Gud, konge og cafe latte

I virkeligheden kan krisen hos De Konservative ses som afslutningen på en årtier lang bevægelse fra det traditionelle firepartisystem til et pluralistisk system med flere partier med distinkte mærkesager. Samtidig er partiets traditionelle vælgergruppe enten skiftet til andre borgerlige partier, eller den udgør en mindre procentdel af befolkningen. Partiets berettigelse i moderne dansk politik kunne bestå i at imødekomme en ny og voksende gruppe af højtuddannede danskere i de største byer.

Kan Søren Pape redde Konservative? Kilde: Polfoto/Jens Dresling.

Firepartisystemets definitive død
Firepartisystemet led allerede sin død årtier tilbage. Særligt efter jordskredsvalget i 1973 opstod en ny virkelighed, hvor de fire traditionelle partier i Folketinget (Venstre, Socialdemokratiet, De Radikale og De Konservative) blev udfordret af nye opkomlinge som Fremskridtspartiet, CD, SF og de stærkt venstreorienterede partier (VS, Kommunisterne mfl.).

Det første parti, der blev udfordret af vælgerforandringerne, var det traditionelle bondeparti Venstre: Industrialiseringen og den øgede urbanisering medførte, at partiet Venstres traditionelle vælgerbase var stærkt formindsket.

Denne erkendelse betød, at partiet meget tidligt var tvunget til at finde en ny vælgerbase i byerne. Det betød hvis ikke et brud med landbruget, som var partiets traditionelle base, så i hvert fald et skifte mod en bredere vælgergruppe af liberale og EU-positive vælgere i storbyerne.

Under Uffe Ellemann-Jensen i 1980’erne og 1990’erne og senere under Anders Fogh Rasmussens ledelse blev Venstre til et bredt folkeparti, der udfordrede Socialdemokratiets førsteret til regeringsmagten. Der skulle fokus på, hvad den almindelige dansker mente – eller som den gamle Venstremand Jens Peter Jensen (Uffe Ellemann-Jensens far) coinede det: ”Hvor står silden i folkehavet?”. Det vil sige, hvad var folkestemningen i forhold til eksempelvis skattepolitikken, indvandringspolitikken eller sundhedsområdet?

Med kontraktpolitikken blev denne strategi udført under Anders Fogh Rasmussens og Claus Hjort Frederiksens kyndige hænder i 00’erne.

Det Radikale Venstre stod, omend i mindre omfang, over for samme ændringer i deres vælgerbase. Partiet har dog haft stor succes med at rebrande sig som ’partiet for de smarte og veluddannede i storbyerne’. De traditionelle husmandsvælgere forsvandt, og tilbage var de intellektuelle og kreative i og om omkring de største danske byer.

Pape kunne med fordel skæve til Margrethe Vestager. Polfoto/Line Ørnes Søndergaard.

I de senere har partiet flere gange haft succes; først med Marianne Jelved og håndtasken, og senest blev partiet under karismatiske Margrethe Vestagers radicool ledelse populært. De Konservative kunne i høj grad skæve til De Radikale, hvis partiet ønsker at flytte sig tættere på nye vælgergrupper.

Socialdemokratiet står ved samme korsvej som De Konservative. Kan og vil partiet fastholde den traditionelle arbejder som kernevælger, eller bør partiet klogelig se i retning af nye grupper af funktionærer, mellemlange uddannelser og offentligt ansatte?

Socialdemokratiets problemer vil jeg ikke gå dybere ind i her, men i stedet fokusere på De Konservatives trængsler.

De Konservative udfordret

I nyere tid har De Konservatives politiske base groft sagt bestået af vælgere, fortrinsvis fra byerne, som ønskede en hård, men fair retspolitik, lavere skat og en stærk opbakning til traditionelle institutioner som folkekirken, Det Kongelige Teater og kongehuset.

Partiets patent på mærkesager som danskhed, kristendom og en hård retspolitik er med Dansk Folkepartis indtræden i dansk politik blevet udfordret. Dansk Folkeparti har haft held til at slå sig op på at være partiet, der står vagt om Danmark, danskhed og de danske værdier, herunder også en traditionelt socialkonservativ mærkesag om bevarelsen af den klassiske velfærdsstat.

Det har medført et vælgertab for De Konservative, fordi klassisk konservatisme har kunnet findes i en renere form hos Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti har taget vælgere fra alle partier i Folketinget, men der er en klar sammenhæng mellem De Konservatives tab af mandater og DF’s ditto gevinst, hvis vi ser på det over en 10-15-årig periode. Den seneste konservative kampagne, hvor sloganet ”Stop Nazi-Islam-Isme” hurtigt fangede overskrifter, kan med en vis ret ses som netop et forsøg på at tilbageerobre noget af Dansk Folkepartis momentum på dette politikområde.

En anden klassisk konservativ mærkesag var og er lavere skatter og et opgør med de dele af velfærdssamfundet, der undertrykker den enkelte borger gennem regeltyranni og et stort bureaukrati. I nyere tid har lavere skatter og mindre bureaukrati været en stærkere mærkesag for De Konservative.

Under Anders Fogh Rasmussen rykkede Venstre væk fra en traditionel og meget liberal linje og forsøgte med held at appellere til midtervælgeren ”Blå Bjarne” – og blev en borgerlig pendant til Socialdemokratiet. Det åbnede banen for De Konservative som det borgerlige Danmarks skattekritiske parti og som systemets bekæmper, hvilket gav partiet stabile valg i 00’erne med Bendt Bendtsen i spidsen som den berømmede og berygtede ”Mr. 10 Pct”.

Konservative og Venstre som politisk par. Med magten placeret suverænt hos Venstre.

Positionen som lillebror var dog vanskelig i en borgerlig regering, hvor Venstre ikke overlod mange sejre til De Konservative. Som regeringsparti var det samtidig vanskeligt at positionere sig som modstandere af ”systemet”, når man jo helt tydeligt selv var indfedtet i magten og ”systemet”.

Med fremkomsten af Ny Alliance og senere det mere rendyrkede Liberal Alliance fremstod pludselig et klarere alternativ for de borgerlige vælgere, der ønskede lavere skat og mindre statslig indblanding i den enkeltes liv. Det har medført, at også denne ellers stærke konservative mærkesag er blevet udfordret og overtaget af Liberal Alliance.

Begge partier har nu i en længere periode ligget i hård konkurrence, men uden en overbevisende sejrherre, og partierne deler groft sagt ”Mr. Ten Percent” i to lige store dele.

Opsummeret kan man sige, at De Konservatives patent på en række konkrete og stærke politiske mærkesager er blevet udfordret og overgået til klare alternativer i de tre resterende borgerlige partier. Partiets stærke bagland, særligt kommunalt i de større danske byer, hvor stærke og politisk dygtige borgmestre fortsat skaber en konservativ base, har gjort, at partiet ikke er imploderet fuldstændigt.

Det er da også til denne base, at man har vendt blikket med valget af daværende borgmester i Viborg Søren Pape Poulsen til partiets redningsmand (angiveligt som andet valg, efter at den konservative borgmester i Høje Taastrup, Michael Ziegler, takkede nej i sidste øjeblik).

En ny konservativ platform?
De Konservatives udfordring bør derfor ses som et resultat af en latent mangel på distinkte konservative mærkesager, som ikke findes i andre borgerlige partier – ikke som resultat af ’uskarp’ eller ’ufokuseret’ kommunikation, som støtter af partiet i længere tid har påstået.

Partiet mangler slet og ret en kombination af politik, som vælgerne gider at lytte til, og som man ikke kan få andre steder. Partiet kunne med fordel se på Det Radikale Venstres udvikling fra en blanding af husmandsparti og storbyparti til et parti, der udelukkende er for bedsteborgerne i de store byer med længere uddannelser og højere kulturel såvel som økonomisk kapital.

I disse år uddannes der flere højtuddannede mennesker end nogensinde før. Et fokus på netop denne vælgergruppe kunne være en vej for De Konservative, hvor ingen af de tre andre borgerlige partier har synderligt godt fodfæste (Liberal Alliance har dog godt fat i unge på handelshøjskolerne – og særligt de unge mænd).

De Konservative kunne udvikle sig til at blive en borgerlig pendant til Det Radikale Venstre. Hermed kunne de appellere til vælgere henover midten og til klassiske borgerlige vælgere, der grundlæggende har borgerlige holdninger, men ikke finder dem hos hverken folkepartiet Venstre, ultraliberalisterne i Liberal Alliance eller de gammelkonservative i Dansk Folkeparti.

Mit postulat er, at markedet for partiets oprindelige udgangspunkt i ”gud, konge & fædreland” ret beset er passé, er overtaget af andre partier og alt i alt bliver en mindre vælgergruppe. Partiets politik burde i stedet fokusere på mærkesager, der betyder noget for den gruppe af borgerlige, som ikke føler sig repræsenteret i de tre andre partier, eller som gerne ville stemme borgerligt i stedet for Det Radikale Venstre.

Konservative mærkesager kunne være:

En mere kosmopolitisk tilgang til politik, hvor der er fokus på fordelene ved en åben og globaliseret verden
Konkrete udfordringer i en travl hverdag for karriereforældre og deres børn, herunder skole- og børneinstitutionernes kvalitet og fleksibilitet
Bedre og smartere løsninger på eksempelvis akkreditering fra udenlandske universiteter og fra internationale virksomheder og institutioner
En stram udlændingepolitik, som samtidig anerkender nødvendigheden af højtuddannet arbejdskraft fra udlandet
Et fortsat ønske om lavere skat på arbejde, særligt for den øvre middelklasse.

Ovenstående liste er blot nogle idéer til en politik, der bedre rammer en gruppe af storbyorienterede vælgere fra både blå og rød blok. Partiets seneste udmeldinger, bl.a. den famøse nazi-islam-isme-kampagne, går lodret imod denne type vælgers opfattelse af sig selv som værende en tolerant og globalt orienteret moderne vælger (den blå vælger i Minerva-modellen).

Den rene storbystrategi ville have den fordel, at den kunne bygge oven på partiets allerede stærke lokale græsrødder – på Frederiksberg og i Helsingør, Gentofte, Viborg, Odense og på nye mulige græsgange i Aarhus og den nye østjyske millionby fra Randers til Kolding, hvor der bliver flere højtuddannede vælgere.

Kan partiet flytte sig?
Det Konservative Folkeparti har nu igennem længere tid leget på afgrunden og nærmer sig i enkelte målinger spærregrænsen på 2,0%. Partiet har ofte skudt skylden på manglende kommunikation og kommunikative evner. I perioder har partiet nærmest skiftet strategi eller navn i takt med skiftende kommunikationsbureauer.

Min grundlæggende analyse er, at partiet ikke mangler kommunikative evner, men snarere en vedholdende politik over for vælgergrupper, som partiet faktisk kan overtale til at stemme konservativt. De Konservative har ikke længere monopol på hverken gud eller fædreland og bør i min optik ændre fokus til en støt stigende gruppe af veluddannede danskere i de større byer.

Alternativt kan Det Konservative Folkeparti om ganske få valgperioder være helt forsvundet fra dansk politik på nationalt niveau.