Relationsarbejde og nærvær online

I socialpsykiatrien skal online bostøttesamtaler supplere face to face-samtaler mellem borger og medarbejder. Men virker det – og kan man skabe relationsarbejde og nærvær i en online kontekst?
Foto: Screenshot af specialets forside
Foto: Screenshot af specialets forside
Digitale velfærdsløsninger skal i de kommende år på tværs af sektorer skabe bedre og billigere indsatser til landets borgere.
I socialpsykiatrien hedder en af løsningerne online bostøtte. Og flere af landets kommuner er begyndt at supplere face to face-samtaler mellem psykisk sårbare borgere og bostøttemedarbejdere med online samtaler.
 
Relationsarbejde er et socialpsykiatrisk kerneværktøj, der skal sikre en god relation mellem borger og medarbejder, og ikke mindst styrke borgernes selvstændighed. Vi undersøger gennem analyser af deltagernes multimodale handlinger, om det er muligt at gennemføre relationsarbejde i en online kontekst.
 
Analyserne er forankret i en etnometodologisk og konversationsanalytisk tilgang, der gør det muligt at undersøge deltagernes handlinger i interaktionen ned til mindste betydningsbærende detalje. I den forbindelse undersøger vi, hvilke identitetskonstruktioner deltagerne gør relevante under samtalerne, hvordan det påvirker interaktionen på et lokalt og situationelt plan, og hvad det fortæller om relationen.
 
Dermed adskiller specialet sig fra eksisterende undersøgelser af online bostøtte – og online interaktioner generelt, som oftest gennem fx surveys og interviews fokuserer på, hvad mennesker siger de gør, deres holdninger, erfaringer osv.
 
Specialet viser, hvordan relationsarbejde bliver gjort løbende og sekventielt i samtalernes åbninger og lukninger. Vi argumenterer bl.a. for, at medarbejderens løbende projicering af positive identiteter mod borgeren er et redskab til at skabe og fastholde relationsarbejde undervejs i samtalerne.
 
Ambitionen for at skrive specialet har været at skabe et fundament for en mere nuanceret debat om brugen af online kommunikation i socialpsykiatrien. Personligt håber vi ikke, at de varme hænder forsvinder i social- og sundhedssektoren. Men studiet har gjort os opmærksomme på nogle af onlineformatets kvaliteter som supplement til face to face-samtaler.
 
Specialet er skrevet af Cecilie Nielsen og Kathrine Ejrup Olsen ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet. Specialet er bedømt til karakteren 10.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også