Det ekstreme mainstream

“Alt grafisk indhold med referencer til selvskade vil blive fjernet fra Instagram,” sagde Adam Mosseri, øverste direktør for Instagram, for lidt over et år siden. Udmeldingen kom efter, faren til en 14-årig pige, der tog sit eget liv i 2017, udtalte, at Instagram var med til at tage livet af hans datter. Senere på året kortlagde NRK et netværk, hvor piger deler selvmordstanker og fotos af selvmordsforsøg.

Og her et år efter, Mosseri lovede at fjerne al potentielt skadeligt indhold fra Instagram, afslører DR i dokumentarfilmen Døde pigers dagbog” et hemmeligt netværk på Instagram, hvor unge, primært danske piger deler voldsomme billeder af selvskade og selvmordsplaner. I løbet af det forgangne år har 15 piger, der var en del af det norske netværk, begået selvmord (NRK) og mindst syv piger, der var en del af det danske.

Kun toppen af isbjerget

Disse netværk, der i løbet af det forgange år er blevet afsløret, er kun toppen af isbjerget. I 2014 beskrev jeg en ekstrem trend, der bl.a. blev kaldt beautiful suffering. En udbredt digital subkultur, hvor selvhad og -skade synes at være en fælles referenceramme.

Dengang var det primært det sociale medie Tumblr, i dag har det bredt sig til andre sociale medier som fx Instagram. Allerede dengang havde over 18 millioner af de omkring 225 millioner Tumblr-profiler referencer til død og selvmord. Tumblr blev kaldt ‘et mørkt sted, der får selvmordstanker til at fremstå hverdagsagtige.’

Et mekka for ekstreme sub- og modkulturer, der dyrkede ekstrem adfærd centreret omkring vold, porno og selvskade. Som fx sites, der promoverer spiseforstyrrelser via hashtags som #thynspo, #ana (anorexia), #mia (for bulimia) og #blithe (betydning er selvskade). Koder spiller en vigtig rolle i sådanne lukkede fællesskaber, hvor gruppens individer kan dele og styrke deres radikale overbevisninger. Dette kodesprog udvikler sig og tager nye former i takt med, at omverdenen afkoder det og griber ind.

Det kan fx være medievirksomheder, der i stigende grad indgår samarbejder med hjælpeorganisationer for at stoppe ekstrem adfærd, hvilket Facebook gjorde tilbage i 2015 og igen forsøgte i begyndelsen af 2019. Hvis man fx skriver #ana på Instagram, popper et vindue op med en tekst om, at indhold under hashtag ’ana’ er fjernet, da det ”måske ikke opfylder Instagrams fællesskabsregler.”

Om det hjælper, eller om gruppen snarere opfatter det som censur eller social kontrol, er ikke til at sige. Men det evige forsøg på at forskanse sig fra omverdenen virker, som om det blot gør disse communities stærkere og mere lukkede. Det er i hvert fald tydeligt, at de stadig eksisterer.

Selvmordstanker og -forsøg har fyldt sociale medier i årevis.

I slutningen af 2014 skabte den 17-årige Leelah Alcorn en international mediestorm, da hun postede et selvmordsbrev på sin Tumblr-profil: »Min død må tælles som en del af de mange transseksuelle folk, der begik selvmord i år. Jeg vil, at nogle skal kigge på antallet og sige ’det er langt ude’ og fikse det. Fikse samfundet. Please.«

I sin artikel Teens Are Blogging About Suicide on the Internet – And No One Is Talking About It problematiserer Mandy Valez, at selvmord er den tredjehyppigste dødsårsag i USA for børn og unge i alderen 10-24 år. ”85 procent af de unges internetbrug er ikke overvåget af voksne, og alt for ofte er der ingen, der opdager advarselstegnene, og 80 procent af de deprimerede unge når ikke at modtage hjælp.”

Mindre end to måneder efter Alcorns selvmord, postede den 15-årige Zander Mahaffey et selvmordsbrev på sin Tumblr-profil, indstillet til offentliggørelse efter sin død. Den 13-årige Damien Strum læste efterfølgende Mahaffeys brev og postede det på forskellige sociale medier med tilføjelsen ”ligesom mig”.

Flere sociale medier har siden forsøgt med forbud og forskellige forebyggende tiltag, men blogs, der promoverer selvmord, selvskade og spiseforstyrrelser, bliver ved med at poppe op, måske med nye hashtags, men med det samme indhold. Washington Post kaldte efterfølgende Tumblr for et socialt medie for »virale selvmord«.

Det ekstreme mainstream

Det er ikke nyt, at mørke og selvdestruktionen dyrkes i sproget for en ungdomskultur. Engang var væmmelse og grimhed en måde at overkomme det bizarre i det moderne. Og punk og senere grunge dyrkede oprøret mod den pæne mainstreamkultur. Her udspringer fænomenet Emo, ’emotional’, det følelsesladede udtryk, fra, hvilket minder om beautiful suffering: den digitale tidsalders hæslighedens æstetik.

Forskellen fra tidligere er den forstærkelsesmekanisme, der er fulgt med nye teknologier. I rapporten Den Nye Ekstremisme (udkommer april 2020) beskrives, hvordan unge påvirkes af ekstrem internetkultur, og hvordan nye teknologier er med til at forstærke påvirkningen. En af de helt store udfordringer, der er fulgt i kølvandet på digitaliseringen, er den flydende grænse mellem ekstrem internetkultur og mainstream børne- og ungekultur.

Det er i dette grænseland, at de ekstreme netværk med indhold, der kan være skadeligt, findes. Som Christian Picciolini, forfatter til bogen Breaking Hate: Confronting the New Culture of Extremism, udtaler i rapporten:

”Vi opdrager børn i et miljø, hvor de hele tiden bliver konfronteret med at skulle vælge det ekstreme fra. Jeg tror, at vi om 10-20 år vil se folk, der får PTSD af at have været en del af de her internetmiljøer, fordi indholdet er så ekstremt. Og der vil være unge mennesker i fremtiden, der ikke kender til andet end ekstremisme, fordi hele deres liv er foregået på internettet.”

For første gang nogensinde valgte Facebook, der ejer Instagram, i 2019 at dele data, der viser virksomhedens censurmekanismer. Og ifølge The Telegraph blev det tydeligt, at den AI-teknologi, der anvendes til at opfange potentielt skadeligt indhold, ikke virker efter hensigten.

Årsagen er ifølge Facebook, at det er svært at skelne mellem reelt skadeligt indhold og indhold, der tjener formålet at oplyse og hjælpe andre. En algoritme kan ikke forstå en kontekst, og derfor kan det diskuteres, om det i bedste fald er meningsløst og i værste fald uforsvarligt at have tillid til, at en censuralgoritme kan afhjælpe disse skadelige fællesskaber.

Efter DR-dokumentaren Døde pigers dagbog meddelte sundhedsminister Magnus Heunicke, at regeringen ”vil invitere til forhandlinger om en 10-årig psykiatriplan”, hvor ”forebyggelse, flere tværgående behandlingstilbud og en udvidelse af den eksisterende ordning om gratis psykologhjælp til 6-24-årige” prioriteres.

Men ifølge en række overlæger, som DR har adspurgt, oplever de en mangel på viden omkring de unges digitale liv. Der skal tænkes i helt nye baner, hvis dette problem, der har fået lov at eksistere i alt for mange år, skal løses. Det kræver et blik på de unges livsverden for at få en forståelse for, hvordan den ekstreme digitale kultur risikerer at påvirke og i værste fald skade. Men i den grad også et grundigt blik på virksomhederne bag.

HAR DU BRUG FOR HJÆLP?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen, der ikke selv er selvmordstruet. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker og følelser, du har, og du kan gøre det anonymt.

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 20 12 01 alle dage fra klokken 11-04, ligesom du har mulighed for at chatte med Livslinjen. www.livslinien.dk/

På hjemmesiden for Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade kan du ligeledes finde hjælp og vejledning, helt anonymt. Du kan ringe på 70 10 18 18 hver mandag fra klokken 09.00-19.00 og tirsdag, onsdag og torsdag fra klokken 16.00 - 19.00 eller besøge hjemmesiden, hvor der er muligheder for chat og aftaler. https://lmsos.dk/

Artiklen indeholder uddrag fra bogen Phono Sapiens og artiklen Hæslighedens Cyber-æstetik, Weekendavisen, 2014.