Er du også like-liderlig?

Mange gemmer deres likes til særlige anledninger – men ikke jeg. Jeg deler hele tiden likes ud med rund hånd af alle mulige grunde: medlidenhed, pligt, politisk korrekthed, som duftspor, eller fordi jeg slet og ret er en fedterøv. Og selvom jeg anerkender magten ved ikke at like i forbindelse med at degradere anstrengende typer til skabagtige påfugle med halefjerene spændt ud til bristepunktet, så afholder det mig sjældent fra denne letkøbte, digitale hyldest.
Man har jo ligesom alle de likes, man vil have. Skuffen bliver aldrig tom – den her store sæk med glæde står der bare, klar til at blive kastet ned i dine venners skorsten. Der er jo hverken tale om mødom eller arvesølv.
Man har jo ligesom alle de likes, man vil have. Skuffen bliver aldrig tom – den her store sæk med glæde står der bare, klar til at blive kastet ned i dine venners skorsten. Der er jo hverken tale om mødom eller arvesølv.
Jeg har egentlig aldrig forstået, hvorfor nogle mennesker gemmer deres likes væk til særlige lejligheder. Men så igen: Jeg har heller aldrig forstået, hvorfor nogle mennesker gemmer deres pæne tøj til særlige lejligheder, hvilket ofte resulterer i, det er blevet umoderne, mølædt eller for småt, når man – tataaaa - tager det frem og forventer et gigantisk bifald og slet ikke tør bevæge sig i det, fordi det er så særligt og fint.
 
Man har jo ligesom alle de likes, man vil have. Skuffen bliver aldrig tom – den her store sæk med glæde står der bare, klar til at blive kastet ned i dine venners skorsten. Der er jo hverken tale om mødom eller arvesølv.
 
Jeg kan selvfølgelig have mine formodninger om, hvorfor nogle mennesker er nærige med like-knappen: De vil ikke devaluere deres like: Modtageren skal vide, at det er en ganske særlig gave at få et like af netop dem. Andre menneskers likes (som mine) er stangtøj, mens dine er high end. Og hvad ville dine højst rangerende venner i grunden ikke tænke, hvis du gik der og likede latterlige og ligegyldige ting? Jeg er ret ligeglad. Jeg kan godt være den daglige frikadellefars, der mætter selvtillidsappetitten, hvis andre absolut insisterer på at være entrecote.
 
En anden grund til ikke at dele likes ud står i janteloven: De andre skal ikke tro, de er noget, fordi de har taget et foto af et #hjemmebagtspeltbrød.
 
 
Like-kraften
Nå, men jeg har egentlig ikke behov for at have haute couture-likes til at ligge at støve. Og folk må sgu godt tro, de er noget, når jeg giver dem et like. Jeg tager ikke de der likes så alvorligt, behøver ikke være ærlig og reel på det punkt i mit liv, for det er bare en tom bekræftelse, som aldrig nogensinde monterer eller demonterer noget basalt for folk på selvværdsfronten alligevel.
 
Hvis et menneske dybest set og gennem opvæksten har lært, det ikke er noget, så giver likes ikke andet end et hurtigt fix, et lille rush til selvtilliden, og snart er de på jagt efter det næste. For følelsen af tomhed vender tilbage, så snart der ikke længere er en lille rød prik på dit Facebook-ikon.
 
Min holdning er, at likes aldrig kan give et menneske mere selvværd (vores ”jeg er” - opnået gennem livslang kærlighed og anerkendelse for autentisk jeg uden skelen til præstationer), men det kan give noget til selvtilliden (”jeg kan” - som man opnår gennem anerkendelser af præstationer) – men det afholder mig ikke fra at like. Det hele behøver ikke være så dybt.
 
Selv kan jeg bestemt ikke sige mig fri for at jagte bekræftelse. Det er nok også derfor, jeg tillægger alle andre, at de også gerne vil have likes hele tiden. Og jeg giver dem som sagt gavmildt – kom bare, du – men vær opmærksom på, at jeg gør det af mange forskellige grunde, der strækker sig fra almindelig høflighed voer strategi og selvprofilering til dybfølt ærlighed. Jeg har delt disse forskellige grunde op i kategorier:
 
1) Pligtliket
Det giver jeg primært til billeder af folks børn og nye profilbilleder. Jeg lovpriser desuden mine veninders udseende i kommentarfeltet, ligegyldigt om jeg synes, at billedet er ringe. Det ved jeg også, de gør ved mine billeder – og det er ganske rart med disse hvide løgne. Dog afholder jeg mig fra at skrive ”pft” og ”smuksak”. Det bør alle mennesker i virkeligheden afholde sig fra.
 
Jeg føler ekstra trang til at like, hvis der er tale om billeder af mennesker, der ikke er klassisk smukke: jo større briller, flyveører eller dobbelthager, jo mere rødglødende er min like-lyst.
Med mit pligtlike plejer jeg relationer på en hurtig måde; jeg smider lidt bekræftelse, eller jeg griber folks ansigt, lige inden de taber det på gulvet.
 
2) Medlidenhedsliket
En afart af pligtliket. Det giver jeg for eksempel til veninder, som flasher deres nye job som Tupperware-sælger, og som søger folk, der gerne vil til homeparty. Mit like indikerer, jeg anerkender dem som mennesker, mens jeg dog ikke lover, at jeg dermed vil bruge en torsdag aften på at hylde kulørte plastvarer på en overgearet måde.
 
Medlidenhedsliket bruger jeg også til ældre familiemedlemmer, der nu udlever deres kunstnerdrøm og fremviser et brunt billede af noget, der angiveligt er en hoppende hare...? Dermed har jeg jo ikke sagt, jeg vil købe det, vel?
 
Jeg giver det også til venner, der ikke har så høj social status, men som alligevel har samlet sig mod til at smide en vittig onkel-joke på Facebook.
 
Jeg giver det generelt til updates, som ikke har fået ret mange likes. Når jeg tænker over det, så er medlidenhedsliket ret socialistisk: Jeg giver til dem, der ikke selv formår at skaffe bekræftelse på egen hånd. Det fungerer på lige fod med at rose hende der i koret, der endelig tør synge med. Pyt med, om det er falsk.
 
 
3) Politisk korrekt like
Et like, som jeg kan lide mig selv mindst for at give, for det er så corny og vel i grunden smådiskriminerende, uærligt og dobbeltmoralsk – men mange bruger det uden at tænke over det.
 
Det politisk korrekte like gives til billeder af homoseksuelle brudepar, som man kender så overfladisk, at et like ikke ville være oplagt, hvis der var tale om et heterobryllup. Jeg kan også finde på at give det til mennesker af anden etnisk oprindelse, selvom deres update/billede egentlig i sig selv ikke retfærdiggør det.
 
Folk, jeg ikke kender ret godt, der har børn med eksempelvis Downs, får også med det vuns et kæmpe like for, at ”her sidder Johannes og spiser ærter i gråvejr”.
 
Jeg giver det også til nøgenbilledserier af ældre damer med slappe bryster, selvom jeg egentlig synes, det er åndssvagt, at vi alle sammen pludselig vil anerkendes for at være smukke. Hvorfor er det ikke godt nok bare at være os i al vores ufuldkommenhed? Hvorfor denne desperate jagt på at blive anerkendt for at være pæne?
 
Jeg giver de der likes for ikke at kunne blive anklaget for mangel på rummelighed eller anderledes former for skønhed. Jeg giver dem, fordi jeg er pissebange for at fremstå homofobisk, racistisk eller provensiel. Det er akkurat lige så tåbeligt og diskriminerende, som når jeg ude i virkeligheden smiler ekstra bredt til buschaufføren, fordi han er brun i huden. Eller udbryder ”MUMS” til myntete fra Marokko, som jeg nærmest ikke kan synke, fordi det er alt, alt for sødt til mig og mine danske smagsløg. Jeg tør jo godt sige til mine hvide venner, hvis deres kage er for sød for mig – deri det diskriminerende.
 
Jeg signalerer på den måde, at jeg er socialt konform. Som at blinke indforstået til de andre i en forsamling, hvor onkel Ib højrøstet giver den for meget gas med de diskriminerende jokes – men sådan er vi andre ikke, for vi liker jo de samme, ordentlige værdier.
 
4) Selvpromoveringslike
Selvpromoveringsliket er også ofte ret phoney. Det giver jeg til firmaer med den rette miljø- og CSR-profil eller firmaer som Ganni, Änglamark og Starbucks, der kan få mig til at fremstå kvalitetsbevidst og tjekket. Selve essensen, produktet i sig selv, bliver sekundært: Jeg folder mig en skammel af pågældende brand og historie, som jeg kan stille mig op på og glimre foran vennerne.
 
Jeg har liket lange, politiske eller økonomiske samfundsanalyser uden at have læst dem til ende, fordi jeg ganske enkelt kedede mig ihjel, og der var kattevideoer, der ventede på mig (dem liker jeg så ikke – tænk, hvis mine venner tror, jeg er banal nok til at falde for pelset nuttethed).
 
Jeg følger og liker pt. Nick Cave på de sociale medier, selvom jeg vel aldrig har lyttet til hans numre…
Derimod kunne jeg aldrig drømme om at like Rasmus Seebach, selvom det er ham, jeg hovedsageligt hører, når jeg er ude at køre med mine døtre – og selvom jeg tager hatten af for ham som popsnedker af Guds nåde.
 
Når mine kloge venner lægger en eller anden kompliceret reference til Kierkegaard eller Kant op, så liker jeg naturligvis også. På den måde har vi en eller anden højpandet, eksklusiv hyggekrog sammen, som de andre vist ikke fatter en bønne af. Men det gør jeg: Jeg har jo liket. Og heldigvis ringer de mig ikke op og eksaminerer mig. Det ville i hvert fald virke underligt.
 
Jeg har seriøst liket en dejlig opskrift på bønnebøffer fra flexitar-bevægelsen, hvorefter jeg har smidt en gigantisk flæskesteg i ovnen.
 
Jeg liker også Kirkens Korshærs side, men jeg tager alligevel mig selv i at være så lille et menneske, at jeg lusker min pantbon ned i lommen, hvis ingen ser mig, i stedet for at trykke doner til socialt udsatte.
 
Jeg har også taget mig selv i at ærgre mig, når mine kendte eller prestigefulde venners like ikke har fået lov til at stå først og med fed skrift, fordi en eller anden Jens Jensen har liket lige bagefter og nu står fremhævet i stedet for.
 
Selvpromoveringsliket gives til ting og værdier, som de venner, jeg gerne vil sammenlignes med, giver likes. Og heldigvis bliver man på Facebook oplyst om, hvem af vennerne der har liket en eller anden artikel eller side. På den måde kan man spare sig selv for meget analysearbejde og blot kaste sig ind i flokken af socialt attraktive.
 
5) Fedterøvsliket
Ude i virkeligheden kaster chefens eller flokkens leders jokes gerne ti sekunders mere latter af sig, end når Jens Jensen fra IT siger samme joke. Sådan er det også med likes. Som en lille logrende hundehvalp liker jeg diverse middelmådige updates fra folk, som jeg ser op til/som har en eller anden form for magt over mig.
 
Og jeg kan se, at andre gør det samme.
 
I min SoMe-vennekreds har jeg både alfahanner og -hunner, og de slipper af sted med de mest forkølede updates, mens de lavere rangerende skal anstrenge sig meget, meget mere for at komme op på samme antal likes.
 
Nogle gange spekulerer jeg på, om det var bedre rent strategisk at lade være med at like – for diverse flokledere har ofte opnået positionen ved at være begavede/gode til at gennemskue ting, og så gør man jo lidt i nælderne, hvis man med sit like insinuerer, at de er til fals for fedteri. Det er et nervepirrende spil: Ved han, at jeg ved, at han måske ved, at jeg giver et like, fordi jeg er bange for at undlade og gøre ham vred?
 
Men jeg vil gerne like. Ikke mindst så andre venner kan se, jeg liker alfamenneskernes ting, og de dermed kan konkludere, at jeg har indflydelsesrige venner.
 
Dog afholder jeg mig altid fra at skrive ”godt brølt, løvinde/løve” i kommentarfeltet. Det bør alle mennesker afholde sig fra.
 
6) Gengældelseslike/taknemmelighedslike
I den virkelige verden er jeg sådan en, der ikke kan afslutte en middagsaftale, fordi jeg kører den lange takkedialog: Tak, fordi I kom, nej, det er os, der takker for mad, nej, nej, det var så lidt – tak for den fine vin osv. Det kører helt af sporet for mig, når folk tilkendegiver, de kan lide mig eller det, jeg gør.
 
Det samme sker på sociale medier, hvor jeg altid lurer på en chance for at gøre gengæld for et like, som jeg tidligere har fået. Sommetider er det ekstremt svært, når pågældende virkelig ikke lægger gode ting ud, og man afslører sig selv som uærlig, hvis man alligevel liker.
 
Men på min venneliste har jeg sådan en håndfuld af mennesker, som er flinke til at like mine ting, hvorfor jeg stresser mig selv med altid at opdage og like deres ting.
 
Det bliver ekstra indviklet i et kommentarfelt, hvis nogle liker din kommentar, og du så skal like deres – og det bare fortsætter og løber helt løbsk. Især hvis andre mennesker kommenterer senere, og du derfor også skal like hver og én af deres kommentarer.
Hvis én kommentar modsat alle andre ikke bliver liket, så bringer det minder om folkeskolen, hvor nogle børn stod uden for en stor cirkel i skolegården, og ingen gjorde plads til at lukke dem ind.
 
Jeg har til mine fødselsdage på Facebook været moden til en fosterstilling, fordi jeg er startet med at like eller takke i kommentarfeltet, hvorfor jeg - for at virke taknemmelig - har måtte like og skrive tak på nye måder under 250 fødselsdagshilsner. Jeg er nemlig også så tilpas forfængelig, at ingen skal kunne anklage mig for ikke altid at være sprængfuld af sjove, skæve og vedkommende måder at sige tak. Slet ikke de fede venner, der måske læser med på mit gøren og laden.
 
Gengældelsesliket er ren bytte-bytte-købmand, og jeg har en decideret aftale med én af mine venner om altid at like mit og vice versa. Han er en slags digital wingman.
 
7) Duftspor-like
Nu har jeg aldrig været single, mens jeg har brugt sociale medier, men jeg ser, hvordan nogle af mine venner liker updates fra folk, de gerne vil møsse, men hvor de ikke kender hinanden godt nok til at invitere direkte. Her er liket et kast med håret, tilfældigvis spændte muskler under T-shirten eller en snert af pirrende parfume. Det er et ”kom og tag mig” samtidig med, det ikke er så direkte, at det bliver pinligt, hvis den udkårne ikke samler op på signalet.
 
Jeg har brugt det i forbindelse med folk, som jeg egentlig gerne vil være venner med, men især i tilfælde af, at de synes, jeg er en bette miss nobody, så tør jeg ikke spørge direkte.
 
Jeg liker også updates, som jeg burde involvere mig mere i, end jeg gør. Liket er blot et duftspor, som en graffitimalers tag: "I was here" – men jeg gider ikke lige male hele husgavlen: et "ja, SoMe-ven, vi har skam en aktiv relation".
 
Det fantastiske ved duftsporliket er, at man kan flirte socialt, karrieremæssigt eller erotisk uden egentlig risiko for at tabe ansigt og uden den store anstrengelse.
 
8) Sympati-like
Nu nærmer vi os de likes, som jeg har det bedst med at give. Ofte har jeg nemlig ikke så meget fokus på bolden som på manden i forbindelse med likes: Jeg synes egentlig, nogle af mine venners updates er ufattelig kedelige, men da jeg holder af dem som mennesker, så smider jeg et like.
 
På den måde tror algoritmerne nu, at jeg er vild med persille, Guldborgsund Kommune og helt små ponyer.
Sympatiliket er ikke et medlidenhedslike, bare en varm kop te til en ven, der har haft en hård dag.
 
9) Det bundærlige like
Behøver egentlig ikke yderligere forklaring. Det er bare det fede like – både at få og at give.
 
10) Missing like (muhahaha)
At undlade at like kan også være en del af en strategi eller en nervekrig. Hvis man for eksempel er lidt på kant med en ven, så kan man lave en update, som vedkommende med garanti vil like. Hvis det ikke sker, så ved man i det mindste, at den er helt, helt gal, og man hellere må ringe og rede trådene ud.
 
Det manglende like kan altså bruges ganske effektivt, hvis du gerne vil lægge nogle på is eller ydmyge dem, når de har lagt noget ud. Det er lidt som: Ja, jeg ser, du render rundt som en skabagtig påfugl med alle halefjerene spændt ud til bristepunktet, men nej: Jeg synes ikke, du er noget særligt.
 
I det tilfælde er det så bare ekstremt irriterende og undergravende for dine onde hensigter, hvis de får likes fra mange andre…
I den mildere udgave, så kan man også undlade at like venners update, hvis de bare irriterer én lidt med deres mange selvprofileringsbilleder.
 
Der får man bare et problem, når man møder dem, og de siger ”hey, jeg har fået ny bil, nyt hus og lækker kæreste, som steger pragtfulde økologiske bønnebøffer til mig”, og du siger ”Ja, det så jeg på Facebook!”, hvorpå de – som minimum – tænker "jamen, hvorfor likede du så ikke?!"
 
Ja, hvorfor gjorde du egentlig ikke det? Det er der masser af grunde til at gøre…
 
Samvittighed og ægthed, siger du? Jo, jeg burde selvfølgelig kæmpe for en ærlig verden, hvor man ikke foregiver at være én, man ikke er – for jeg ved da godt, mine likes bidrager til at gøre SoMe-universet og mig selv stadig mere pailletbefængt, sminket og skingert.
 
Jeg burde heller ikke med mine letkøbte likes rose mine kontakters flotte skjorte, men totalt undlade at nævne den digitale bussemand, de samtidig har i ansigtet.   
 
Problemet er blot, at hvis jeg insisterer på at være ærlig og ægte på sociale medier og kun smide ærlige likes, så svarer det ligesom til at møde op til et cykelløb med en masse tilskuere, man gerne vil imponere, og være den eneste, der ikke er dopet. 
 
Ergo: Jeg liker med løs hånd, derfor jeg er.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også