Blokade fra B til folkesag

Sejren var et resultat af 38 dages effektivt lobby- og kampagnearbejde, hvor de studerende formåede at gøre nogle mindre, tekniske krav til en folkesag, som ledelsen på Det Humanistiske Fakultet ikke kunne ignorere og til sidst måtte efterkomme. Set i helikopterperspektivet var denne kamp som så mange andre en strid om hegemoni: Hvilken gruppe – HUMrådet eller ledelsen – kunne få lov til at sætte dagsordenen og bestemme, hvad der var universitetets sande interesser? Derfor er det interessant at se nærmere på, hvordan HUMrådet og de studerende lykkedes med at vinde kampen – såvel på selve universitetet som i medierne og på internettet.

Ledelsen troede, de kunne sove trygt

Det stod ikke i stjernerne, at HUMrådet ville lykkes med deres foretagende. Selve substansen i sagen er nemlig umiddelbart så teknisk, som det lader sig gøre.

Fakultetsledelsen fremlagde tidligere på året en målplan for 2021-2024 (gab), som i normale tilfælde ikke ville holde en eneste sjæl vågen om natten. Planen indeholdt en mulighed for oprettelsen af såkaldt brede bachelorindgange (ligesom på RUC), hvilket ifølge HUMrådet ville føre til lukninger af mindre fag, hvilket man tidligere har set, uden at det medførte nogen større folkeopstande.

Alt i alt en relativt støvet sag, som man skulle have sin daglige gang i KUA’s grå bygninger på Islands Brygge for at kunne hidse sig op over – hvis man overhovedet kunne det. Ifølge HUMrådet mødte planen kritik fra de studerendes og de ansattes repræsentanter i Akademisk Råd, men derudover kunne dekanatet sove trygt om natten og få deres plan gennemført. Som sædvanlig.

”Imod forringelser og fagsammenlægninger!”

Sådan skulle det dog ikke gå. De aktive humanister viste sig ikke blot at være aspirerende eksperter i diskursanalyse, dekonstruktion og dansk litteratur; de forstod sig også på at organisere kompromisløst aktivistisk kampagnearbejde, effektiv lobbyisme og offentlig meningsdannelse.

HUMrådet viste først muskler med indlæg i Weekendavisen, UniAvisen og en aktion foran Christiansborg ved Folketingets åbning. Efter denne lette opvarmning satte man fut i kedlen, da HUMrådet den 28. oktober klokken 08.00 gik ind på ledelsesgangen på KUA, sendte de ansatte hjem, blokerede indgangene – og blev der. De indrettede sig med sovesale, studiepladser og daglige stormøder, arrangerede foredrag og aftensmad hver dag og holdt fester i weekenderne, så aktivisterne i princippet aldrig behøvede at forlade blokaden.

Foto: HUMrådet på KU.

HUMrådet indrettede de besatte område som et lille samfund i to etager, hvilket steg og faldt i indbyggertal i løbet af de 38 dage, men som altid havde en stor, fast kerne af aktivister, der blev, blokerede indgangene og holdt fanen højt.

Ordet spredte sig hurtigt i KUA’s korridorer. Fra dag ét blev vægge over alt på gange, i klasselokaler og på toiletter klistret til med budskaber som ”Ledelsen vil slå vores fag sammen – det vil vi ikke!”, ”imod forringelser og fagsammenlægninger!” og – i bedste 1968-stil – ”Ned med dekanvældet!”. Ingen skulle være i tvivl om, at en studenterrevolution var i gang.

Der var bannere og plakater overalt, så blokaden var umulig at undgå, selvom ledelsesgangen ligger relativt skjult og afsides i forhold til, hvor de studerende normalt færdes og hænger ud. Det gav et indtryk af, at det ikke bare var et par hengemte kontorgange, der var under besættelse, men hele KUA – og at det var noget, vi gjorde sammen. Alle var med, om de ville det eller ej.

Synlighed er magt. Det ved alle, der arbejder med strategisk kommunikation, uanset om man sælger penalhuse eller politik. Set i dét lys gjorde HUMrådet det helt rigtige: De tog så meget fysisk plads som muligt, så man ikke kunne undgå at se dem. De lod ingen ung bogorm på hele Karen Blixens Plads være i tvivl om, at de kæmpede for en vigtig sag, teknisk og støvet eller ej.

Solidaritet, støtte og Side 9

HUMrådet vidste tilsyneladende også, at de måtte brede deres kamp ud og involvere verden uden for universitetet for at presse ledelsen. Derfor skrev de indlæg i de store aviser, foldede sig ud i det ene interview efter det andet i de etablerede medier og kom endda i Deadline og i Debatten på DR2.

Opfindsomheden var til at tage at føle på. En kold dag i november havde Ekstra Bladets Side 9-pige noget mere på hjerte end blot rejser og shopping med veninderne:

– ”Lige nu er vi en gruppe, der har besat dekanatet i protest mod nedskæringer og faglige forringelser, og det sammenhold, jeg har oplevet i den forbindelse, er virkelig fedt,” som "21-årige skønne Lea fra Nørrebro” fortalte under det topløse billede.

Et gammelt slagord fra fagbevægelsen lyder, at ”alting starter med vor solidaritet.” Det tog de blokerende studerende meget alvorligt og supplerede deres massive og farverige tilstedeværelse i pressen med over 80 solidaritetserklæringer fra alt fra caféudvalg, fagråd og studenterblade på hele Københavns Universitet, over organisationer i elev-, studenter- og fagbevægelsen, herunder de ansattes tillidsrepræsentant, hvilket var et højdepunkt i kampen, til Politikens chefredaktør. Blokaden nåede sågar til udlandet og fik støtte fra studenterorganisationer i Sverige og Tyskland.

Fagsammenlægninger på Det Humanistiske Fakultet blev med andre ord en folkesag. Studenterpolitik blev til storpolitik. Det er en kommunikationsstrategi og et resultat, der må gøre enhver anden politisk organisation misundelig.

Foto: HUMrådet på KU.

”Hvor står du?”

Allerede få dage inde i besættelsen kom kampagnens første peak: HUMrådet kunne berette, at ledelsen havde truet med at smide dem ud af universitetet, hvis de ikke opløste blokaden. Shots fired. Ledelsen havde dog efter eget udsagn ikke ment det så hårdt, men det blev ikke desto mindre den dominerende talk of the town på KUA’s gange, på de sociale medier og i pressen.

De studerende kunne næppe have ønsket sig en større foræring. Truslen om udsmidning gjorde det muligt at positionere sig selv som den undertrykte underdog imod de undertrykkende magthavere (”De vil smide os ud. Hvor står du?”, som der stod på et banner), og det bidrog til billedet af, at HUMrådet havde ret angående universitetsdemokratiets ruin, og at ledelsen var bange – hvorfor skulle de ellers true med den slags?

Et gammelt venstreorienteret slagord lyder, at ”et undertrykt folk har altid ret”. Udsmidningstruslen, reel eller overdrevet, var en mulighed for de studerende til at få ikke bare politisk ret – alt efter, hvad man mener om ledelsens målplan – men nu også moralsk ret. For de fleste kunne se, at der var tale om et selvmål fra ledelsens side. Man smider ikke studerende ud for at lave demokratisk aktivisme, når man samtidig i skåltaler hylder studenteroprøret i 1968.

Foto: HUM-rådet på KU.

”Mens I sidder her med champagne i kappe og kæde, kæmper vi”

Andet peak kom, da en af blokadens frontfigurer kaprede talerstolen til KU’s årsfest og talte dunder mod det manglende universitetsdemokrati for øjnene af universitetsbestyrelsen, rektor og dronning Margrethe med en gedigen in your face-retorik, der kunne gøre Greta Thunberg misundelig. Budskabet var ikke til at misforstå: ”Mens I sidder her med champagne i kappe og kæde, kæmper vi for vores uddannelser. Og vi vil ikke ignoreres.” Associationerne til orkesteret, der spiller videre på det synkende Titanic, lå lige for.

Pressestrategisk var aktionen smart tænkt, fordi det selvfølgelig var en nyhed i sig selv, at de glade festtaler blev afbrudt af politik og konflikt, og som forventet gav aktionen både omtale i den landsdækkende presse og gejst blandt aktivisterne på blokaden til at kæmpe videre.

Harald Toksværd, en af blokadens frontfigurer, kaprede talerstolen til KU’s årsfest og talte dunder imod universitetsdemokratiets ruin. Foto: Niklas Zenius.

Daglige opdateringer og dank memes

Har man i 2019 sagt politisk bevægelse, må man også sige sociale medier. Også dette havde de blokerende studerende styr på. Man gik på to ben: HUMrådets Facebookside blev holdt i kog med daglige smædeindlæg mod ledelsen, indkaldelser til aktioner og støtteerklæringer fra nær og fjern.

Samtidig kunne man følge med i blokadekampens hede på Instagramprofilen Det lille memedekanat, der med grov og ubarmhjertig post-ironi drillede både dekanen, rektor for hele KU, Henrik Wegener, og regeringen.

Instagramprofilen så et kort øjeblik ud til at kaste blokaden ud i den første kommunikationskrise, da rektoratet anklagede profilen for dødstrusler mod dekanen. Men selv denne potentielle møgsag formåede blokaden at vende til sin fordel. Profilens redaktør svarede tørt igen i UniAvisen, at ”vores intenderede publikum er andre studerende, vi er en satireside. Det er naturligt, hvis ledelsen, der ikke er trænet i at læse memes, kunne misforstå hensigten. De mennesker, der er ‘uddannet’ i memes, ved, at det er for sjov”, og satte derefter ledelsen på plads med en lektion i satirens ontologi og historie krydret med et friskt Kirsten Birgit-citat.

Efterfølgende blev anklagerne om dødstrusler meget forudsigeligt til et meme i sig selv, og universitetsledelsen fremstod som en gedigen boomer without humour og som krænkede mimoser, der (igen) overreagerede i desperation over at være ved at tabe.

Foto: @detlillememedekanat på instagram

Foto: @detlillememedekanat på Instagram

Det lille memedekanat var ikke bare en oplysningsside om, hvad der foregik på den besatte ledelsesgang. Det var et medie for blokadens militante væren-imod. For ud over højdepunkter eller peaks hjælper det gevaldigt på en politisk kampagne som HUMrådets blokade, hvis der er nogle, man er sammen om at være imod; en antagonisme mellem et os og et dem.

Fakultetsledelsen var naturligvis en oplagt modstander, siden de ikke ville tilfredsstille de studerendes krav. Men da aktivisterne efter sigende blev truet med udsmidning, og da rektor ifølge HUMrådet havde kaldt de studerende for ”whiney”, blev kampagnen mere personlig, og netop denne type kommunikation er Instagram formidabel til. KU’s rektor og i særdeleshed dekanen kom til at fungere som et nodalpunkt for det, man var imod, ved at personificere bureaukratiets teknokratiske knægtelse af demokratiet. Ondskaben fik et ansigt, og få steder er bedre til at udstille og dyrke den slags end et billedbårent socialt medie som Instagram.

Foto: @detlillememedekanat på Instagram

Denne personliggørelse af kampen forsøgte de blokerende studerende endda også at praktisere analogt. Rundt omkring på KUA’s vægge kunne man se plakater med karikaturtegninger af dekanen, der mere end antydede, at han fik alt for meget i løn (underforstået: Det er han vist ikke værd).

Fra det partikulære til det universelle

Set i helikopterperspektivet lykkedes HUMrådet med at vinde hegemoni og i sidste ende kampen af fire sammenhængende årsager.

1) De stod fast

Man kan komme langt med stædighed. Universitetet har oplevet blokader og besættelser før, men disse opløses normalt, fordi aktivisterne er trætte, og kræfterne svinder ind, hvilket gør dem ufarlige for ledelsen. Men denne gang nægtede de blokerende studerende at gå hjem, før de havde fået deres vilje. Dels formåede HUMrådet at etablere et solidt politisk og socialt fællesskab på blokaden, der var nemt at blive en del af, og dels lykkedes HUMrådet med at skabe en stærk følelse blandt de aktive af, at de var en del af noget større, der ville gå over i historien. Det var ikke bare en symbolsk demonstration, som magthaverne kunne ignorere og glemme dagen efter. Man så tværtimod sig selv som Verdensånden, der i sin fremadskridende historiske bevægelse kaprede talerstole og var i medierne om dagen, spiste daal om aftenen og sov på luftmadras om natten.

2) HUMrådet blev gjort til et universelt subjekt

I udgangspunktet er HUMrådet, ligesom ledelsen, en partikulær identitet: De er én gruppe blandt mange på universitetet med en relativt lille gruppe af aktive. Men i løbet af blokaden formåede man at opløse og opløfte denne identitet i et universelt subjekt. Selvom langt fra alle eller flertallet af de humaniorastuderende var aktive på blokaden, kom fortællingen om den alligevel til at lyde, at den var ”de studerendes blokade”, der kæmpede for ”de studerendes krav”, og man underskrev plakater og flyers med ”vrede humanister” eller ”hilsen de humaniorastuderende.” Som den argentinske filosof Ernesto Laclau ville sige, var de blokerende studerende en del, der hævdede at være helheden. HUMrådet formåede politisk at gøre sig til alle humaniorastuderende og kunne derfor tale på vegne af dem, selvom de aldrig numerisk var i nærheden af at være alle.

3) De partikulære krav blev gjort til universelle mål

På samme tid som HUMrådet forandrede sig til ”alle humaniorastuderende”, transformeredes de relativt tekniske argumenter og krav imod brede bachelorindgange til universelle krav for demokrati og uddannelseskvalitet og imod et udemokratisk, undertrykkende ”dekanvælde.” Det var smart, for hvem kunne være imod dén sag? Hvem stiller sig op på en ølkasse og taler imod demokrati og for mindre kvalitet? Kravenes universalitet blev kun gjort stærkere af de 80 støtteerklæringer fra nær og fjern, hvilke bidrog til fortællingen om, at en revolution, der var større end universitetet, var i gang.

4) Du var med os eller med dem

Alt imens HUMrådets partikulære interesser succesfuldt blev gjort til alle de studerendes universelle interesser, kom dekanatet og rektoratet til at stå tilbage som en gruppe magtfulde teknokrater, der på udemokratisk vis ville indføre en spareplan til skade for uddannelseskvalitet og faglighed. Hvis man som ny aktivist på blokaden ikke var 100 % inde i de spidsfindige tekniske deltaljer i, hvad der var skidt ved ledelsens målplan, var det i hvert fald til at forstå, at dekanen og rektor stod i vejen for et bedre universitet. Og igen: Hvem ville holde med en undertrykker mod en undertrykt?

Prolog

Den 4. december kunne aktivisterne åbne champagne og spille Queens We Are The Champions så højt, at hele Karen Blixens Plads kunne høre det. Ledelsen skrev onsdag aften under på HUMrådets udkast til en samarbejdsaftale og kunne torsdag morgen møde tilbage på kontorerne i bygning 15, som de blokerende studerende velopdragent havde gjort rent aftenen før. De nu ikke længere blokerende studerende havde vundet en stor sejr gennem 38 dages kamp for hegemoni, og den slags sejre er som sagt langt fra hverdagskost i studenterpolitik.