Er din virksomhed intersektionel?

Hvis du endnu ikke er stødt på begrebet intersektionalitet, så lad mig ganske kort forklare hvad det dækker over. Begrebet er ingenlunde nyt og blev introduceret for næsten 30 år siden af Kimberley Crenshaw, en jura-professor på Columbia University.

I en banebrydende artikel med afsæt i sort, amerikansk feminisme i 1989, beskrev hun, hvordan den eksisterende feminisme havde en tendens til primært at fokusere på forholdene for hvide kvinder fra middelklassen, og dermed slet ikke forholdt sig til den dobbelte diskrimination som ikke-hvide kvinder oplevede at blive udsat for.

Crenshaws Ted Talk om intersektionalitet fra 2016.

Crenshaw beskrev, hvordan sorte kvinder oplevede ikke blot at blive diskrimineret dobbelt i mødet med både køns-diskrimination og racisme. Men værst af alt oplevede de at være 'usynlige' blandt blandt både de feministiske og de anti-racistiske aktivister, hvis kamp jo enten fokuserede på dét at være kvinde eller dét at være sort.

Når intersektionalitet som begreb således blev så vigtigt i starten af 1990erne - og igen idag - er det fordi vi i stigende grad anser det som alt for ensidigt eller stereotypt at blive defineret som mennesker ud fra en enkelt 'forskel' eller kategori ad gangen (som enten 'kvinde', 'sort' eller 'dansk') - når vi jo i virkeligheden er både-og. Intersektionalitet som begreb præciserer, hvordan vi er nødt til forstå det enkelte individ som sammensat af mange forskellige sociale identiteter, der er indbyrdes forbundne (inter-sekter).

Når begrebet intersektionalitet igen er blevet aktuelt, skyldes det altså ikke, at det er nyt, men at det ganske enkelt er blevet mere udbredt. Det er - især i USA - på vej til at blive mere mainstream. Dette skyldes ikke mindst Women’s March tidligere på året, som først blev kritiseret for ikke at være tilstrækkelig intersektionel, men som hurtigt udviklede sig til netop at blive mere intersektionel både i sin tilgang og sin sprogbrug.

Women's March i Washington D.C., januar 2017.

Det var ikke længere blot en kamp for kvinders rettigheder, men en intersektionel kamp for menneskelig frihed og en protest mod højrepopulistiske tendenser i USA og resten af verden.

Men begrebet er også blevet stadig mere aktuelt i Danmark under den nuværende regering, hvor marginaliserede grupper oplever at blive stigmatiseret til ukendelighed og ikke mindst i kraft af den aktuelle fjerde bølge af feminisme, der netop nu skyller ind over landet. Men lad os tage et hurtigt kig på netop feminismens udvikling fra udelukkende at fokusere på køn til nu i stadig højere grad at fokusere på netop intersektionalitet.

Fra køn til intersektionalitet i fire bølger

Feminismen som traditionelt set handler om kampen for kvinders rettigheder og ligeret har eksisteret siden ca. 1870’erne, men har set fire lidt større opblomstringer eller bølger i den periode, som kan være med til at forklare begrebet intersektionalitets genopblomstring anno 2017.

Feminismens første bølge, som startede i slutningen af forrige århundrede og stod på frem til omkring 1920erne, var også kendt som suffragetternes kamp og handlede primært om at sikre kvinders stemmeret og valgret.

Sufragetteparade i New York i 1917. På plakaterne er mere end en million kvinders underskrift for kravet om stemmeret til kvinder.

Anden bølge - også kendt som rødstrømpebevægelserne - havde primært fokus på ligestilling i familien og i patriarkatet i 1960’erne, og varede ved frem til starten af 1980'erne. Det handlede om at nedbryde kønsstereotyperne og gøre den personlige kamp politisk.

Ud fra et intersektionalitetsperspektiv var udfordringen med rødstrømpebevægelserne den udbredte tendens til at anskue 'kvinden' som en homogen gruppe med ensartede behov, ønsker og drømme - så flere og flere kvinder, der ikke længere følte sig repræsenteret af den daværende feminisme, efterspurgte i stadigt højere grad en mere nuanceret feminisme, eller i virkeligheden flere forskellige feminismer. Heriblandt altså også juraprofessor Crenshaw.

Det var på baggrund af stadig større frustrationer, blandt især yngre feminister, at tredje bølge opstod i 1990’erne. Denne bølge var et opgør med ikke bare den heteroseksuelle norm, men med selve kønnets konstruktion og havde især queer-teorien som omdrejningspunkt.

Blandt andet var det med queer-teorien, at man begyndte at udvide kønsdefinitionen til ligeledes at forholde sig til den enkeltes frihed ift. at sondre mellem 'biologisk køn' (som vi er født), 'socialt køn' (som vi oplever og definerer os selv), og seksualitet (hvem vi tiltrækkes af). Tredje bølge kæmpede på den måde for et opgør med heterocentrismen, der normativt antog, at biologisk og socialt køn er det samme, og at vi seksuelt tiltrækkes af det modsatte køn. Denne oplevelse af individets 'ret' til selv at formulere og konstruere egen kønsidentitet - uanset biologisk køn - formuleres godt i denne artikel i Politiken.

Fokus i tredje bølge af feminismen flyttede sig fra den politiske kamp, som vi kendte fra rødstrømpebevægelsen, til en mere individualiseret kamp, med fokus på et opgør med den ensidige fortolkning af kønnet som enten 'mand' eller 'kvinde'. I stedet skabte den plads til at gøre det muligt selv at konstruere og forhandle sin egen intersektionelle identitet, sit eget køn og sin egen seksualitet.

Det var et opgør med 'én rigtig måde og resten forkerte' at være kvinde eller kønnet på - og det var også i denne bølge at feminismen i højere grad 'gav plads' til begreber som fx cis-kønnet, som beskriver dem af os, hvor vores oplevede køn (sociale køn) stemmer overens med det køn, vi er født med (biologisk køn). Denne dekonstruktion af køns-begrebet (LGBT registrerer således nu intet mindre end 30 forskellige køns-definitioner), har givet plads til en mere åben og individuel måde at definere og præcisere køn på, og dermed i høj grad en oversættelse af intersektionalitet fra teori til praksis.

Plads til alle slags. Billedet af fra en LGBT-demonstration i Northbridge, Australien. Getty Images.

Den fjerde feministiske bølge, som især er blomstret op inden for de seneste fem år, bygger i endnu højere grad videre på queer-teorien og intersektionalitet fra tredje bølge, men er kendetegnet ved at være flyttet fra snævre, akademiske, feministiske kredse og ud i det offentlige rum. Dette skyldes især to fænomener: de sociale medier og mainstreaming.

Feminismen og kampen for intersektionalitet er med andre ord blevet meget mere 'mainstream', en mere naturlig del af alles hverdag, dels fordi den i høj grad kommer til udtryk på de sociale medier, men måske i endnu højere grad, fordi feminismen synes, at være blevet mere u-akademisk, mere jordnær og ikke mindst har været i stand til at sætte endnu mere fokus på behovet for intersektionalitet, som noget der angår os alle, hver eneste dag. Og noget, der i høj grad er værd at kæmpe for.

Et godt eksempel på denne nye intersektionelle feminisme så vi i København med den feministiske SlutWalk, der bevægede sig gennem byens gader lørdag den 10. juni. Slutwalken som fænomen, opstod i Canada i 2011, som en fejring af retten til eget køn og egen seksualitet, uden at blive 'shamet' af samfundets normer for den korrekte, kønnede adfærd.

Billede fra Slutparaden i København 2017. Kilde: Polmic.dk

SlutWalk kæmper for individets ret til selv at bestemme over egen krop og egen seksualitet, og retten til at kunne klæde sig så 'slutty' man har lyst til - uden at miste retten til selv at bestemme over sin egen krop. SlutWalken opstod også i høj grad som en protest mod samfundets normer om klassisk kønnet adfærd, der har været med til at skabe en såkaldt 'voldtægtskultur' som her i Danmark kommer til udtryk ved, at det blot er 1 ud af 60 voldtægter, der fører til domsfældelse.

På SlutWalken protesteres mod voldtægtskulturen, og især imod den 'blame' som ofre ofte udsættes for som følge af en voldtægt. Bevægelsen protesterer især imod 'slut shaming' af voldtægtsofre, hvor voldtægt forklares og undskyldes med en kvindes påklædning eller udseende, som det sås i Toronto, Canada, hvor en politimand foreslog, at hvis kvinder ikke ønskede at blive udsat for voldtægt, så skulle de lade være med at klæde sig som 'sluts' (ludere) - hvilket straks medførte en række SlutWalks både i Canada og i resten af verden.

Kampen for retten til selv at definere sit eget køn, sin egen identitet finder altså ikke blot sted på de sociale medier, men ses i stadigt stigende grad også på gaderne i hele verden - og nu også i Odense, Aarhus og København.

Begrebet intersektionalitet har jo været brugt flittigt blandt feminister og kønsforskere også her i Danmark i snart tre årtier. Men når begrebet nu pludselig er blevet mere mainstream - så skyldes det jo måske netop, at feministerne er lykkedes med at 'mainstreame' den feministiske aktivisme og gøre den relevant og mere synlig ude blandt 'os andre', på gader og stræder og ikke mindst på de sociale medier.

Fra køn til intersektionalitet i virksomheder og organisationer?
Det spændende bliver nu at se om begrebet også kommer til at vinde indpas i vore organisationer og virksomheder, hvor der som oftest har været tradition for at fokusere på een forskel ad gangen, når der fx arbejdes med at øge antallet af kvinder eller personer med anden etnisk baggrund, en tilgang der desværre sjældent fungerer i praksis.

I virkeligheden er der måske helt andre spændende grunde til at begejstres for intersektionalitet-begrebet, fordi begrebet jo netop har mere fokus på opgøret med eksisterende normer for adfærd og identitet, og mindre fokus på køn og etnicitet. Og måske er der hjælp at hente i eksempelvis innovations-forskningen, der i de senere år i stadigt stigende grad netop fremhæver 'det intersektionelle' som arnestedet for reform og forandring, når vi har brug for at udfordre eksisterende normer, dogmer og antagelser.

Fx har en virksomhed som L’Oreal været rigtig gode til at udnytte 'the intersection' i deres konceptudvikling, her forstået som 'the intersection' mellem forskellige kulturer, etniciteter og seksualiteter til strategisk at udvikle nye markeder og ikke mindst nye produkter, for at klare sig i konkurrencen med fx Estée Lauder og Revlon.

Klip fra L'Oréals kampagne #yoursonly.

L’Oréal har siden slutningen af 1990’erne bevidst gået efter at sammensætte produktudviklingsteams med en høj grad af diversitet - og intersektionalitet, for som en director hos L’Oréal Paris siger, så er det netop disse teammedlemmers intersektionalitet, som gør dem til "de absolut bedste i forhold til at håndtere mere end een idé ad gangen. De tænker som om de er både franske, amerikanske og kinesiske på samme tid”.

Og det er netop som en konsekvens af denne høje grad af diversitet - og intersektionalitet, at L’Oréal er i stand til at lancere en lind strøm af nye og kulturelle relevante produkter hvert eneste år, og dermed indtage stadigt flere nye markeder, med afsæt i evnen til at navigere 'the intersection' mellem forskellige kulturer og forskellige seksualiteter.

Et godt eksempel på netop dette ses i et L’Oréal-team der arbejder med hårprodukter til det sydamerikanske marked, hvor en libanesisk-spansk-amerikansk kvindelig leder har stor succes som ansvarlig for hårfarve-produkterne, mens en fransk-irsk-cambodiansk kvinde har tilsvarende stor succes som ansvarlig for udvikling af nye hårplejeprodukter. De deler kontor og har stor glæde af at udveksle ideer og har stor succes, netop i kraft af begges 'Intersektionelle' evner beskrevet ovenfor.

Så når det - i min optik - er en rigtig god idé at øge diversitet og intersektionalitet i danske virksomheder, handler det altså ikke blot om, at vi skal have flere kvindelige ledere, men om, at vi skal have mindre homogenitet og færre grupper som er 100% etnisk danske, 100% mandlige og/eller 100% kvindelige.

Faktisk ved vi fra et forskningsprojekt, jeg selv var dybt involveret i for nogle år siden, at det er en rigtig god idé at undgå, at mere end 70% af en gruppe tilhører samme køn, samme etnicitet eller samme generation. Fordi den homogenitet, der opstår, når vi er lidt for ens, låser os fast i en alt for uniform tænkning, der gør det svært at spotte nye muligeder, oversætte på tværs af videndomæner, integrere outsidere og mægle konflikter. Alt det som netop intersektionelle medarbejdere er rigtig gode til. Forskellighedstænkning giver simpelthen et bedre grundlag for innovation.

Vi har selvfølgelig ikke lige så mange potentielt intersektionelle medarbejdere at trække på her i Danmark som eksempelvis amerikanske virksomheder har, men så burde dem, vi har, jo helt naturligvis være meget mere attraktive her i landet, ikk'?