Erfaren k-chef rykker til ny branche

Maiken Riise Andersen, ny presse- og kommunikationschef i medicinalvirksomheden ALK, vil gennem et miks af paid, owned og earned over tid øge kendskabet til ALK ved hjælp af blandt andet øget mediedækning og SoMe.
Maiken Riise Andersen fortæller om sit nye job som presse- og kommunikationschef i ALK. Foto: Jørgen True, Studie-e
Maiken Riise Andersen fortæller om sit nye job som presse- og kommunikationschef i ALK. Foto: Jørgen True, Studie-e
Maiken Riise Andersen er blevet ny kommunikations- og pressechef i medicinalvirksomheden ALK, efter at hun i oktober stoppede som kommunikationsdirektør i transport- og logistikvirksomheden DSV efter organisatoriske ændringer.
 
Her svarer hun på fire spørgsmål om sit nye job i medicinalbranchen, og hvad hun ser af udfordringer og muligheder for kommunikationsindsatsen.
 
Hvad bliver den største udfordring i dit nye job?
 
"ALK er en virksomhed i vækst, og det bliver spændende at tage del i den udvikling, virksomheden er inde i. Der sker en masse inden for allergiområdet, og det skal jeg til at sætte mig ind i. Jeg har ingen baggrund i eller erfaring med farma, så jeg skal hurtigt have sat mig ind i det her helt nye stofområde, og det glæder jeg mig rigtigt meget til."
 
"Det er også en branche, som er stærkt reguleret, og det er også nyt for mig i forhold til den eksterne kommunikation, så det skal jeg lære at navigere i. Det bliver nogle spændende udfordringer."
 
Hvad håber du at bidrage med?
 
"Jeg kommer med en faglig ballast fra flere børsnoterede virksomheder og har i mit seneste job som kommunikations- og pressechef i DSV haft fokus på at professionalisere kommunikationsområdet og på bl.a. at udvikle toplederkommunikationen. De erfaringer og min erfaring med finansiel kommunikation kan jeg drage nytte af i styrkelsen af den eksterne kommunikation i ALK."
 
Hvorfor er det vigtigt at styrke den eksterne kommunikation?
 
"ALK er en dansk farmavirksomhed, som netop i år har eksisteret i 100 år. ALK er ledende inden for allergiområdet, men på trods af det er der ikke mange, der kender til virksomheden."
 
"Hvis du gerne vil nå ud til et bredere publikum med dine budskaber omkring allergi og muligheder for behandling og også gerne vil tiltrække de dygtigste medarbejdere, så kræver det, at du arbejder med at øge kendskabet til virksomheden og dens formål."
 
Hvordan vil du gøre det?
 
"Det kan vi gøre på flere måder. Vi kommer til at kigge på, hvordan vi kan kommunikere endnu bedre på de sociale medier, både via corporate kanaler og ved at aktivere medarbejdere som ambassadører."
 
"Vi skal se på, hvordan vi kan øge omtalen af ALK i medierne, og så skal vi kigge på employer branding både internt og eksternt i et tæt samspil med bl.a. intern kommunikation, HR og marketing. Det bliver et miks af paid, owned og earned, som over tid skal øge kendskabet til ALK."
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job

Se flere jobs