|
Hvorfor vil vi ikke betale kunstnerne?
"Vi kan desværre ikke tilbyde honorar"

Den laveste i hierarkiet altid er den, der leverer indholdet, altså kunstneren, forfatteren eller musikeren. Hvorfor bliver der ikke talt mere om det? Foto: Getty Images.

Skrevet af
Sætningen ”vi kan desværre ikke tilbyde honorar” er så almindelig i kunstbranchen, at man som kunstner nærmest bliver forvirret, hvis man får tilbudt løn for sit arbejde uden diskussion. Når debatten om kunstneres lønvilkår indimellem titter frem, er det også almindeligt, at den hurtigt stilner af og ender et sted, hvor folk uden for branchen bliver enige om, at kunst, lige som alt andet, skal ”sælge sig selv”, før den har en værdi. Men hvor meget koster kunsten egentlig samfundet, og hvad er dens værdi?
Da journalist på Radio24syv Ida Herskind for nyligt igangsatte en kritisk undersøgelse af danske kunstneres lønvilkår baseret på IDOARTs spørgeskemaundersøgelse om ditto, havde jeg det, som Pernille Albrethsen beskriver i Weekendavisen: Mine ører blev ”så store som Dumbos”.
 
Den debat plejer nemlig at foregå i smalle medier og vække meget lidt interesse hos nogen uden for kunstbranchen. Men denne gang ser det ud til, at debatten har fået mere liv, og problematikken er blevet tydeligere. Så måske er det nu, vi kan skabe en ændring? Man kan i hvert fald håbe, for de danske kunstnere arbejder under urimelige vilkår.
 
Den evige flaske rødvin
Det gælder i alle dele af kunstbranchen, at det er personen, som leverer indholdet – kunstneren, forfatteren, musikeren etc. – der arbejder gratis eller til den dårligste løn, ofte kun en symbolsk løn. Alle andre, der arbejder rundt om kunstneren – direktøren, bibliotekaren, fragtmanden m.fl. – får løn. De lever altså af det arbejde, kunstneren udfører. Det burde være tydeligt for enhver, at det er urimeligt.
 
Hvorfor er det alle andre end kunstneren, der lønnes? De, der sælger billetter; de, der hænger værker op; de, der kuraterer udstillingen, udstillingsstedet. Blot ikke den, hvis værker er omdrejningspunktet. Foto: Getty Images.
 
Jeg er selv kunstner, forfatter er vist mest præcist – i juni udkom min ungdomsroman Telefontesten – selvom jeg også laver andre ting, fx et glansbilledeprojekt med fokus på samtykke. Jeg er uendelig træt af blive kontaktet med henblik på jobs, jeg kan ”få lov” at udføre for eksponering, eller hvad manglende løn ellers bliver kaldt.
 

Ligesom alle andre kan kunstnere ikke betale husleje med en flaske rødvin,
en æske chokolade, kopnudler med kyllingesmag, eller hvad man ellers kan få.

 

Måske kender du den der summen af en myg i soveværelset, efter du har lagt dig godt til rette. Efter et stykke tid bliver den så irriterende, at du må stå op og klaske myggen. Når det er gjort, lægger du dig lettet tilbage i sengen, men bedst som du er ved at falde i søvn, hører du en ny myg.
 
Sådan føles det at afværge diverse tilbud om ulønnet arbejde. Til sidst bliver man virkelig træt og frustreret. Ligesom alle andre kan kunstnere ikke betale husleje med en flaske rødvin, en æske chokolade, kopnudler med kyllingesmag, eller hvad man ellers kan få.
 
Noget, der giver mening for begge parter
Jeg er så heldig, at jeg i snart to år har levet af at arbejde med litteratur, som er noget af det bedste, jeg ved. Jeg skriver, jeg udgiver andres værker på mit forlag, og jeg har en deltidsstilling som daglig leder af Poesiens Hus. Derfor er det for tiden fint for mig at takke nej til ulønnet arbejde. Jeg mangler ikke noget på CV’et og har masser af spændende opgaver.
 
Det bliver straks mere kompliceret, når statslige organisationer kontakter mig med henblik på at samarbejde med Poesiens Hus, men ikke vil betale det samarbejdet koster. For nylig fik jeg en mail fra Kultur Ø (Østerbros afdeling af Kbhs Kultur- og Fritidsforvaltning), der spurgte, om Poesiens Hus var interesseret i et samarbejde omkring nogle faste arrangementer hos dem. Det sagde jeg først ja til, men fik så følgende svar på mit spørgsmål om honorarer:
 
”Hej Rikke
Det betyder desværre at der ikke er honorar til de eventuelle forfattere/workshopholdere/kunstnere. Kultur Ø er i gang med en proces med at ændre måden der laves partnerskaber på, så det skal være noget der giver mening for begge parter, i stedet for at vi betaler andre for at komme ud og lave arrangementer.
Med venlig hilsen
[Navn] ”
 
Det sagde jeg nej til. Jeg synes ikke det gav mening for den part jeg repræsenterer (forfatterne etc.). Jeg ved godt, at de kommunale budgetter er pressede, men det eneste, der giver mening er altså løn. Hvis man som etableret organisation med faste lønnede medarbejder ikke kan tilbyde eksterne aktører honorar, bør man ikke invitere til samarbejder. Man skal da netop betale folk for at komme og lave arrangementer.
 
Skribentens opråb på Facebook.
 
Jeg ved dog godt, at det ikke er så enkelt. Der er hele tiden et pres for at skabe mere indhold for de samme penge, og når man skal overbevise lokalpolitikerne om, at man som organisation er værdig til at modtage støtte, er det vigtigt at vise, at man er interesseret i at samarbejde med andre kulturaktører. Poesiens Hus vil mægtig gerne samarbejde.
 
Som daglig leder kan jeg bare ikke stå inde for et samarbejde, hvor jeg skal finde kunstnere, der skal arbejde gratis. Slet ikke hos en anden aktør, der har deres på det tørre, mens jeg bliver bussemanden, der siger: ”Vi kan desværre ikke tilbyde honorar”. De honorarer, jeg kan tilbyde, er i forvejen latterligt små.
 
En halv promille af det samlede statsbudget
Med det seneste fokus på Aros’ holdning til kunstnerhonorarer ville det være en nem politisk manøvre at skære i kunststøtten generelt, men som forfatter og økonom Kaspar Colling Nielsen skriver i sin statusopdatering: ”[Kunststøtten udgør] under en 1/2 promille af det samlede statsbudget.”
 
 
Det er i det store hele en ret lille udgiftspost, som vi som samfund i øvrigt får ret meget for. For mange er det måske svært at se, hvad man får for pengene. Det kræver, at man sætter sig ind i stoffet, og det bør de politikere, der forvalter budgetterne, gøre. Sagt med forfatter Adda Djørups ord:  
”Jeg synes at politikerne (generelt) er for uvidende og uambitiøse mht. den ressource kunst på alle mulige måder kan udgøre i menneske- og samfundslivet. Jeg synes at de lader guld ligge på gaden. Både set med åndens og nationaløkonomiens briller. Jeg ville foreslå at de orienterede sig i noget af den nyere forskning vedr. kreativitet og læring, erkendelse og sundhedsfremme.” Citatet er en del af en kommentar til Debatten DR's indslag om kunststøtte fra d. 15/11.
 
Man kan jo bare sige nej
”Man kan jo bare sige nej” lyder det ofte fra udenforstående, når debatten kører. Sådan fungerer det bare ikke. Nok kan man ikke leve af eksponering, men den er alligevel vigtig. Hvis man aldrig udstiller værker, læser op eller lignende, risikerer man at gøre sig så irrelevant inden for sit felt, at man aldrig får tilbudt jobs. Hverken lønnede eller ulønnede.
 
Vi må dog også anerkende, at vi har et solidaritetsproblem i branchen. Siger man nej, står der er altid en anden klar til at udføre arbejdet for det halve eller gratis. Det problem skal vi i høj grad selv løse. Præcist hvordan ved jeg ikke, men vi kan måske blive bedre til at bede om løn, gøre opmærksom på, hvem der udbetaler og ikke udbetaler løn.
 
Kunstner Nanna Lysholt Hansen er begyndt at brug hashtagget #kunstnerenblevbetalt, når hun har modtaget et rimeligt honorar. Vi andre kunne jo gøre det samme.
 

Relaterede artikler

Vejen til de gamle kultursnobbers lommer - De gamle hippier og slumstormere er blevet – ja, gamle. Indeni er de imidlertid unge som vårharer, og de er lige så imma...
Den analoge hjælp til det distraherede sind - Notesbøger, der på smuk og kunstnerisk vis indeholder to-do-lister, kalendere og noter, er populære i en sådan grad, at ...
Sublimt PR- stunt på Sotheby’s - Fredag den 5. oktober blev den pseudoanonyme gadekunstner Banksys maleri ”Girl With Balloon” solgt og efterfølgende selv...
Vi er ikke filantroper, vi er publicister - Johannes Riis er stoppet som litterær direktør. Innovationsafdelingen er nedlagt. Ny butik med litterært merchandise er ...
Løkke ligner jo en hollandsk huguenot - Fra fulde folk og algorimter skal du høre sandheden. Nu har Googles algoritme fundet ud af, hvem du ligner, hvis du hang...
Jeg har fået nok af Facebooks kunstcensur - På Facebook er der ikke plads til uperfekte kroppe, en piercet topmodel eller en sort ung mand med sminke og smykker. De...
Alle vil have en tur i sofaen - Det nye portræt af HKH Kronprins Frederik på Frederiksborg Slot kickstarter et tankemylder. Men er det subtil majestætsf...
At trække en prins frem i lyset - Bent Fausing, lektor på Københavns Universitet, analyserer det nye portræt af Danmarks kommende konge, HKH Kronprins Fre...

Giv din stemme

12 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

54 JOB

Senior Communication Consultant

Se alle job Indryk job

Job

Praktikant

Frist: 21. december

Copywriter

Frist: 5. januar

Praktikant til Public Affairs

Frist: 15. januar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.