Erik Valeur: 'Svineriet blev skjult'

I marts i år besluttede en journalist fra TV 2 Syd sig for at undersøge en stribe klager og protester fra beboerne på Fanø over havnebyen Esbjergs forurening af vadehavsstrædet mellem Esbjerg og Fanø – idet den gamle fiskerby ledte overløb fra spildevand direkte ud i det ellers særligt beskyttede naturområde, hele egnens stolthed: Nationalpark Vadehavet.

Jeg var en af de protesterende, og argumentet lå lige for: Esbjerg Kommune blæste på et stykke unik natur, der endda var en del af UNESCOs verdensarv med hele det enestående, fantastiske plante- og dyreliv til lands, til vands og i luften.

Nogle embedsmænd havde clearet den beslutning uden at høre kommunalpolitikerne først, og den blev først omgjort i sidste sekund på Københavns Rådhus.

De første tegn var blevet tydelige, fordi østers og andre skaldyr var blevet giftige og ikke længere kunne indsamles. Biologerne var bekymrede, og øboerne frustrerede; at ignorere et så enestående vildt- og naturreservat udløste forargelse trods den uofficielle forklaring om store regnvandsmængder – for, hvor svært kunne det være at bevilge penge til udbedring af sådanne problemer i et land med så høj en miljøprofil som vores?

Nu gik Esbjergs borgmester, Jesper Frost Rasmussen (V), helt officielt til TV Syds mikrofon og sagde lige ud: ”Vi har arbejdet efter en spildevandsplan, som sigter mod separatkloakering, men det er altså et langvarigt projekt. Det er ikke noget, der kan være færdigt på få år. Det tager nok en 30-40 år, før man er igennem den opgave i Esbjerg.”

Den afværgede spildevandsudledning var kun en dråbe i havet, meddelte biologer med ekspertise i Øresund – der ellers for år tilbage var sluppet af med sit grimme øgenavn Pløresund og syntes godt på vej til at blive et økologisk dydsmønsterområde med ambitioner om at få status som ’marin nationalpark’ (Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix).

Jeg tror, at chokket over denne ordknappe, bastante afvisning ramte både øboere og journalister som en damphammer – for, hvis ikke kommunens budgetter kunne klare nogle millioner ekstra til en løsning, hvorfor bad man så ikke Christiansborg om hjælp i en nation, der var stolt af en sådan stribe internationalt berømmet natur? Det kunne vel ikke ruinere vores land?

Men før nogen for alvor havde sundet sig, var der gået et par måneder, og på det tidspunkt – sidst i maj – skete der noget i København:

Nu var det TV 2 Lorry, der havde opdaget en gang kæmpe spildevandssvineri, som fik alle de miljøvelopdragne danskere til at tabe underkæben: 290 millioner liter spildevand skulle ledes direkte ud i Øresund gennem fem dage, mens selskaberne Novafos og HOFOR tjekkede en ældre spildevandsledning.

Nogle embedsmænd havde clearet den beslutning uden at høre kommunalpolitikerne først, og den blev først omgjort i sidste sekund på Københavns Rådhus.

Set fra Fanø syntes dette at berede vejen for en ny runde med politikerne i Esbjerg, men endnu før de undersøgende reportere var nået frem, kom der nye, forbløffende meldinger fra hovedstaden.

Det havde faktisk bekymret havmiljøfolkene i nogen tid.

Uden for nogens opmærksomhed havde landets hovedstad udledt 35 milliarder liter urenset spildevand over en fireårs periode, tæt fulgt af Gentofte lige nord for byen med 10 milliarder liter decideret pløresuppe – hvoraf en tredjedel var dumpet lige ud for Bellevue Strand, et stort københavnerbadested, hvor jeg selv tilbragte somrene med min mor i tresserne. Dengang var der altså nærmest renere.

Disse oplysninger kom, som TV Lorry beskrev det, også noget bag på nutidens badegæster ved Bellevue – og undskyldningen lød grangiveligt som den lokale Esbjerg-borgmesters i Vadehavssagen: Der var ikke kapacitet nok til at rense alt spildevand, især ikke under store regnskyl.

I tusmørkelandskabet inde i byerne har man altså helt bevidst, helt uden for kontrol og uden sanktioner kunnet sluse al skidtet direkte ud i omgivelserne, nødtørftig dækket bag virkelighedsfjerne besværgelser om mulige ’fremtidige løsninger’.

Det var altså også her – i storbyen – den globale klimakrises skyld.

Men før nogen kunne nå at reagere på de mange stærkt forargede politiske røster, der krævede genopretning af hovedstadens miljørenommé, bredte problemet sig yderligere.

Nu sprang det pludselig til hele landet – og til alle kommuner – eller i hvert fald de mere kystnære, der stærkt modvilligt over for journalisterne måtte vedkende sig den samme ’miljøløsning’, når det gjaldt irriterende spildevand fra borgernes toiletter, badekar, køkkenvaske, og hvem ved ellers hvor, under spidsbelastning.

Det løb alt sammen over. Helt bevidst og i store mængder. Mange gange om året.

Politisk kunne bekymringen således i starten af juni brede sig til hele Folketinget og det ganske land – men så stak håbet om en løsning endnu en gang af fra borgernes virkelighed og tyrkertro på den danske miljøvilje, der som bekendt er kendt over hele kloden og er i verdensklasse.

For sådan en smule borgernært brakvand var for intet at regne mod landbrugets udledninger, der trods årtiers reduktioner var i gigaklassen, påpegede eksperterne.

Kvælstof, fosfor og miljøgifte blandede sig således med afføring, kemiaffald og køkkenskrald i debatten, der nu var landsdækkende – og jeg tror, at alle almindelige mennesker blev ramt af samme uvirkelighedsfølelse og afmagtsfornemmelse som beboerne på Fanø nogle måneder tidligere.

Titusindvis af borgere, der tålmodigt møjsommeligt i årevis havde sorteret køkkenaffald og kasseret klude, plastprodukter og kemikalier af den farlige slags, fik nu besked om, at det hav, der omgiver os, fuldt bevidst var blevet svinet til i en målestok, ingen havde fortalt os. Hver eneste dag.

Men vi skulle bare tage det roligt, fordi andre kilder forurenede endnu mere.

Så dét, jeg i min enfold havde troet var en lokal spareborgmesters kynisme over for vadehav og verdensarv, var blot en mindre flig af et langt større spil – og på det kommunale plan kun en lille del af en samlet ’covert action’, som man ikke på nogen måde havde talt højt om til befolkningen.

Tværtimod havde kommunerne i al diskretion sluset alle de ulækre floder af skidt og møg ud i vandløb og søer – og ud i fjorde og langs badestrande, hvor svømmende, surfende, sejlende og fiskende danskere kunne plaske helt uvidende rundt i lortet.

"De fleste kommuner vil så vidt muligt lade stå til, måned for måned og år for år. Indtil alverdens brakvand fryser til."

Som en afsluttende svada kunne biologerne oplyse, at der på dette nyopdagede, kommunale skidtområde manglede både regler og retningslinjer, ligesom der ikke var nogen som helst præcis viden om udledningernes reelle omfang.

Man kan sige, at vi brokrøve, danskerne – også på Fanø – kunne have skaffet os den viden selv, for længst. Og at informationerne sikkert var tilgængelige i nogle dybere kommunale lag, på rådhuset eller hos Miljøstyrelsen – og på nettet. Men endnu er det ikke en folkesynd at gå fejl af en viden, som ingen tydeligvis har haft nogen særlig lyst til at give os.

Jeg køber heller ikke de beroligende, afmonterende argumenter, der henviser til langt større forureningskilder i nationen. Landbrugets problemer har både jeg og andre kendt til i årtier, og vi er som befolkning blevet beroliget med, at der foregår en trods alt planlagt, fremadskridende forbedring, ligesom der uddeles bøder og straffe for at bryde lovene på vejen til Nirvana.

Men i tusmørkelandskabet inde i byerne har man altså helt bevidst, helt uden for kontrol og uden sanktioner kunnet sluse al skidtet direkte ud i omgivelserne, nødtørftig dækket bag virkelighedsfjerne besværgelser om mulige ’fremtidige løsninger’.

I min verden er dette derfor en særskilt skandale, og i et kommunalt landskab, der skal spare og prioritere, forstår jeg nu, at Esbjerg-borgmesterens forbløffende tidsramme på 30-40 år ikke blot var en provokation over for en enkelt nævenyttig journalist.

Skovshoved Havn onsdag den 27. maj 2020. Forsyningsselskabet HOFOR har af Københavns Kommune fået tilladelse til at udlede 290.000 kubikmeter spildevand i Øresund. Baggrunden for udledningen er, at området ved Svanemølleholmen i Nordhavn skal udbygges. HOFOR har nu udskudt den planlagte udledning til oktober... (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Nej, det var legio: De fleste kommuner vil så vidt muligt lade stå til, måned for måned og år for år. Indtil alverdens brakvand fryser til.

Den vished er på det plan et voldsomt slag mod både min og alle andres ellers gryende miljøbevidsthed – rent bortset fra de kommende følgevirkninger af det private spildevand, som med biologernes ord er direkte og voldsomt uhygiejnisk for mennesker.

Indholdet af metaller kan forgifte dyrelivet, mængden af mikroorganismer udløse sygdomme hos både dyr og mennesker og mange af de skadelige stoffer medføre omfattende skader selv i små doser, både akut og på lang sigt.

Ja, vi taler om rådne madvarer, opvaskevand, gammel kaffe, sur mælk, og alt det, vi ellers hælder ud – om olie, kemikalier, tungmetaller, lægemidler og meget mere – foruden alt det, der foregår på badeværelset.

”Vi skal selvfølgelig have styr på det her område, så vidt som det er teknisk muligt,” sagde miljøminister Lea Wermelin (S) beroligende forleden – men var derefter stærkt i vildrede om sit næste træk.

”Miljøstyrelsen er i gang med at forbedre vores viden på det her område, og når de vender tilbage, er det også noget, jeg vil kigge på politisk,” sagde hun, lettere svævende.

Jo, den plan havde man haft i mange, mange år, bekræftede Miljøstyrelsen, som sjovt nok kaldte alle de igangværende forsøg på at få et overblik over problemet for ”mudret område”.

Ingen kan ane, hvor længe det vil tage.

Lige nu er det eneste sikre derfor, at den lille dråbe i dét vadehav, som biologerne kalder for kronjuvelen i de danske farvande, i rekordtempo mellem marts og juni voksede til en kæmpestor, landsdækkende og desillusionerende syndflod.

Denne dråbe er desværre ikke længere alene.