Meme-kongen Anders

Siden 2015 har Anders Søby Hemmingsen drevet en af Danmarks største Instagramprofiler, @andershemmingsendk, som både børn, unge, deres forældre og bedsteforældre følger. Ja, her er skabt Danmarks største og stærkeste lokale hobby-meme-medie. Det stærkeste, fordi Anders Søby Hemmingsen har været god til at få danskerne til at sende de bedste memes til ham. Kforum har talt med ham om meme-mediets mål og midler. Hvordan har han opnået denne store succes på Insta? Hvad skal der til, for at et opslag bliver delt af Anders Hemmingsen, og hvad er hans krav, før han vil indgå i influenceraftaler? Hvilke memes kan han godt lide selv? Hvad er egentlig hans trafik sort på hvidt?
Anders Hemmingsen, der har over en million følgere på Instagram, fortæller om sin vej til succes. Kilde: Anders Hemmingsen
Anders Hemmingsen, der har over en million følgere på Instagram, fortæller om sin vej til succes. Kilde: Anders Hemmingsen
 
 
Hvordan og hvorfor startede du profilen andershemmingsendk?
 
 
univers var interessant, 9GAG, Reddit og så videre, men jeg syntes, der manglede et eller andet i Danmark, fordi det var svært at relatere til det amerikanske.
 
Da jeg startede profilen, sad jeg i DR’s økonomiafdeling uden nogen form for uddannelse i kommunikation. Det startede på et rent hobbyniveau, men det var sjovt at se, at andre også kunne spejle sig i det og mærkede den større genkendelsesglæde, når billedet, situationen og øjeblikket fandt sted i Danmark. Målet var at skabe en lokal dansk meme-offentlighed.
 
Siden 2014, begyndelsen af sit tid på Instagram, har Anders Hemmingsen fået godt 275 millioner likes og kommentarer på godt 9200 opslag. 
 
Kunne du sige noget om dit medie @andershemmingsendk og dets relation til de mange danskere, som tipper med links og billeder?
 
Da de større medier i avisbranchen begyndte at skrive til mig omkring de opslag, som kom op, vidste jeg, at jeg sammen med følgerne havde skabt et stærkt brugerdrevet medie.
 
Ofte fik jeg fx en besked som: “Hej Anders. Vi har set det her. Hvad er historien bag det?”. Jeg havde tydeligvis noget, som andre ikke havde, idet almindelige danskere tippede mig om det, de oplevede i hverdagen i Danmark.
 
Det var unikt at have det her tillidsbånd til følgerne, hvor de ville sende mig ting ind automatisk. Jeg behøvede ikke at bede dem om noget, men de gjorde det bare selv. De mange følgere og deres bidrag er mediets benzin og helt unikke profil. Det skaber nyheder og vinkler, ingen andre har. 
 
Anders Hemmingsen har flere følgere på Instagram end de syv største danske medier tilsammen. 
 
Hvornår indså du, at profilen kunne blive til mere end “bare” en hobby?
 
Det var nok dengang, jeg som sagt sad i økonomiafdelingen hos DR, og MetroXpress kontaktede mig vedrørende det ene opslag efter det andet, hvorefter de til sidst tilbød mig en stilling som journalist.
 
Det var et ret stort skift, at jeg kunne bruge min Instagram til at bygge bro til en anden branche. Jeg er jo ikke uddannet inden for kommunikation eller journalistik; jeg er bare bogholder, eller regnskabselev. Så mit eksamensbevis har egentlig været min Instagramprofil, som viste, at jeg kunne tiltrække en masse mennesker. 
 
Hvordan har du formået at engagere dine følgere? 
 
Det startede med mine venners venner og folk, jeg kendte, der sendte mig ting, og så spredte det sig bare som ringe i vandet. Dengang var det meget en form for tendens- eller nyhedsprofil, hvor man kunne finde ud af, hvad andre i Danmark lavede. Jeg behøvede heller ikke at forklare dem for meget, fordi de forstod, at det var en dansk version af det, de kendte fra USA. 
 
Følgerne kom også ret hurtigt derefter, da der er noget ved, at det kan være, at det er ens vens vens billede, der kommer på, og så vil man hele tiden følge med i, om en, man kender, kommer på profilen. Så på den måde blev det ret hurtigt et ret stort forum. Nu modtager jeg omkring 500 opslag om dagen fra mine følgere. 
 
Hvordan udvælger du, hvilke af de 500 opslag du vil bringe? Hvad er din tommelfingerregel og dit råd til dem, som gerne vil deles af dig?
 
Billedet skal som nævnt vække en følelse i folk. Det kan både være sjove eller alvorlige følelser, men man skal kunne spejle sig i det eller relaterer til situationen.
 
 
Mange danskere kan nikke genkendende til sommerferien i Italien med dårligt wi-fi og varme temperaturer. Den slags fælleshistorier er ofte meget virale.
 
Mine opslag skal være en form for spejlbillede af, hvad man laver lige nu som dansker. Nu er det sommerferie – hvad laver folk om sommeren? Folk er i sommerhus, folk sidder i regnvejr og så videre. Om lidt slutter sommeren, så der kommer snart noget med at vende tilbage i skole eller på job. 
 
Det handler om, at folk skal kunne se sig selv i opslagene. Jeg forestiller mig, at der er en, der sidder med telefonen og tænker “Ah, det er ligesom det, jeg prøvede i dag eller i går”, eller nogen kan tagge sin veninde og kommentere “Det er ligesom os to, Frida”. Den der genkendelsesfaktor er ret vigtig. Man skal kunne relatere til det, for at det er sjovt. Det er ligesom en standupkomiker, der banker i mikrofonen og siger “Kender I det der, når…?”.
 
 
Et sjovt lokalfodbold-meme. Ørnen er landet. Her spotter unge fodboldfans Hjulmand for første gang på dansk jord.
 
Hvilke slags opslag kan du bedst lide? 
 
Alt med fodbold under EM var nogle sjove opslag. Overskriften på det bedste indhold er, at man har den her fællesskabsfølelse – det lyder meget Dansk Folkeparti-agtigt, men det her med at være dansker er ret sjovt – på godt og ondt.
 
 
Fodbold-memes er den folkelige fodboldfest på nettet. I skrivende stund har andershemmingsendk 1,1 million følgere på Instagram.
 
Hvad er din strategi for at forblive relevant?
 
Jeg går efter at lægge et opslag op om dagen til mit feed, og min story skal gerne være en form for live-TV-format, hvor der er gang i den hele dagen, med hvad der foregår rundt omkring i landet. Posts er de tungere opslag, der skal kunne lidt mere. 
 
Jeg prøver at poste så meget som muligt, så algoritmen ikke ender med at straffe mig i sidste ende, hvis jeg bliver inaktiv. Jeg vil helst holde mig til ilden og være aktiv så meget som muligt, så mit reach ikke daler. Min Instagram er lidt ligesom en butik: Jeg kan aldrig holde lukket, og ligesom i butikken skal jeg hele tiden have nye varer på hylden. 
 
Hvad mener du, at der skal til, for at et billede går viralt?
 
Hvis noget skal gå viralt, skal nogen fra Canada kunne forstå det lige så godt som en dansker. Jeg lagde en video op sidste år af et barn, der var på Bakken og blev ved med at slå sit hoved ind i et skilt, og det skildrer jo, hvordan det er at være barn, og man behøver ikke at være dansker for at kunne forstå det. Det skal have en menneskelig stemning og universel genkendelse. 
 
 
Her er posten, som taler universelt til alle om at være barn. Gode opslag skal kunne afkodes let og tale til almenmenneskelige problemer og følelser. 
 
Hvordan sørger du for at få dit indhold til at være relevant for alle dine 1,1 millioner følgere? 
 
Jeg skifter hele tiden mellem noget målrettet forskellige aldersgrupper, så der er noget til alle alle dage. Hvis jeg fx lægger noget fra TikTok op, ved jeg, at en bedstemor ikke vil forstå det, men så kommer der noget til de ældre målgrupper senere. Altså i mit indholdsvalg ligger jeg bevidst indhold målrettet hver sin ende af aldersskalaen.
 
Jeg ved, at der er nogle opslag, som de unge måske ikke vil forstå, ligesom der er nogle opslag, de ældre ikke vil forstå. Det er svært at ramme alle i ét opslag, men jeg er bevidst om, at der er forskellige aldersgrupper, der følger med, og jeg skal finde indhold til alle de forskellige grupper. 
 
Hvordan beslutter du, hvad der skal på story, og hvad der bliver postet på dit feed?
 
Storyen er lidt lettere indhold uden så meget dybde. Man skal hurtigt kunne se, hvad det går ud på. Det behøver heller ikke at være mega-megasjovt, men jeg kan godt lide, at det er et konstant livefeed af, hvad der foregår rundt omkring i Danmark.
 
Det skal bare kunne klare sig i 24 timer, men så behøver det heller ikke at være sjovere. Med opslagene skal jeg udnytte, at der er et kommentarfelt, hvor følgerne jo kan reagere.
 
 
 
Hvordan begyndte du at få @andershemmingsendk til at køre rundt som en virksomhed?
 
Jeg tror altid, at jeg havde forestillet mig, at jeg skulle lave noget andet end økonomi, men det var bare lige, hvordan man skulle gøre det, når man nu ikke havde uddannelsen til det.
 
Ved mit første reklameopslag gik det op for mig, at der rent faktisk var nogle, der ville betale penge for at få deres produkt vist på min profil. Det var en måde at tjene penge udover lønnen på MetroXpress, og det viste mig, at jeg faktisk lavede noget interessant.
 
Nu får jeg utroligt mange beskeder fra firmaer, der gerne vil samarbejde med mig, særligt mange små virksomheder, der måske ikke helt kender den her influencerbranche – den er jo også ret ny.
 
Mange af de her små virksomheder forstår ikke helt, at jeg tager flere penge for et opslag end eksempelvis en nyudklækket Paradise-deltager, hvis jeg skal sige det på en pæn måde, så jeg vælger mange fra med en sød besked, især de nystartede virksomheder.
 
De virksomheder, jeg samarbejder med, kan jeg hundrede procent stå inde for, så alt, hvad der hedder gambling, alkohol og skønhedsoperationer, vælger jeg fra. Jeg har sagt nej til virkelig mange gambling-sites gennem tiden, for selvom pengene er gode, ville jeg ikke kunne stå inde for det. Jeg har jo mange unge følgere, så jeg skal helst kunne stå på mål for de reklamer, jeg laver.
 
 
Anders Hemmingsen har postet ovenstående video i forbindelse med et samarbejde med sundhedsstyrelsen. Derudover kan du bl.a finde sponsorerede opslag for youSee, Steff Houlberg og Sunlolly på @andershemmingsendk.
 
Hvordan definerer du et godt virksomhedssamarbejde?
 
Overordnet kan jeg godt lide, når en virksomhed giver frie tøjler, så man kan eksperimentere lidt. Der er ikke noget værre end virksomheder, der fortæller en, hvad man må eller ikke må sige.
 
Altså, hvis det bliver for iscenesat eller konstrueret, og det lugter langt væk af en reklame, der egentlig bare skulle være vist i fjernsynet, så er det ikke særligt sjovt. Jeg foretrækker derimod, at virksomheden forstår mit univers og har sat sig ind i, hvad der fungerer på min profil, og der ikke er for meget fokus på, hvad man plejer at gøre.
 
Hvordan har du formået at udvide dit brand til også at omfatte både podcasts, TV og bøger? 
 
Så længe det giver mening, prøver jeg så vidt muligt at lave nogle ting udover Instagram, som jeg kan stå inde for. I podcasten er mine følgere også meget inde over. Jeg kan godt lide, at der er en rød tråd i det, jeg laver.
 
Jeg har en platform, hvor der er over en million følgere, og dem kan jeg jo bruge til meget. Så længe man behandler dem ordentligt og med ydmyghed, vil de gerne lege med og hjælpe med indhold – om det er TV, til podcast eller en husbog. 
 
Anders Hemmingsen laver i samarbejde med BT podcastet “Helt væk med Hemmingsen”. Derudover har han udgivet tre bøger.
 
Kan du fortælle lidt om den udvikling, der er sket med sociale medier i den tid, du har arbejdet med det?
 
I starten kunne man godt tillade sig lidt flere ting. Der var ikke så mange holdninger til de ting, der blev lavet. Folk så mere igennem fingre med ting og tænkte, at det var meget sjovt. I de senere år er der kommet flere øjne på, altså sådan noget med, at folk kan blive krænkede over et opslag og samle andre folk, der har det på samme måde.
 
Krænkelseskulturen er blevet større, og det er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Opslag og videoer kan dele vandene mere, end de kunne før i tiden, og folk er blevet mere kritiske, og det er jo også meget fint, så længe det giver mening i hvert fald.
 
Hvordan sørger du for at følge med i den udvikling?
 
Det er svært. Nogle gange kan jeg lægge noget op, som jeg slet ikke selv opfatter som kontroversielt, men alligevel er der andre, der opfatter det sådan, og der følger jeg med i indbakken, hvor jeg dagligt er i dialog med mine følgere.
 
Der kan være nogle, der skriver og spørger, om jeg har overvejet, at et opslag kan misforstås, eller hvad en bestemt minoritetsgruppe eventuelt måtte synes om det.
 
Man bliver klogere hver dag af at være i dialog med sine følgere, og jeg tager også gerne samtalen. Det er ikke, fordi jeg modtager specielt meget kritisk i min indbakke, men der er få, der larmer meget. Men generelt prøver jeg at gå i dialog.
 
Hvad er dine fremtidsplaner med profilen?
 
Det er en underlig branche. I morgen kan der være en eller anden 13-årig knægt, der gør det bedre end mig eller har en profil, der er mere interessant end min, så mit arbejde er meget fra dag til dag, og det er jo både godt og skidt.
 
Det gode er, at man er nødt til at give det en skalle hver dag, og man kan ikke bare læne sig tilbage og hvile på laurbærrene. Det negative er, at man aldrig ved, hvad der sker. Min profil kunne principielt bliver slettet lige nu, mens vi snakker, hvis den bliver hacket, eller hvad ved jeg. 
 
I fremtiden kunne jeg dog godt tænke mig, at jeg ikke skulle sidde med snotten så meget nede i telefonen. Jeg vil give ansvaret for profilen videre, så jeg i stedet kunne fungere som en form for projektleder på nogle forskellig ting. Jeg synes, det kunne være interessant at lave ikke et mediehus, men et sted, hvor man kunne samle nogle forskellig ting, og så kunne jeg fungere som projektleder.
 
 
Hvilke tanker har du gjort dig om de nye sociale medier som TikTok?
 
Jeg har haft TikTok, og jeg tror, jeg havde 140.000 følgere derinde, men den blev lige pludselig slettet, men jeg har også rigeligt i Instagram, og det tager næsten alt min tid. Jeg er heller ikke kæmpe fan af Tiktok.
 
Jeg holder selvfølgelig øje med de andre medier, der dukker op; jeg kan jo ikke bare have skyklapper på og ikke tage mig af, hvad der ellers foregår, men lige nu koncentrerer jeg mig om Instagram, som stadig kører rigtigt fint.
 
Ser du ikke en fremtid på TikTok?
 
Jeg har jo som nævnt haft en Tiktok-profil. For at gøre det kort havde jeg for nogle år siden en TikTok-profil med 50.000 følgere. Der er ret mange unge, der synes, det er sjovt at efterligne min profil, så hedder de måske @Anderhemmingsen2, og det skal de også have lov til. Men så opdagede jeg en profil, der rent faktisk var ret god til at efterligne min.
 
Jeg tror egentlig bare, han lagde ting op direkte fra min Instagram-profil, og så skrev jeg til ham, om han ikke bare ville overtage min TikTok-profil, så jeg ikke skulle sidde med flere forskellige apps. Det tog lang tid at komme i kontakt med ham, fordi han bare skrev “Fuck af med dig, du er ikke ham”, så jeg måtte sende et screenshot, der beviste, at jeg havde adgang til min Instagram-profil. Men så fik han adgang til min TikTok-profil.
 
Så det er en 13-årig dreng fra Gentofte, der har kørt min TikTok de sidste to år, fordi han synes, at det var sjovt. Af en eller anden grund blev den lukket ned for et par uger siden. TikTok har jo lidt skrappere regler end Instagram, men profilen nåede op på omkring de 140.000 følgere. Så jeg har været på Tiktok, men nu er jeg stødt på grund.
 
Vi memes ved.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også