En række tendenser tyder på, at vi er på vej mod et postfaktuelt demokrati. I modsætning til det faktuelle demokrati er det postfaktuelle samfund kendetegnet ved, at borgerne i stigende grad har vanskeligt ved at skelne kendsgerninger fra ideologi – fakta fra politik.
Revolutionen inden for kommunikationsteknologi har altså medbragt en massiv udvidelse og demokratisering af information, hvor mange flere aktører end tidligere har mulighed for at skabe og cirkulere information.
Befolkningen har måttet acceptere, at en væsentlig del af den strategiske kommunikation, som den er målgruppe for, rummer en uadskillelig blanding af information og konstruktion – alt sammen med det formål at maksimere vælgernes tilslutning. Medier og eksterne konsulenter bidrager og profiterer i vid udstrækning af denne udvikling.
I det postfaktuelle samfund iscenesætter man sin egen sandhed. Sandheden er ikke længere noget, politikere og befolkning forholder sig kritisk til, men noget, man konstruerer og vinkler ud fra strategiske interesser og politiske motiver. Tendenser til at opløse det faktuelle demokrati ses flere steder. De sociale medier er et eksempel på det drøftende demokratis risikozoner. På nettet kan mavefornemmelser og anekdoter få tillagt samme værdi som evidensbaseret forskning.
Den seneste tids debat om HPV-vaccinen er et godt eksempel. Danske sundhedsmyndigheder har i en række år anbefalet unge piger at tage vaccinen, fordi forskning på området viser en klar sammenhæng mellem HPV-virus og livsmoderhalskraft. Helt op imod 90 procent af pigerne i den udsatte gruppe har modtaget vaccinen. Samtidig har en lang række kvinder berettet om bivirkninger ligesom forskellige internetfora har rejst alvorlige indvendinger mod behandlingen.
Imidlertid er der ingen dokumenteret sammenhæng mellem vaccinen og de angivelige symptomer. Senest har en undersøgelse fra den europæiske lægemiddelmyndighed, EMA, afvist mistankerne. Alligevel er det færre og færre unge kvinder, der modtager vaccinen. I sidste kvartal af 2015 og starten af 2016 var det kun 27 procent af de 12-årige piger, der valgte at blive vaccineret ifølge nye tal fra Statens Serum Institut.
Antallet af unge piger, der vælger at blive vaccineret mod livmoderhalskræft, er gået stødt ned ad bakke. Bliv opdateret med flere data på Bias.nu.
Der er ingen tvivl om, at debatten om HPV-vaccinens mulige bivirkninger har fyldt meget i mediebilledet. Samtidig er der politikere, som har valgt at så tvivl om myndighedernes granskning af vaccinen. Udover Dansk Folkepartis Liselotte Blixt og forskellige etablerede medier har en række Facebook-grupper sat fokus på mistankerne om bivirkninger. Mistanker, som myndighederne altså har afvist med robuste populationsundersøgelser.
Sagen vidner om en problematisk tendens i det postfaktuelle demokrati, hvor mavefornemmelser, anekdoter og selvrapporterede historier i højere og højere grad tillægges samme værdi som lødig forskning og fagligt funderet viden. Det postfaktuelle demokrati er et samfund, hvor videnskabelige eksperter og offentlige myndigheder kun er én blandt mange konkurrerende informationskilder. På de sociale medier kan en historie udbredes og de debatterende parter konfrontere hinanden, uden at det er klart, hvilket grundlag af kendsgerninger og fakta diskussionen hviler på.
Det er nærliggende at tro, at adfærden på de sociale medier bare er et spørgsmål om nogle enkelte personer, der bliver mere og mere ekstreme i takt med, at debatten udvikler sig. Men fænomenet stikker dybere. Vi lever i dag i en samfundssituation, hvor myndigheder og politikere er ude stand til at præsentere forskningsmæssig viden og ekspertise på en måde, så store befolkningsgrupper fæstner tillid til den.
#Gyllegate
En del af denne problemstilling kan myndighederne takke sig selv for. I de seneste år har der været en tendens til at politiske kampagner præsenteres på en måde, hvor detaljer og kendsgerninger fortoner sig i retorik. Politikerne har selv været dårlige til at håndhæve tilliden til uafhængige eksperter og viden.
I alt for mange situationer er det blevet mere belejligt for politikere at udsende strategisk tilrettelagte budskaber i stedet for at tage en debat om, hvilken viden og evidens, der ligger bag et bestemt beslutningsgrundlag. Medierne har med få undtagelser ikke været optagede af faktatjek og forskningskommunikation og vidensformidling har generel lav prioritet i mediebilledet.
Landbrugspakken udviklede sig til en møgsag - og ministerrokade - for Venstre bl.a. grundet manglende klarhed om evidensgrundlaget. Polfoto/Martin Lehman
De kommunikative betingelser der skal være til stede for, at befolkningen har tillid til videnskabelige eksperter og kan få indsigt i politikernes og embedsapparatets brug af rådgivning, er i stor udstrækning afmonteret. I stedet for transparens og en åben debat om evidens og kildegrundlag er der opstået en kommunikationskultur præget af uigennemsigtighed og taktiske budskaber.
Falsk objektivitet og Junk-evidens
Den danske videnskabsjournalist
Lone Frank har påpeget, at en del af problemet skyldes, at journalistisk formidling ofte lider af en falsk objektivitet, hvor man sidestiller uvidenskabelige postulater med grundig videnskabelig evidens. Hun peger på HPV-sagen som et eksempel. Ofte fremstilles to parter ligeværdigt, selvom den ene har tung videnskabelig faglighed i ryggen og den anden kommer med en række uunderstøttede og uvidenskabelige påstande.
Den omstridte miljødebattør Bjørn Lomborg har præget debatten om global opvarmning i en skeptisk retning. Polfoto/Niels Hougaard.
Formelt er det objektivt, fordi vi hører begge perspektiver. Men debatten er ikke balanceret, fordi kilderne ikke har samme vægt. Resultatet er, at eksperter og forskere ikke længere har monopol på sandheden og ikke nødvendigvis er de første, journalister og borgere henvender sig til, når de vil have afklaring af kendsgerninger og indsigt i de politiske beslutningsprocesser.
Beretningerne peger på to principielt farlige informationsbårne tendenser, der ikke kun er at finde blandt desperate patientgrupper, men gennemsyrer alle vigtige kulturelle, økonomiske og politiske beslutningsprocesser. Tilstedeværelsen af ”junk-evidens” har været et tragisk fænomen i debatten om klimaforandringer, genmodificerede afgrøder og en lang række lignende situationer. Selv om de fleste i dag anerkender, at klimaet ændrer sig på grund af stigende CO2-udledning, har det taget alt for længe at acceptere denne kendsgerning. Imens er skaderne på miljøet vokset og befolkning, politikere og forskere er blevet distanceret fra hinanden.
En debat fyldt med junk-evidens og falsk objektivitet har udskudt en egentlig stillingtagen til klima-udfordringerne. Polfoto/Aaron Favila.
En forklarlig nødløgn?
Når en del af årsagen til det postfaktuelle demokrati skal tilskrives politikerne og det politiske systems kommunikationsmidler, skyldes det ikke mindst, at politikere og embedsmænd i en række situationer spekulerer i, hvordan befolkningen kan overbevises om fortællinger, der har et lemfældigt forhold til sandheden. Et eksempel er sagen om nødløgn.
Sagen blev genstand for stor offentligt debat efter en statslig undersøgelse af Justitsministeriets embedsmænd, der havde aflyst Folketingets retsudvalgs besøg på Christiania. Besøget var arrangeret for, at udvalgsmedlemmerne kunne diskutere kriminalitets- og sikkerhedsniveauet i fristaden. Men kort før besøget advarede Politiets Efterretningstjeneste (PET) den daværende justitsminister Morten Bødskov om, at der var et ”skærpet” trusselsbillede i forbindelse med besøget.
Politikere forgår, embedsmænd består. Retsudvalgets tur til Christiania med Pia Kjærsgaard i front. Polfoto/Mikkel Khan.
PET anbefalede derfor, at mødet blev udskudt. Men chefen for PET mente ikke, at det var muligt at dele oplysningerne om trusselbilledet med retsudvalget. Løsningen fandt Morten Bødskov i samråd med sine embedsmænd. Embedsmændene aftalte, at den daværende politidirektør skulle aflyse sin deltagelse i mødet. Dermed kunne hele arrangementet aflyses. Og således blev Folketingets Retsudvalg stukket en løgn.
Offentligt skattesmæk
Sagen om Skatteministeriets håndtering af Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skatteforhold har mange lignende træk, der minder om samme lemfældige omgang med sandheden. Sagen brød ud, da BT i 2010 bragte en artikel om, at Kinnock ikke havde betalt skat i Danmark. Thorning-Schmidt og hendes mand blev først frikendt. Men nogen tid efter frifindelsen blev afgørelsen fra SKAT lækket til medierne.
Sidenhen blev der nedsat en Skattesagskommission, der skulle kortlægge, om lækket af personfølsomme oplysninger var ulovligt. Selv om der aldrig blev fundet beviser for, at toppen af Skatteministeriet gennemtvang en bestemt afgørelse i Helle Thorning-Schmidts sag, vidner processen om en vildfaren embedskultur med en klar interesse i at manipulere medier og befolkning til at skabe et bestemt konstrueret billede af sandheden.
Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skatteforhold blev hængt ud som snavset vasketøj. Polfoto/Niklas Hallén.
Hvem sætter dagsordenen?
I sin helhed har disse tendenser en uheldig samfundsmæssig virkning. I et demokrati må politiske beslutningsprocesser være gennemsigtige og pålidelige. I de situationer hvor beslutningsprocesserne kræver rådgivning bør denne være informeret af videnskabelige studier kombineret med en insisteren på, at videnskabelige eksperter ikke kan træffe beslutninger på borgernes vegne.
Hvis et samfund ikke skal falde tilbage på dogmatisme og ortodoksi, hvor magt og sandhed følger hinanden, må der bevares en arbejdsdeling mellem evidens og ideologi. De fleste almindelige borgere er ude af stand til at vurdere de specifikke detaljer i videnskabelige undersøgelser, og mange står tilbage uden mulighed for at vurdere pålideligheden af de forskellige personer og anbefalinger, når en kontrovers bryder ud.
Derfor er der brug for det faktuelle demokrati. Der vil naturligvis altid være aktører, der er interesserede i at fordreje sandheden, ligesom der altid vil være medier, der ikke har tilstrækkelige ressourcer til at eftertjekke bestemte påstande. Men det væsentligste er, at der findes videnskabelige institutioner og myndigheder, der nyder integritet i samfundet og som kan være med til at skabe et evidensbaseret beslutningsgrundlag.
Det betyder også, at forskerne og eksperter skal blande sig mere i debatten og engagere sig i den demokratiske samtale. Alt for mange forskere er kun optagede af den interne kommunikation til andre forskere i specialiserede tidsskrifter – i håb om at denne viden før eller siden når ud til samfundet. Men dette er langt fra tilfældet.
Hele fadæsen om Landbrugspakken er et eksempel på, hvordan eksperternes udtalelser og forskningsresultater har konsekvenser for den politiske beslutningstagen. Polfoto/Jacob Ehrbrahn.
Som eksemplerne ovenfor viser, er forskning og videnskabelig evidens i det postfaktuelle demokrati ikke noget befolkningen automatisk har tillid til. I stedet for at vente på en naturlig nedsivning af viden gennem uddannelse og medier er det nødvendigt med mere strukturerede systemer for ekspertrådgivning og myndighedsbetjening. Forskere kan i langt højere grad end det er tilfældet i dag, bidrage til politikudvikling, optræde som kilder i den offentlige debat og være med til at sætte en dagsorden på de områder, hvor deres forskning har samfundsmæssige implikationer, som for eksempel inden for sundhed, klima og energi.
Mellem videnskab og demokrati
I udlandet har man i en årrække haft tradition for, at regeringer eller parlamenter ansætter en national videnskabelig rådgiver, der har til opgave at levere ekspertise og evidens om varme politiske sager – for at nedkøle den politiske kommunikation og skabe en mere ligevægtig og tillidsvækkende brug af analyser og evidens.
Disse rådgivere har for det meste en videnskabelig baggrund, men frem for alt har de talent og erfaringer med politiske beslutningsprocesser. De skal agere som mellemhandlere mellem to forskellige, og alligevel indbyrdes afhængige, institutioner: videnskab og demokrati.
På europæisk niveau har EU Kommissionen etableret en ny mekanisme for videnskabelig rådgivning,
Scientific Advice Mechanism (SAM), der skal rådgive kommissionen i sager, hvor der er brug for et stærkt videngrundlag for at træffe beslutninger med stor betydning for borgernes hverdag. Formålet med SAM er at sikre, at kommissionen har adgang til den bedst mulige rådgivning, uafhængigt af institutionelle og politiske interesser.
Der findes med andre ord effektive mekanismer, der kan være med til at modvirke det postfaktuelle demokrati. Men polarisering på de sociale medier, politikernes brug af strategisk kommunikation samt den overflod af data og information, der i dag er tilgængelig på internettet, gør det nødvendigt med en principiel debat om, hvilken rolle evidens og pålidelig viden har i samfundet. Fra eleverne i folkeskolen til forskerne på universitetet er det nødvendigt med en stærkere bevidsthed om, hvem der styrer informationsstrømmen og hvordan den påvirker de demokratiske institutioner.
Det er ét blandt mange værktøjer samfundet har til rådighed for at bevare det faktuelle demokrati.
Artiklen er udstyret af Kforum.