Dækning af dækningen

Red fodbolden fra folkefesten
"Fodbolden er også smittet af denne bacille, hvor der lefles for en lav fællesnævner i en misforstået tro på, at ingen tåler viden." Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
"Fodbolden er også smittet af denne bacille, hvor der lefles for en lav fællesnævner i en misforstået tro på, at ingen tåler viden." Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

“Mange regner fodbold for at dreje sig om liv eller død. Denne indstilling skuffer mig meget. Jeg kan forsikre jer om, at det er meget vigtigere end det!”

 

Hvis du er fodboldelsker, har du nok hørt citatet i en eller anden form på et tidspunkt, og du ved måske også, at det er tilskrevet skotten Bill Shankly, der i 50’erne blev træner for Liverpool FC og genrejste klubben.

 

Han lagde angiveligt ud med at fyre 24 spillere. Blot for at understrege alvoren.

 

Citatet fortjener at blive revitaliseret, nu vi står foran Euro 2020.

 

Fodbold er dødsensalvorligt. Det er et spil, mange interesserer sig for – men som kun få kan forklare. Bortset fra ”godt spillet!” og den slags. Jeg kan heller ikke selv.

 

Kforum har interviewet Kim Mikkelsen, sportschef hos TV3, og Anders Kern Boje, vicedirektør i DR med ansvar for sporten, om kanalernes dækning af Euro 2020.

 

Meget tyder på, at vi ikke skal forvente stort fokus på at forstå spillet.

 

Anders Kern Boje, DR, der sender 32 kampe: ”Det må ikke blive så detaljeret, at de, der kommer ind til os for at se eventen og festen, bliver fuldstændigt ekskluderet.”

 

Kim Mikkelsen, TV3, der sender alle 51 kampe: ”Vi har stor respekt for både det fodboldfaglige, men også for de light-seere og event-seere, som kommer ind.”

 

Fodboldindsigt kræver nørdviden

Det kræver nørdviden og -indsigt at udlægge spillet. Erfaring, analytisk sans og sproglig formåen. Når nogen kan, er det kunst.

 

Mens det ikke er nogen kunst at løfte mikrofonen i støvet foran storskærmen og spørge en solskoldet fadølsdansker, hvor meget vedkommende glæder sig til 2. halvleg.

 

Desværre oplever vi mere og mere af det sidste og mindre og mindre af det første.

 

Og med de seneste lempelser af coronarestriktionerne kan den indre fodboldklovn blive sluppet helt fri og indtage mediebilledet.

 

For vi lever i en tid, hvor viden ikke er værdsat. Hvor indsigtsfuld analyse kan stemples som elitær. Hvor selv statsministeren indtager det offentlige rum spisende makrelmadder – med agurk! Der bliver talt ned, ikke op.

 

Fodbolden er også smittet af denne bacille, hvor der lefles for en lav fællesnævner i en misforstået tro på, at ingen tåler viden.

 

Og her ser vi bort fra diverse podcast, der over for et snævert publikum fastholder et højt niveau.

 

Kunne vi måske bruge Euro 2020 til at nedbryde den fordom, at indsigt og viden er fordummende? Og hæve barren for, hvad vi tror danskerne orker og gider på tv?

 

Reel viden, analyse og forståelse er meget, meget underholdende.

 

Jeg elsker en borddame, der går op i noget med så stor passion, at jeg bliver grebet af hendes forklaringer.

 


Kforum dækker dækningen af EM 2020, der på tv kan ses på DR og TV3 Sport samt Viaplay.

  • Vi bliver glade, hvis medierne gør os klogere på spillets taktiske og tekniske finesser og fastholder et perspektiv på den samlede turnering.

 
  • Vi kan ikke så godt lide, hvis dækningen kammer over i en rød og hvid festterminologi, og hvor analyser viger for, at spillere skal ”tale os gennem” kampen.

 

I disse minutter tæller vi ned til det europamesterskab i fodbold, der blev aflyst i 2020 – men nu gennemføres. Åbningskampen er fredag, hvor Tyrkiet og Italien mødes i Rom.

Du kan se kampprogrammet og dækningen her.


Det er DR, der har lavet oversigten. DR har ikke markeret, at alle kampe streames på Viaplay. Den dækning fremgår her.

 

Danmark spiller alle sine tre indledende kampe på hjemmebanen i Parken i København. Den første mod Finland på lørdag.

 

De etablerede medier og ivrige stemmer på Twitter og Facebook har længe dirret af EM-feber.

 

Det er skønt, også for undertegnede, der stadig kan dvæle ved året 1974, hvor familien på bekostning af den årlige tur til Norge i stedet fik 26 tommer farvefjernsyn – i øvrigt af det dengang førende finske mærke Salora.

 

Jeg er vel nærmest spærret inde i glæde over, at vi i en hel måned skal være belejret af fodbold, fodbold, fodbold.

 

Sikken en fest vi har haft …

Men netop, fordi fodbold er så fantastisk, skal vi ikke begå overgreb på spillet i et forsøg på at udbrede det til masserne på bekostning af substansen. Det er allerede ved at ske.

 

Selv en passioneret og kompetent fodboldnørd som Peter Grønborg har i Viaplays æstetisk lækre – men desværre meget svært læselige - trykte EM-magasin udtalt, at han ”tror, det bliver en kæmpe fest”. Og i optaktsudsendelsen onsdag formiddag på TV3 blev der talt om, at danskerne skal have ”øl i håret”.

 

Øl og sjove hatte har længe været en del af den danske fodboldtkultur. Foto: Getty

 

Lad os lige dvæle ved det. Vi er vel den eneste nation i verden, der automatisk forherliger alkohol, hver gang vi skal fremhæve kvaliteten ved sport og mennesker, der mødes.

 

Nordic Entertainment Group (NENT Group), der står bag TV3 og Viaplay, har spået, at turneringen ”meget vel bliver den største folkefest længe set og oplevet i Danmark og resten af Europa.”

 

Jeg bliver alt i alt lidt nervøs.

For DR har også slået festtonen an. DR udlodder således festlige kasser med ”et bombardement af selskabelige lege, quizzer, fællessang.”

 

De er sponseret af Østifterne, der forklarer, at de gerne vil skabe nye fællesskaber og relationer, der måske kan nedbryde eventuelle fordomme over for personer eller grupper, som man ikke tidligere har talt med.

 

Det er jo uafviseligt et godt og sympatisk ærinde – men jeg bliver skeptisk, når det skal kombineres med dækningen af en fodboldturnering.

 

For mig lyder festkasser med arrangerede selskabelige elementer som et forstyrrende element i formidlingen af fodbold. Public service, hvor stats-tv iscenesætter borgernes liv, der skal deles med masserne.

 

Slap dog af, mand, tænker du måske. Men så er du selv blevet forført. Tænk, hvis nogen sponserede, at to eksperter fik lov at tale ud. Grundtvig ville glæde sig.

 

Det er faktisk sådan, TV3 viser Formel 1, hvor Nicolas Kiesa og Peter Palshøj gør en dyd ud af at nørde dæk, DRS-zone og pit-strategi.

 

Der er ingen øl i håret – kun glæde over at gøre os klogere. Hvad skyldes forskellen?
 

Nordic Entertainment Group (NENT Group) er den vigtigste tv-aktør i dækningen af Euro 2020 i Danmark. Samtlige 51 kampe, der spilles i 12 forskellige europæiske byer, bliver vist direkte på streamingtjenesten Viaplay.

 

Det koster 119 kroner at abonnere på Viaplays dækning i den måned, EM varer.

 

Desuden viser NENT Group 29 af de 51 kampe på TV3-sportskanaler, der sendes såkaldt lineært som flow-tv via tv-pakker.

 

Spørgsmålet er, om de fodboldglade køber et abonnement på Viaplay – og så bliver der og ser alle kampene. Eller om DR er et solidt førstevalg, selvom DR ikke har alle kampe.

 

DR sender 32 af de 51 kampe på tv, herunder alle Danmarks kampe, hvis holdet går videre efter gruppespillet.

 

DR har desuden massiv dækning i radioen og online.

 

Begge aktører har lagt massive bagkataloger af interessante dokumentarudsendelser ud til streaming.

 

NENT Group: Vi er konkurrenter. DR: Nej

Der er temperamentet til forskel på NENT Group og DR.

 

Anders Kern Boje, underdirektør i DR med ansvar for sporten, understreger, at han ikke ser NENT Group og DR som konkurrenter, og at han har meget stor respekt for NENT og deres fodbolddækning generelt.

 

Tonen er lidt anderledes hos Kim Mikkelsen, sportschef hos TV3. Ganske vist ser han også DR som kollega – tonen er god, og de to stationer har et fælles projekt med at få flest muligt til at se EM.



Men så understreger han konkurrenceelementet.

 

”Vi dækker jo de kampe, som DR sender, lineært full-blown med studier, kommentering og uagtet, at DR også sender,” forklarer han og fortsætter:

”Så vi holder meget af DR, men vi vil gerne banke dem til EM på kvalitet og indhold.”

 

NENT Group er det eneste medie, der i Danmark sender den måske absolutte nøglekamp mellem Danmark og verdens højest rangerede hold, Belgien, der ikke sendes på DRTV. Det er en ret central brik i det store spil, hvilken måske kan sende mange seere i armene Viaplay.


”Jeg er helt overbevist om, at vi kan levere et produkt, som er konkurrencedygtigt med DR. Vi har mange års erfaring i at levere fodboldformidling på et kontinuerligt højt niveau,” siger Kim Mikkelsen. Han fastslår:

”DR har en stor og flot platform, som hjælper dem, men vi har en ”second to none” erfaring med at dække topfodbold.”

 

Der er en vigtig, men lidt overset joker i det spil. Hvis du tegner abonnement på Viaplay, kan du for 119 kroner se alle 51 kampe. Og spørgsmålet er, om NENT Group med det tilbud kan sætte DRTV skakmat.

 

”Når DR sender deres kampe, har de mig bekendt ofte TV Avisen i pausen af kampene. I pauserne af DR’s kampe sender vi uden reklamer på Viaplay,” siger Kim Mikkelsen.

 

Michael Laudrup og Preben Elkjær kommer hyppigt til at besøgeViaplays EM studie på Amager. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

 

Noget tyder på, at DR ikke helt er klar over denne offensiv fra TV3. Prøv at læse her:

 

  • Prøv at forklare mig, hvorfor alle dem, der er vilde med selve spillet, skal se og følge EM hos DR – og ikke hos konkurrenten Viasat? 
    "Vi sender jo stort set aldrig samtidigt. Jeg synes da endelig, folk skal se kampe over hos NENT Group. Bare de vender tilbage til os på DR," siger Anders Kern Boje, DR.
     

  • Du siger, at I ikke sender samtidigt, men alle de 32 kampe, DR sender, sender Viaplay jo også.
     

”Jeg tror trods alt, det er en relativt lille del af danskerne, der køber et Viaplay-abonnement, når det kommer til stykket, sammenlignet med, hvor mange der ser fx en dansk kamp på DR1.”

 

Ingen vil topnørde

Og spørgsmålet er så, hvordan de to aktører måler deres succes. Hvad vil et DR, der har mange års tradition for at dække landsholdet – men har mistet mange rettigheder de senere årtier?

Og hvad vil NENT Group, der ikke har stor erfaring med landsholdet – men kompetent har dækket Champions League? Og som nu har foden indenfor.
 

Kim Mikkelsen fra NENT Group vil især gerne lykkes med at ramme et perfekt mix mellem underholdning og seriøsitet.

”Jeg drømmer om, at vi, når EM er slut, har været lyd- og billedtapet til nogle ikoniske øjeblikke, som danskerne vil huske mange år frem,” siger han.

 

Og fra Anders Kern Boje i DR lyder det, at DR skal fremme samtalen mellem danskerne på tværs af for eksempel køn, og hvor man bor.

 

”Det er jo det, fodbold kan. Vi har også en meget stor ambition om at fortælle historier fra hele Europa og gøre folk lidt klogere, for eksempel opgøret mellem Skotland og England, der jo trækker tråde til både Brexit og Braveheart.”

 

DR: Ikke nørdernes fest

Zoomer vi tættere på, bliver det endnu tydeligere, at ingen af de to aktører har store ambitioner om at gå den fodboldfaglige planke ud og primært gøre danskere klogere på spillet.

 

”Vi har stor respekt for både det fodboldfaglige, men også for de light-seere og event-seere, som kommer ind. De kommer i særligt høj grad under et EM, så vi skal ramme det perfekte mix af underholdning og fællesskab, uden at der samtidig går ren klaphat i den,” siger Kim Mikkelsen fra NENT Group.

 

Og Anders Kern Boje fra DR accepterer ikke, at der er tale om et valg mellem det fodboldfaglige på den ene side og fællesskabet og det folkelige på den anden side.

 

”For mig er det ikke modsætninger. Vi vil på den ene side gerne understøtte fodboldfesten, også ved at bidrage til festerne rent fysisk. Men vi vil også gerne give seerne en berigende fodboldsnak,” siger han – og bliver så lidt mere præcis:

”Vi bliver ikke supernørdede i vores fodboldsnak, men vi har sat et hold af dygtige fodboldspecialister.”


- Hvorfor må det ikke blive for nørdet?


”Det må ikke blive så detaljeret, at de, der kommer ind til os for at se eventen og festen og blive en del af den store fællesskabsoplevelse, bliver fuldstændigt ekskluderet i vores dækning.”

 

DR mener ikke, at formidling af nørdet indsigt er den bedste vej til at samle nationen.


”Hvis du går meget langt ned i falske niere og har referencer til hollandsk storhedstid, så kan det være ekskluderende,” siger Anders Kern Boje, DR.


Det gør mig lidt desperat, kan jeg mærke, at oplysningstrangen ikke er højere - så jeg spørger videre:


- Hvorfor laver I ikke et format for de særligt nørdede?


”Vi gør det ikke denne gang. Det har krævet så mange kræfter at arrangere denne dækning, at det kan vi ikke. Det er en prioritering ikke at gøre det."

Det er en interessant mekanisme. DR skal legitimere licensen og fortolker det sådan, at man skal vise festen og bidrage til den.

 

Tilbage er blot at sige: Lad den bedste vinde. På banen. Og på skærmen.


 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job