Rossens ryk

Det store spørgsmål er naturligvis hvorfor? Der spekuleres. Er det bogen, som Henrik Qvortrup arbejder på? En faretruende SoMe-skandale? Har Rossen fået nok af at være skydeskive uden at kunne svare igen? Blev myten større end magten? Er det kedeligt at være særlig rådgiver, når man hellere vil være minister og gå til kongebal? Eller er han bare træt, og udsigten til et vellønnet million job i Danfoss hev i den gamle dreng fra Sønderjylland?

Et godt bud på et godt exit?

Måske var han plaget af fremtidsudsigterne. For hvad kan statsministerens tidligere spindoktor egentlig blive til? Hvis man allerede har været på toppen, hvor går man så hen? De fleste ender med at slå sig ned på News eller skrive analyser af den daglige fnidder, man kalder dansk politik.

Måske slog Rossen bare til, da han så muligheden for at komme videre uden nødvendigvis at rykke et par trin ned ad stigen. Det er vanvittigt svært at blive spindoktor i Statsministeriet, men det er endnu sværere at komme ud derfra uden at blive en smule vanvittig.

Presset har kostet på familiefronten, lyder det fra kilder, EB har talt med. Det store fokus forsvinder nok nu. Det skulle gerne hjælpe derhjemme. Det er aldrig sjovt at være en offentlig person i modvind. Måske er det derfor, han er skredet. For at få fred.

Alt Mettes spin er lykkedes, undtagen historien om spindoktoren.

I Statsministeriets pressemeddelelse kaldte han det en drengedrøm at arbejde for Danfoss. Men dem er der så mange af. Sandheden er, at vi nok aldrig får den sande historie. Hvis den overhovedet findes. Altså sandheden om Rossen. Men vi skal forberede os på, at vi i løbet af de kommende dage vil få baggrundsanalyser, der fortæller, hvordan det hele var planlagt siden begyndelsen. Det kan vi så vælge at tro på eller lade være.

For karrieremotivet er jo upassende og pinligt, for Mette frelste true red socialdemokratisme, hvor man kæmper for andet end en millionløn i C20-segmentet. Spørgsmålet er derfor, om det er en pludselig udvej fra noget, som var blevet uholdbart, og hvis ja: Hvorfor var det så det? Som Niels Ivar Larsen skrev på Facebook:

Den kontroversielle britiske politiker Enoch Powell skrev engang: All political lives, unless they are cut off in midstream at a happy juncture, end in failure, because that is the nature of politics and of human affairs.” Måske var erkendelsen fra Rossens side, at det gjaldt om laver et cut off nu, før politikken og menneskets natur ville blive hans endelige skæbne.

Man skal som bekendt stoppe på toppen. Det har Rossen gjort. Målingerne er astronomiske. Mette står som en ny landsmoder. Alt blæser Socialdemokratiets vej. Men man kan også stoppe for tidligt. Det har Rossen også gjort.

For regeringen mangler at levere på sine væsentligste løfter. Den grønne omstilling. Nærhedsreformer. Mere velfærd. Og Arne. Alt det, som det hele koger ned til, når man ser bort fra magt og spin. Og det vil altid være en del af Rossens eftermæle. Han stoppede på toppen. Og for tidligt.

Magtens centrum

Rossen efterlader et gigantisk magthul i den stramme socialdemokratiske styringskæde. For hvem skal ministrene nu drikke vin med og fedte for? Hvem skal ministrene nu ringe til, når de skal have Mettes øre. Hvem skal læse deres sleske og uværdige fedtende Facebookopslag? For man ringer ikke bare til statsministeren.

Rossen har været en selvstændig magtspiller i Socialdemokratiet på en måde hans forgænger Noa Redington aldrig blev. Han var langt bedre forberedt, langt mere systematisk og langt mere brutal. Han har trukket på sit DSU-netværk, som Jimmy Hendricks trak i sine guitarstrenge. Han var lige så meget en del af Mettes vej mod magten som hende selv. Næsten.

Rossen er blevet brandet i Overdanmark og Mediedanmark som en anden Struensee. En alt for magtfuld magtfuldkommen aktør uden for demokratisk kontrol og mandat.

Han har aldrig været bleg for at skrive sig ind i historien. Og han har brugt sin magt og status aktivt til at bygge en næsten kultagtig stemning op omkring sig. Han var spindoktoren, der gjorde op med embedsværket. Han var indpiskeren, der fik ting til at ske.

Han var de facto Danmarks første politisk udpegede embedsmand. Den mest magtfulde spindoktor i danmarkshistorien. Ikke, fordi han styrede Mette Frederiksen som en marionetdukke. Men, fordi han fik sneget sig ind i magtens centrum. Ind i k-udvalget. Ind i økonomiudvalget. Ind der, hvor beslutningerne blev truffet.

Rossen som Trump-baby med Mette som hånddukke, skabt af Radio24syv. Det er ikke godt for en spindoktor, at chefen fremstår som hånddukken og ikke omvendt. Kilde: Mads Brugger.

Prisen har været høj for både Rossen og Mette. Rossen er blevet brandet i Overdanmark og Mediedanmark som en anden Struensee. En alt for magtfuld magtfuldkommen aktør uden for demokratisk kontrol og mandat.

Rossens politiske pris

Alt Mettes spin er lykkedes, undtagen historien om spindoktoren. Han har fyldt for meget og været regeringens største uløste kommunikative problem.

Som jeg skrev i starten af Mettes regeringsperiode:

“Mettes eneste dårlig spinsag er sjovt nok ikke hende selv, men hendes spindoktor. Hans eget personlige brand er i frit negativt spin med Mette Frederiksen som gidsel og Kirsten Birgit som fjende…. Spørgsmålet er, hvordan Mette & Rossen selv risikostyrer Rossen-brandet. Hvordan får de skruet ned for ham? Det bliver uden tvivl den store spinudfordring de næste år. Hvordan går Rossen fra at være skurk til offer?”

Svaret blev så hans opsigelse. Spinnet som en dygtig mand, der blev offer for en hysterisk mediehetz. Det bliver så hans første og eneste vellykkede spin om sig selv.

Men regeringen og Rossens største problem er ikke det vakuum, han efterlader i statsadministrationen og post-COVID-19-regeringen. Nej, problemet er, at der ikke er gennemført meget konkret politik.

Rossen er sosse helt ind til kernen. Ærke-DSU’er. Partisoldat. Socialdemokrat med stort S. Og så har han statsministerens ubetingede tillid.

Mette og Rossen er blevet ofre og helte for en global virus, som ingen så komme. Helte, fordi de reddede Danmark. Ofre, fordi deres politiske program virker mere fjernt end nogensinde før. Alle har en plan, til de får en knytnæve i ansigtet. COVID-19 var Mettes knytnæve. Og nu er Rossen skredet. Før fløjlshandskerne for alvor var kommet af.

Hvem bliver afløseren?

Mest oplagt er vel Martin Justesen. Den socialdemokratiske pressetjenestes tavse og sammenbidte arbejdsmand. Knagende dygtig. Solid og har været med helt fra Thornings tid. Men får han plads i Koordinations- eller Økonomiudvalget? Næppe.

Og hvis han gør, er det også ligegyldigt, for han er ikke Martin Rossen. Han har ikke samme temperament. Ikke samme politiske overblik. Og vigtigst: Han har ikke den samme blinde tillid, som Mette har haft til Rossen fra dag et.

Er Thor Möger på vej tilbage i dansk politik? Polfoto/Anthon Unger.

Et wildcard er Thor Möger. Han kan også spille på magtens klaviatur. Tænke strategisk. Og han har arbejdet tæt med Mette i perioden 2015-2018. Men vil han slå ud af sit karrierespor i COWI, vil han risikere at blive hældt under bussen? Og vil han acceptere en mere tilbagetrukken rolle?

For slet ikke at tale om, hvorvidt Mette vil have Thor, der er kendt for at fremme sine egne dagsordner lige så meget som sin chefs.

Sossen Rossen

Når ugen er omme har de fleste danskere nok glemt alt om ham, de udpegede som den nye Struensee.

Men betyder det, at han forsvinder helt? Kommer vi til at se mere til Martin Rossen i dansk politik?

Rossen er sosse helt ind til kernen. Ærke-DSU’er. Partisoldat. Socialdemokrat med stort S. Og så har han statsministerens ubetingede tillid. Og hvem ved? Hvis Mette sidder som statsminister lige så længe som Poul Nyrup, kan man ikke udelukke, at hun hiver sin gamle ven Martin ind i varmen. Måske som MF’er, måske som minister.

Selvom politik har med at ende i fejltagelse, gælder det næppe for Rossen. Han har det nemlig med at rykke, før fejlen findes.

Det er umuligt at sige, hvad fremtiden viser. Det ved kun Rossen. Det virker umiddelbart ikke, som om at han er færdig – måske som spindoktor, men ikke i politik.