Dyrbys ikke-undskyld-undskyldning

Michael Dyrby havde siden premieren på dokumentaren MeToo: Sexisme bag skærmen på discovery+ den 29. november afvist at tale med nogen. Ikke engang hans eget medie, B.T., kunne få fat i ham. Han blev så chokeret efter at have set dokumentaren, at han til sidst ikke kunne sige to sammenhængende sætninger.

Interviewene er bygget helt ens op, og journalisterne stiller de samme spørgsmål – i næsten samme rækkefølge. Michael Dyrby begynder med at fortælle, hvordan han har pendlet rundt mellem sine huse i Danmark og udlandet, siddet i sin bil. På billederne i Berlingske ser han lidende ud. I Genstart knækker stemmen over flere gange i begyndelsen af programmet. Svarene er fuldstændigt identiske, fordi de er skrevet ned på forhånd. Det er bevidst uklar tale.

Som chefredaktøren på Filmagasinet Ekko, Claus Christiensen, skriver i en kommentar.

”Hans ageren det seneste år, hvor lokummet for alvor er begyndt at brænde, fortæller med al ønskelig tydelighed om et kynisk menneske, der dybest set bare prøver at redde sit eget skind.”

Klaus Wivel følger trop i en leder i Weekendavisen under overskriften Sandhed og konsekvens

”Det er uværdigt at give så tåget en beklagelse, at offentligheden straks får den mistanke, at han i højere grad angrer, at sagerne er kommet frem. Mere oprigtigt føles det heller ikke, at beklagelserne først kommer nu, hvor hans stilling er i fare.”

Upassende forhold

Michael Dyrby taler om ”upassende forhold til ansatte på TV 2”, ”dårlig dømmekraft”, ”magtfuldkommenhed” og ”fornægtelse” uden at komme nærmere ind på, hvad der gemmer sig bag ordene.

”Jeg må erkende, at jeg har haft upassende forhold på TV 2. Jeg var chefen og havde magten og dermed også ledelsesansvaret, men det tog jeg jo ikke på mig. Og det må jeg bare undskylde så meget, jeg kan, for,” siger han til Berlingske.

I Genstart spørger journalisten ham direkte: Hvad siger du egentlig undskyld for, og hvem siger du undskyld til?

”Først og fremmest kvinderne, dem kender jeg jo vældig godt og respekterer og undskylder for, at de har været på en arbejdsplads, hvor kulturen er gået i en retning, hvor man ikke kunne være tryg for at være der, og hvor man risikerede at blive udsat for det, man kunne kalde krænkelser. Det er jo ikke i orden at møde på arbejde om mandagen og frygte at blive fyret, fordi chefen har været upassende til festen om fredagen.”

Han indrømmer kun lige præcis det, der er nødvendigt, for at han kan blive siddende som chefredaktør. Vi får ingen forklaring på, hvordan han kunne krænke adskillige kvinder på TV 2, uden at det gik ham på; faktisk kan han slet ikke erindre, at det var så galt.

Kvinderne får ingen undskyldning. Det ville være det samme som en indrømmelse, og Michael Dyrby indrømmer bevidst kun bagateller.

En god undskyldning skaber lige relationer og genopbygger respekten, skriver den amerikanske forfatter og professor i lingvistik Edwin Battistella i bogen Sorry About That: The Language of Public Apology. En dårlig undskyldning derimod gør lige det modsatte og kan endda forvolde ny skade.

InTheBlack er et australsk business-magasin. I en artikel under overskriften Apoligize like a leader: How to say ”I’m sorry" er der et eksempel på en god undskyldning.

Steve Smith, kaptajnen for Australiens cricketlandshold, blev i 2018 afsløret i forsøg på snyd under en landskamp i Sydafrika. Efterfølgende undskyldte han på tv.

”Til alle mine holdkammerater, til cricketfans over hele verden og til alle australier, som er skuffede og vrede: Undskyld, jeg tager det fulde ansvar. Jeg begik en alvorlig fejl og forstår nu konsekvenserne. Jeg fejlede som leder, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at rette op på mine fejl og den skade, jeg har forvoldt”.

En del af problemet

Michael Dyrby undskylder for ”en kultur”, hvor man risikerede at blive udsat for ”det man kunne kalde krænkelser”. Han forholder sig ikke til sin egen rolle, men udtaler sig i generelle vendinger og reducerer krænkelserne til noget, der kun foregik ved fester. Han nægter at forholde sig til konkrete eksempler og bliver irriteret, når han bliver spurgt ind til det.

”Jeg kommer her og erkender, at jeg har været en del af problemet, og ja, jeg havde upassende forhold. Det, synes jeg faktisk, er en meget stor erkendelse at lægge på bordet,” siger han i interviewene

Han vil ikke uddybe, hvad han mener med upassende forhold eller i det hele taget at gå i detaljer. Han forklarer det med, at han har noteret sig, at kvinderne i dokumentaren ikke ”ønsker at sætte navne på”, og så vil han ikke ”begynde at trække tråde og sætte navne på.”

Ifølge professor Edwin Battistella skal man, når man undskylder, være meget specifik med at fortælle, hvad man gjorde forkert, og hvad man undskylder for og ikke komme med undskyldninger.

Dyrby gør præcis det modsatte. Han siger ikke: Ja, jeg havde sex med praktikanter, men ”i min verden er et upassende forhold en relation til nogen, der ikke har været i orden.” Og så må læseren selv tolke.

I dokumentaren MeToo: Sexisme bag skærmen fortæller studieværten Cecilie Beck, hvordan de mandlige chefer bedømte kvinderne på deres seksuelle udstråling.

”Som kvinde blev man i høj grad målt på sin fuckability. Det er der ingen tvivl om. Det har jeg også talt med andre kvindelige kolleger om. Jeg har også hørt, hvad der er blevet sagt. Navnlig husker jeg, hvad der er blevet sagt om dem, der ikke var fuckable.”

Hendes kollega Karen-Helene Hjort fik på et tidspunkt at vide, at hun var for fuckable til en given opgave. Michael Dyrby forsvarer sig i interviewene i blandt andet Berlingske og Genstart med, at det var helt almindeligt at bruge udtrykket. Alle gjorde det.

”For 15-20 år siden var det et begreb, man arbejdede med i den internationale tv-verden, og som man hæftede på kvindelige værter. Om de havde det, man kalder X-faktor. Der snakkede man om fuckability factor, og TV 2 arbejdede meget tæt sammen med CNN, og jeg ved, at DR også brugte det begreb; BBC brugte det,” siger han til Berlingske.

Det bliver siden tilbagevist af både BBC og DR i Journalisten.

”Har jeg krænket nogen? Altså, i og med jeg er en del af dokumentaren, og de kvinder, som fortæller om deres oplevelser, jo helt tydeligt føler sig krænkede, så er det klart, at jeg har krænket nogen. Det er vanvittigt, og det undskylder jeg virkelig for.”

Ikke-undskyldning

Michael Dyrby kommer konsekvent med det, professor i lingvistik Edwin Battistella kalder for en ikke-undskyld-undskyldning. Det er svært at gennemskue, hvad han egentlig siger undskyld for, og til hvem han siger undskyld.

”Jeg er ked af, hvis de har følt sig krænkede”, ”Jeg mistede mit moralske kompas”, ”Jeg må jo bare nå frem til den erkendelse, at jeg var en del af problemet”, ”Jeg var chefen, jeg havde ansvaret for kulturen”, ”Det er klart, at jeg har været præsenteret for nogle ting, men den omfattende og grundlæggende beskrivelse af en arbejdsplads, hvor folk mistrives, det havde jeg ikke set.”

Ifølge Edwin Battistella bør en undskyldning være oprigtigt angerfuld og vise, at man tager ansvar for handlingen uden at komme med en masse forklaringer eller forsøge at kaste skylden over på andre, og man bør sætte navn på krænkelsen. En god undskyldning bør også forsøge at udbedre skaden ved at forpligte sig til at handle anderledes.

”Ideelt set bør en gerningsmand også bruge ordet ”undskyld” i stedet for blot at sige, at han er ked af det eller fortryder eller beder om tilgivelse," siger Edwin Battistella.

Michael Dyrby gør ingen af delene.

”Det gør voldsomt indtryk på mig, de oplevelser, kvinderne kommer med, og hvad det rent faktisk har betydet for dem. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal undskylde for det. Det har været hos mig hvert minut, siden det kom frem for godt en uge siden. Jeg har ikke tænkt på andet nat og dag.”

En god undskyldning er kort, klar og uden omsvøb. Som da statsminister Mette Frederiksen på Danmarks vegne sagde undskyld til Godhavndrengene.

”Undskyld for den uret, der er gjort imod jer og jeres kære. For dem, der er her, for dem, der var, og for dem, der følger efter. På vegne af Danmark, undskyld”

Grænseoverskridende

Michael Dyrby bestemte selv, hvornår han ville bryde tavsheden og til hvem. I en faktakbos bag om interviewet skriver journalisterne på Berlingske, at Dyrby havde enkelte betingelser:

Han krævede, at interviewet også skulle bringes i hans eget medie, B.T., og at han ville få mulighed for at adressere den anklage, kommunikationsrådgiver Anna Thygesen rettede mod ham. Derudover ønskede han, at det skulle fremgå af faktaboksen, at journalisterne havde frie hænder. Endelig ønskede han at få citaterne til gennemsyn, inden artiklen blev offentliggjort.

Anna Thygesen er den eneste i sexisme-dokumentaren, der efterfølgende bryder tavshedsetiketten. Det sker, da Dyrby samme dag, dokumentaren får premiere, skriver til B.T., at han er af den overbevisning, at han ”ikke har krænket nogen direkte, men oplevelser ses jo forskelligt – selv mange år efter. Og jeg beklager selvfølgelig, hvis nogen sidder med den følelse. Jeg har begået fejl, som jeg fortryder set i bagklogskabens klare lys.”

Udtalelsen provokerer Anna Thygesen så meget, at hun fortæller, at det var Michael Dyrby, der efter en julefrokost i 2007 sagde, at hun næppe ville nå langt i TV 2-systemet, fordi hun var for gammel, for rapkæftet – og fordi han ikke gad kneppe hende.

Det er den eneste gang, Michael Dyrby forholder sig direkte til en af anklagerne. Han afviser at have sagt noget så ”frygteligt og grænseoverskridende”.

”Nej, jeg kunne ikke have sagt det her. Det er hundrede procent sikkert, og I kan ringe til alle, som kender mig, og så vil de sige, at det kan de vanskeligt tro, at jeg har sagt. Men det er klart, at hun er blevet krænket over noget, stødt over noget, og det beklager jeg. Men jeg vil på ingen måde vedkende mig ordlyden. De ord er meget, meget langt fra mig.”

Kort efter dukker dette tweet op på Twitter:

I et amerikansk underholdsningsshow fra 2014 kommer den amerikanske skuespiller Jonah Hill ifølge professor i lingvistik Edwin Battistella med en ægte undskyldning, da han over for publikum og seerne undskylder for at have overfaldet en paparazzi med en homofobisk bemærkning.

”Jeg vil gerne undskylde over for alle i miljøet, som er blevet mødt med det udtryk. Undskyld. Jeg ved, at jeg ikke fortjener at blive tilgivet, men hvis du er ung og ser det her: Hvis nogen siger noget, som sårer dig eller gør dig vred. Brug mig som et eksempel på, hvordan man ikke skal opføre sig. Igen. Undskyld.”

”Jeg ved godt, at jeg normalt er sjov, men det her var ikke sjovt; det var åndssvagt.”

Reaktionerne på klippet, der er lagt ud på YouTube, er mange og positive. En skriver: ”Det virker lidt akavet, og jeg tror, det virker akavet, fordi vi ikke er vant til at voksne mænd ægte og ærligt undskylde for situationer, de har håndteret dårligt, men Jonah håndterede det med stil.”

Michael Dyrby er muligvis en dygtig nyhedschef, men det er sagen uvedkommende. Hans hykleri og håndtering af sexisme-sager ikke alene på TV 2, men også på sin egen avis, B.T., har været elendig, og hans tågede erkendelser og manglende undskyldning er en direkte hån mod de kvinder, han har krænket. Hvis han fortsætter som chefredaktør, vil det være et tilbageslag for #MeToo-bevægelsen i Danmark og til skade for Berlingske Media, ja, hele branchens troværdighed.