf Henrik Petit.
 

Trads aflyser Pyrus

Iindslaget debatterede hun med David Trads, der bl.a. forklarede, hvorfor han bakkede op om TV 2’s beslutning om at aflyse julekalenderen: “Denne her julekalender er racistisk over for sorte, mørke børn, der sidder og ser denne her. Så det synes jeg overhovedet ikke, der er nogen grund til at gentage, selvom man begik en fejl for et kvart århundrede siden. Så stop det nu”. 

 

Og det var så her midt i udsendelsen, at Flemming Jensen pludselig kom ind i billedet og helt utilsigtet mindede os allesammen om, hvad strukturel racisme er for en størrelse og hvorfor det er så vigtigt, at vi taler om det. Jensen var i studiet pga. et nyopsat teaterstykke i teltet på Bakken, hvilket har fået skyld for at bruge raciale stereotyper i sin markedsføring ved at klæde etnisk danske børn ud med parykker og inuit-tøj. 

 

I studiet var også Michael Bro, der er inuit og læser arktiske studier på KU. Han forklarede, hvad kulturel appropriation er, og det samme gjorde diskriminationsforsker Mira Skadegaard, der beskrev, hvorfor minoritetsstereotyper er problematiske, og hvad hun kalder racialiseret udklædning: “Det trækker på en lang historie og fortællinger om de her forskellige typer af mennesker.”

 

Kilde: Screenshot fra Go’ aften Live .

 

I udsendelsen udøvede Flemming Jensen et skrækeksempel ud i racismedebat – og et eksempel på en af de mange fejlslutninger, der fyger om ørerne i den ophedede debat, der er en smeltedigel af nostalgi, fankultur, uvidenhed og hokuspokus-mig-i-fokus.

 

"Et eller andet skal de jo have på. Hvis jeg nu havde kaldt dem samere og givet dem samer-påklædning på. Så var det jo synd for samerne. Så var du bare ikke blevet så vred,” sagde Flemming Jensen, mens han pegede på Michael Bro “men så kan det være, at der sad en vredladen lettere alkoholiseret finne et eller andet sted og brokkede sig.”

 

Racisme handler om magt

Et af de karakteristika, der gør sig gældende i den igangværende debat, er, at der konstant forhandles om, hvad racisme er. Som en Reddit-bruger skriver: “Man skulle tro, der var DM i mental gymnastik for tiden.” Det er tydeligt, at der mangler viden, som Mira Skadegaard også pointerer i Go’ aften-indslaget. 

 

Ikke-intenderet racisme er det usynlige problem

Det resulterer i en ikke-intenderet racisme, der f.eks. kan komme til udtryk på forskellig vis, bl.a. reproduktion af narrativer, stereotyper, vendinger, men også ved at insistere på en individualisering af debatten, som f.eks. “jeg synes ikke, det er racisme.” Insistere på ikke at ville se race, se sin egen magtposition, måske, fordi det tvinger en erkendelse af ansvar og skyld. I racismedebatten findes en række metoder – der har været særligt udtalt i de ovenstående eksempler – til at manøvrere sig uden om skyld og ansvar, som f.eks. “ad hominem” – går efter personen frem for sagen. Ofte ved at reducere viden til følelser eller angreb. Eller “argumentum ad populum”: Alle danskere synes, mener, er enige om… osv. går igen i debatten. F.eks. som et argument for at få TV 2 til at droppe aflysningen eller som argument for en holdning til eller forståelse af historien. Interessen er stor, men det betyder ikke nødvendigvis, at enigheden er. En Google-søgning på Pyrus viser en stigning i søgning i den seneste uge. Interessen skulle ifølge Google være særlig stor i Brovst, hvor interessen er 100, der indikerer størst popularitet, og knap så stor i Frederikshavn, hvor den kun er 17.  

 

 

Argumentum ad ignorantiam

Den nok mest dominerende afværgningsmanøvre er den type argumentation, der tager afsæt i begrænset viden og en forståelse af  hvis-jeg-ikke-synes-oplever-eller-ser-det-eksisterer-det-ikke, kan minde om en af de klassiske fejlslutninger i retorikken: Argumentum ad ignorantiam, der i sin originale betydning handler om, at appellere til ignorance, at forsvare en påstand som sand, fordi det modsatte ikke er bevist. Selvom denne kategori ikke kan bruges én til én i forhold til racismedebatten, så kan den bruges til at nuancere den form for argumentation, der appellerer til uvidenhed og – ofte utilsigtet – bliver en reproduktion af strukturel undertrykkelse. 

 

Resultatet er, at de, der oplever racisme på egen krop, bliver usynlige og ligegyldige. Denne form for magtudøvelse, der ligger i at ignorere og negligere viden og kontekst, kommer også til udtryk i udtrykket “I don’t see colour”. Som Dana Brownlee siger:

 

"Kære hvide mennesker: Når I siger, at I ikke ser farve, så hører vi: Gud ske tak og lov, for at jeg ikke behøver at tænke på race.” Et andet eksempel, der også har fyldt i denne uges debat, er det omdiskuterede begreb “hvid skrøbelighed,” der bl.a. er beskrevet af Regina Jackson og Saira Rao. I stedet for at tale om sagen skiftes fokus til en følelsesmæssige reaktion, der kommer pga. vrede, frygt og skyld. 

 

Ser man B.T.s rubrik gennem denne optik, så er der ingen tvivl om, at Flemming Jensens følelsesmæssige reaktion trak opmærksomheden væk fra sagen: 


"Flemming Jensen anklaget for racisme på direkte tv: 'Det har gjort mig ulykkelig’.” 

Set i lyset af, at sagen, en diskussion om kulturel appropriation og unægteligt den historiske magt og afmagt, der ligger i relationen mellem  Danmark og Grønland, virker følelseskortet langt ude af proportioner. Hvis følelser handler det egentlig om? Flemming Jensens eller de mennesker, der er de egentlige ofre? 

 

TV 2’s beslutning om at tage ansvar kommer 25 år for sent, men viser også det vigtigste i forhold til opgøret med den strukturelle racisme, nemlig at acceptere, at ingen ved alt på forhånd, og at man bliver klogere. Spørgsmålet er så, hvordan vil medie- og kommunikationsbranchen tage ansvar for at lytte, lære og blive klogere på  racisme og reproduktion af undertrykkelse? 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job