Løsningen er ikke problemet

Den australske regering og Joy Mogensen har blæst til kamp mod tech-giganterne. Nu skal det være slut med at nasse på indhold produceret af hårdtarbejdende – men nødlidende – nyhedsmedier. Facebook og Google skal til lommen og betale, når de linker til nyhedsmediernes indhold. Men reguleringen er quixotisk regulering af nordkoreanske dimensioner. Den misforstår den digitale verdens egentlige udfordringer og skaber bare nye – og muligvis værre – problemer.

Der er mange gode grunde til at være skeptisk over for de store teknologiplatforme. De stjæler vores data, de bruger avancerede kunstige intelligenser til at manipulere med vores følelser og købsadfærd, de videreformidler fake news, de skaber had, mistro og filterbobler, de gør os dopaminafhængige af små blinkende røde ikoner, og de monopoliserer annoncemarkedet til skade for særligt små og mellemstore virksomheder.

Der er i sandhed behov for en mindre eller større revolution af vores fagre nye digitale verden. Problemet er bare, at revolutioner har en tendens til at vække pøbelens vrede og føre til halsløse halshugninger til højre og venstre.

Høtyvene kommer

Lige nu bliver faklerne og høtyvene båret frem af primært den australske regering, men med den danske kulturminister og diverse andre politikere halsende ivrigt efter. De har nemlig fået den geniale idé, at den digitale verdens genvordigheder skal løses ved, at store digitale platforme som Google og Facebook skal betale for at linke til indhold på etablerede nyhedsmedier.

Logikken – hvis der er en sådan – går nogenlunde sådan her:

Google og Facebook tjener styrtende med penge på at linke til medievirksomheders indhold. Det er indhold, som har kostet medievirksomhederne blod, sved og rigtige penge at producere, og det kan umuligt være rimeligt, at en stor fed skatteunddragende virksomhed med hovedkvarter i Silicon Valley skal tjene penge på, at deres brugere eller deres algoritmer linker til medievirksomhedernes indhold. Og i øvrigt har Google og Facebook udraderet det traditionelle annoncemarked, så det er kun fair, at de betaler noget tilbage til de stakkels virksomheder, som oprindeligt sad på annoncemarkedet.

Internettets logik på hovedet

Problemet ved argumentet er, at det på magisk vis vender hele internettets logik på hovedet. På internettet er links til ens webside nemlig værdifulde, og noget man arbejder hårdt eller betaler for. Bare spørg alle de mange store virksomheder, som betaler millioner for at søgemaskineoptimere deres websider for at tiltrække flere besøgende til deres websider. Der er ved gud ikke nogen virksomheder ude i den virkelige verden, der betaler andre virksomheder for at få lov til at linke til deres websider. I den digitale økonomi er et link fra en anden webside en valuta, som er værdifuld – det er ikke noget, man skal kompenseres for.

I Australien har Facebook taget konsekvenserne af den lovgivning, som sandsynligvis er på vej, og har simpelthen valgt at fjerne nyhedsmediernes indhold fra deres websider, hvilket har rejst et ramaskrig blandt høtyvspolitikere over hele verden, fordi Facebook nu ikke alene stjæler indhold, de knægter også den demokratiske samtale ved at lukke ned for samfundets demokratiske organer.

Foto: Getty

Facebook er ikke afhængig af nyhedsmedier

Men Facebook har jo bare gjort det, som enhver logisk tænkende virksomhed ville gøre. Facebook er ikke specielt afhængig af de etablerede nyhedsmedier, som kun udgør ca. fire procent af Facebooks indhold. Faktisk annoncerede Mark Zuckerberg for et par år siden, at Facebook ville skrue algoritmisk ned for links til nyhedsmedier, fordi det ødelagde den gode, hyggelige stemning på Facebook. Hvis Facebook pludselig skal til at betale for at linke til indhold, som ikke er specielt værdifuldt, og måske endda er skidt for brugeroplevelsen, så er det da ganske naturligt, at man stopper med at linke til den slags indhold.

Google er mere afhængige af at kunne linke til indhold på nettet, og særligt Google News har behov for en fornuftig relation til medievirksomhederne, og derfor har Google forståeligt nok været mere villige til at bøje sig fra kravene om at skulle betale for at linke til indhold på forskellig vis.

Problemet ved den foreslåede lovgivning i Australien og Joy Mogensens udmeldinger om kommende lovgivning er, at de grundlæggende misforstår, hvad der er galt med den digitale økonomi, og derfor lytter til nogle snævre særinteresser og gennemfører lovgivning, som i bedste fald er absurd og i værste fald vil have store negative konsekvenser for den digitale verdens fremtid.

Velkommen anti-vaxxere

Det første problem ser vi allerede udfolde sig: Når man tvinger en virksomhed som Facebook til at betale for indhold, som de egentlig ikke har brug for, baner man vejen for, at Facebook bare lukker ned for dette indhold. Og hvad er så tilbage? Alle anti-vaxxerne, konspirationsteoretikerne og influencerne, der sælger lækre hudprodukter produceret i Kina og leveret af Wish.

Man kan selvfølgelig altid bare tvinge Facebook til at genindføre links til nyhedsmedier og til at betale for at linke til indholdet, men så bliver det hele måske en lille smule nordkoreansk! Hvis det bare handler om at hive penge ud af tech-virksomheder og give dem til nødlidende medier, kunne man vel bare lave nogle skatter og nogle støtteordninger – eller forbedre de eksisterende?

Alle vil have en bid af Joys kage

Det andet problem handler om, hvordan det nogensinde skal kunne lade sig gøre at håndhæve denne type lovgivning. Det kræver, at man definerer, hvad der er ”rigtige” nyhedsmedier, som er begunstiget med denne internettet-på-hovedet-logik, hvor man modtager penge, PLUS man bliver linket til. Hvad med alle de seriøse blogs, Instagram-profiler eller youtubere, som laver fantastisk indhold, men som ikke lige er tilmeldt Pressenævnet, eller hvor medarbejderne ikke er medlem af Dansk Journalistforbund? Skal de ikke have en del af kagen? Og hvorfor ikke?

Den gamle mediebranche bliver endnu mere irrelevant

Det tredje problem handler om, hvem der skal betale linkafgift. Lige nu tales der om Google og Facebook, men medier linker jo også til medier, og virksomheder, der producerer insulin og papirclips, linker jo også til medier en gang imellem. Skal de nu også til at betale for at linke til de etablerede medier? Det kan hurtigt blive en dyr affære, for alle dem der skal til at betale for at linke til Joy Mogensens gode venner i mediebranchen. Og i sidste ende bliver konsekvensen vel, at ingen gider linke til nyhedsmedierne, og hvor er vi så henne?

Hvis vi lige prøver at lægge høtyvene et øjeblik, vil vi opdage, at vi ikke løser den gamle mediebranches problemer med nordkoreanske reguleringsmetoder af digitale platforme. Der er rigeligt med problemer med de store amerikanske og kinesiske tech-platforme, men at løse dem kræver, at man lige forstår, hvordan den digitale verden fungerer, før man rejser guillotinen.