Framing-fælder i terrorens ordkampe
Framing handler om at formidle sit verdenssyn med sit sprog. Derfor er overvejelserne om, hvorvidt vi siger IS, ISIS, ISIL, Daesh eller noget femte og bedre, vigtigere, end de danske medier og politikere vil være ved. Kampen på ord er kompliceret at føre og måske umulig at vinde, men vi bør alle deltage i den, og den er langt fra forbi.
af Mette Bengtsson
”Dette er en krigshandling udført af terroristhæren Daesh, en hær af jihadister mod Frankrig.” Sådan omtalte Hollande den handling og de folk, der stod bag terrorangrebet i Paris, i sin tale dagen derpå. Få dage senere i en tale til Frankrigs borgmestre om det internationale samfunds luftangreb i Raqqa i Syrien talte han også om Daesh: ”Jeg har bedt det internationale samfund om at tage del i det, der kun kan være en fælles opgave: at udslette Daesh.”
Og så blussede diskussionen om betegnelser ellers for alvor op (igen) i både danske og udenlandske medier. For hvad skal vi kalde gruppen i Irak og Syrien, der begår frygtelige terrorangreb flere steder i verden med autoritet hentet i Koranen? Islamisk stat, IS, ISIS, ISIL eller Daesh?
Søren Espersen fra Dansk Folkeparti mener, at det er en feinschmeckerdebat. Omvendt har moderne sprogvidenskab siden den sene Wittgenstein været ret overbevist om, at tale og tanke påvirker hinanden: at vores måde at tænke på afsløres i vores måde at tale på. Og den anden vej rundt (og måske endnu mere interessant): at talen ligefrem kan påvirke vores måde at tænke på.
.jpeg)
På Twitter vælter det ind med #Notinmyname-posts, når dem, der kalder sig Islamisk Stat begår terror mod uskyldige ofre verden over. Terrorhæren vil skære tungen af folk, der kalder den Daesh, men de folk er de danske medier ikke blandt. Foto: Zuma Press/Zeus.
Daesh
Især i Frankrig og USA har de på et tidligt tidspunkt forholdt sig kritisk til brugen af betegnelser for terrorgruppen. I forbindelse med gruppens officielle udmelding om navneændring til Islamisk Stat i 2014 opfordrede den franske forsvarsminister, Laurent Fabius, for eksempel franske medier og journalister til at følge det franske forsvarsministerium og bruge betegnelsen Daesh.
Især i Frankrig og USA har de på et tidligt tidspunkt forholdt sig kritisk til brugen af betegnelser for terrorgruppen. I forbindelse med gruppens officielle udmelding om navneændring til Islamisk Stat i 2014 opfordrede den franske forsvarsminister, Laurent Fabius, for eksempel franske medier og journalister til at følge det franske forsvarsministerium og bruge betegnelsen Daesh.
Til France24 udtalte han blandt andet: ”Det er en terrorgruppe og ikke en stat. Jeg anbefaler, at man ikke bruger betegnelsen Islamisk Stat, fordi det udvisker linjerne mellem islam, muslimer og islamister.” Omkring et års tid senere kom 120 engelske parlamentsmedlemmer med samme opfordring til BBC, og over Atlanten er især John Kerry kendt for at omtale terrorgruppen med betegnelsen Daesh, hvilket Barack Obama også har gjort siden angrebene i Paris.
Fx i Frankrig, Iran og USA har man vedtaget, at selvudnævnte Islamisk Stat ikke må beholde den sproglige serveret, når det gælder rammesætningen af deres virke. Foto: IS/ISIS/ISIL/Daesh/?-propagandavideo.
Islam indgår i alle navnene
Det besynderlige ved den lingvistiske kamp mellem de forskellige betegnelser er, at hvad enten man vælger at sige Islamisk Stat eller bruger et af akronymerne, så er "islam" og "stat" indeholdt i dem alle, og dermed tager man ikke afstand – man legitimerer stadig med sin sprogbrug, at der er tale om en stat, og at gruppen motiverer deres handlinger med afsæt i Koranen.
Det besynderlige ved den lingvistiske kamp mellem de forskellige betegnelser er, at hvad enten man vælger at sige Islamisk Stat eller bruger et af akronymerne, så er "islam" og "stat" indeholdt i dem alle, og dermed tager man ikke afstand – man legitimerer stadig med sin sprogbrug, at der er tale om en stat, og at gruppen motiverer deres handlinger med afsæt i Koranen.
IS er et akronym for Islamic State eller på dansk Islamisk Stat. ISIS er et akronym for Islamic State of Iraq and Syria eller Islamic State of Iraq and al-Sham, mens ISIL er en forkortelse for Islamic State of Iraq and the Levant. Daesh (eller Daish) er også et akronym, men for den arabiske stavemåde al-Dawlah al-Islamīyah fī al-ʻIrāq wa-al-Shām.
Når det alligevel af flere bliver opfattet som bedre at bruge akronymerne, skyldes det nok, at når man bruger akronymerne, så udtaler man ikke ordene islam og stat, og derved laver man ikke en direkte kobling dertil. Og måske vil nogle mennesker (både de, der bruger betegnelserne, og tilhørerne) ligefrem ikke vide eller huske, hvad akronymerne dækker over, og derved heller ikke tænke på, hvad de faktisk er i gang med at bekræfte.
Daesh er et akronym for "al-Dawlah al-Islamīyah fī al-ʻIrāq wa-al-Shām" og derfor faktisk ikke rigtig en vej væk fra at sige hverken "islam" eller "stat". Men "Daesh" har også en række meget nedsættende betydninger, som terrorhæren i hvert fald selv lader til at betragte som de primære. Foto: Zuma Press/Zeus.
I terrorkrig mod et trampende æsel
Der er også det drilske ved det, at Daesh i den arabiske del af verden typisk bliver associeret med en mere kritisk stillingtagen til terrorgruppen, fordi Daesh har flere synonymer, som har nedsættende betydninger. Daesh skulle efter sigende i udtale ligge tæt på ordet jahsh, som betyder æsel. Og Daesh kan også betyde ”at trampe på eller knuse” eller ”en selvretfærdig person, der tvinger sine holdninger ned over andre.”
At det selvudnævnte kalifat finder betegnelsen provokerende, fremgår også af de forskellige former for straf, som de truer med, hvis man bruger betegnelsen i kalifatet: 80 piskeslag eller afskæring af tungen!
I retorikundervisningen på Københavns Universitet lærer man ellers, at sproget udvikler sig med dets brug, men det kan da være, at man mere effektivt kunne undgå den fejlagtige positive brug af "bjørnetjeneste", hvis man indførte en lille straf. Og dog, danskerne synes ikke helt parate til den form for regulering – Alex Ahrendtsen kom i hvert fald ikke videre godt fra start i sidste valgkamp med sit sprogregulerende forslag om skat på engelske ord i reklamer.
Hvis såkaldte Islamisk Stat ikke bryder sig om det, er det nok et godt tegn. Det er i hvert fald den australske premierministers ræsonnement bag at gå over til at sige Daesh, siger han til Daily Mirror. Løkke har ikke fulgt hans eksempel, men måske er det rette navn heller ikke dukket op endnu ... Foto: Tweet fra Daily Mirror.
Danske medier bruger stadig betegnelsen Islamisk Stat
I en dansk kontekst har Daesh ikke rigtig vundet indpas (endnu i hvert fald), og mange er nok først stødt på betegnelsen i forbindelse med terrorhandlingerne i Paris. Ser man på danske medier og laver forskellige søgninger, kan man se, at vi stadig primært bruger betegnelsen Islamisk Stat. I den seneste måned forekommer Islamisk Stat for eksempel 623 gange i danske, landsdækkende medier, mens ISIS kun forekommer 39 gange, ISIL 30 gange og Daesh 33 gange.
I en dansk kontekst har Daesh ikke rigtig vundet indpas (endnu i hvert fald), og mange er nok først stødt på betegnelsen i forbindelse med terrorhandlingerne i Paris. Ser man på danske medier og laver forskellige søgninger, kan man se, at vi stadig primært bruger betegnelsen Islamisk Stat. I den seneste måned forekommer Islamisk Stat for eksempel 623 gange i danske, landsdækkende medier, mens ISIS kun forekommer 39 gange, ISIL 30 gange og Daesh 33 gange.
Den danske regering har heller ikke taget Daesh til sig, men synes i løbet af efteråret i stedet at have besluttet sig for at bruge betegnelsen ISIL. Statsminister Lars Løkke Rasmussen brugte i hvert fald betegnelsen i sin åbningstale til Folketinget i oktober, ligesom han også valgte at sige ISIL i talen ved mindehøjtideligheden ved den franske ambassade: ”Jeg har også gjort det klart, at Danmark vil fortsætte vores urokkelige deltagelse i kampen mod terrorgruppen ISIL.”
Danske medier og politikere har forskellige mere eller mindre konsekvente argumenter for at beholde betegnelserne ISIS, ISIL og Islamisk Stat. Naser Khaders er, at man ved at fastholde forbindelsen til islam, motiverer islamiske intellektuelle og teologer til at tage medansvar i kampen mod islamisme. Foto: EB.dk
Og det vil de også gøre fremover
Og vender vi os til chefredaktørerne i den danske medieverden, er de overraskende konservative. I den forgangne uge er flere af dem blevet bedt om at forholde sig til deres medies brug af betegnelser for terrorgruppen.
Bo Lidegaard kommer for eksempel i Politiken med denne begrundelse for at holde fast i Islamisk Stat: ”Jeg forstår godt dem, der mener, at vi ikke skal vise Islamisk Stat den respekt, at vi både kalder dem islamisk og stat, når de ikke er nogen af delene. De er fanatikere og en terrorbevægelse. Men for os som medie er det problematisk at forsøge at finde et politisk korrekt ord, for vi lever af at kommunikere med vores læsere, så de forstår os bedst muligt. Og det er altså navnet Islamisk Stat, de fleste forbinder bevægelsen med.” Man kunne indvende, at måske forbinder læserne netop bevægelsen med navnet, fordi det er det navn, som medierne bruger, og at hvis medierne begyndte at kalde det noget andet, så ville læserne også gøre det? Altså at Lidegaards argumentation har noget cirkulært over sig?
Charlotte Harder fra DR leverer umiddelbart et bedre og mere konsekvent argument, når hun siger, at DR bruger det navn, som gruppen selv har valgt. Det er ideen om ”serveretten” – at man som medie undlader at tage stilling, men overtager betegnelsen fra afsender.
“Mit sprogs grænser betyder min verdens grænse”, skrev Wittgenstein. Det kan også formuleres som hos retorik- og framing-forskeren George Lakoff: “Framing is about getting language that fits your worldview. It is not just language. The ideas are primary – and the language carries those ideas, evokes those ideas.”
Mit sprogs grænser betyder min verdens grænser
I sine udmeldinger om betegnelsen Islamisk Stat går Naser Khader i højere grad end mediefolkene ind på, at en betegnelse er argumentation – og at betegnelsen indeholder nogle implicitte antagelser, og at man som afsender må tage stilling til disse antagelser. Til Ekstra Bladet siger han: ”Det er noget politisk korrekt pjat og noget vrøvl, når præsident Hollande benytter udtrykket Daesh.” Og han fortsætter: ”Når du afviser IS som ikke-muslimer fratager du moderate muslimer ansvaret for den kamp, der skal kæmpes ideologisk og teologisk, så islam ikke overtages fuldstændigt af islamisme. Det fjerner simpelthen presset på islamiske intellektuelle og teologer, som vi næsten ikke hører noget til, når IS reduceres til ikke-muslimer. Så tages kampen ikke op.” Samme pointe gentager han i BT et par dage senere under overskriften: ”Ved at kalde Islamisk Stat for ’Daesh’ reducerer man terroristerne til en flok bondeknolde med våben.”
I sine udmeldinger om betegnelsen Islamisk Stat går Naser Khader i højere grad end mediefolkene ind på, at en betegnelse er argumentation – og at betegnelsen indeholder nogle implicitte antagelser, og at man som afsender må tage stilling til disse antagelser. Til Ekstra Bladet siger han: ”Det er noget politisk korrekt pjat og noget vrøvl, når præsident Hollande benytter udtrykket Daesh.” Og han fortsætter: ”Når du afviser IS som ikke-muslimer fratager du moderate muslimer ansvaret for den kamp, der skal kæmpes ideologisk og teologisk, så islam ikke overtages fuldstændigt af islamisme. Det fjerner simpelthen presset på islamiske intellektuelle og teologer, som vi næsten ikke hører noget til, når IS reduceres til ikke-muslimer. Så tages kampen ikke op.” Samme pointe gentager han i BT et par dage senere under overskriften: ”Ved at kalde Islamisk Stat for ’Daesh’ reducerer man terroristerne til en flok bondeknolde med våben.”
For nogle er hans argumentation måske lidt overraskende. Han går i hvert fald imod andre moderate muslimer, der netop påpeger det problematiske i, at muslimer, islam og islamiske bliver slået i hartkorn. Som når Ku Klux Klan eller Anders Behring Breivik forbindes med kristendommen. Hvad der imidlertid er interessant for os i denne sammenhæng er, at Khader slår et slag for, at det betyder noget, hvad vi kalder tingene – at den måde, vi taler om tingene på, påvirker den måde, vi tænker om tingene på. Som den sene Wittgenstein skriver: “Mit sprogs grænser betyder min verdens grænser.” Eller i en lidt nyere version hos George Lakoff om framing-teori: “Framing is about getting language that fits your worldview. It is not just language. The ideas are primary – and the language carries those ideas, evokes those ideas.”
Rod Liddle foreslår i The Spectator, at man går over til navnet ”Really Bloody Horrible People Who Have Nothing To Do With Islam”, men hælder i artiklen selv til en holdning i retning af Naser Khaders.
PET’s retningslinjer for terrorsprogbrug
Lad os afslutningsvis vende tilbage til Hollande. For nok forholder han sig kritisk til betegnelsen for Islamisk Stat, men i samme sætning kalder han også gerningsmændene for jihadister – hellige krigere. Man kunne påpege, at han også burde holde sig fra den betegnelse, fordi han derved er med til at legitimere ekstremistiske muslimers verdenssyn og understøtter en tankegang, hvor de voldelige gerninger retfærdiggøres. Eksemplet viser, hvor svært det er at være reflekteret i forhold til sin sprogbrug – at det kræver en enorm opmærksomhed.
Lad os afslutningsvis vende tilbage til Hollande. For nok forholder han sig kritisk til betegnelsen for Islamisk Stat, men i samme sætning kalder han også gerningsmændene for jihadister – hellige krigere. Man kunne påpege, at han også burde holde sig fra den betegnelse, fordi han derved er med til at legitimere ekstremistiske muslimers verdenssyn og understøtter en tankegang, hvor de voldelige gerninger retfærdiggøres. Eksemplet viser, hvor svært det er at være reflekteret i forhold til sin sprogbrug – at det kræver en enorm opmærksomhed.
Tilbage i 2008 udsendte PET herhjemme en pressemeddelelse, hvor de netop opfordrede til, at danske myndigheder skulle undlade at bruge betegnelser som martyr og jihad. De talte om at rense sproget for såkaldte islamistiske ord – at vi i Danmark ikke bør bruge terroristernes sprog. Anja Dalgaard-Nielsen, som på det tidspunkt var PET’s chef for afdeling for sikkerhed, sagde i en pressemeddelelse: ”Det handler ikke om politisk korrekthed, men om at sikre en sprogbrug, der er så præcis og objektiv som muligt. Terrorister kæmper ikke blot en voldelig kamp, men også en kamp på ord - om et bestemt syn på verden.”
Der er selvfølgelig forskel på at være offentlig myndighed, regeringsleder, politiker eller debattør – og hvad man kan tillade sig inden for de rammer. Offentlige myndigheder og regeringsledere kan måske i mindre grad tillade sig at positionere sig med deres sprogbrug. Det er også mere kompliceret end som så med sprogbrugen, eftersom den, der først kommer med en betegnelse, typisk har et forspring, og eftersom det hurtigt kan blive svært at kommunikere, hvis vi bruger otte forskellige betegnelser om den samme ting. Ideen om en objektiv sprogbrug er også problematisk. For hvad er det? Men vi bør alle reflektere over, hvad de ord, vi bruger, implicerer. Hvor står vi selv? Og hvilke antagelser og verdenssyn ligger der i det, vi siger?
Måske man blot skal slutte sig til den engelske kommentator Rod Liddle, der i The Spectator foreslår at kalde terrorgruppen ”Really Bloody Horrible People Who Have Nothing To Do With Islam”. Der er selvfølgelig lige det med framing og negationer, og at en frame også fremkaldes i negationer. Og måske er det lidt langt i det. Hmm, kampen på ord er heller ikke let vundet. Indtil videre er det bare rigtig vigtigt, at vi husker, at den er der, og at den ikke er slut.
De handler ikke på mine vegne. Det er bare noget, de siger. Det er budskabet fra masser af muslimer på sociale medier, der udtrykker deres frygt for at blive fanget i framing-fælden. Fotos: #Notinmyname på Twitter.
-----------------------------------------------------------------------
Fakta om IS/ISIS/Daesh's navnetransformationer
Den gruppe, som de fleste i en dansk kontekst i dag omtaler som Islamisk Stat, har skiftet navn op til flere gange siden grundlæggelsen tilbage i 1999. Først var gruppen kendt som Gruppen af Monoteisme og jihad. Fra 2004, efter at have slået sig sammen med Al-Qaeda, gik gruppen under navnet Al-Qaeda i Irak.
Den gruppe, som de fleste i en dansk kontekst i dag omtaler som Islamisk Stat, har skiftet navn op til flere gange siden grundlæggelsen tilbage i 1999. Først var gruppen kendt som Gruppen af Monoteisme og jihad. Fra 2004, efter at have slået sig sammen med Al-Qaeda, gik gruppen under navnet Al-Qaeda i Irak.
Fra 2006, hvor gruppen for alvor fik overtaget i Irak, ændrede den navn til Islamisk Stat i Irak. Og da gruppen i løbet af 2013 også fik erobret dele af Syrien, blev navnet udvidet til Islamisk Stat i Irak og al-Sham. I juni 2014 proklamerede gruppen, at de nu betragtede sig selv som et kalifat med Abu Bakr al-Baghdadi som kalif, og at de fremover blot vil kaldes Islamisk stat. En navnetransformation, der vidner om, at gruppen selv er opmærksom på, at det betyder noget, hvad man kalder sig.
Fakta om PET’s retningslinjer for terrorsprogbrug (2008)
PET's Center for Terroranalyse (CTA) anbefaler, at man lader være med at bruge følgende udtryk:
Jihad, jihadist og hellige krigere: Blandt islamiske lærde er der uenighed om ordets betydning. I nogle kredse opfattes ordet jihad som en legitim begrundelse for anvendelse af vold. Ordet kan altså være med til at bekræfte terroristernes handling som en religiøs pligt.
Mujahideenere og martyrer: Risikerer at bidrage til terroristernes egen opfattelse af heltedåd.
Fundamentalisme: Refererer i trosspørgsmål til at være bogstavtro. Koranen bliver af muslimer opfattet som Guds ord, der ikke kan betvivles. Derfor kan alle muslimer i princippet opfattes som fundamentalister, og derfor er det misvisende at bruge det om ekstreme grupperinger.
Salafisme og wahabisme: Der er stor uenighed om indholdet af disse religiøse retninger inden for islam, så de bør undgås.
PET understreger, at terror først og fremmest skal opfattes som et voldeligt middel til at opnå politiske mål, og derfor er ord som terrorist, ekstremist, militant og voldelig gode at bruge.
PET understreger, at terror først og fremmest skal opfattes som et voldeligt middel til at opnå politiske mål, og derfor er ord som terrorist, ekstremist, militant og voldelig gode at bruge.
