Hvordan virker valgplakater i en digital valgkamp?
Den go’e gamle valgplakat lever stadig. Det står lysende klart efter, at kandidater og frivillige landet over i lørdags trodsede Ingolf og satte rekordmange plakater op i gader og stræder. Og de virker. Spørgsmålet er hvordan.
Valgplakaterne er på mange måder en demokratisk ceremoni. Ophængningen har sine egne ritualer som tyvstarten, skænderiet mellem to kandidater, og dem som prøver at reformere de gammeldags traditioner. Ikke mindst er ophængningen af valgplakaterne en festdag, der minder vælgerne om, at nu skal de snart stemme.
Kendskab eller budskab?
Valgplakaterne har denne gang også medført en debat om effekten af valgplakater. Forskernes svar er klart: Flere plakater ser (stadig) ud til at give flere stemmer.
Valgplakaterne har denne gang også medført en debat om effekten af valgplakater. Forskernes svar er klart: Flere plakater ser (stadig) ud til at give flere stemmer.
Men derfor er det stadig mere relevant end nogensinde for kandidater at spørge sig selv, hvordan plakaterne virker i en digital tidsalder, hvor posts og annoncering på Facebook, Instagram og Twitter også er blevet kampagneredskaber.
Kandidat fra LA Facebook-annoncerer.
For at svare på det spørgsmål er det nyttigt at dele plakaterne op i to arketyper: den klassiske ansigt-og-navn-plakat og budskabsplakaten. Og begge typer kan have en afgørende forskel, hvis de bruges rigtigt.
Ansigtsplakaten: ”Hende kender jeg!”
Ansigtsplakaten skal først og fremmest skabe kendskab. Kommunal- og regionsrådsvalg er nærdemokrati, og kandidaterne til kommunal- og regionsrådsvalget er ofte meget håndgribelige personligheder, som vi kender fra det lokale byliv eller ligefrem personligt – de arbejder måske sammen med ægtefællen, har børn i samme klasse som vores eller bor i samme bydel.
Ansigtsplakaten skal først og fremmest skabe kendskab. Kommunal- og regionsrådsvalg er nærdemokrati, og kandidaterne til kommunal- og regionsrådsvalget er ofte meget håndgribelige personligheder, som vi kender fra det lokale byliv eller ligefrem personligt – de arbejder måske sammen med ægtefællen, har børn i samme klasse som vores eller bor i samme bydel.
Den konservative borgmester Hans Toft og Venstre-kandidat Louise Feilberg kender deres højreorienterede vælgere. Ikke så meget nyt - byg oven på det velkendte ,men understreg handlingsvilligheden. Ophængning i Gentofte Kommune. Kilde: Ritzau/Jens Dresling.
Kendskabet er først og fremmest vigtigt for kandidaterne i forhold til den interne partiliste, fordi kandidaterne med tilnærmelsesvist den samme politik kan opnå eller miste pladsen i byrådet til partifællen på grund af meget få stemmer.
Mange kandidater finder de første 50-100 stemmer i deres eget netværk på grund af den personlige relation og tillid – måske endda uafhængigt af, hvilket parti netværket plejer at stemme på. Flertallet af vælgerne, der ikke er venner eller i familie med en kandidat, skal dog lære et nyt navn at kende, hvis de skal stemme personligt. Og det navn skal træde frem, når vi står i stemmeboksen og kigger ned over stemmesedlen – oftest fra en ret stor mængde af ellers totalt ukendte navne.
I landets største kommune, København, er der 250 forskellige navne på stemmesedlen fra 25 lister. I Morsø Kommune med lige over 20.000 indbyggere er der 59 navne på syv lister. Meget få af disse er i forvejen offentligt kendte. Se din stemmeseddel her
Derfor skal vælgerne gerne se kandidaten mere end ét sted under valgkampen – og her har ansigtsplakaten sin store berettigelse. For det første, fordi de lærer os nye ansigter. Vi kan nemlig ikke kan vælge valgplakater i lygtepælene fra med AdBlocker eller vores personificerede Facebook-feed.
For det andet, fordi kandidaterne kan placere deres ansigt lige der, hvor de gerne vil være mere kendte. Kandidaterne bør gøre sig meget klart, hvor deres partis vælgere bor, og hvilke institutioner eller arbejdspladser deres mærkesager taler til. På den måde bliver de partiets ansigt for de vælgere til og fra arbejde de næste 3 uger.
For det tredje øger ansigtsplakaten ikke kun genkendelseseffekten ved at se navnet knyttet til et ansigt mange forskellige steder – fx også i et profilbillede eller i lokalavisen. Mange plakater sender også et signal om en velorganiseret og seriøs valgkamp. Ligesom de fleste nok ville studse over, at en spidskandidat kun havde 200 følgere på Facebook, så ville det undre, hvis en seriøs kandidat var helt fraværende i lygtepælene.
Til sidst, men ikke mindst, skal man ikke undervurdere, hvor meget fremtoning man kan få frem blot på en plakat. Selv med ansigtet kan det fx gøres tydeligt for enhver, om du er den smilende friske kandidat, eller den alvorlige og måske kritiske kandidat. Forskningsresultater viser, at vi under alle omstændigheder har tilbøjelighed til at stemme på attraktive kandidater – og endnu vigtigere for strategien: At højreorienterede vælgere hælder til ’stærkmandsagtige’ kandidater i modsætning til de venstreorienterede.
Budskabsplakaten: Talk of the town
Budskabsplakatens formål er selvsagt budskabet. Her er kunsten at få kommunikeret en holdning, som er så afgørende for vælgerne, at det får dem til at stemme på dig – vel at mærke så klart, at det kan gøres på de 0,8m2, som en valgplakat må fylde.
Budskabsplakatens formål er selvsagt budskabet. Her er kunsten at få kommunikeret en holdning, som er så afgørende for vælgerne, at det får dem til at stemme på dig – vel at mærke så klart, at det kan gøres på de 0,8m2, som en valgplakat må fylde.
Folketingsvalg handler om udlændingepolitik, sundhed eller vækst, og partierne skal med få undtagelser have en samlet, sammenhængende politik på tværs. Til kommunalvalg er det omvendt ofte ganske få, meget praktiske og håndgribelige spørgsmål, der ender med at definere valgkampen.
Det gælder i mindre kommuner, men også i landets største kommuner kredser debatten om Thomas B. Thriges Gade i Odense ved sidste valg eller valget mellem fri natur og boligbyggeri på Amager Fælled i København. Det giver kandidaterne mulighed for at bruge budskabsplakaten til at blive ansigtet for klare svar på lokale, afgørende spørgsmål – som fx ”Red Amager Fælled”.
Et af forårets hele store lokalpolitiske emner i København.
En budskabsplakat bliver særligt effektiv, hvis den ikke ’bare’ er en plakat, men også en debatstarter. Mange ansigtsplakater kan sagtens øge kendskabet fra lygtepælene alene, men budskabsplakaten kan omvendt få større effekt ved at gå viralt på de sociale medier – også selvom der kun hænger ganske få i gadebilledet.
Netop det trick har Jonas Bjørn Jensen (S) i København sandsynligvis lavet med sin cykelplakat, som han har brugt som platform til at lave en Facebook-video med Klaus Bondam fra Cyklistforbundet.
Stillbillede fra Jonas Bjørn Jensens kampagnevideo.
Plakaten, der har fået allermest opmærksomhed kommer dog ikke overraskende fra Alternativet, der har lavet den selvlysende hÅb-plakat. De kan dog få en udfordring med, at konceptet her er mindre konkret, end fx ”Red Amager Fælled” er: Partiet vil skabe et lysende håb i en mørk tid – både politisk, og fordi det snart er mørkt både på vej til og fra arbejde.
Lad os sprede grønt og demokratisk håb i en mørk tid. God valgkamp til alle! Let's go! 💚 #dkpol #kv17 #rv17 #dkgreen #smdk #somedk #kompoldk pic.twitter.com/L9yDW14pVU
— Alternativet (@alternativet_) 28. oktober 2017
Om den og andre lignende nytænkninger vil trække stemmer kommer derfor an på, om Alternativet på Twitter, Facebook og i medierne formår at knytte håb til konkrete løsninger for at gøre børnenes skoler bedre eller bymidten mere livlig. I så fald bliver plakaten den blærede grund til, at vi husker netop de politiske forslag.
Hvis snakken stopper ved valgplakaten i sig selv, kan det politiske projekt nok virke lidt fjernt, når vi står i valgboksen – og så taber Alternativet kræfterne på plakaten og stemmer til mere simple, jordnære plakater og budskaber fra andre partier og kandidater.
Valgplakaterne lever bedre end nogensinde – ligesom debatten om dem
Der skal lyde en klar anbefaling herfra til at blive ved med at satse på valgplakater – selvom de både koster store dele tid og penge. De sociale medier har ikke dræbt plakaterne, men indtil videre blot givet dem forlænget liv og mere omtale. Det er også her kandidaterne farer til tasterne, hvis deres plakater udsættes for hærværk, eller hvis de har lavet en ny sjov plakat.
Der skal lyde en klar anbefaling herfra til at blive ved med at satse på valgplakater – selvom de både koster store dele tid og penge. De sociale medier har ikke dræbt plakaterne, men indtil videre blot givet dem forlænget liv og mere omtale. Det er også her kandidaterne farer til tasterne, hvis deres plakater udsættes for hærværk, eller hvis de har lavet en ny sjov plakat.
Nye kampagnemetoder på de sociale medier kan naturligt få mange til at overveje, om de gamle metoder overhovedet stadig giver mening at bruge kræfter på. I stedet bør de overveje, hvordan det velkendte spiller bedst sammen med det nye og uprøvede.
