Hvorfor Å faldt fra hinanden
Alternativet er Focked

Hvis Å havde brugt mere tid på borgerløn og klima, end de havde på generationshuse og verdensparlamenter, stod vi nok i anden situation i dag. Billede Getty.

Skrevet af

Anton Lykketoft

22 artikler

0 indlæg

Alternativet er historien om et parti, der blev ved med at skyde sig selv i foden for så bagefter at kurere skudhullet med medicinsk cannabis og krydderurter. Stiftet ud af en simpel idé om, at medlemmerne skulle sætte kursen. Kollapset på grund af stifternes frustration over medlemmernes kurs.
Liste Å er blevet ofre for deres egen hybris. Partiet, der vovede at foreslå en ny politisk kultur med mindre topstyring, så i ugens løb den politiske top skide på medlemmernes demokratiske beslutning om at pege på Josephine Fock.
 
Alternativets nedsmeltning har dog været længe undervejs. Peniscollagegate, sexgyngegate, Grünfeldgate, Fockgate og ’armennamennamen, hvor er det crazy, det her-gate’. Undergangen har mange fædre, og skandaler, dem har der sgu været nok af.
 
Hovedårsagen til Alternativets opløsning ligger ikke i uenighed om politikken, men i uenighed om kommunikationen og profilen udadtil. Alt imens man internt har siddet i rundkredse og skreget af hinanden, har vælgerne fået nok.
 
Den sidste valgperiode bød fx på lige under en halvering af partiets medlemmer, både i Folketinget og i baglandet. Folk beundrede deres politiske programmer, men krummede tæer af partiets profiler.
 
Hvis man skulle opsummere Alternativets korte levetid i to ord, ville det nok være: kommunikativ katastrofe.
 
Alternativets succeshistorier – da klimaet for alvor kom på dagsordenen
Historien om Alternativet har ikke kun været en tragedie. Faktisk har det lille grønne parti opnået en hel del. Fra start satte partiet en ny politisk dagsorden. De vil især blive husket for tre politiske sejre.
 
Den første sejr er en stor en af slagsen. De satte klima på dagsordenen. Sådan for alvor på dagsordenen. Når der engang bliver skrevet et kapitel om den grønne revolution i danmarkshistorien, vil det starte med et afsnit om Alternativet.
 
Ja, klimakampen var nok kommet til Danmark uden Uffe, men man må give ham, at han på godt og ondt har været Danmarks grønne bannerfører i de sidste fem år.
 
 
Da Alternativet kom på banen i 2015, blev deres klimapolitik anset for at være skør. I dag er regeringen klar til at underskrive en bindende klimalov, der sigter efter 70 % CO2-reduktion frem mod 2030. Selv Venstre farvede deres logo grønt. Selvom Alternativet ikke kommer til at stemme for klimaloven som et samlet parti, kan man kun sige, at den ikke var blevet vedtaget uden dem.
 
Ja, Å skabte et mere inkluderende demokrati
Alternativet har generelt set haft svært ved at finde støtte uden for København og Aarhus. Men ideen om borgerforslag har været en kæmpe succes overalt i samfundet. I skrivende stund har hele ni forslag fået mere end de nødvendige 50.000 tusinde underskrifter.
 
Man kan grine af Alternativets ’nye politiske kultur’. Men uden dem havde vi ikke haft borgerforslaget, og det havde været et tab for den demokratiske samtale. Det har tvunget politikerne til at tage stilling til emner, de længe har undgået. Emner som automatisk organdonorer og forbud mod omskæring.
 
Amager Fælled
Før vi fik klimamarchen og den grønne studenterbevægelse, så vi et grønt flertal samle sig for at redde Amager Fælled. Det lykkedes Alternativet at mobilisere en græsrodsbevægelse, der kulminerede i massive folkevandringer i København. Alt sammen før Å overhovedet sad i Borgerrepræsentationen.
 
 
Amager Fælled er et godt eksempel på, hvad Alternativet kunne havde været, hvis blot den politiske kommunikation havde haft lidt mere kant og lidt mindre gøgl. Grønne partier overalt i Europa stormer frem, fordi klimaet konsekvent viser sig at være det vigtigste emne for vælgerne.
 
Å havde altså den helt rigtige sag, hvis de skulle skabe et moderne progressivt centrum-venstreparti. Folk ville gerne have indholdet, bare ikke omslaget.
 
Å, for satan
Det leder os hen til alt det, Alternativet har fucket up. Og der er skam rigeligt at vælge imellem. Jeg orker ikke engang at komme ind på valgfesterne i sexkældre og darkrooms eller historien om peniscollager. Det er simpelthen for dumt, og så er den ikke længere.
 
Lad os i stedet starte med det, der med al sandsynlighed dødsdømte Alternativet fra starten: personkulten Uffe.
 
Uffe som statsminister, nej tak
Uffe Elbæk er en utrolig charmerende politiker. Han rammer perfekt ned i det segment af befolkningen, Alternativet prøvede at overbevise. Caffe latte-segmentet tror jeg vist nok, man kalder det. Under valgkampen i 2015 var han én stor positiv energibombe, og det tiltrak mange, der søgte en mere ordentlig tone i dansk politik.
 
Men problemet var bare, at Uffe fik seks gange så mange personlige stemmer som Alternativets nummer 2. Og på Facebook, i 2019, stod han ene mand for mere end 81 % af alle partiets følgere. Kort sagt, Alternativet kunne lige så godt have taget en side ud af Klaus Riskærs drejebog og døbt partiet ’Liste Elbæk’.
 
 
Før valget i 2019 prøvede man desperat at genoplive partiet, der længe havde døjet med ringe meningsmålinger. Men i stedet for at fokusere på partiets politik, satte man endnu engang Uffe i centrum. ’Uffe som statsminister’ lød udmeldingen. Ikke noget med, at Å var parate til at tage ansvar i et eventuelt regeringsarbejde.
 
Nej, Uffe skulle simpelthen være statsminister. Ethvert håb om at overleve en post-Elbæk-æra døde, da man besluttede at reducere det grønne progressive parti til Uffe Elbæks personlige projekt.
 
Hvis han går som en klovn og siger som en klovn, så er han sgu nok en klovn
Fra start afskrev mange Alternativet som en flok klovne og gøglere. Og det håndterede de egentlig rigtig fint. Man valgte at reclaime ordene. I en valgvideo sagde Uffe fx: ”Vi tror på et bæredygtigt samfund, og vi er klar til at gøre det, der skal til for, at vi kommer derhen, også at ligne klovne og gøglere i ordenes bedste betydning. For der er brug for nye tanker”.
 
 
Alternativet satte seriøse ting som borgerløn på dagsordenen. Noget, som forskere verden over er begyndt at anbefale. Det er nytænkende og i den grad ikke klovneri. Folk kan kalde en, hvad de vil, så længe de ikke har ret. I starten holdt Å sig primært til reelle idéer. Ja, store tanker, men ikke fuldstændig uden fagligt belæg. Klandringen som gøgler rungede hult. Men som tiden gik, blev det mere og mere skørt.
 
Engang opfordrede Å til, at vi skulle spise flere vandmænd og insekter. En anden gang mente de, at vi kunne løse verdens problemer ved at lave et demokratisk globalt parlament, hvor hele Jordens befolkning skulle stemme.
 
På et tidspunkt luftede de tanken om at hæve ulandsbistanden til et niveau fem gange højere, end det nogensinde har været.
 
Uffe har da også foreslået at skabe generationshuse, hvad end det så er. Og sidst, men ikke mindst mente Alternativet, at vi skulle omstrukturere hele statsadministrationen, så vi kun havde 15 ministerier, men 22 ministre, hvoraf to af dem skulle være statsministre.
 
I et vakuum er idéerne rigtig fine. Men hvis man skal bekæmpe et narrativ om, at man er et klovneparti med hovedet oppe i skyerne, kræver det, at man planter begge ben solidt i jorden. Hvis Å havde brugt mere tid på borgerløn og klima, end de havde på generationshuse og verdensparlamenter, stod vi nok i anden situation i dag.
 
Selvskabte kriser 
Alternativet har været notorisk dygtige til at puste deres egne kriser op. Her tænker jeg fx på Niko Grünfelds kontorindretning. I min optik en fuldstændig ligegyldig historie.
 
Medierne gjorde, hvad medierne altid gør, de gravede i udgifterne. Det viste sig, at Niko Grünfeld havde brugt 130.000 kr. på at indrette sit borgmesterkontor. Og i stedet for blot at sige, at det var nødvendigt med et pænt kontor, da man som borgmester skal holde mange møder, prøvede Grünfeld at tale udenom. Det resulterede i, at medierne ikke ville lade ham være. Historien blev pustet op, og til sidst trak han sig.
 
 
Til sammenligning brugte Anders Samuelsen 340.000 kr. på sit kontor og børstede historien af sig ved blot at sige: ”Jeg står altså meget gerne på mål for en prioritering, der gør, at vi kan præsentere Danmark bedst muligt.”
 
Kommunalvalget gav partiet en mulighed for at sætte handling bag ordene, men det druknede i kontorkrisen. Det kostede Grünfeld en borgmesterpost, og Alternativet en chance for at bevise sit værd.
 
Kontorindretningen er blot en af mange selvskabte kriser. Carolina Magdalene Maiers flyrejser, partidonationer med penge, der lå i skattely, valget af borgmesterpost i København osv, osv.
 
Tal med hinanden, ikke med medierne
Når der skulle tages interne kampe i Alternativet, foregik det ved højlys dag i mediernes spalter. Det skabte en bitter og usund stemning i partiet.
 
Niko Grünfeld beskrev det bedst i en mail til Alternativets hovedbestyrelse, hvilken blev lækket til Jyllands-Posten. Han efterlyste en "markant og offensiv plan for at slippe af med … disrespekt for partiets medlemsvalgte ledelsesrum, trusler om læk, … [og] spredning af mistillid samt læk til medierne".
 
Det samme mønster tegnede sig, da Alternativet i ugens løb nedsmeltede for åben skærm. I stedet for internt at håndtere rygterne om Josephine Fock, hængte de deres nyvalgte politiske leder ud foran hele Danmark. Opløsningen af Alternativet er resultatet af elendig kommunikation. Både udadtil og indadtil.
 
 
Tag bare Uffe Elbæks exit fra partiet, han selv har stiftet. Ikke noget med at informere medlemmerne i en intern mail. Nej, det blev i et åbent brev i Politiken, der røg bag avisens betalingsmur. Måske er det derfor, Alternativet faldt sammen. Det gik ud over Uffes forstand, at de fleste danskere ikke har et abonnement på Politiken.
 

Relaterede artikler

Skam dig, din klimaskurk! - Skammer du dig over din sidste flyvetur til Paris? Hvis ja, er du ramt af klimaskam - du er en klimaskurk! Den nye folke...
Her er de mest likede politikere i Danmark - De største Facebook-profiler i dansk politik er samlet her. Facebook er stadig et enormt vigtigt politisk værktøj. Derfo...
Siumut! En Marche! Fremad med Simon Emil og Christina! - Det gik for stærkt, da det seneste parti i højrefløjens smølfelandsby blev lanceret. Resultatet var et førstehåndsindtry...
En ganske alternativ historie - Journalist og forfatter Morten Reimar er aktuel med bogen 'Uffe mod magten - en dagbog i hælene på revolutionen'. Kforum...

Giv din stemme

18 stemmer
4,4/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

25 JOB

Kampagnerådgiver

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Kampagnerådgiver

Frist: 12. juni kl. 12.00

Studentermedhjælper

Frist: 17. juni kl. 12.00

Chef

Frist: 7. juni
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.