Fra Instagram til Instagrim

Instagram har chokeret de 400 mio. brugere verden over, der dagligt bruger tjenesten. På få år er Instagram blevet et af de mest brugte sociale medier. Spørgsmålet er nu, om brugerne kan finde app´en på deres smartphone.
Instagram har ændret sit ikoniske logo overnight. Dårlig idé
Instagram har ændret sit ikoniske logo overnight. Dårlig idé
For i går ændrede Instagram sit logo. Fra den gammelkendte, brune app inspireret af et polaroidkamera – ja sådan et, der på papir fremkaldte med det samme, instant – har man valgt at skifte til et ikon, der bedst kan beskrives som en blanding mellem en filur-is, en regnbue og et uheld i malerbutikken.
 
Instagram forsøger at forklare os ændringen.
 
Hvis du bare har lidt god smag, vil du nok undre dig over, hvorfor den Facebook-ejede virksomhed har taget så drastisk et skridt. Og her kommer mine fem gode grunde til, at ændringen er en virkelig dårlig idé:
 
1. Der er ikke behov
Man kan sagtens sætte sig ind i, at en virksomhed med jævne mellemrum har behov for at rebrande sig eller genopfinde sig selv. Det er bare ikke nødvendigt for Instagram. Hvert år er der op mod 50 mio. flere brugere, der hver måned enten selv uploader bileder eller tjekker andres. Det er en kæmpe tilvækst, og ikonet, som optræder på websites i et hav af brancher, er netop blevet ikonisk – noget, folk genkender med det samme.
 
2. Det gør man bare ikke
Tænk, hvis Facebooks ikon skiftede til rød. Tænk, hvis Twitters blev gult og SnapChats blev grønt. Man ændrer ikke noget så fundamentalt over night. Vel i virkeligheden, ligesom hvis McDonalds logo pludselig blev grønt og blåt, eller hvis Danske Banks blev gult (ok, det har man faktisk prøvet i en kampagne for at komme af med sit gebyrgrib-image). De bedste logoer – og Instragrams kunne være et af dem –  skal kun ændres gradvist over tid. Nu ændrer man et logo, der er mere kendt end de fleste af verdens flag – never change a winning team.
 
 
3. Det skaber rod i instinktet
Der ligger meget intuitivt i, hvor en app ligger på telefonen, og hvordan den ser ud. Folk som jeg selv lader vel blikket glide over deres Iphone mellem 50-100 gange dagligt, og så ved man bare, at man går efter den blå app, den brune eller den gule. Hvis man overhovedet behøver at kigge, fordi man i søvne kan lade fingeren glide over låseskærmen og ramme ikonet, fordi man er så vant til at trykke netop der. Og så findes der faktisk selv ganske begavede mennesker, der farvesorterer deres apps. De er nu helt lost.
 
4. Det rammer ikke eliten
Instagram er fyldt af halvdårlige billeder af børn, landskaber og mad med for meget filter. Men det er også tøjmærkers, designeres, fotografers og andre æstetikeres visuelle legeplads og udstillingsvindue. Men nu ligner designet noget, der er lavet i et skoleprojekt i provinsen, eller en batik-T-shirt købt på stranden i Goa. Det kommer nok ikke til at betyde noget i længden, for Instagram er for vigtig en platform for den kreative industri, men det er nok ikke i dets originale form, at vi får logoet at se på gennemdesignede websites og andre steder, hvor Instagram-brandet optræder i dag, og så misser man den markedsføring.
 
5. Det skaber international bad will
Et enkelt blik på Twitters #instagramlogo siger det hele. Der indkommer tweets hver 30. sekund, hvor brugerne kritiserer det nye logo. Bevares, der er også folk, der synes om det. Men alt det postyr har ingen virksomhed brug for – især ikke, når det er et skridt, man selv har taget. De vil nok ikke kalde det en krise i Instagram headquarters, men det kan sammenlignes lidt med den bruger-utilfredshed, som Twitter fik at føle, da man ville lave om på begrænsningen på de 140 tegn. Noget virksomheden i øvrigt trak tilbage i marts 2016.
 
Måske er det hele bare en spøg. Måske er farveladen bare et stunt, der skal få os til at at lægge mærke til, at der nu er et nyt design i hele app´en og i øvrigt i Hyperlapse, Boomerang og Layout, der er Instagrams mindre kendte søskende.
Jeg tror det ikke. Jeg tror, det er et vildskud, som Instagram kommer til at lave om.
 
Her et par danske reaktioner på det nye logo:
 
 
Indlægget blev oprindeligt bragt på Troels Johannesens blog Momentet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også