Tjørnehækken er fældet – Nu vil Charlottenborg godt kysse
Michael Thouber har med effektiv publikumskommunikation fordoblet besøgstallet og tredoblet omsætningen i kunsthallen på Kongens Nytorv. Han er ikke bange for at skubbe til politikerne. ”Kunsten kan reaktivere en dagsorden med et nyt perspektiv,” siger han. Det mest effektive eksempel er Ai Weiweis installation med 3.500 redningsveste.
Michael Thouber sidder lige inden for døren i Apollo Bar & Kantine på Kunsthal Charlottenborg på Kongens Nytorv.
Jeg spørger som det første fuldstændigt akavet, hvorvidt hans efternavn mon udtales med u eller å.
Jeg spørger som det første fuldstændigt akavet, hvorvidt hans efternavn mon udtales med u eller å.
”Det er Thåber,” siger han – og replicerer med en anekdote om en kulturpersonlighed, det indtog det standpunkt, at korrekt udtale af efternavnet er mindre vigtigt. Så længe vi bare taler om ham.
Museet er under Michael Thoubers ledelse blevet mere end et sted, hvor indrammet samtidskunst hænger pænt lige på hvide vægge, og installationer kaster lange skygger i gamle bygninger.
Der er lige så mange åbne udslåede laptops inden for på Apollo, som der er parkerede klapvogne udenfor.
Ved nabobordene er et sværmende liv med unge mennesker, babyer og gråd.
En kvinde fotograferer ivrigt interiøret, herunder sig selv, mens hun rykker diskret på elementerne på bardisken og arrangerer sin egen attitude.
En evigt sydende mælkeskummer fuldender collagen.
Michael Thouber – et overraskende valg
Det fransk inspirerede barokpalæ har åbnet vinduerne og lukket København ind – og sendt sin egen nye puls ud over byens tage. Helt konkret, når installationer på museets facade retter en markant appel med klar politisk undertone til de cirka 1 million mennesker, der på cykel, i bil eller gående passerer bygningen i hjertet af København hver dag.
Michael Thouber får kunst og branding til at smelte sammen, så de sammen bliver mere værd end den samlede sum. Det kan næsten ligne held og tilfældighed.
Michael Thouber er direktør for Kunsthal Charlottenborg, uddannet cand.mag og tidligere kanalchef for DR2.
Svante Lindeburg, direktør på Golden Days, fortæller, at Michael Thouber i de inderste kunstcirkler blev betragtet som en satsning som chef for Charlottenborg.
"Der var mange i miljøet, som tænkte, "nu får det en sidste chance!". Der var en sidste udløbsdato på Charlottenborg. Det var den stemning, der var. En rodebutik.”
"Vi var mange, der holdt vejret, da han trådte ind i den stilling. Han var ikke det etablerede kunstmiljøs førstevalg. Han blev set som en kommunikationsmand, en konsulent. Hvad med hans kunstnerisk faglige ballast? Det var et modigt valgt – men man havde prøvet det andet, og der skulle noget nyt til.”
Ai Weiwei til Danmark
Mest kendt er installationen af den kinesiske kunster og regimerevser Ai Weiwei, der havde indsamlet 3.500 redningsveste på den græske ø Lesbos fra bådflygtninge. De hang i perioden 20. juni - 1. oktober 2017 i vinduerne på Charlottenborgs facade, som en appelerende og tavs spot, der kastede evigt lys på Vestens passivitet.
Sceneriet fik en ekstra dimension, da Volkswagen udgav et kundekatalog, hvor en Polo var fotograferet med Charlottenborgs facadeinstallation i baggrunden.
Pludselig stod Michael Thouber i retten og forsvarede kunstnerens ophavsret mod bilmastodontens kommercielle overgreb – mens værket og dets humanistiske budskab bare blev mere og mere kendt.
Hvad var overhovedet installationen – og hvad var efterspillet? Og kunne det overhovedet skilles ad? Og skulle det?
Ai Weiwei, "Soleil Levant", 2017. Installation view, Kunsthal Charlottenborg, 2017. Life jackets in front of windows of facade. Courtesy of the artist. Photo by Anders Sune Berg
Michael Thouber fortæller om den voldsomme oplevelse, der gjorde, at han ville have Ai Weiwei til Danmark.
”Vi tager på research hele det faglige personale, til Wien. Og ved Belvedere, som er et lille Versailles i Wien, et flot slot, dér har Ai Weiwei lavet en kæmpe installation i en sø.”
"Kunsten kan holde fast i en dagsorden. Kunsten kan reaktivere en dagsorden med et nyt perspektiv."- Michael Thouber
”Vi kommer kørende og kan på lang afstand se, at der ligger åkander i den der sø, og de danner bogstavet F. Måske står det F for fuck, for han bruger sin fuckfinger til alle mulige ting, blandt andet over for det kinesiske regime og andre, han er uenig med.”
Men i virkeligheden har Ai Weiwei manipuleret sit publikum. Lullet det i søvn.
”Det var meget smukt, det vi så. Så stiger vi ud af taxaen, går op langs søen, kommer tæt på. Så kan vi se, at det slet ikke er åkander, men redningsveste fra flygtninge, der er spændt på træplader, der ligger og vugger.”
Kommunikationskunsten
Præcis den kommunikation, hvor budskabet overrumpler en afvæbnet tilskuer, er Michael Thouber fascineret af.
”Der er jeg ved at blive kvalt, fordi jeg var blevet tiltrukket af det æstetisk smukke kunstværk. Og så kommer jeg op … Og det er de rigtige redningsveste, han har samlet på Lesbos. Han har hentet dem. Der er stadig jord, mudder og pis og lort på. Og der er skrevet små digte på persisk på dem i håbet om at komme over i live. Nogle af dem var i babystørrelse. Så rædselsfuldt.”
”Nogle er grønlige, nogle er gule, nogle er orange. Det dannede … Når du så det langt væk fra, så dannede det indtrykket af, at det var åkander eller blomster, og det gjorde det også på vores facade herude.”
Det er kombinationen af en kommunikation, der får iagttageren til at sænke paraderne og åbne sindet fuldt op af overumplingen, der gør kommunikationen og budskabet så effektivt.
”Altså, først hele æstetikken; du ser det og tager det ind – og så kniven. Og så eftertanken. Bang!”
For Michael Thouber handler det ganske enkelt om at sætte den ramme, der sender kunsten mest effektivt ud over rampen.
”Det er jo det, kunsten også kan. Kunsten kan holde fast i en dagsorden. Kunsten kan reaktivere en dagsorden med et nyt perspektiv.
Arbejdshesten Michael Thouber
Svante Lindeburg mener, at Michael Thouber efter fire års arbejde er lykkedes så godt, at han skal lære at slappe af.
"Han skal passe på, at han ikke brænder ud, og at tempoet bliver for højt. Vi ved godt, at der foregår rigtigt meget på Charlottenborg, men vi skal også nå at fordøje det. Det kan godt være, at du er videre Michael, men vi er måske ikke!"
Svante Lindeburg mener også, at Michael Thouber skal passe på, at hans personlige brand ikke står i vejen for Charlottenborg.
”Han skal gøre plads til andre; vise, at man er et team, ikke en enmandshær. Han kunne godt skrue 20 procent ned, uden at det ville gøre noget."
– Den præstationsiver, hvor kommer den fra?
"Det er en kombination af at have noget på hjertet og en lyst til at udkomme og sætte sit præg. Han elsker og ånder virkelig for kunst og vil gerne dele den begejstring og skubbe til vores holdning omkring, hvad kunst er, og finde et snit, hvor det både er elitært og folkeligt på en gang."
"Hvis vi får en finanskrise, så stopper donationerne måske. Og sker det, så har vi kun 500.000 kroner på den statslige bevilling til at lave udstillinger for.”- Michael Thouber
Når mælkeskummeren tillader sig at trække vejret, kan jeg høre støjen fra etagerne over os, hvor håndværkerne er ved at bygge vægge og rum op til de næste udstillinger med to unge stjerner, Eva Kotatkova og Irena Haiduk, fra Tjekkiet og Serbien, hvilke åbner 20. september.
Det er sjældent, at kunsts værdi måles i økonomi. Det handler ofte mere om æstetikken, anseelsen, anmeldelserne i Politiken i 2. sektion. Den slags, man kan tillade sig, hvis man er på finansloven, og tilskuddet dækker driften.
Kunst i kroner og øre
Men Michael Thouber tænker 1. sektion i sin udvikling. Det er han nødt til. Og her er nogle konkrete tal, der viser lidt af, hvad Thouber kan, når det kommer til branding og kommunikation.
Da han tiltrådte i 2015 var der årligt 50.000 besøgende. I 2018 rundede tallet 107.000. Kunsthal Charlottenborg er dermed Danmarks syvende mest besøgte statslige kunstinstitution.
Entreindtægterne er i samme periode vokset fra cirka 650.000 kroner i 2015 til cirka 2.2 millioner kroner i 2018.
Charlottenborg henter desuden hvert år 5-6 millioner kroner fra private og offentlige fonde samt private donationer. Penge, der bruges til udstillinger og arrangementer. Selvom det går godt, understreger Michael Thouber næsten per refleks, at det handler om at holde saven skarp.
”Om to år kan alt se anderledes ud. Hvis vi får en finanskrise, så stopper donationerne måske. Og sker det, så har vi kun 500.000 kroner på den statslige bevilling til at lave udstillinger for.”
Og sådan er han – altid beredt og på vej og længere fremme i tanken.
Vejen til Charlottenborg
Svante Lindeburg har kørt en slags parløb med Michael Thouber siden studiedagene i 90'erne, hvor de boede sammen på Regensen i København.
”For mig er hele public service-tanken, det at få det bedste ud til de fleste, det rigtige"- Michael Thouber
”Allerede dengang, hvor vi andre gik på Stereo Bar og drak gin and tonics og læste Foucault, tog han initiativ til Galleri 1%. Det vidner om et vist entreprenantskab," opridser Svante Lindeburg.
Arbejdet med galleriet og det tilhørende magasin i årene 1997-2001 udløste en slags kommunikativ dannelsesproces, der er akkumuleret frem mod Charlottenborg.
Michael Thouber har sin egen laptop stående på bordet. Her har han nedfældet kronologien og sammenhængenen i hans egen historie. Der ligger også nikotintyggegummi med mintsmag af den slags, der placeres som skrå under læben. Men uden den sorte misfarve.
”Motivationen for at lave Galleri 1% var, at vi selv havde en stor oplevelse med samtidskunst, og den havde vi lyst til at dele med andre,” forklarer Michael Thouber.
”Så der kørte hele tiden to spor: Kurratering – altså, at vi viste kunsten. Og formidlingen, kommunikationen om kunsten.”
Men noget var ikke godt nok.
Michael Thouber forklarer, at der var cirka 25.000, der læste magasinet, der udkom kvartalsvist. Det var mange. Men ikke nok.
”For mig er hele public service-tanken, det at få det bedste ud til de fleste, det rigtige. At formatere tingene, så du kommer bredere ud. Og det var præcis det trick, jeg gerne ville lære.
”Hvordan taler man til en million og ikke til 25.000. Hvordan kommer man ind i broadcast eller masseproduktion? Det var grunden til, at jeg søgte ind i Danmarks Radio.”
En ung Michael Thouber. Fra 2001 arbejdede han som redaktør og radiovært i kulturafdelingen, hvor han var i seks år.
”Man havde en idé om, at tv, radio og web ville smelte sammen. Min opgave var at organisere kulturen samlet i stedet for efter hvert medie.”
Svante Lindeburg fortæller, at Michael Thouber i årene på DR – hvor han blandt andet var kulturredaktør i digitaliseringens første tid – udviklede evnen til at få vidt forskellige platforme til at spille sammen om et fælles budskab.
"Det var tidligt, han fik øje på, at her var en ny platform, hvor han som en gallerist kunne vise kultur frem, som var kurateret af ham. En platform, en kanal, hvor han kunne være dagsordensættende,” forklarer Svante Lindeburg.
Han tilføjer: ”Det er jo det samme, han gør i dag med Charlottenborg. På den måde kan man se Charlottenborg som hans medie."
I DR-tiden mødte Michael Thouber folk fra det grafiske kommunikationsbureau e-Types, der deltog i programmer, han tilrettelagde. ”De producerede jo avisen Dagen, der gik ned efter 40 dage, og som jeg selv abonnerede på. Jeg havde ikke set den slags i Danmark før. Avisen lignede jo et magasin hver dag,” fortæller han.
e-Types' tænkning – den store inspirationskilde.
”e-Types vandt tre eller fire priser for deres grafik og design af avisen Dagen – året efter, den var død. Deres tanker levede videre. Og det kunne jeg genkende fra kunsten.” Michael Thouber drev med inspirationen. Han skiftede branche og begyndte i 2006 at arbejde for e-Types.
”De kunne noget kommunikation fra en hel anden vinkel. Det med at pakke et brand ind, skabe en identitet. Det var en anden måde at tale til mange på.”
Hos e-Types rådgav Michael Thouber medier og kulturvirksomheder.
”Der gik det for alvor op for mig, at alle kulturinstitutioner har én ting til fælles – som jo også gælder Charlottenborg i dag – at de gerne vil have fat i flere publikummer, men de vil også holde fast i deres faglige integritet.”
”Ai Weiweis facadeværk var ikke politik – det var humanisme”- Michael Thouber
Og nu smeltede kunsten sammen med public service. Og 1% sammen med DR og e-Types:
”Det er jo det gamle public service – du vil ikke gå ned på faglighed, men du vil gerne invitere rigtigt mange indenfor. Og i virkeligheden er det vel det, jeg har brugt mange år på at undersøge, og som jeg nu forsøger selv: Hvordan gør man det i forskellige brancher?”
Kunstens selviscenesættelse
Vi rejser os fra bordet og begynder en vandring på museet, hvor opbygningen til næste udstilling har gjort det hele til en pulserende byggeplads.
Jeg opdager, at jeg mangler de sidste 20 minutter af interviewet, pisser på al stolthed, for jeg er håndværker og ikke kunstner, og siger det lige ud til Michael Thouber.
– Du må gentage de to seneste sekvenser, siger jeg med let stigende puls og rødmen.
”Ork!” Det har han selv prøvet som journalist, forklarer han afvæbnende.
Da Michael Thouber har indtastet koden til gitterporten, og vi går op ad trapperne, genfortæller han en historie, der viser, at museet under hans ledelse er blevet en aktiv aktør i samfundsdebatten.
Nogle vil sige, at det ligefrem er blevet politisk i sin selviscenesættelse.
Forfatteren Mads Nygaard ville i april 2017 hjælpe uledsagede flygtningebørn med at blive familiesammenført med deres forældre. Det har de krav på, jævnfør loven, men familierne skal selv finansiere rejsen, hvormed det reelt bliver umuligt at gennemføre. Mads Nygaard opfordrede kunstnere til at donere værker til en indsamling. Michael Thouber og Charlottenborg gik med ind i projektet. Alle, der købte et værk til fordel for indsamlingen, fik et gratis årskort til museet.
Senere, under åbningen af Ai Weiweis facadeværk på Charlottenborg – og præcis på FN's internationale flygtningedag den 20. juni 2017 – inviterede museet nogle af de unge flygtninge med. Michael Thouber så fra sit vindue, hvordan der opstod en spontan kædedans i gården. Han gik ned og deltog. Og stod pludselig mellem en 17-årig ung flygtning og dennes mor.
Senere, under åbningen af Ai Weiweis facadeværk på Charlottenborg – og præcis på FN's internationale flygtningedag den 20. juni 2017 – inviterede museet nogle af de unge flygtninge med. Michael Thouber så fra sit vindue, hvordan der opstod en spontan kædedans i gården. Han gik ned og deltog. Og stod pludselig mellem en 17-årig ung flygtning og dennes mor.
”Det gik op for mig, at det var fire år siden, de havde set hinanden. De var blevet genforenet dagen før. Og de var blevet sammenført for pengene fra de værker, der var blevet solgt i indsamlingen. Der blev jeg rørt. Jeg har selv børn … Det kan kunst også.”
"Michael har en stor indsigt i samtidskunst og en bred smag, der appelerer til publikum. "
På den måde fik foreløbig 40 børn deres forældre til Danmark – og Thouber fik kritik for at bruge et statsfinansieret museum i en politisk agitation – nærmest mod ånden i landets politik, der jo vil holde bestemte mennesker ude.
”Men vi understøttede jo bare Nygaards projekt,” forklarer Michael Thouber.
”Det var ikke politik – det var humanisme,” fortsætter han.
Kunsthallen Charlottenborg
I 2015 blev Michael Thouber ansat som direktør på Kunsthallen Charlottenborg.
Sanne Kofod Olsen var dengang – fra 2014 til 2018 – rektor for Kunstakademiets Billedkunstskoler, som inkluderer Kunsthal
Charlottenborg, og dermed Michael Thoubers chef.
Hun er i dag dekan på Det Kunstneriske Fakultet på Göteborg Universitet.
”Michael blev ansat til at gennemføre en ”turn around”, som er defineret i et strategipapir fra foråret 2015, som jeg lavede, fordi økonomien i kunsthallen ikke var bæredygtig længere,” siger Sanne Kofod Olsen, der forklarer, at Charlottenborgs forretningsdel skulle udvikles, og udstillingerne skulle gøres mere populære.
”Til jobsamtalen kom Michael med et godt oplæg og havde også en god baggrund i forhold til at arbejde med brugere fra DR,” siger hun og sammenfatter:
”Til jobsamtalen kom Michael med et godt oplæg og havde også en god baggrund i forhold til at arbejde med brugere fra DR,” siger hun og sammenfatter:
”Han var altså en interessant profil med en stor indsigt i samtidskunst og en stor indsigt i kommunikation og ledelse. Derfor faldt valget på ham, fordi jeg var overbevist om, at han kunne ”gøre det”. Og det kunne han.”
– Hvad er Michael Thouber især god til?
”Michael har en stor indsigt i samtidskunst og en bred smag, der appelerer til publikum. Han har en fantastisk energi og dedikation i sit arbejde og er samtidig et venligt menneske, der behandler andre folk ordentligt. Gode menneskelige og faglige kvaliteter.”
– Hvad er han måske mindre god til?
”At passe på sig selv!”
Vi står foran en gipsvæg, der er ved at blive pudset op. Der skal bygges en sluse, der adskiller to dele af den kommende udstilling. Michael Thouber fortæller historien om dengang i januar 2017, hvor Amalienborg pludselig ringede.
Dronning Margrethe havde i nytårtalen opfordret landets beboere til at lave noget ikke nødvendigt.
”Prøv at gøre noget, der ikke er nødvendigt; noget, der ikke er behov for, noget unyttigt,” lød det fra majestæten til undersåtterne.
Michael Thouber følte sig meget præcist ramt:
”Der tænkte jeg: Det er jo kunsten, hun tænker på!”.
Michael Thouber ringede samme dag – nytårsaften – til de grafikere, Charlottenborg arbejder sammen med og forklarede, at der skulle laves plakater til ophængning i byen. Han ville sende dronningens citat til dem.
"Han har altid et projekt undervejs, et nyt jern i ilden"
Derpå ringede han til trykkeriet og plakatophængerne.
Resultatet var, at København den 3. januar var prydet af plakater, der raffineret koblede dronningens citat om ”noget unyttigt” med Charlottenborg.
Kongehuset ringer
Ti dage senere ringede telefonen. Det var fra Amalienborg.
”Der blev jeg sgu nervøs. Altså, det lå jo nok inden for citatretten, men jeg kunne jo godt have spurgt dronningen først. Altså før hendes ord kom ud og hænge i gaderne. Men det kunne vi ikke nå." Samtalen var dog ikke ubehagelig. Tværtimod.
”Kongehuset ville såmænd bare bede om ti eksemplarer af plakaten!”
Eksemplet er ikke enestående. Tværtimod. Svante Lindeburg fortæller, at Michael Thouber altid er i kampagne.
”Han har altid et projekt undervejs, et nyt jern i ilden. Udstillinger, små popups. Han udkommer hele tiden. I dag er Charlottenborg at sammenligne med en kanal. På samme måde som DR2.”
"Han taler indhold og form flydende, og det giver stærk og selvsikker kommunikation. Han tænker ikke over grammatikken. Han gør det bare. Og på den måde formår han at gøre kunsten relevant og vedkommende, ved at den også rækker ud og formår at kommentere på omverdenen."
"Det er blandt andet derfor, man får lyst til at tage til Charlottenborg. Det er et kunstudtryk, hvor plakaten for udstillingen også er en del af selve værket. Nogle gange er det ovenikøbet selve værket. "
Kunstbrands, der fungerer
Lektien fra tiden på e-Types tog Michael Thouber med sig ind på Charlottenborg.
”Jeg overvejede: Hvilke brands i branchen gør det virkeligt godt? Det gør MoMA og Gugenheim.”
-MoMA?
”MoMA … altså, Museum of Modern Art i New York.”
Nårhh ja …
”Det gik rigtigt godt for dem begge to, men jeg opdagede, at de gjorde det på to vidt forskellige måder. Og måske er det de to eneste rigtige måder at kommunikere kulturbrands på overhovedet!”
Michael Thouber så samme mønster i Danmark.
”I Danmark har vi Statens Museum for Kunst – SMK – og vi har Louisiana. Og de har netop valgt hver deres forskellige måde at gøre det godt på.”
”SMK gør det samme som Gugenheim. De kommunikerer på begivenheden. De trækker folk ind på at lave en Matisse-udstilling eller en guldalderudstilling. Hvis du har nogle navne, der er stærke nok på plakaten, kan du trække mange ind på det. Til den ene lejlighed, vel at mærke.”
"Et af målene er at lave et hus, hvor vi hjælper kunstnerne med at få en stemme i den offentlige debat"
”Men Louisiana og MoMA kommunikerer brandet. Hvis du lægger mærke til Louisianas plakater, så står der Louisiana meget stort og Tal R noget mindre. Det er, fordi Louisiana bliver ved at opdrage folk til, at det er Louisiana, du skal stole på. Og så er det ligegyldigt, hvad de viser.”
Hvad er bedst?
”Den sidste metode er den sværeste at nå hen til, men det er den billigste, hvis du når derhen. For det er dyrt at blive ved at kommunikere store begivenheder. Du skal selv blive begivenheden, en stor del af den.”
”Det handler om identitet. Jeg vil gerne lave toeren, altså gøre som MoMA og Louisiana. Det er også den eneste mulighed, vi har, for vi har lavet Yoko Ono, vi har lavet Ai Weiwei. Nu er der kun Olafur Eliasson tilbage, så kender min mor ikke flere samtidskunstnere. Derfor: Det her sted skal introducere folk, før de bliver kendte navne.”
'Vi præsenterer Danmark'
Slibestøv står i luften mod indfaldslyset fra de store vinduer. Tre håndværkere er ved at bygge en enorm seng. Jeg siger til Michael Thouber, at det mest af alt ligner et anlæg til en gigantisk Märklin-togbane.
”Whaurw, det ville være en overraskelse,” svarer han – og fortsætter:
”Så vi siger: ”Nu har vi hentet en ung serbisk kunstner, Irena Haiduk, til Danmark, og det er første gang, hun vises i Skandinavien. Hun er tidligere vist på Istanbul Biennial og documenta 14 og på Whitney Biennial i New York, og hun får også snart en solo på et af de helt store museer. Og så skal folk huske, at de så hende på Charlottenborg, før de helt store tog hende.”
”Det er vores opgave at være de øjne, der finder det, vi synes er mest interessant at præsentere i Danmark lige nu.”
”Et af målene er at lave et hus, hvor vi hjælper kunstnerne med at få en stemme i den offentlige debat. Kunstnere ser de samme ting, som vi andre gør, men på en lidt anden måde.”
”Jeg tror, det kan ændre noget. Ellers ville jeg ikke have det her job. Kunst har en staying power"
”Vi forsøger så at sige rykke kunsten væk fra kultursektionen og op i første sektion. Anmelderne i sektion 2 skal nok komme. Det er en lidt kynisk kalkule.”
”Det er vi lykkedes med en hel del gange. Det er derfor, vi er kommet i mål ret hurtigt.”
”Det mest kendte eksempel er Ai Weiwei med den store installation af redningsveste på facaden, som gik verden rundt i 1. sektion. Vi har en måling på, at den installation har nået 250 millioner mennesker.”
Men de flygtninge er der jo endnu. Og der skyller stadig redningsveste op. Kan kunsten overhovedet ændre noget?
”Jeg tror, det kan ændre noget. Ellers ville jeg ikke have det her job. Kunst har en staying power. De, der oplevede de 3.500 redningsveste fra Lesbos, der var hængt op her, de glemmer det aldrig.”
