Hobitten: Femhæreslaget

Med Hobbitten: Femhæreslaget synes der at være sat punktum for de store fantasy-blockbuster-eventfilm. Tolkiens ord og Peter Jacksons fornemmelse for det visuelt storslåede er vredet for de sidste idéer. Fantasy-genren er ofte blevet nedvurderet som infantil og fordummende virkelighedsflugt, men meget tyder på, at genren kan mere, end vi tror.

Fantasygenren har skabt nogle af filmkulturens store premierebegivenheder i det sidste årti eller mere. Lige før jul 2003 fik vi tredje og sidste del af Peter Jacksons filmatisering af Tolkiens Ringenes Herre, Kongen vender tilbage. På tv-skærme har vi siden 2011 kunnet følge med i HBOs spektakulære og blodige Game of Thrones, og 10. december i år havde Femhæreslaget premiere, sidste trediedel af Jacksons filmatisering af Tolkiens Hobbitten. Foruden selvfølgelig Harry Potter filmene (2001-2011) og, for et lidt yngre publikum, Narnia filmene (2005, 2008 og 2010 foreløbig). De har alle appelleret både stort og bredt, for Harry Potter og Ringenes Herre/Hobbitten-filmenes vedkommende selvfølgelig ikke mindst fordi de er baseret på bøger, der har haft kolossal betydning for seere i mange aldre.

 

 


Tredje del af Peter Jacksons trilogi skabt over Tolkiens klassiker Hobitten. Kilde: Warner Brothers.

 

Den store selvforglemmelse
Alment kan man sige at fantasygenrens appel ligger i invitationen til at gå på opdagelse i en anden og eventyrlig verden, fuldstændig forskellig fra vores, med sine helt egne regler, sin helt egen geografi og sin egen tid, hvor der er vendt op og ned på de størrelsesforhold, vi kender, og hvor mennesker og dyr er andet og mere end det, vi forstår ved mennesker og dyr. 

På den måde kan det selvfølgelig være rigtigt at tale om en eskapistisk genre. Man lader sig selvforglemmende opsluge af de wauw-oplevelser, den anden verden tilbyder. Oplevelser, som er blevet til igennem kombinationen af en instruktørs og en fotografs visuelle visioner ud fra nogle bogværker og de muligheder for at realisere det aldrig før sete, der ligger i computeranimation og andre digitale teknikker.

 

Traileren til Hobitten 3: Femhæreslaget.

 

Men at blive opslugt af en anden verden behøver ikke være lig med eskapisme. Et andet karakteristikum ved fantasygenren er, at selv om det på den ene side en fremmed og dragende verden, vi lokkes af, er det på den anden side også en verden, vi på mange måder kan nikke genkendende til. Det interessante ved en fantasyverden er, at den er befolket af et mylder af mystiske eventyrvæsener, der i spektakulære geografier kæmper med og mod hinanden, samtidig med, at den er en abstrakt genre, der sætter store eksistentielle spørgsmål i scene. Og hvis universer vi som tilskuere kan investere os i og afprøve vore egne holdninger i på mange forskellige måder afhængigt af det blik, vi er udstyret med.

 

Den sidste Harry Potter-film handler om den ultimative kamp mellem det onde selv og helten, sådan som vi kender det fra western-genren. Kilde: Warner Brothers.

 

Hvilket liv vil vi leve?

I fantasy- og eventyruniverser kæmper mørkets gigantiske og flamboyante kræfter i ofte drabelige slag mod de, der vil en god og retfærdig verden. I både den sidste Harry Potter-film og den sidste Hobbitten-film er genren blevet udstyret med the final showdown, den ultimative kamp mellem det onde selv og helten, sådan som vi kender det fra western-genren. Men fordi fantasy og eventyrfilm også er moralske fortællinger med en søgende hovedperson, tilbyder de os - måske netop fordi de foregår i andre verdener - moralske dilemmaer at fundere over. De giver os forestillinger om mulige andre livsformer og værdier at tage stilling til – fx det fredelige men også lidt bedsteborgerlige og kedelige Shire i Tolkien-filmatiseringerne og udødeligheden og blidheden hos skovelverne.

Læs, hvorfor alle elsker Game of Thrones.

 


Tolkien-filmatiseringerne handler overordnet om storheden i det små og om rejsen som en eksistentiel nødvendighed. Kilde: Warner Brothers.

 

Ringenes Herre-filmene drejede sig om venskabets natur og om magtbegærets korrumperende indflydelse på mennesker. Hobbitten-filmene drejer sig om begær og grådighed efter rigdom, og hvad det kan gøre ved os. Tolkien-filmatiseringerne handler overordnet om storheden i det små og om rejsen som en eksistentiel nødvendighed. Om en måske ligefrem spirituel søgen efter at vokse som menneske som også kan resultere i ensomhed og oplevelsen af at være udenfor fællesskabet. Netop fordi disse store almenmenneskelige dilemmaer er sat ind i den abstrakte og storslåede ramme, som den anden verden er, køber vi invitationen til at forholde os til dem. 

 

Det interessante ved en fantasyverden er, at den er befolket af et mylder af mystiske eventyrvæsener, der i spektakulære geografier kæmper sammen og mod hinanden. Kilde: narniadaily.tumblr.com

 

Tal på begejstringen
Men er Hobbitten: Femhæreslaget så et tilfredsstillende punktum for Peter Jacksons Tolkien-filmatiseringer? Et stort internationalt komparativt forskningsprojekt med deltagelse af forskere fra 46 lande skal give bud på svar ved at stille spørgsmålet til tilskuerne. Fra Danmark deltager professor Kim Schrøder, RUC og undertegnede, og på baggrund af besvarelser af undersøgelsens onlinespørgeskema, håber vi at kunne få svar på spørgsmål som: Hvordan bliver Hobbitten: Femhæreslaget oplevet? Hvad har man fået ud af at se Hobbitten filmene? Har det været en god oplevelse at se dem? Hvorfor har man set en eller flere af filmene? Hvad gjorde biografpublikummet tilfreds eller skuffet?

I 2003 deltog jeg og min daværende forskningsassistent, cand.mag. Dan Pedersen i den danske del af en tilsvarende undersøgelse af oplevelsen af Ringenes Herre – kongen vender tilbage, og de danske tal (på baggrund af ca. 1500 besvarelser) viste en meget stor begejstring for filmen. Måske var det især de meget begejstrede, der besvarede spørgeskemaet, men i hvert fald svarede 63%, at de fandt filmen ”helt fantastisk god” og 28% ”kunne virkeligt godt lide den”. 86% af de adspurgte havde set den første film, Eventyret om ringen, mere end én gang, 80% den anden film, De to tårne, mere end én gang. For 54 % af respondenterne var det Tolkiens bøger, der var den vigtigste årsag til at se filmene, mens det for 37% var de to første film. 86 % af besvarelserne fandt, at det var ”meget vigtigt” eller ”ekstremt vigtigt” at se filmen.
 
Gennem vores nuværende undersøgelse håber vi på at kunne bidrage til den bredere debat om fx Hollywoods dominerende rolle i vores kultur. Vi vil også gerne kunne sige noget om, hvordan folks nationale og lokale kultur har betydning for deres oplevelse af filmene. Det er ikke let at opbygge troværdig viden om disse ting. Men vi håber, at vi kan gøre det, hvis der er tilstrækkeligt mange, der besvarer spørgeskemaet, så vi kan begynde at lede efter mønstre og forbindelser.Vi ser spændt frem til at finde ud af, om vi i den nye undersøgelse vil finde den samme begejstring for filmene. Den samme tilknytning til bogen, den samme trang til at skynde sig i biografen? 
 
Læs mere om projektet her, hvor du også kan deltage i undersøgelsen selv. 
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job