Tankerne bag 'Statsministrene'
INTERVIEW: Danskerne får nu et unikt indblik i, hvad det vil sige at være regeringsansvarlig, når DR1 igennem fire dokumentarprogrammer samler (eks-)statsministrene Poul Nyrup Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt, Anders Fogh Rasmussen, Poul Schlüter og Lars Løkke Rasmussen på Marienborg til en snak om ansvaret, krigene og kriserne igennem de 35 år, hvor de bestred landets højeste embede. Kforum har interviewet kvinden bag serien, journalist og forfatter Anne Sofie Kragh.
af Redaktionen
Redaktionschef på 'Statsministrene' Anne Sofie Kragh.
1. Hvad håbede du på at få ud af at skabe dokumentaren?
Ikke så lidt faktisk. Først og fremmest håbede jeg, at det blev en serie, som rigtig mange danskere ville se. Unge og gamle; folk, der ikke interesserer sig for politik, de politiske nørder og alle dem derimellem.
Jeg håbede, at alle kunne få noget ud af at se serien, både som et stykke Danmarkshistorie, men også som et studie i, hvad det vil sige at være statsminister i Danmark, og ikke mindst hvordan de fem agerer, når de er sammen, og de ikke hele tiden bliver afbrudt af en interviewer.
Ud fra de overvældende mange tilkendegivelser, vi har fået efter de to første afsnit, er der noget, der tyder på, at vi er lykkedes med det. Hver gang jeg møder en, der har set programmet, spørger jeg, hvad de fik ud af det, og det er til min store glæde meget forskelligt, hvad de svarer.
Helle Thorning-Scmidt, Lars Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen. Kilde: DR Arkiv.
2. I hvor høj grad fik statsministrene indflydelse på samtaleemnerne?
Ingen. Og det er de vant til. Politikere er i virkeligheden ikke så besværlige at have med at gøre, de er vant til at skulle stille op til lidt af hvert.
3. Statsministrene får lov til at præge deres eftermæle (fx Rushdie, betalingsringen, Muhammedtegningerne, tamilsagen). Kan det ikke være problematisk? Bliver der sat grænser for deres genfortælling af fortiden? Hvordan undgår man, at statsministrene spinner deres egen sag lidt for godt?
Statsministre præger jo deres eftermæle hele tiden, også mens de er statsministre. Men det er klart, at seriens præmis, nemlig at det er deres historie, som de oplevede den, indebærer en risiko for det. Men selvom mine spørgsmål de fleste gange er klippet ud, er det jo ikke det samme som, at der ikke er blevet stillet kritiske spørgsmål til dem.
Og i de situationer, hvor de sidder sammen, kommer de ikke ret langt med at fortælle om deres egne fortræffeligheder, uden at de andre giver deres besyv med. Det så vi fx med kønsdebatten i program et, med debatten om kontraktpolitikken i program to, og det kommer man til at se i program tre, når de diskuterer Irak-krigen. Og så har vi jo endelig haft muligheden for at klippe noget ud, hvis vi synes, de gav den lidt for meget gas.
4. Hvad er overvejelserne bag at tage nogle samtaler i plenum med alle fem og andre to og to og andre igen på enmandshånd? Hvad får man ud af de forskellige fortælle-/samtaleformer? Går man ikke glip af debatterne ved at trække en eller to af statsministrene til side?
Nej, vi har ikke trukket nogen ud af debatterne undervejs. Optagelserne på Marienborg foregik over to dage - den første dag sad de allesammen i Pejsestuen om sofabordet, og den anden dag sad de sammen to og to i forskellige konstellationer.
Vi oplevede, at der kom meget forskellige ting ud af det. Debatterne om sofabordet giver selvsagt mulighed for en bredere diskussion, hvor man også kan læse meget ud af lyttebillederne, dynamikken i gruppen, og hvordan de reagerer på hinanden.
Men samtalerne dagen efter gav en endnu større åbenhed og måske også eftertænksomhed, som fx da Nyrup i program to først fortæller, at han godt kunne lide ensomheden i jobbet, men dagen efter, da han sidder sammen med Løkke, erkender han, at han faktisk savnede en, han kunne ringe til i afgørende situationer.
Endelig så er der enmandsinterviewene, som alle fem blev afviklet inden dagene på Marienborg, hvor vi kunne spørge ind til begivenheder, som var mere personlige. Det ville fx være meget upassende, at Nyrup skulle sidde i plenum og fortælle om, hvordan det var som statsminister at gå igennem en stor personlig sorg og tragedie, som han gør i program tre.
Jeg ville ikke have undværet nogen af konstellationerne, jeg synes, de hver især på hver deres måde gør programmerne unikke.
5. Hvorfor får Fogh lov til at lukke debatten om manglen på kvinder i toppolitik?
Gør han det? Altså, den skal jo slutte på et eller andet tidspunkt, og jeg tror ikke, der er nogen, der har set program et, som er i tvivl om, hvad Helle Thorning-Schmidt mener om det at være kvinde i absolut toppolitik.
I seriens første afsnit fortalte Anders Fogh Rasmussen, at han ikke mente, at Helle Thorning-Schmidt havde haft en hårdere tid i statsministerembedet end hendes mandlige kollegaer: "Jeg kan kun sige, at set fra min stol så har kvinder alle muligheder, alle chancer. Hvis de vil udnytte dem, så kan de bare gribe de chancer." Kilde: DR Arkiv.
6. Hvad er tanken bag serien? Udvikler den sig, efterhånden som den skrider frem? Er der temaer, vi som seere ikke er blevet præsenteret for?
Ja, det gør den, og det er helt bevidst. I det første program gjorde vi meget ud af præsentationen, så seerne blev fortrolige både med formen og de fem statsministre. Men efterhånden som vi lærer dem bedre at kende, bliver historierne mere og mere personlige og debatterne i plenum mere skarpe.
Og ja, der vil selvfølgelig være temaer, som vi af pladshensyn ikke kunne have med. Vi har udvalgt temaerne nøje ud fra forskellige kriterier. Fx skulle alle historierne fortælle noget om, hvordan det er at være statsminister, og så skulle historien fortælles på en ny måde, fra en ny vinkel, så det ikke bare blev en gentagelse af allerede kendte historier.
7. Man kan af og til fornemme antipatier mellem de fem. Har det været et parameter, at seerne hygger sig med serien, mere end at de fems forskelligheder og uenigheder kommer til orde?
Vi vil gerne vise både deres ligheder og deres forskelle. Vi har ikke på noget tidspunkt ønsket, at det skulle blive en politisk debat, hvor de skulle sidde og evaluere hinandens resultater - det var der heller ingen af de fem, der ønskede, og det tror jeg heller ikke, at seerne ville gide at se på i længden. Men det er klart, at de er fem forskellige personer, og det har vi ikke haft nogen ambitioner om at skjule for nogen.
8. De fem statsministres eftermæle står meget forskelligt. Schlüter huskes i dag bedst for tamilsagen, Foghs eftermæle kunne også være bedre, hvor Nyrups faktisk er blevet bedre, end da han var statsminister. Hvor meget kommer dokumentaren til at betyde for den måde, vi husker og forstår dem på fremover?
Det er nok for tidligt at sige. Men jeg er ikke i tvivl om, at den kommer til at gøre indtryk på folk. Men igen: Det er meget forskelligt, hvad folk får ud af serien, og hvem de synes, der gør det bedst. Ens politiske ståsted spiller nok også en rolle i den vurdering. Helt generelt er der dog en tendens til, at jo flere år, der går, jo bedre bliver ens eftermæle. Det har både Schlüter og Nyrup i hvert fald fortalt mig.
