Hvorfor hader halvdelen HBO's Watchmen?
Watchmen eller Wokemen

Watchmen anklages for at levere et så banalt politisk korrekt og woke budskab, at det halve (eller hele) kunne være nok. Nogle mener endda, at serien er decideret ’whitebashing’.

HBO’s nye tv-serie Watchmen deler vandene. Kritikerne er ellevilde og er nærmest uden undtagelse i ekstase over seriens stramme stilistik og politiske punch. Seerne derimod er knap så begejstrede. I skrivende stund har 95 % af anmelderne på rottentomatoes.com givet serien thumbs up, hvilket står i stærk kontrast til de kun 42 % af seerne, der bryder sig om serien. Men seernes anmeldelser er prægede af en bemærkelsesværdig diskrepans. Enten får serien én ud fem eller fem ud af fem. Enten er den genial eller det værste nogensinde. Vi lever overordnet i en kraftigt polariseret tidsalder, men modtagelsen af Watchmen må alligevel siges at gøre sig bemærket ved nærmest udelukkende at manifestere sig gennem haters eller fanboys. Og som så meget andet, når det kommer til USA, bunder uenigheden i race.
For at forstå dette skarpe skel mellem næsegrus beundring og arrig aversion skal man nok se serien i lyset af en forventningsafstemning, der kan deles op i tre kategorier. Dels er der det originale forlæg, tegneserien Watchmen fra 1986, som tv-serien nødvendigvis må blive holdt op imod. Men derudover er der også tale om en bredere diskussion omkring, hvad det egentlig er, vi forventer, at tv-serier skal levere nu om stunder.
 
Mange af de vrede anmeldelser fra seernes side anklager serien for på den ene side at være for rodet og kompliceret, når det gælder plot. På den anden side anklages den også for at levere et så banalt politisk korrekt og woke budskab, at det halve (eller hele) kunne være nok. Nogle mener endda, at serien er decideret ’whitebashing’. Endelig rejser Watchmen interessante spørgsmål om, hvordan nyfortolkninger af klassiske værker bør forholde sig til det oprindelige kreative ophav og dettes skabere.
 
Original og nyfortolkning: fra den kolde krig og atomart Armageddon til race og politisk korrekthed
Den legendariske tegneserieforfatter Alan Moore, der sammen med tegneren Dave Gibbons skabte Watchmen, er kendt for at være nærmest komisk fornærmet over mere eller mindre alle forsøg på at oversætte hans værker fra tegneserieformat til film og tv. Andre af hans klassiske værker, såsom V for Vendetta (1982), League of Extraordinary Gentlemen (1999) og From Hell (1999), er omsat til Hollywood-film med superstjerner, som Natalie Portman, Heather Graham, Johnny Depp og Sean Connery, i hovedrollerne. Alle som en blev de dog dømt uværdige af Moore; en skæbne, der også gjorde sig gældende for Zack Snyders ellers ret så trofaste forsøg på at omsætte Watchmen til film i 2009.
 
Den legendariske tegneserieforfatter Alan Moore. Foto: GettyImage.
 
Hvad Moore måtte have at sige om Damon Lindelofs forsøg på at oversætte Watchmen til tv-mediet, ved vi ikke meget om endnu. Men det kunne være interessant at høre, om han for en gangs skyld kunne tænkes at have noget positivt at sige. For hvis der er noget, der kendetegner tv-serien, så er det, at den har et nærmest provokerende afslappet forhold til Moore og Gibbons original, ligesom den på ingen måder er bange for at være politisk – begge dele kvaliteter, der må siges at være centrale i Moores kreative virke.
 
V for Vendetta blev skrevet som et protestråb mod Margaret Thatchers politik og undertrykkelsen af arbejderklassen, ligesom From Hell bruger næsten lige så lang tid på at levere samfundskritik og revse de herskende klasser, som den bruger på at undersøge Jack the Ripper-mordene, som ellers på overfladen er seriens omdrejningspunkt.
 
Moore har derudover, ligesom Lindelof, aldrig selv været for fin til at sample fra tidligere mestre. Lost Girls (1991) leverer f.eks. et erotisk mashup af Peter Pan, Alice gennem spejlet og Troldmanden fra Oz, ligesom League of Extraordinary Gentlemen både har Oscar Wildes fiktive karakter Dorian Gray og Robert Louis Stevensons Mr. Hyde i hovedrollerne.
 
Set fra den vinkel kan Lindelof siges at gøre mesteren Moore kunsten efter ved på kæk vis kun at bruge akkurat det, han selv har brug for at fortælle sin egen historie og så skrotte resten. For omend det for kenderen af Moores univers er muligt at finde spor af det oprindelige forlæg i 2019-udgaven på HBO (den gule farvepalet, blæksprutter, store og små, perifere referencer til det originale karaktergalleri), så har Lindelof valgt at gennemføre så mange radikale ændringer, at hans version nærmest dårligt nok kan siges at være en sequel som sådan.
 
Watchmen havde for nyligt premiere på HBO. 
 
Størstedelen af seriens handling er sat i 2019 snarere end i 1985, stort set alle de originale karakterer er skiftet ud med nye, og Moores centrale problematik – den kolde krigs våbenkapløb og den stigende risiko for atomart Armageddon – er i de indtil videre tre første afsnit tilsyneladende ingen steder at finde. I stedet handler stort set alle politiske spørgsmål om race, ligesom det geopolitiske fokus fra 1985 er snævret noget ind.
 
I 2019 er bekymringen ikke længere globale problemstillinger omkring to supermagters kamp om det atomare verdensherredømme, men den ene overlevende supermagts, USA's, blodige historie, nutid og fremtid. For Watchmen anno 2019 har benene solidt plantet i amerikansk geografi, politik og symbolik.
 
Fortabt, forvirret, for meget?
Serien lægger ud med en faktuel historisk begivenhed, den såkaldte Tulsa-massakre, hvor en lynch mob af hvide i 1921 dræbte sorte indbyggere og brændte deres huse og forretninger. Herefter går der dog i den grad alternativ historie i den. Lindelofs USA er i 2019 et samfund, der til dels minder om vort eget, men så alligevel overhovedet ikke. Robert Redford er præsident, politiet er nødsaget til at maskere sig af frygt for repressalier fra den racistiske og magtfulde terrororganisation Det 7. Kavaleri,  og himlen åbner sig fra tid til anden og regner med små blæksprutter. So far, so weird.
 
Mest besynderligt – og usandsynligt – af alt er der indført en så stram våbenlovgivning, at politiet er nødsaget til at ringe hjem til stationen og trygle om lov, førend de kan få låst deres pistoler fri fra patruljebilens våbenskab. Kendere af Moore og Gibbons forlæg såvel som af den amerikanske forfatning og amerikanernes forkærlighed for håndvåben har altså en del kameler at skulle sluge allerede i første afsnit. Hvad helvede er det lige, der foregår, og hvad er pointen med alle disse mærkværdigheder?
 
I Watchmen-universet går politiet med masker. 
 
Det er netop denne forvirring, såvel som de radikale afvigelser fra originalen, der for alvor ser ud til at få kritikerne til begejstret at klappe i hænderne, alt imens den jævne seer skrider i protest. I betragtning af, at instruktøren bag serien også er en af hovedkræfterne bag den legendariske tv-serie Lost (2004-2010), er en vis del forvirring selvfølgelig at forvente. Lost var netop kendetegnet ved en dragende og tilsyneladende mystisk kompleksitet, der dog sjældent blev forløst på den lange bane. Men den var, i modsætning til Watchmen, en enorm publikumssucces.
 
Med kun tre ud af i alt ni episoder tilgængelige af første sæson er det naturligvis umuligt at sige, om Watchmen, ligesom Lost, over tid plotmæssigt vil miste gassen i ballonen. Men én ting er sikkert: Med under en million amerikanske seere per afsnit er Lindelofs formel for succes fra tidligere tilsyneladende tabt på seerne i denne omgang.
 
Dog må man også spørge sig selv, om det er denne narratologiske kompleksitet alene, der driver seerne væk fra skærmen. For som den relativt populære serie Westworld (2016- ) beviser, så er et snørklet plotforløb selv i vores ellers så ufokuserede tidsalder ikke nødvendigvis lig med seerflugt. En væsentlig del af netop den amerikanske seerskares protest over serien ser dog også ud til at skyldes Lindelofs helt bevidste og, i hvert fald i en amerikansk kontekst, provokerende monomaniske fokus på race.
 
Serien lægger som sagt hårdt ud med på brutal vis at vise mordene på sorte i 1921 og klipper så derefter et århundrede frem i tid for at vise et USA, hvor den venstreorienterede Redford har siddet på magten i over 30 år. På overfladen har vi at gøre med et progressivt samfund, men det er reelt en nation, hvor de hvide racister står så stærkt, at den overvejende sorte politistyrke har set sig nødsaget til at have hemmelige identiteter for ikke at blive myrdet i egne hjem, når de kommer hjem fra vagt.
 
Trods disse fiktive og karikerede elementer er der dog ingen tvivl om, hvem og hvor Lindelof retter sit skyts imod. Man skal være overordentlig tungnem for ikke at se Trump og hans vælgere samt den stigende radikalisering af hvide, der har udmøntet sig i en lang række racistisk motiverede masseskyderier, såvel som en forhærdet tone i det politiske liv som seriens mål.
 
Det er så her, at filmen knækker for mange amerikanere, og Lindelof skriver sig ind i en fortælling om en verdensfjern og venstreorienteret elite, der fra deres forgyldte paladser i Los Angeles eller New York ikke har den fjerneste idé om, hvor hårdt det er at være en jævn (hvid) amerikaner et sted ude i Midtvesten. Ikke alene er det hele lidt for tæt på. Det er også for letkøbt, for woke, for meget.
 
Masker og anonymitet, superhelte og selvtægtsmænd i en verden af woke
Moore var i den originale Watchmen ikke kun ude på at undersøge atomkrigens farer, men også superheltegenren som sådan. Efter i mange år at have været forfatter på mange af tidens store superheltefranchises ønskede Moore med Watchmen at se selve ideen om superhelte nærmere efter i sømmene. Hvorfor er vi så fascinerede af ideen om den stærke mand – og i superheltenes spæde år var de næsten alle mænd – der formår alt det, som regeringen og de udøvende magter igen og igen ikke magter at få styr på?
 
Lindelof er manden bag serier som Lost, The Leftovers og nu også Watchmen. Foto: GettyImage. 
 
Ifølge Moores fortælling er superhelte som fænomen dybest set fascistiske. For superhelten er jo netop Nietzsches Übermensch par excellence: En mand – og med tiden en kvinde­ – der er hævet ikke alene over den jævne borger, men også over loven som sådan. Superhelte og vores fascination af dem er dybest set antidemokratisk, siger Moore, og udtrykker netop dette med tegneseriens titel samt det refræn, som vi hører igen og igen: Who’s watching the watchmen? Hvis de maskerede superhelte skal holde øje med os alle sammen, hvem holder så øje med dem?
 
Superheltens anonymitet er både hos Lindelof og Moore en helt central problemstilling. For udover at være gode til at dele øretæver ud består næsten samtlige superheltes hemmelige kræfter, i begge versioner, netop i, at de er ”hemmelige”. Bortset fra en enkelt undtagelse, så har hverken Lindelof eller Moores superhelte superkræfter som sådan. De er stærke og hurtige, men de kan ikke flyve og gøre sig usynlige.
 
I Watchmen, ligesom med Clark Kent (Superman), Bruce Banner (Hulk), Peter Parker (Spiderman) og Bruce Wayne (Batman), består, i tegneserie såvel som i tv-version, superheltenes egentlige superkræfter i, at de står uden for resten af samfundet og ikke kan blive stillet til ansvar for deres handlinger, netop fordi deres identiteter ikke er offentligheden bekendt. Moores endelige konklusion i den oprindelige Watchmen er derfor også, at vores tendens til at stole på helten og selvtægtsmanden, der på magisk vis løser alt for os, uden at vi selv tager ansvar for at løfte i flok, er farlig.
 
Og her må man sige, at det i hvert fald for undertegnede er en stærk pointe, Lindelof leverer. Watchmen holder sig ikke tilbage fra at kritisere den stigende tendens, vi har til at give magten til stærke mænd (Trump, Erdogan, Putin, Duterte), men den siger også noget om den selvtægt, vi ser i så mange former verden over, især på internettet. I en tidsalder domineret af sociale mediers lynhurtige lynchninger af dem, der træder ved siden af, og af den anonymitet, som internettet på godt og ondt tilbyder, har vi alle chancen for at være maskerede hævnere, omend det står stadig mere uklart, om vi er helte eller skurke.
 

Relaterede artikler

Babylon Berlin lyser gennem et helt århundrede - Tv-serien Babylon Berlin bygger videre på en ny, vitaliseret og international tysk film- og tv-kultur, som ikke bare har...
Chernobyl-tjeklisten - Vi er vilde med alt ved og om HBO-serien Chernobyl. Det er USSR-noir og alt dufter af gammel kommunisme på den gode måde...
Har vi savnet Jørgen Leth? - For andet år i træk valgte den danske cykelhistoriker og poet at sætte sig i campingstolen for at kommentere Tour de Fra...
Great Hack, Great Film - Data er svære at få til at være sjove. Mennesker har drive. Det bruger The Great Hack til at fortælle årtiets måske vigt...
Otte nedslag i Edward Snowdens erindringsbog - I 2013 afslører Edward Snowden, hvordan den amerikanske efterretningstjeneste masseovervåger amerikanske statsborgere. S...
Ondskabens anatomi - Det synger vi til sankthans, og titlen Fred til lands spiller naturligvis på tredje strofes udsagn i Holger Drachmanns M...

Giv din stemme

20 stemmer
4,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

62 JOB

Digital Officer

Se alle job Indryk job

Job

Uddannelseschef

Frist: 13. november

Kommunikationsfaglig student

Frist: 1. december

Taleskriver

Frist: 19. november kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.