Instagram Stories: Enden på Snapchat?

Instagram har netop lanceret en af deres største opdateringer nogensinde og tager i samme åndedræt for alvor kampen op mod deres største konkurrent, Snapchat. Sig goddag til Instagram Stories - og farvel til Snapchat!?
Instagram Stories blev lanceret for to dage siden. Snapchat, sig goddag til en seriøs konkurrent.
Instagram Stories blev lanceret for to dage siden. Snapchat, sig goddag til en seriøs konkurrent.
Siden Instagrams begyndelse i 2010 har platformen været i hastig vækst. Den har i dag 500 mio. brugere, hvoraf de 300 mio. er aktive mindst én gang om måneden. Det er dobbelt så mange aktive brugere, som Snapchat har. Så hvorfor gå i kødet på Snapchat og kopiere deres koncept?
 
 
Instagram startede som en platform, hvor private brugere delte deres instant moments med folk fra nær og fjern. Det tog noget af det høje billeddelingstryk fra Facebook, hvor særligt unge delte hvad som helst med hvem som helst.
 
Med tiden har Instagram ændret sig markant. Det er ikke længere kun de unge, der er på. I dag er alle typer repræsenteret, på tværs af al demografi. Tag fx @everydaydrpk, som er en konto dedikeret til kun at dele visuelle fortællinger fra Nordkorea, eller måske endnu bedre: @baddiewinkle, som er en 88-årig excentrisk kvinde, der går benhårdt ind for at legalisere cannabis i USA.
 
 
Det er profiler som disse, der har gjort Instagram populært og interessant at følge med i. Men det er også det, der har stillet nye krav til det indhold, vi deler: Hvor det før var nok at dele et billede af en gåtur om søerne, skal der i dag helst være en regnbue eller måske en solnedgang involveret. En selfie er heller ikke længere nok, medmindre den foregår for eksempel på toppen af en skyskraber, hvad der har ført til forfærdelige ulykker i de sidste par år.
 
Men hvad så med alt det indimellem? Alle de instamoments, som egentlig var det, det hele startede med?
Dem har alle de unge delt på Snapchat, hvor de kunne lege med sjove effekter og var fri for forældre og andre kedelige, voksne typer. Resten af os har enten forsøgt - og måske opgivet - Snapchat eller fundet alternative afsætningskanaler. Det er i lyset af dette, at opdateringen skal ses.
 
Instagram Stories er ikke kun en kopi af Snapchat, men et forsøg på at bringe Instagram tættere på sit udgangspunkt med det formål at fastholde brugere og det høje engagement, samt styrke potentialet overfor de unge. Det er med andre ord både en styrkelse af forretningen og en bydende nødvendig fremtidssikring, hvis ikke Snapchat skal løbe med de unge og det personlige indhold fra hverdagen.
 
Så hvor skal man fokusere sine kræfter fremover, hvis man gerne vil have mest værdi ud af sin tid og sit indhold? Det er aldrig nemt at spå om og afhænger selvfølgelig af flere faktorer, men mit bedste bud er Instagram. Det er der særligt tre gode grunde til:
 
  1. Det er sket før. Historisk set har Facebook, som jo ejer Instagram, haft svingende (ofte lunken) succes med at opkøbe andre tjenester, men kan I huske, da Instagram introducerede 15 sekunders video? Dengang anklagede man Instagram for at kopiere Vine, som havde næsten præcist samme produkt. Men hvem bruger Vine i dag? Forsvindende få. Til gengæld er video siden blevet et af Instagrams største fokuspunkter og forretningsområder.
     
  2. Usability. Instagram har formået at integrere det lånte fra Snapchat på så elegant vis, at man skulle tro, det altid havde været der. Man ser stories fra alle dem, man følger, i toppen af ens home feed, og går man ind på en profil og klikker på dens avatar, dukker dens story op, selv hvis man ikke følger den (bemærk at privatlivsindstillingerne for stories er de samme som for profiler. Er din profil privat, er din story det også). Samtidig er layoutet enormt brugervenligt, selv for late adopters.
Hermed har Instagram rettet op på to af Snapchats absolut største svagheder. Snapchats layout er nemlig det modsatte af brugervenligt, og det kan være svært at finde de personer, man gerne vil følge.
 
Instagrams eneste store mangler er, at man ikke kan sende stories privat til udvalgte mennesker, samt fraværet af Snapchats populære filtre, som kan få dig til at se 10 år yngre ud eller ligne E.T. Men lur mig, om ikke Instagram allerede har netop dette i støbeskeen til en snarlig update. Facebook købte MSQRD, som er en app, der laver selfieanimationer, tidligere på året, så mon ikke der ligger et hundefilter eller to og venter på os? I takt med at platformene minder mere om hinanden, forsvinder motivet for at bruge dem begge.
 
  1. Volumen. Størrelsesforskellen i userbase er på svimlende 150 mio. aktive brugere. Situationen var næsten identisk, dengang Instagram knuste Vine. Instagram havde 10 gange så mange brugere som Vine, der kæmpede med at få fat i andre end de unge firstmovers. Et billede, der på mange måder minder om situationen i dag.
Instagram har dermed en kæmpe fordel: Ikke alene er der flere brugere, der er også flere typer af brugere. I kraft af det brugervenlige layout kan en meget stor del af de 300 mio. aktive brugere være early adopters af Instagram Stories, hvilket kan få flere med på den form for kommunikation, end Snapchat har haft held med. Det kan meget hurtigt gøre Snapchat overflødig og tidskrævende for den gennemsnitlige bruger.
 
Dertil kommer det for mig afgørende punkt, at mange små som store brugere allerede har godt gang i Instagram i modsætning til Snapchat, som bredt og kommercielt set er en mere lukket klub, som de færreste har fået rigtigt liv i. Dermed har langt de fleste et større eksisterende community på Instagram, som de nu kan dyrke i endnu højere grad og på endnu flere måder. Jeg er derfor sikker på mange vil gøre sig samme tanke som Majd Taby de næste dage.
 
Så hvad er early learnings?
I det første store, gode eksempel, jeg har set efter opdateringen, har Nike offentliggjort data, der viser, at de på deres første 24 timer med Instagram Stories har haft 800.000 views på én video, hvorimod deres bedste Snapchat story - nogensinde - har genereret mindre end en tiendedel: 66.000 views.
 
Det høje Instagram-engagement betyder selvfølgelig ikke, at Snapchat er uden værdi for Nike. Der har de uden tvivl også brugt mange ressourcer, og der sidder sikkert en anden, mere snæver og dedikeret målgruppe, som venter på indhold. Men mon ikke majoriteten af disse også følger med på Instagram? De er i hvert fald de to store, sociale medier, som har størst overlap i følgertypen, så sandsynligheden er stor.
 
Bliver Instagram Stories enden på Snapchat?
Jeg er (desværre) ikke synsk, men mit bedste bud er ja. Ikke i dag og ikke i morgen, men hen ad vejen, i takt med at Instagram videreudvikler formatet og dets kreative muligheder, og deres brugere tager kommunikationsformen til sig.
 
 
Skulle jeg vælge en af kanalerne at bruge min tid på, er jeg derfor ikke i tvivl: Instagram er kommet for at blive og blev med Stories lige pludselig mere interessant end nogensinde.
 
Tip: Hvis du stadig ikke er helt sikker på, hvordan man bruger Instagram Stories og vil høre the basics, kan du se video samt forklarende tekst og billeder her.
 
Du er selvfølgelig også velkommen til at følge mig og mit take på Instagram Stories. Det kan du gøre lige her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også