Zoom? Zoom er store gruppechats i mange smagsvarianter, hvor du kan deltage i religiøse seancer, gruppeterapi, fester og ferniseringer – jeg tvivler på, der er mange, der køber kunst uden at “mærke” værket live, men måske er det blot en overgang som alt andet for tiden. Mange unge – Generation Z(oomer) – bor allerede på Zoom, nu også i arbejds- og skoletiden.
Jeg prøvede sågar en Zoom-middag – det er ikke noget for mig. Bemærk, hvor sjældent du ser folk spise i film – det ser bare dumt ud og kan lyde ulækkert, især hvis forbindelsen fryser. Live-spisning er noget andet, for der filtrerer hjernen det ubehagelige ud – ligesom når man går på gaden og fortrænger trafikstøjen. Men mon ikke det gourmetsexuelle segment vil tage zoom-dineren til sig, så de kan fortsætte med at flashe trøffelolieindsmurt ædelse og dyre afstemte vine? Virussen har desværre ikke fjernet folks behov for statusmarkering endnu.
Som alle andre steder er der trolde på Zoom … typisk blottertyper, der gatecrasher møder eller fester – zoombomber – og viser, hvad der nu er på deres skærme af ubehageligheder og hudfilm. Problemet kan omgås ved at holde invitationskoderne hemmelige. Det bringer minder om hemmelige raves i betonhaller og både i ‘87, og Zoom bruges da også til massedanseseancer, hvor man endelig kan slippe for at blive krammet af svedige fremmede eller få punkteret sine sko af stiletter. Godt internettet er duftfrit.
Zoom har desværre en feature, attendee attention tracking, hvor det er synligt, at du browser væk over 30 sekunder, så det er smart at lave en baggrund, du kan vælge med dig selv på. Det kræver bare et abonnement, der koster 500 $ årligt, så foreløbigt har jeg lært at sidde lidt væk fra skærmen med skygge på øjnene, så de andre chatdeltagere ikke kan se, jeg samtidig roder med en iPad, mens jeg nikker og laver lyttelyde.
Du skal være opmærksom på, at abonnenterne også nemt kan optage møderne og lave en automatisk transskription (dog ikke på dansk endnu), hvor man kan søge i videoen med keywords – og chathosten kan endda rette i teksten … det er virkelig smart. Jeg forudser, jeg kommer til at foretrække at scrolle igennem en del møder frem for at være tilstede i nonproduktiv realtid. Dog er jeg ikke så vild med, at alt, der chattes i hver session, kan downloades som tekstfil af chatværten – husk ikke at bagtale i Zoom, brug f.eks sms på din anden dims i stedet. Heldigvis er Zoom ikke direkte reklamedrevet, men mon ikke, de sælger alle de saftige og superdetaljerede data videre til de store spillere?
Min første Zoom-session
En af mine internationale snefnugkunder ville have et totalt Generation Z(oom)-agtigt gruppemøde online. Han har sikkert fået en YouTube-video af nogen, der genopfører Friends eller Cate på Zoom, af deres smarte børn. Jeg er med på den; alt, der kan tage den værste karantænekuller og hudsult er ok med mig … selvom jeg foretrækker mail og telefon – eller frokost eller en spadseretur.
Jeg har ellers et rødt juletræningssæt på, komplet med pixelerede hjorte og HOHOHO og LOL ned ad armene og krummer ned af maven, men jeg skifter til en hvid hættetrøje, da sportslooket er i høj kurs for tiden, og hvid minder om høj hygiejne.
Heldigvis har Zoom en indbygget greenscreenfunktion, så jeg kan maskere det accelererede rod i privaten med en preset kulisse. Jeg tænder også en diskret tingende rød lampe, så jeg ser sundere ud. Gør billedet lidt uskarpt, men fyrer min studiemikrofon ind i stedet for den indbyggede i laptoppen. Sætter en subliminal lyd af sommerskov i loop på, komplet med fugle og insekter. Måske har jeg ikke de bedste replikker i dag, men klart den mest behagelige lydkulisse.
Jeg er ved at lave musik til en international kundes reklamefilm, der af oplagte grunde anonymiseres her. Instruktøren og jeg er gamle venner med fælles sprog og stort sammenfald i referencer og smag, så han godkendte straks den første 20-sekunders version, jeg rodede sammen i hjemmestudiet.
De andre popper op med produkttungt, uklippet coronahår og nypudsede næser i fuld krigsmaling og skratter og puster i mikrofonerne. Nettet er sløjt, da alle er hjemme og junker film eller uploader hobby-, curling-, rengørings- eller hudvideoer.
En art director sidder endda udenfor i sin slukkede vintage Mustang, mens en anden har en Warhol i ryggen, der ligner en original mere på skærmen end IRL. Nogle sipper kikærtelatte, mens andre poserer med designervand, de prøver at sippe lydløst til. Jeg gætter på, fyren fra Finland er et loop, men orker ikke påtale det.
En bureaudame har tydeligvis børn med ADHD, der er kommet fri af gaffatapen og bider hende i benet. En anden brænder igennem som udsultet nedringet single uden adgang til kødbørsen derude; typen, der pludselig er begyndt at speedsnakke med det stakkels postbud. En tredje når ikke at fjerne et stort glas rosé fra skrivebordet, før mødet starter.
Kærlighed i coronas tid. Her bliver et par gift over Zoom, mens alle deres venner streamer med. Coronatiderne tvinger folk til at blive opfindsomme, og Zoom kan bruges til alverdens ting.
Godt jeg ikke sidder i et mødelokale med dem; sådan en bande forkælede potentielle krydstogtturister, tyrolertosser og ski-skumdiskoteksofre. Jeg kan mærke en underliggende sitrende, men helt naturlig frustration, der er større end den almindelige slet skjulte generelle usikkerhed under sådanne seancer. Der udveksles banale høfligheder først; det hele er meget casual, der er sågar en, der sidder i en romaskine. Alle lader som om de ikke har binget Tiger King endnu. Men tilbage til dagsordenen:
Problemet er, at vi nu har otte regionale chefer live på Zoom, hvilke lever af at finde problemer og have bedre smag end alle andre, samtidig med de ikke har et sprog om musik. “Mere drum and bass?”, “Nej, det er for hurtigt”, “Kan vi få det mere gult?”, “Hvad med, du sampler True Colours med Cindy Lauper og mixer noget med Living Colour ind?”, “Mere 80’er?”, “Mere 90’er”, “Mere radio, mindre klub”, “Kan vi prøve med strygere?”, “Jeg har en idé til en klavertoplinje; kan jeg fløjte den for dig?”, “Jeg hørte noget fantastisk til Doris’ show … ligesom det…”, “Mere Bowie-agtigt” ...
Det er ikke første gang, en jingle er blevet myrekneppet i smadder for bureaufolkenes og kundernes forfængelighed. Det er bare et skidt sted i processen. Alle taktslag passer til filmens bevægelser og kompenserer fint for de manglende følelser på skærmen.
Chatkongerne prøver at toppe hinanden med vrøvl, men cocktaileffekten gør det bare bliver et virvar, men det er tydeligt, at der kører en intern revalidering mellem specielt franskmanden og englænderen – totalt klichéramt. Den svenske chef er på nakken af de andre skandinavere; jeg gætter på, han gerne vil være chef for hele regionen og baner vejen ved at udskamme deres lade talentløshed. Vi kravler fra gren til gren i et stamtræ af kompromiser, men sådan er reklame tit. Jeg håber bare ikke, vi ender med at lave noget alle – og ingen – kan mærke. Det går op for mig, chefens Zoom-look minder om en karantæneramt natklubejer, der har prøvet at lære at gøre rent selv, mens han tømmer lageret.
Den menneskelige mimik-emoji
Jeg noterer mig, at ironi ikke virker i et tændstikæskestort chatvindue, så jeg tyr til gåseøjnefingre, håndtegn, og hvad jeg ellers har af live-emoji-agtige effekter. Jeg skruer op for mimikken, så selv bagerste række er væk, for der er ikke zoomlinse i Zooms chatteater.
Da jeg nægter at koge musik op i realtime foran kunderne, slutter jeg mødet, komprimerer mixet så højt, det er firkantet på skærmen, og lægger et højt arytmisk koklokkeslag på mod slutnigen og sender til Zoom-gruppen og beder dem svare på mail individuelt. Alle er glade, men brillerer med at skrive om "en latin-indflydelse, de vil have reduceret”. Bingo.
Sådan fik jeg bypasset den evindelige human cetripede denne gang – nu også på Zoom. Min musik er bedst frisk, ikke drøvtygget. Ellers må de ringe til nogen, der laver sportsfusion næste gang – eller lave det selv, hvilket de ofte gør via en stakkels klipper, der skal browse uendelige banker af generiske musik-loops og sterile biblioteker.
Velkommen til fremtiden
Det er den virtuelle verdens sejr over den fysiske – et endeligt farvel til fysiske butikker, holdsport, restauranter, natklubber og mange andre sociale arenaer, vi har taget for givet. Måske også til transport til og fra jobbet, til hovedsæder og mødelokaler, kurser og konferencer, som vi kendte dem, men mon ikke vi bare udvikler nye formater til kendte former?
Måske er det Greta og Amazon, der har lavet corona? Hvis den bliver ved, ender vi i ildelugtende VR-gummidragter allesammen. Og skal vi ikke blive enige om, vi skal stave det quarantine i stedet for det grimme karantæne? Og er der ikke nogen, der kan finde et smukkere ord for webinar, tak? Prøv Zoom, men husk den nye netikette. Velkommen til fremtiden, ses til plyndringen af den sidste Irma – og på Zoom.
Få fat i Morten Vammen
her.